Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jeg vil ikke bo i provinsen

»Jeg har brug for at have storbyens rytme i øret for at kunne trives,« siger krimiforfatter Julie Hastrup, der udkom med sin nye bog »Farlig Fortid« den 21. marts.

Jeg vil gerne

opleve at vandre Caminoen i Frankrig og Spanien sammen med min familie. Caminoen er en pilgrimsrute på 800 kilometer, der starter i det sydlige Frankrig, fortsætter over Pyrenæerne, og går tværs over det nordlige Spanien. Jeg elsker at vandre, og jeg tænker, at det vil være en fantastisk oplevelse at gå den lange tur med min familie. Mine børn er 11 og 13 år gamle, om nogle år er de store nok til at kunne gå turen og holde ud. Det må være den største oplevelse, for det skulle være en utrolig smuk tur.

Jeg træner

power pilates hos Powerhouse Copenhagen et par gange om ugen på et hold med 15 mennesker. Det går ud på, at man ligger i nogle maskiner med nogle elastikker, som man skal trække i. Det er en træningsform, hvor man får lange, seje muskler. Der er forskellige vægte på elastikkerne, som du ligger og træner med. Vi har nogle ekstrem kompetente instruktører, og det er både sjovt og hårdt. Man kan virkelig mærke, at det giver noget, og det er rigtig godt for min syge ryg.

Min bedste madoplevelse

var, damin familie og jeg var på en stor terrasse, der lå på et bjerg med udsigt over den lille italienske by Portofino, hvor vi spiste på hotellet Splendido, der havde en meget god restaurant. Vi spiste en stor tallerken med den mest friske fisk og skaldyr, mens vi kiggede over den fine bugt, hvor solen var på vej ned og månen kom stille frem. Det var så smukt, og maden var super lækker.

Det næste jeg køber

er en rejse til Stockholms skærgård, hvor jeg vil lave research til min næste krimibog, da den foregår der. Jeg har været i Sverige helt vildt mange gange, men jeg har aldrig været i Stockholm og set skærgården. Det tror jeg bliver en god oplevelse.

Jeg gider ikke

at gøre rent og vaske tøj. Jeg synes generelt, at husligt arbejde er dødssygt, men jeg må også indrømme, at jeg elsker, når der er ryddet op og pænt. Jeg føler, at jeg kan tænke og arbejde bedre, når der ikke roder. Mine børn er heldigvis blevet så store, at de selv kan rydde op på deres værelser, ellers har jeg i mange år ryddet legetøj op uafbrudt. Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg også være glad, hvis der var nogen, der kunne lave mad hos os. Det er tungt at tænke over, hvad man skal have at spise hver dag.

Jeg vil gerne rejse til

øen Java i Indonesien, fordi min mormor er født der. Min oldefar var udsendt til øen som botaniker og var med til at skabe verdens største orkidehus, som stadig er en stor turistattraktion i dag. Min mormor blev født i 1923, hvor hun kom til verden alt for tidligt - i sjette måned. Hun overlevede kun takket være den tropiske varme, men hun var så lille og grim, at jeg har fået fortalt, at de indfødte tog hende med på torvet, hvor de viste hende frem for penge. Jeg vil meget gerne rejse til Java for at se det sted, min mormor tilbragte de første år af hendes liv, og jeg vil gerne se min oldefars orkidehus.

Min kæreste ejendel er

familiens fotografier. Min mand er fotograf, og vi er fuldstændig vilde med billeder hjemme hos os. Vi fotograferer alt og har altid gjort det. I mange år var jeg også super flittig til at lave kæmpestore albums, hvor jeg klippede og klistrede billeder i mange timer. Det er rigtig dejligt at kunne sidde og kigge de her albums igennem og genopleve gamle minder og personer, der nu er døde. Hvis det brændte i vores hus, ville fotografierne være noget af det første, jeg ville forsøge at redde – altså udover børn og dyr.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig, var

min mormor, som jeg havde indtil 2005. Hun var kun 45 år, da jeg blev født, og hun boede størstedelen af sit liv alene i Indre By, derfor var jeg rigtig meget hos hende. Jeg flyttede også ind hos hende, da jeg gerne ville flytte hjemmefra i 1. g. Jeg havde to værelser i hendes store lejlighed. Min mormor var så vild med krimi, at hun læste meget af det op for mig, så det var faktisk hende, der plantede kimen til den interesse, jeg lever af i dag og elsker. Hjem hos min mormor kunne jeg finde ro, for hun havde tid til at vi kunne sidde og snakke i timevis. Jeg savner hende stadig rigtig meget.

Jeg vil aldrig

flytte til provinsen. Da jeg var ung, boede jeg i en lille amerikansk putteby med 2.500 indbyggere. Det var selvfølgelig en kæmpe oplevelse, og jeg har stadigvæk venner derfra, men det gav mig en livslang skræk for at bo i noget, der er meget småt. Alle vidste alt om alle og sladrede meget – det føltes som at have en spændetrøje på. Jeg kan huske, at jeg tænke, at jeg ikke skal bo sådan et sted igen.

Den dag i dag får jeg virkelig angst af provinsen. Hvor hyggelige de end ser ud på overfladen, er jeg sikker på, at ondskaben lurer nedenunder. Selvom jeg elsker naturen og dyr, bliver jeg nødt til at have storbyens rytme i øret for at kunne trives.

Sidst, jeg gjorde nogen glad, var

forrige fredag, hvor vi tog ud til Dyreværnet i Rødovre og hentede vores hund Bella, som er en sort labrador på halvandet år. Mine børn blev ellevilde, fordi de har simpelthen ønsket sig en hund i årevis, og vi har snakket om det i årevis. Lige pludselig faldt jeg over Bella og tænkte, at selvfølgelig skal vi have en internathund, som har haft det ad helvede til. Bella er en fuldstændig vidunderlig hund, og vi er meget glade for hende. De eneste, der er lidt forbeholdende over for projektet er vores to katte, men de nærmer sig langsomt hinanden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.