Er vi mennesker klar til den nye, digitale virkelighed?

Robotter skaber allerede nu uventede følelsesmæssige reaktioner, og når virtual reality samtidig nedbryder grænser for, hvad vi betragter som virkeligt og levende, kommer vi til at skulle forholde os følelsesmæssigt til maskiner.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I årevis har robotforsker Henrik Schärfe haft en underlig følelse, når han er gået ind på sit kontor på Aalborg Universitet, og i et kort øjeblik ikke har kunnet forstå, hvorfor han sidder ovre i stolen, når han jo står i døren.

Han er så langt fremme i forskningen om, hvordan robotter påvirker os, at Time Magazine har udnævnt ham til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Det er ikke ham, der sidder i stolen, men hans robottvilling, der er en fuldstændig kopi af ham selv. Den er livagtig nok til at narre dem, der ikke ser ordentligt efter, og den er menneskelig nok til at få os til at føle. Det sker for eksempel nogle gange, hvis han har haft nogle på besøg for at se robotten.

»Når vi lukker kontoret af for natten, er der tit nogle, der synes, at det er synd for robotten, at den skal sidde derinde i mørket helt alene hele natten,« fortæller Henrik Schärfe.

Det er ikke kun for sjov, når de siger det. Det er også fordi, det er den følelse, de får, når robotten bliver forladt i mørket.

»Når vi møder androide robotter, skal vi både forholde os til deres menneskelige form og til det digitale, mekaniske aspekt. De to indtryk bliver forhandlet i hjernen, så man reagerer på en blanding af dem.«

»Vi ved, at det er en maskine, men den ligner et menneske. Det kan sammenlignes med at stå ved ground zero i New York og ikke kun forholde sig til det, der er foran en, men også til de to tårne, som ikke er der. Jeg kalder det blended presence – blandet tilstedeværelse – og afhængig af robottens funktion og kontekst reagerer hjernen mere på det menneskelige eller det mekaniske,« siger Henrik Schärfe.

Psykolog Anders Colding-Jørgensen oplevede noget lignende, da han så et klip på Youtube med det Google-ejede Boston Dynamics decideret skræmmende robot Atlas. Den er så god til at holde balancen, at den kan løbe i skoven og glide i sneen. Og fordi den bevæger sig med små usikre skridt som et barn, der lige har lært at gå, og bevæger sig mere selvsikkert, end det har grund til, føles det, som om den er lidt stolt.

Til sidst i klippet bliver den drillet af et menneske, der gør alt for at skubbe den ud af balance med en hockeystav og hele tiden fjerner den kasse, den er ved at samle op, så den lidt forvirret lunter efter. For Anders Colding-Jørgensen, der har specialiseret sig i, hvordan vi bliver påvirket af den digitale verden, er det et af de tydeligste indblik i vores liv med robotter.

»Vi ved, at det er en maskine. Den ser ikke engang sød ud, men nærmere lidt skræmmende. Men når den bevæger sig, minder dens bevægelsesmønstre om et klodset barn, og det er programmeret dybt ind i os, at noget, der opfører sig sådan, vækker vores omsorg. Der er en del forsøg med mennesker og maskiner, der ret entydigt viser, at vi nemt snydes til at reagere på dem, som vi ville over for et menneske, hvis maskinerne har noget, vi genkender.«

»Det betyder, at vi er fuldstændig forsvarsløse på samme måde, som vi er forsvarsløse over for virtual reality. Vi er på ingen måde evolutionsmæssigt vokset op til at forholde os til, at ting, der humper rundt og ligner små klodsede børn, ikke er klodsede børn,« siger Anders Colding-Jørgensen.

Robotterne vil ikke længere blive anset kun som maskiner

Det er ikke et fjernt fremtidsscenarie. Robotterne styrer allerede store dele af vores liv. Automatiserede semi-intelligente algoritmer står for en stor del af de handler på aktiemarkedet, der påvirker verdensøkonomien helt ned til vores arbejdspladsers likviditet og renten på vores lån.

Robotter udkæmper i nogen grad vores krige, og de er frontløberne i den industrielle revolution 4.0, hvor millioner arbejdspladser bliver automatiseret væk.

Robotterne er her allerede i så enormt antal, at vi på en helt almindelig surfen på nettet risikerer at skulle bekræfte, at vi ikke er en robot, men et ægte menneske, og hvis vi selv vil have robotter, der er mere avancerede end støvsugere og græsslåmaskiner, kan vi forsøge at få fat i den menneskelignende robot »Pepper«.

Den kan genkende menneskers følelser i deres ansigtstræk og stemmer, og har fået indbygget en række omsorgsvækkende særheder, som for eksempel – i modsætning til Henrik Schärfes tvilling – at være bange for mørke. Pepper-robotterne er forbundet til hinanden i netværk og til IBMs supercomputer netværk, Watson.

For Henrik Schärfe, der til tider lader sig fotografere som Dr. Frankenstein, som skabte en ny form for liv, vil robotter for os mennesker være en ny hidtil ukendt kategori af eksistens.

»De er ikke mennesker, og de er ikke dyr, men vi reagerer ikke på dem på samme måde, som vi reagerer på maskiner. Der er tale om en helt ny kategori. De er på én gang fysiske maskiner, der har tilstedeværelse som os, men de er også født digitale – når jeg taler om digitale indfødte, så mener jeg ikke unge mennesker, men robotter,« siger han.

Velkommen til den nye »virkelighed«

Robotforsker Henrik Schärfe, Aalborg Universitet, med sin androide fra 2011, en geminoid, en tro kopi af ham selv. Foto: Henning Bagger
Robotforsker Henrik Schärfe, Aalborg Universitet, med sin androide fra 2011, en geminoid, en tro kopi af ham selv. Foto: Henning Bagger

For Anders Colding-Jørgensen er det virkeligt vilde, at det er en ny kategori af eksistens, som vi kommer til at skulle vænne os til i en ny form for virkelighed, for det er det, vi med syvmileskridt er på vej ind i med virtual og augmentet reality, der henholdsvis er en kunstig virkelighed og en udvidelse af virkeligheden.

Virtual Reality er så virkelighedstro, at det narrer hjernen og sanserne til at reagere, som var det den ægte virkelighed. De, der allerede bruger store dele af deres tid med virtual reality masker på, fortæller om et sært fænomen.

Når man har opholdt sig i virtual reality gennem noget tid, begynder hjernen at verificere, om den befinder sig i den kunstige eller virkelige virkelighed med et hastigt ryk med hovedet, der vil få masken til at falde af, hvis det er virtual reality. Det er hjernens udgave af at nive sig i armen for at sikre sig, at man ikke drømmer.

»Det kan godt være, at hjernen vil indsætte nogle virkelighedstjek for at orientere sig, men på et tidspunkt vil det holde op med at give mening. Det er lige meget, om vi på et ubevidst plan ved, at det ikke er virkeligt, for det trigger alligevel vores helt basale reaktioner over for verden,« siger Anders Colding-Jørgensen.

Den nye virkelighed bliver endnu mere forvirrende af et hologram-system som Microsoft blandt andet har skabt fordi en af udviklerne savnede at være sammen med sin datter. I demonstrationen står udvikleren i et rum, mens hans datter leger med dukker i et andet rum og bliver filmet af fire kameraer.

Når han tager nogle specielle briller på, er det som om hans datter leger i det rum han står i ,og de taler med hinanden som befandt de sig det samme sted. Det er tydeligt at høre på hans stemme, at hologrammet føles som hans datter.

Når teknologi griber så dybt ind i vores opfattelse af verden, kan det føre til, at filtret mellem menneske og robot bliver reduceret, fordi det er med til at udvide rammerne for hvad vi betragter som ægte og levende, mener Anders Colding-Jørgensen.

»Vi vil i hobetal opleve, at vi vil reagere, som om de syntetiske virkeligheder er virkelighed. Det her kommer til at fylde så meget, at spørgsmålet er, om vi ikke ender med at betragte det som en del af den virkelige virkelighed.«

»Det giver ikke mening for hjernen at bruge energi på at afkode, om noget er virkeligt eller levende. Vi kan ikke bare kortslutte vores instinktive empatier, så enten må vi gå imod dem, og det kan føre til en empatisk konflikt, fordi vi så behandler noget, hjernen opfatter som levende, som maskiner, eller også må vi udvide kredsen af det, vi kan have empati for,« siger Anders Colding-Jørgensen.

Vi er allerede i gang med at vænne os til livet med robotter og syntetiske virkeligheder, fortæller Henrik Schärfe.

»Da jeg var barn, ville det være besynderligt at spørge, hvor jeg var, når jeg tog telefonen, men i dag er vi vant til at være uafhængige af tid og sted. Vi udvikler en kognitiv parathed, som det hedder, til den nye virkelighed. Det oplever vi også, når vi kan mærke fantomvibrationer fra vores mobil i lommen, selv om den ligger på bordet,« siger han.

»Når vi taler kunstig intelligens, taler vi i virkeligheden om distribueret intelligens, og det kommer til at få meget store konsekvenser«

Vi er også ved at blive kognitivt parate på et andet vilkår, der vil præge vores liv med robotter. Det bliver blandt andet udforsket i filmen »Her«, hvor hovedpersonen bliver forelsket i sit kunstigt intelligente styresystem, men undervejs finder ud af, at »hun« er forbundet i netværk og opholder sig millioner af steder samtidig, ligesom Facebook, der bliver åbnet på en milliard smartphones dagligt af alle os der er til stede, hvor vi er, men også i den digitale verden.

For Henrik Schärfe bliver forandringen af tilstedeværelse en af de helt store revolutioner i vores relation til robotter. På samme måde som vi i mindre og mindre grad kun er til stede ét sted ad gangen, vil robotter aldrig kun være til stede sammen med os, men altid være i gang med at blive klogere og udforske den verden, de eksisterer i, millioner af steder samtidigt.

Det gælder for eksempel for selvkørende biler, som allerede kører rundt på vejene flere steder i verden, og som Henrik Schärfe bruger det meste af sin tid på netop nu.

»Selvkørende biler er ikke kun køretøjer, de er netværkscomputere på hjul med en distribueret intelligens. De kører på vejene, men er samtidig forbundne i netværket. De er hele tiden i kontakt med hinanden og lærer aktivt af hinanden og hinandens sanseindtryk. Når vi taler kunstig intelligens, taler vi i virkeligheden om distribueret intelligens, og det kommer til at få meget store konsekvenser,« siger Henrik Schärfe.

Han fortæller, at vi skal begynde at omstille os til at være i nærheden af en ny form for intelligens. For eksempel fortæller en anekdote, at en selvkørende Google-bil i en simulation, hvor kollision var uundgåelig, valgte at køre det barn, der havde cykelhjelm på, ned, fordi sandsynligheden for, at barnet ville overleve, var størst.

»Man kan se rationalet, men hvordan skal vi omsætte den viden udover at sige til vores børn, at de ikke skal køre med cykelhjelm? Vi er ikke vant til at skulle forholde os til den form for logik, men vi bliver nødt til at forstå det, fordi maskinerne har en grundlæggende anderledes måde at tænke på end mennesker,« siger Henrik Schärfe.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.