Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever

Kram, nus og kælen er godt for sjælen. Men nogle af os får for lidt – derfor er der nu steder, hvor man kan få professionel »cuddling«. Og det skal da prøves.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Måske sidder du lige nu og ser over på din kæreste, som berører sin touch-screen-mobil meget, meget mere, end han eller hun rører dig. Måske sidder du alene og ville ønske, at du havde nogle nussende fingre i nakken, mens du læser: Du lider af det, der på populær-amerikansk kaldes »skin-hunger«.

Vi bliver flere og flere, der bor alene. Ifølge Danmarks Statistik er vi over halvanden million. Det vil sige, at vi efterhånden er ret mange, som nok ikke bliver berørt af andre så tit. Hud der berøres, dine fingre der rører et andet menneske … Det er da dejligt! Men hvad gør man, hvis man ikke har nogen at kramme med? Ja, man kan jo prøve en professionel …

Jeg har bestilt tid til cuddling. Det er anden juledag, og mens andre er på vej til julefrokost med familien, går jeg alene ind i en baggård i indre København for at blive nusset af en mand, jeg kun har talt i telefon med.

Det regner, det er mørkt, og jeg går længere og længere ind i gårdene, til jeg til sidst ser et skilt, hvor der står »Pole dance«, og tænker, at det faktisk nærmest ville være mindre grænseoverskridende end det, jeg skal nu. »C.H.A.I.« står der på et andet skilt, og jeg går op ad trappen, og ind i et rum, hvor der er hyggelig belysning, der dufter af te, og … der er helt tomt.

Forsigtigt tripper jeg videre ind og ser en mand stå i en stor sal ved siden af et par madrasser med et bjerg af puder i farver, som har ry for at virke beroligende. Det må være Martin. Om lidt skal vi rigtig kramme.

»Missionen er at få kropslighed, intimitet og sanselighed på dagsordenen«

»Cuddling« handler om, at få skabt fokus på sanselighed og intimitet.
»Cuddling« handler om, at få skabt fokus på sanselighed og intimitet.

Ifølge Wikipedia: »Oxytocin er et hormon, der dannes i hypothalamus og lagres i hypofysens baglap (neurohypofysen). Hormonet findes i meget lille udstrækning hos mænd. Hos kvinder findes hormonet i større mængde. Det udskilles bl.a. ved kram på over 30 sekunder, hvorfor det kaldes kram-hormonet eller kærligheds-hormonet. Det er påvist, at hormonet i større mængder har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed.«

Det er Lucy Vittrup, der har fået mig til at prøve at blive cuddlet. Hun arbejder til daglig med erogi, som handler om at få forbindelse mellem køn, hjerte og sind, men så læste hun om en japansk kramme-cafe, googlede sig videre ind i emnet og fandt ud af, at fordi mange japanere føler sig som arbejdsrobotter, så har de steder, de går hen for at blive holdt om og nusset. Og hun kunne se lighedspunkter med vores kultur.

»I Skandinavien har vi en meget seksualiseret forståelse af kropslighed. Det er jo et kæmpe område i vores liv, som er reduceret til kun at handle om sex. Men der er også sanselighed, nærvær og omsorg i det at røre et andet menneske,« siger hun.

Derfor fandt hun på at skabe kurser i det, der på amerikansk hedder »cuddling«. Hendes mor er colombianer og faderen var nordjyde, og »det længste knus, jeg gav ham, var, da han var død. Hvor min colombianske familie ikke er bange for den intimitets-energi, der opstår, når man berører hinanden.

»Det bliver meget nemmere, hvis man husker, at ikke al berøring er lig med, at man gerne vil knalde! Men i Norden er vores samfund så pornoficeret, at vi nærmest er blevet bange for fysisk kontakt. I børnehaver må børn ikke sidde på skødet af de voksne, og på arbejdspladser er vi mere optaget af sexchikane end af, hvordan vi skaber en berøringskultur, som fremmer tillid.«

Lucy Vittrup fortæller, at hendes mission ikke er, at vi alle skal kramme hele tiden og ligge i ske med vores venner. »Missionen er at få kropslighed, intimitet og sanselighed på dagsordenen, så vi lærer at have fysisk kontakt uden at være bange for, at vi lægger an på hinanden. Cuddling handler ikke om sex, og der er ikke berøring af bryster eller skridt.«

Kommunikation er nøglen

Vores skribent, Maise Njor, oplevede at følelsen af krammene bragte minder frem.
Vores skribent, Maise Njor, oplevede at følelsen af krammene bragte minder frem.

Da Martin opdager mig og kommer hen og hilser, kan jeg mærke, at jeg scanner ham: Hans alder, hans tøj, som er holdt i grå farver, hans skægstubbe, hans øjne, hans alder, som er lidt yngre end min. Fordi det gør jeg med mænd. Men denne her mand er jo ikke en, jeg nogensinde skal møde igen. Jeg er forvirret. Vi sætter os på hver sin side af et stort indonesisk sofabord. Og taler.

For man går ikke bare i gang – først skal vi være sikre på, at han ikke kommer til at overskride de grænser, jeg måtte have. Tanken bag cuddling er, at man bliver bedre til at kunne kommunikere sine egne grænser, men også behov. Han fortæller, at jeg skal kende koderne, så jeg kan sige til, hvis noget er for tæt på. »Hvid« er, hvis det er kedeligt, »grå« hvis det er dejligt, og »sort« hvis det er for meget.

Men så er der forskellige nuancer af grå … »Fifty shades of Grey,« fniser jeg for mig selv. For jeg fniser, når jeg er nervøs. Og det er jeg nu. Jeg kan mærke, at det allerede er stærkt grænseoverskridende bare at tale om det her, og jeg vil meget gerne i gang, så jeg kan få afmonteret min usikkerhed på, hvad der egentlig skal ske.

Jeg elsker at kramme og nusse. Har faktisk aldrig oplevet at få nok. Så det er ikke det. Hvad er det så? Det er det akavede ved situationen. Og så er jeg en lille smule på vagt over for diverse behandlere, fordi jeg altid bliver utålmodig over, at de taler så langsomt.

Fordi jeg ikke kan greje, hvad deres uddannelse egentlig dækker over, fordi jeg har en fornemmelse af, at de alle sammen kender hinanden, og fordi de ofte har sådan nogle sære navne, som antyder, at de på et tidspunkt i midt-halvfemserne var til nummerolog. Men altså, Martin. Det navn har han vel for pokker ikke købt. Måske går det her alligevel …

Før vi går ind i salen med madrasserne, skal vi lige starte med et »stående kram«, så jeg kan øve mig på farvekoderne. Jeg får fornemmelsen af, at det er mig, der skal træde ind i hans intimsfære, så jeg tusser et par skridt frem, rækker armene ud, og vi omfavner hinanden. Og nu siger jeg det bare, som det er: Det føles godt nok sært at stå i en tom baggårds-bygning anden juledag og være tæt omslynget med en mand, jeg aldrig har mødt før.

Mine skuldre, som før allerede var godt hævet over ørerne, er hårde som beton, min vejrtrækning er kort og forhastet, og jeg har ikke slappet så lidt af, siden jeg som fem-årig blev jagtet af en Schäfer, der hed Kim.

Men så sker der noget: Jeg får minder. Jeg kan pludselig huske engang på en strand, hvor jeg holdt om en kæreste, som var ret klejn i forhold til mig, og han havde også mindre badebukser end jeg: Jeg husker noget, jeg havde glemt. Og det er faktisk rart. Efter nogle minutters kram slapper jeg af, og er klar til at gå ind i den store sal med madrasserne. »Hvordan kunne du tænke dig at blive berørt?« spørger Martin.

I en tidsalder, hvor vi fokuserer mere på vores smartphones end hinanden

»I Skandinavien har vi en meget seksualiseret forståelse af kropslighed. Det er jo et kæmpe område i vores liv, som er reduceret til kun at handle om sex. Men der er også sanselighed, nærvær og omsorg i det at røre et andet menneske« - Lucy Vittrup
»I Skandinavien har vi en meget seksualiseret forståelse af kropslighed. Det er jo et kæmpe område i vores liv, som er reduceret til kun at handle om sex. Men der er også sanselighed, nærvær og omsorg i det at røre et andet menneske« - Lucy Vittrup

Læge og sexologiprofessor ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, kan meget nemt pege på, hvorfor nogle mennesker har brug for et professionelt kram.

»Generelt lever vi i en temmelig rundtosset tidsalder, hvor det for mange er svært at finde plads til sanselighed og nærvær. Til at lægge mobil og puls-ur til side, og helt uforbeholdent synke ind i favnen på et andet menneske. Derfor lider mange fortravlede vesterlændinge af ret udtalt »hudsult«. De længes efter at blive berørt, uden at det nødvendigvis skal ende med en orgasme. »Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever«, som popduoen Lecia og Lucienne sang i min barndom. Det er stadig det, det handler om.«

Sex kan man tiltuske sig via diverse apps, eller til nød hos venner og bekendte, men når det gælder anden form for fysisk nærvær, kan det være svært. Der bliver arrangeret kramme-fester og der er app’en Spoonr, men begge dele virker ikke, som om de har den store udbredelse.

Til det siger Christian Graugaard: »Jeg tror faktisk, at det for mange er lettere at have samleje end at kærtegne. Et knald er tidsmæssigt overskueligt og i mange parforhold så ritualiseret, at det kan gøres i søvne. Intimitet, derimod, kræver både tid, mod og fuld tilstedeværelse.«

»Det kan godt føles skræmmende, hvis ens hverdag styres af en stram køreplan – eller hvis der er knas i selvfølelse og samliv. Det er også derfor, man i sexologien bruger såkaldt »sensualitetstræning«, hvor man beder parret om at kæle med hinanden uden at involvere kønsdelene. For at få dem til at smide parader og præstationsangst og komme helt, helt tæt på hinanden. Både fysisk og følelsesmæssigt.«

Akavet - på en rar måde

»Kramemeditation« eller »cuddling«. Maise Njor til krammeterapi hos terapeut Martin Heese. Nu kan man betale penge for at blive krammet.
»Kramemeditation« eller »cuddling«. Maise Njor til krammeterapi hos terapeut Martin Heese. Nu kan man betale penge for at blive krammet.

»Hvordan kunne du tænke dig at blive berørt?« spørger Martin igen. Og der kom den: en følelse af at være så meget på udebane, så blufærdig og sårbar, at jeg næsten ikke kan være i min ellers rummelige krop. Det kan jeg da ikke svare på uden at vise meget mere af mig selv, end jeg overhovedet har lyst til at give en helt fremmed person.

»Måske er jeg ikke normal?« tænker jeg, for efterhånden har mine armhuler svedt et landkort af Afrika på hver side af mig, og jeg kan mærke, at jeg helst ikke vil have øjenkontakt. Det ville minde for meget om en dans eller en date eller noget andet, som går for tæt på, så jeg tøver lidt. Martin foreslår, at han sidder op, og så læner jeg mig baglæns mod hans front. Ok. Akavet.

Men da jeg først ligger der som en lille baby-skildpadde, der er trimlet om på skjoldet, falder jeg til ro. Med det »men«, at man nok altid som kvinde er en smule opmærksom på, om der er en stiv diller i farvandet, når man ligger i de positioner, men altså, manden er professionel. Og jeg har ikke makeup på ...

Og fordi min skala ikke nærmer sig sort, men jeg siger, at det her er »mellemgråt«, foreslår Martin, at han ikke bare omfavner mig med armene, men også lige smider sine fødder oven på mine. Nu ligger jeg, som om jeg er omsluttet af en stor krabbe, hele min bagside er omsluttet af ham, og det er … rart. Weird, men rart. Igen kommer der minder frem om andre knus til andre tider, de ræser gennem min hjerne, som om mit liv bliver spillet hurtigt igennem.

Det koster omkring 800 kr. pr. time at gå til cuddling. Martin Heese og Lucy Vittrup giver ikke behandlinger, men underviser folk, der har lyst til at uddanne sig til cuddlere. På spørgsmålet, om det ikke er lidt fattigt, at vi nu skal til at betale for at blive holdt om, svarer Lucy: »Vi betaler i forvejen for fysisk berøring – det er bare pakket ind som zoneterapi eller massage eller hårvask.«

»At betale for fysisk nærvær er dybest set bare at kalde en spade for en spade. Det går ud over vores mentale og fysiske helbred ikke at blive berørt. Og det er ikke så farligt at gøre det – bare en hånd på ryggen af den, du taler med, eller at du holder din mormors hånd, når I går sammen,« siger hun, og tilføjer, at fremtidsplanen er at uddanne personale på skoler, plejehjem og hospitaler i at give fysisk nærvær.

Følelsen bringer minder frem

Terapeut Martin Heese underviser til dagligt i professionel »cuddling«.
Terapeut Martin Heese underviser til dagligt i professionel »cuddling«.

Martin nusser mig i håret, og jeg har lukket mine øjne. Men min oplevelse af, at det er rart, forstyrres af, at det samtidig føles falsk. Jeg ville ønske, at det ikke var en professionel, der gjorde det her, men en, jeg elskede, og som elskede mig.

Måske kan Martin mærke mine følelser, for han samler mig op, så jeg ligger i fosterstilling, og omfavner hele min krop med sin. Jeg er 47 år, jeg har tre børn, jeg kan fikse en vandlås og sadle en hest og samle alt fra IKEA og næsten lave min egen selvangivelse …Men nu ligger jeg her som en stor baby.

Og hvis bare man slipper alt og lukker øjnene og lader kroppen huske, så er det en fin oplevelse. Jeg kommer i tanke om min mormors bløde overarme mod mine kinder, en kæreste med dejlig sul på kroppen, en svømmetur i et varmt hav i Indien, en sommerdag for mange vinterdage siden, mine børns fødder, da de var små, jeg kommer i tanke om min første kæreste og hans varme hænder, jeg kommer i tanke om alt muligt trygt og godt ...

Da jeg går ud gennem baggårdene i mørket, er det med en fornemmelse af at have besøgt én, jeg var engang. Den kolde regn rammer kinderne, og det gør ikke noget. Det er faktisk næsten dejligt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.