Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Tænder er næsten lige så uhyggelige som synlige tandhalse«

Denne uges B-mennesker handler om Maise Njor og Hassan Preislers forhold til tænder.

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:

»Der er sket det, at jeg ikke kan finde min overmund,« ringede farmor og sagde en dag, jeg var på arbejde. Nogle tager barnets første sygedag, og andre tager en Flex-dag, men lige der måtte jeg meddele min chef, at på grund af en force-majeure-farmor-situation, kunne jeg desværre ikke arbejde.

Vi har alle ting, vi ikke er så glade for. F.eks. læste jeg engang om en kvinde, som gik rundt til daglig og var bange for hvaler. Hun boede på Østerbro. Der var også en mand, som følte stærk angst, når han hørte lyden af kurvemøbler. Jeg har født tre børn uden særlig meget brok, og jeg er næsten ikke bange for edderkopper, men tænder ... De sidder fast på kraniet, de er tangenter i dødningehoveder og kan overleve tusind år i moser.

Tænder er næsten lige så uhyggelige som synlige tandhalse. Tandhalse er kanalen ned til efterlivet, og den skal jeg ikke nyde noget af at kigge ned i. Derfor elsker jeg min tandlæge, og jeg er så tryg, når jeg ligger i stolen, at jeg ofte falder i dyb, babyagtig søvn. Selvfølgelig kan jeg godt se det smarte i, at man bliver så gammel, at man får gebis, så man kan sende overmunden til tandlæge med et grønt bud, mens man selv spiller tennis, men jeg vil nu helst beholde mine egne.

Farmor sad i Hvidovre uden sin overmund, og alle mine kolleger var søde til at hjælpe. De kom med forslag til, hvor farmor kunne lede, mens jeg panikkede over alle de tandlæger, jeg skulle ringe til, fordi hun ikke kunne huske, hvad han hed. Pludselig ringede farmor og sagde snedigt: »Jeg har fundet et foto af engang, hvor jeg grinede virkelig meget – så kan tandlægen se, hvordan mine tænder så ud«. Da vidste jeg, at farmor Musse var meget klogere end mig.

Jeg tog mig sammen til at gå i gang med opringningerne, og hvor få gange i livet er man egentlig helt igennem heldig? Det var jeg den dag, for det viste sig, at den første på listen lige netop var ham, der havde sørget for Musses perlerække, og han havde tid til at lave en ny ... Men det vidste min kollega Henrik ikke, så han kom drønende omkring hjørnet, fordi han lige var kommet i tanke om noget: »Det er bare, fordi vi nat-spisere bliver lidt dovne med alderen, så jeg tænkte, at hun skal huske at tjekke, om overmunden sidder i spegepølsen.«

Hassan Preisler:

Jeg tænder på overbid! Fremskudte fortænder i overmunden er bare det mest sexede, jeg kan komme i tanke om. Og jeg har for nylig fundet ud af, hvorfor jeg har det med fremskudte overkæber, som jeg har det: Det er generne!

Oldefar Johannes var en lille og skaldet mand med et massivt underbid. Om morgenen greb han nodemappen i lyst læder og gik af sted gennem Odenses gader og stræder. Han lettede på hatten og rettede den enorme underkæbe mod folk: »Dav«, sagde den venligt.

Men bag hans ryg pegede de ad ham. I orkestergraven fandt han sin plads blandt strygerne og pakkede violinen ud. Hans fremskudte undermund fungerede som skruetvinge på hagebrættet, og oldefar Johannes kunne – som den eneste – spille hele symfonier med kun én hånd. Men selv i sekstendedelspauserne grinede kollegerne ad ham.

Da jeg smed mælketænderne, og mit nye tandsæt voksede frem gennem tandkødet, blev det tydeligt for enhver, at jeg havde arvet oldefar Johannes’ tandstilling. Den havde sprunget generationerne over og fundet vej frem ad en ganske smal genetisk skovsti til en syvårig dreng, der boede i Berlin.

Jeg havde et underbid så markant, at regnvandet stod mig i munden. Af kosmetiske årsager, men også på grund af druknefaren, satte mine forældre mig i behandling, og de tyske tandlæger indkaldte til landskonference. På scenen trådte jeg ind i spotlyset og drejede om i profil. Der blev helt stille, før en stemme højt udbrød: »Mein Gott!«

Siden lød lydene, kommentarerne og de spredte klapsalver fra de mange hvidklædte mænd i salen, inden de samlede sig på scenen omkring mig og besluttede at iklæde mig en læderhjelm med en skindskål til hagen. Om aftenen blev den spændt ind. Mine forældre satte fødderne mod min skulder og trak til.

Tilbage i Danmark blev hjelmen erstattet af løse bøjler. Overbøjlen udvidede man inden sovetid, så kraniet knagede og bragede, med en lille nøgle. Fra den førte små elastikker ned til underbøjlen, men man skulle vide, at hvis man gabte den mindste smule, slog bøjlerne så hårdt sammen om tungen, som var de en bjørnefælde.

I dag er mit tandsæt nogenlunde ok. Men mine gener korrigerer stadig. Og det er derfor, dit overbid gør mine knæ bløde!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.