Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mit sidste måltid

Peter Ingemann: »Jeg hader selv at holde tale. Der er ikke noget, der kan gøre mig mere angst«

TV-vært Peter Ingemann, aktuel i en ny sæson af programmet »Nybyggerne« på TV2, ville både invitere sin afdøde far og Churchill med, hvis han skulle arrangere sit livs sidste middag.

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvordan skulle det så se ud?

»Det skulle være enkelt og bestå af gode råvarer tilberedt med kærlighed. Jeg er stor fan af Gordon Ramsays tilgang til madlavning. Ikke så meget pis og ikke alt det der tryllekunst med kulsyresne og sovs eller sauce dryppet rundt i en ring, der drøner rundt på den rigtige måde, så det ville middagen være inspireret af. Jeg er vokset op i 80erne med rejecocktail – det har jeg en forkærlighed for. Eller bare rejer, så det skulle være forretten. Til hovedret skulle vi have simremad. Hårde stykker oksekød, for eksempel oksehaler eller ossobuco, der har fået kærlighed i flere timer. Jeg er ikke til søde sager, så til dessert skulle vi have smørristet groft rugbrød med blåskimmelost, løgringe og to rå æggeblommer og ikke sådan noget pasteuriseret halløj. De skulle lige være klækket ud af ægget og måske endda stadig have hinde. Og groft salt og peber på.«

Hvem skulle være med som gæst?

»Min kone og mine to kloge døtre, min søster og min mor. Hvis jeg kunne hive min far ned fra himlen eller op fra helvede – uanset hvor han er i dag – ville det også være fedt. Familien forsonet en sidste gang. Hvis jeg måtte vælge andre afdøde ned fra hylderne, ville jeg også rigtig gerne tilbringe min sidste middag med Winston Churchill. Bare at høre Churchill tale ville være nok. Han var en gudsbenådet taler, selv om han både stammede og læspede. Han havde fantastisk humor, men var også stivnakket. Jeg ville gerne udfordre ham lidt på hans konservative synspunkter. Nikola Tesla er en anden, jeg gerne ville invitere. Jeg ville høre, hvor han har fået sine ideer fra. Han er jo den mand, der har betydet allermest for vores samfund – uanset om vi taler om mobiltelefoner, radaer eller vekselstrøm. Eller mit store idol Claus von Stauffenberger«

Hvem skulle lave maden?

»Det skulle jeg. Jeg elsker selv at lave mad og gå og nusse om det. Det er mentalt en god og sund øvelse, helt terapeutisk. Når du får det ind i munden, kan du mærke alle de timers forberedelse. Simremaden er mere interessant for mig end en god ribeye fra Australien.«

Hvor skulle måltidet afholdes?

»I mit fødehjem, en stråtækt firelænget gård ned til Gudenåen lidt uden for Ry. Vi skulle have vores Herefordkvæg og heste gående ude på marken. Det skulle være en sommerdag og foregå ude på terrassen med marken foran os og Gudenåen nedenfor.«

Hvem vil du sidde ved siden af?

»Min familie. Jeg skulle sidde for bordenden.«

Hvad skulle I drikke til?

»En sur, dejlig fed hvidvin til forret og en god, kraftig rødvin og portvin til dessert. Og masser af danskvand.«

Hvordan skal bordet dækkes?

»Det skulle være med en rødternet dug. Helt klassisk dækket op. Ikke for mange krummelurer og foldede servietter. Ikke for mange serpentiner. Helt plain. Lidt som hvis du går ind på en god smørrebrødsrestaurant i København. En omgang tallerkener, knive og gafler, et par portsvinsglas til osten.«

Hvilken musik skulle I høre?

»John Mogensens greatest hits. Jeg synes, at han inden for musik er vores allerstørste poet. Vores nationalskald – det kalder man også Kim Larsen, og han er også rigtig god. Men for mig gik John Mogensen et skridt dybere. Der var noget smerte i ham, noget håb og glæde og så det, jeg elsker allermest, masser af selvironi. »Den dag det skete mellem mig og Margrethe« er et fedt nummer. Det handler om en mand, der kommer hjem og overrasker sin kone, der er sammen med en anden mand. Han går amok og synger »han røg ned ad trappen, og jeg den samme vej.« Han har tabt uanset hvad.«

Hvem skulle holde tale?

»Jeg tror ikke, der skulle holdes taler. Jeg hader selv at holde tale. Der er ikke noget, der kan gøre mig mere angst. Jeg betragter mig selv som et uskræmt menneske – modig, hvis det skal gå højt, men lige nøjagtig taler ... de må hellere sætte strøm til mig.«

Hvad skulle I tale om?

»Politik. Samfundsforhold. Tro. Religion. Der ville blive joket og være mange sjofle ting undervejs.«

Hvordan skulle stemningen være?

»Sjov, varm, crazy. Til tider ville den også være sentimental. Vi bliver nemt rørt i min familie, så der vil nok også være tårer.«

Hvordan skulle det slutte?

»Som en god Agatha Christie-film med, at jeg rejste mig op, måske ville jeg endda driste mig til alligevel at holde en tale, og så falde død om med et glas i hånden.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.