Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
RokokoPosten

RokokoPosten: Dom fastslår: Brok over brok giver dobbelte minuspoint

RokokoPosten: Almindelig brok straffes som bekendt med minuspoint. Men brokker du dig over, at andre brokker sig, skal dine minuspoint fordobles.

Foto: Oocoskun, Bigstock
Foto: Oocoskun, Bigstock

Synes du, at folk brokker sig for meget og over for ubetydelige ting? Så har du muligvis ret. Men pas på med at brokke dig over andres brok. Det kan nemlig koste dig dyrt, viser en sag, der netop er afgjort ved retten i Glostrup.

Her blev en 36-årig kvinde idømt dobbelt så mange minuspoint som den, hvis brok hun brokkede sig over.

Kvindens forsvarer, Thorkild Jørgensen, udtrykker skuffelse over afgørelsen på vegne af sin klient, men han mener personligt, at det var både godt og nødvendigt, at hun blev straffet behørigt.

»Jeg burde selvfølgelig forsvare min klient, men brok over andres brok er så nederen, at jeg bare er glad for, at hun fik en lærestreg,« siger han.

Ifølge Thorkild Jørgensen skyldes afgørelsen, at hans klient brokkede sig over selvsamme kultur, som hun bidrog til med sine ytringer.

»Jeg er ikke i tvivl om, at min klient ønskede at bekæmpe brokkulturen, idet hun mener, at denne kultur ødelægger den gode stemning. Men ved at brokke sig over den, bidrog hun til den dårlige stemning, samtidig med at hun fremstillede sig selv som positiv, selv om hun i virkeligheden var sur. Dermed begik hun en dobbelt forbrydelse, og det er derfor helt naturligt, at hun får dobbelte minuspoint,« siger han.

Thorkild Jørgensen fortæller, at hans klient er stærkt utilfreds med dommen.

Men ifølge Grethe Thomsen, jurist og professor i personfnidder ved Aarhus Universitet, er kvinden sluppet billigt.

»25 minuspoint for at brokke sig over noget, som hverken har medført sygdom, ulykke eller andet af betydning, er en ganske gennemsnitlig dom. Og at brok over andres brok takseres til det dobbelte er både retfærdigt og lige efter bogen. Faktisk bør kvinden være taknemmelig, for eftersom det kan bekræftes, at hun har bedt folk tage ja-hatten på og »se lidt lyst på livet«, kunne hun nemt have risikeret at blive anklaget efter den nye lykkevampyr-paragraf, og så havde straffen været et sted mellem 250 og 700 minuspoint,« siger hun.

Den 36-årige kvinde vil i løbet af de næste to uger sammen med sin advokat overveje, om hun vil anke dommen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.