RokokoPosten

RokokoPosten: Inger Støjberg annoncerer konventionsbrud med syngende telegram

En kæk lille jingle fortalte i morges borgere og medier, at integrationsministeren er klar til at bryde med diverse konventioner for at indføre et asylstop.

Arkivfoto. En kæk lille jingle fortalte i morges borgere og medier, at integrationsministeren er klar til at bryde med diverse konventioner for at indføre et asylstop.
Arkivfoto. En kæk lille jingle fortalte i morges borgere og medier, at integrationsministeren er klar til at bryde med diverse konventioner for at indføre et asylstop.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Migranter, migranter/de koster slanter/det kan vi ikke ha’!/Venligbo-sjæle/syn’s, vi er fæle/det må de gerne, da!/Break!«

Det unge bud stopper sin sang og begynder at steppe med flagrende hænder og et stort smil. Af og til stivner han i en kunstfærdig positur med et nyt »Break!«, inden han afslutter med et langt »Bryd med konventioner-neee« og går i spagat.

Det syngende telegrambud hedder Niklas og arbejder hos De Syngende Bude, som integrationsminister Inger Støjberg (V) i morges hyrede til at tage ud til landets medier og synge ovenstående jingle. Budskabet er, at ministeren er klar til at bryde med alle tænkelige konventioner, hvis det er nødvendigt for at indføre et totalt asylstop i Danmark.

»Det er hårdt, men nødvendigt, og når nu vi ved, at den danske befolkning generelt går ind for en meget strammere asylpolitik, især hvad muslimsk indvandring angår, kan vi lige så godt gøre en fest ud af det,« fortæller ministeren i en Facebook-opdatering, hvor hun også deler en video af Niklas, der synger den såkaldte Break-jingle.

»Vi her på ministeriet fandt på teksten, og så betalte vi De Syngende Bude for at sætte en lille melodi på og steppe lidt til. Jeg synes selv, at det med at lave et break i sangen og dansen, når nu det handler om konventionsbrud, var ret genialt, så det får de lidt ekstra for,« uddyber Inger Støjbergs særlige rådgiver, Mark Thorsen.

Han og Inger Støjberg regner nu ikke med, at den usædvanlige måde at udsende en pressemeddelelse på vil skabe synderlig opmærksomhed.

»Tanken var egentlig bare at oplyse danskerne om vores politik, hvilket jo er vores job. Vi valgte godt nok en lidt utraditionel tilgang, men vi tror ikke, at medier eller debattører vil gide beskæftige sig med nyheden i mere end én dag. Det er i hvert fald slet ikke noget, vi har planlagt,« siger Thorsen og tilføjer, at det ikke nødvendigvis er sidste gang, Venstre annoncerer ny politik på en ny måde.

»Det er så kedeligt bare at sende mails ud. Potentialet i både klovne, strippere og ballondyr er helt uudnyttet i en politisk kontekst.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.