Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
RokokoPosten

RokokoPosten: Afsløring: Rådhusskeletter stammer fra Anna Mee Allerslevs skab

RokokoPosten: En rengøringsassistent indrømmer, at han gravede de 20 skeletter, der blev fundet på Rådhuspladsen for nylig, ned efter at have fundet dem i et skab på Anna Mee Allerslevs forhenværende borgmesterkontor.

Foto: DedMazay/Bigstock
Foto: DedMazay/Bigstock

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af dem. Det var uhyggeligt. Jeg gik i panik.«

Sådan lyder det fra 27- årige Antoniu Dumitrescu, der gennem to et halvt år har gjort rent på Københavns Rådhus, om den oplevelse, der endte med, at han gravede 20 skeletter ned på Rådhuspladsen. En aften skulle han gøre rent på det kontor, som den skandaleramte borgmester Anna Mee Allerslev samme dag havde forladt.

»Jeg har gjort rent på fru Allerslevs kontor mange gange,« fortæller Antoniu Dumitrescu, der under den daglige rengøring aldrig åbnede skuffer eller skabe.

»Til daglig har vi ikke tid til at komme ind overalt. Der tømmer vi bare skraldespande, tørrer hylder og skriveborde af og støvsuger det op, som politikerne har fejet ind under gulvtæpperne,« siger han.

Den aften var det dog ikke almindelig rengøring, Antoniu Dumitrescu skulle foretage. Han skulle gøre kontoret hovedrent, så det var klart til at blive overtaget.

»Det er en helt anden slags rengøring. Vi skal tørre lodrette flader af for at fjerne fingeraftryk og fedtpletter, og skabe og skuffer skal rengøres indvendigt. Jeg var næsten færdig og troede, at nu skulle jeg hjem til min familie, da der pludselig væltede en masse skeletter ud af et skab.«

Antoniu Dumitrescu standser op. Man kan tydeligt mærke, at oplevelsen rystede ham. Han gik i panik, fortæller han, og ringede til en ven, der arbejder i byggebranchen.

»Han kom midt om natten og hjalp mig med at grave skeletterne ned ude på Rådhuspladsen,« siger Dumitrescu og tilføjer, at hans ven lovede ham, at der aldrig var nogen, der ville finde dem.

Anna Mee Allerslev selv er meget overrasket over, at der blev fundet skeletter i hendes skab.

»Hånden på hjertet, så var jeg overhovedet ikke klar over, at jeg havde skeletter i skabet. Havde jeg vidst det, ville jeg selvfølgelig straks have gjort noget ved dem. Jeg har aldrig selv set dem, så selv om de måske var i mit skab, har jeg formelt set ikke gjort noget forkert og har i hvert fald handlet i god tro. Det er ikke engang sikkert, at det ér mine – de kunne være efterladt der af en af mine forgængere,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.