Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Har du set Gud?

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:
I betragtning af, at jeg ikke tror på Gud, er det sært, hvor mange gange jeg har bedt en bøn.
Da mine venners datter var meget syg, lå jeg i fast samtale mellem sengen og himlen hver aften, og afsagde lange ønskelister, og nævnte selvfølgelig også, hvad jeg ville gøre, hvis bønnen gik i opfyldelse. Når man lever i en kapitalistisk verden, hvor »there is no such thing as a free lunch«, går man som det naturligste ud fra, at det da må koste noget at få noget, selv fra det hinsides.

Datteren blev heldigvis rask, men jeg må indrømme, at jeg ikke tror sådan hundrede procent på, at det er min og Guds fortjeneste.

Min bedstemor bad aftenbøn med mig, da jeg var lille. I en familie af storbandende gigant-ateister vidste jeg godt, at det var noget, vi skulle holde for os selv. Det var, fordi jeg voksede op i 70erne, pinligt og nærmest et tegn på slaphed eller vanvid, hvis man var religiøs. Bedstemor havde altid en æske Spunk under hovedpuden, ifald hun kom til at hoste om natten, og oven på puden lå hendes fine hvide hår og duvede, mens hun lærte mig »Fadervor, du som er i Himlen ...« i en rytme, som var betryggende og søvndyssende og dejlig.

Men fordi kristendom i min skoletid mest bestod i at tegne engle og fabrikere tavler til de fattige børn i Afrika, vidste jeg simpelthen ikke, hvordan man blev religiøs. Nu, når jeg besøger en kirke, aner jeg faktisk ikke, hvad præsten taler om, fordi jeg kun kender Jesus og hans forældre, og også lige har hørt om Noah. Man kan sige, at jeg ikke har fået evnen til at tro på Gud.

Men jeg beder alligevel stadig engang imellem en lille bøn. Som dengang, jeg cyklede hen mod min datters børnehave, og blev overhalet af en brandbil. Jeg kunne se den dreje ind ved børnehaven, og blev kold af skræk, mens jeg cyklede og bad alt, jeg kunne til, at børnehaven ikke var i brand.

»Vis dig, Gud, og hjælp«, gentog jeg igen og igen. Da jeg kom ind, viste det sig, at brandbilen var på øvelse, og mens jeg stod med 20 børn og tre pædagoger og gloede på, at den gjorde sit arbejde, hviskede jeg »tak, fordi du viste dig, Gud«. Et af børnene udbrød med begejstret stemme: »Se manden!!« Til højre for brandbilen, kunne vi i huset overfor se en ældre mand, der var i gang med en etagevask i køkkenet, helt nøgen og optaget af sit forehavende.

Hassan Preisler:
Far voksede op i Pakistan. Tidligt i livet er der noget ved den dér hellighed omkring religionen, der pirrer ham. Noget stift og urørligt, der tirrer ham.
Den lokale imam ligger og sover til middag på græsplænen. I sin ene hånd holder han mikrofonen til minaretens højtaler. Far samler kammeraterne omkring sig. De nærmer sig varsomt og løfter op i imamens kjortel. Far binder den ene ende af et langt reb om imamens pung.

Godt gemt i et buskads hiver far hårdt i rebet. Imamen vågner med et skrig og fører mikrofonen op til munden. »Søsterknaldere! Sønner af ludere!« brøler han ud over bydelen. Far og hans venner flygter over stok og sten. Det er sandsynligvis frygten for straffen – her eller i det hinsides – der får fars venner til at stikke ham. Og farfar lægger far over en sofapude og giver ham stryg med sit bælte.

Da en mere moderne imam kommer til byen, samles man omkring ham. »Her kan man tale mere frit om tingene,« lyder det. Farfar griber far i hånden og trækker ham hen til reformisten. »Ham her vil du kunne lide!« siger farfar til far.
Efter fællesbønnen taler imamen til forsamlingen. Svinekød bør man holde sig fra, siger han. Salen nikker bekræftende. Far rejser sig fra sin plasticstol. »Hvorfor?« spørger han. »Sæt dig ned!« hvæser farfar. »Nej, nej, lad ham bare,« siger imamen: »Fordi svinet er urent.« Fra salen lyder bifald.

»Men hvorfor er det urent?« spørger far. Salen ser afventende på imamen. »Det er … det er urent på grund af sine seksualvaner!« svarer han. »Ja, det er klart. Det må være seksualvanerne!« samstemmer salen. Far står stadig op. »Hvad er de da?« spørger han. »Ti så stille!« hvisler farfar og peger på sit bælte.
»Hvad er hvad?« spørger imamen anstrengt imødekommende. »Hvad er da svinets seksualvaner?« gentager far. Farfar gemmer ansigtet i sine hænder. Imamen slås med sig selv. »De er … urene!!« svarer han. Klapsalverne runger ud over dem. »Men hvad er de?« siger far, mens farfar trækker ham hjem til puden og bæltet.

Jeg lider under den samme form for ateismens tourettesyndrom, når jeg møder op til skolens fællessalmesang, mors buddhistiske stormøder, eller når Hiz but tahir marcherer forbi på Nørrebrogade. Men jeg siger ikke noget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.