Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Brevkassen

Hvordan er jeg det bedste forbillede for min søn?

Hver uge svarer Hassan Preisler og Maise Njor på læsernes spørgsmål. Skriv et dilemma til brevkassen og vind en bog.

Hassan Preisler og Maise Njor svarer på spørgsmål i brevkassen hver søndag.
Hassan Preisler og Maise Njor svarer på spørgsmål i brevkassen hver søndag.

Har du et dilemma, du gerne vil have Maise og Hassans bud på, hvordan du skal tackle, så skriv til: b-sondag@berlingske.dk

Kære brevkasse
Jeg er 31 år, singlemor til en toårig og i gang med min kandidatuddannelse. Min vej gennem uddannelsessystemet har været knudret, blandt andet på grund af udiagnosticeret social angst og mindreværdskomplekser. Jeg blev student med et pinligt snit og har altid gerne villet være læge, men har trods flere forsøg ikke gennemført de nødvendige kurser i matematik, fysik og kemi. Efter bl.a. et job som rengøringsasistent begyndte jeg på det, mit karaktergennemsnit tillod: filosofi, som jeg fik en bachelor i. Men ca. hvert halve år havde jeg en »medicinerkriser«, en slags minidepression over, at jeg aldrig fik søgt ind på medicin. Da jeg blev gravid, gik jeg i behandling for min angst, og efter behandling – og et studieskift – slap jeg angsten.

Få uger efter fødslen gik min kæreste fra mig. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive hel igen. Efter endt barsel startede jeg igen på studiet. Men så fik min søn konstateret cancer. Jeg, som troede, at jeg nu var vis og fuld af selvindsigt, fordi kosmos allerede havde skænket mig gaven ved livskriser, skulle blive så meget klogere. Nu er sønnen rask, vi er vendt tilbage til vores hverdag – og jeg har medicinerkrise igen. Det er ret uheldigt, for jeg læser et fedt studium – men jeg vil bare så gerne være læge.

Er det okay, at jeg opfører mig naivt og egoistisk, og forsøger endnu en gang, uden ret til SU? Jeg kommer ikke til at kunne give min søn store julegaver eller tage ham med på herlige ferierejser i hans barndom. Jeg er først færdig med min uddannelse som 39-årig og har så en kæmpe gæld. Hvornår er jeg det bedste forbillede for min søn? Er jeg det, når jeg lærer af mine fejl, og bliver i det, som endelig virker – eller når jeg jagter min drøm?

De bedste hilsner B

Hassan Preisler

Kære B

Jeg levede, som du gjorde, uden ansvarsfølelse og selvdisciplin, men med social angst og mindreværdskomplekser. Jeg blev også student med et »pinligt snit«. Jeg ville være skuespiller, ikke læge, men som du turde jeg ikke leve drømmen ud. Så jeg arbejdede ligeledes som rengøringsassistent om natten. Senere i livet begyndte jeg også hos en kognitiv terapeut og blev mere snakkesalig og modig, som du gjorde.

Men her bliver vores historier forskellige. For da du blev gravid, blev jeg rent faktisk skuespiller! Og derfor behøver jeg ikke at ligge vågen og fantasere om, hvordan livet ville have set ud, hvis bare jeg havde »jagtet min drøm«. For jeg jagtede den. Jeg indhentede og nedlagde den. Jeg pelsede den, og dens gevir hænger på min væg. Men undervejs opdagede jeg dette: Der er ikke nogen krukke med guld begravet for enden af DEN forbandede regnbue. Tværtimod! Her, hvor jeg graver, er der også selvhad og angst. I mit hul er der håbløshed, ensomhed og kedsomhed, som der er i dit. Som du står jeg i friskt opgravet muldjord til livet og håber, at jeg ikke spilder det. Det skal jeg hilse og sige fra den side, hvor græsset en gang syntes grønnere.

Jeg er ikke dig. Så jeg ved ikke, hvad du skal gøre. Men hvis jeg nu kunne leve sådan, at jeg først var mig og siden blev dig, så ville jeg sige sådan her til mig selv: »Du er allerede i mål. Filosof eller læge? Det gør ikke den store forskel.«

Maise Njor

Kære B

En dag sad jeg i sofaen og spontan-flæbede. Fordi jeg var på den forkerte hylde. Det ene job havde bare taget det andet, og nu var der langt til det, jeg gerne ville – skrive. Jeg fik kæmpet mig den vej og var freelancer i mange år. Det betød, at pengene blev brugt på flyverdragter og mad i stedet for pensionsopsparing.

Jeg har som du nok også en grad af social angst (kan af og til smelte, så jeg kan være i en kop), jeg har også levet et barnligt og naivt liv. Men man bliver klogere i bidder, og efterhånden har jeg indset, at hvis ikke jeg havde været så barnlig altid at insistere på at gå efter det, jeg syntes var sjovest, så havde jeg måske haft det samme som de andre i dag. Men hvor vigtig er en fladskærm egentlig for ens livskvalitet?

Jeg ved ikke, hvor stor vægt man skal lægge på cool cash. Jeg ved bare, at børn kun har én barndom – og den skal være god. En god barndom behøver ikke indeholde dyre skiferier, men du skal nok overveje, om din søns barndom skal være en, hvor det er en stor begivenhed at f.eks. få nye sko. Penge er ikke alt, men jeg ved af erfaring, at man føler sig lidt utilstrækkelig som forælder, når ens egoistiske valg rammer dem. På den anden side har verden brug for flere læger, end filosoffer ...

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.