Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Endelig lagde hun sig på mit bryst! Mit hjerte hamrede«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Hassan Preisler:

Det var sommeren 1988. Jeg havde ladet mit hår gro langt og taget job bag baren på en smart café med et fransk navn. Jeg havde skiftet skjorten ud med T-shirts og revet huller i mine Levis 501. Jeg var overgået fra Prince til Camel og fra rom/cola til Jack Daniels. Og så havde jeg ladet Camilla blive ude i betonbyggeriet.

Man havde tilbudt mig en position som prospect til Storbyslænget, så det var let at gå fra forstadskæreste og omegnsvenner. For i Indre By fik jeg invitationer til tagterrassefester med 80er-celebrities og retten til at gå i en stor bue uden om natklubkøen. Men vigtigst af alt: Jeg fik adgang til Julie.

Julie var vendt hjem fra Californien, men guldstellet på hendes Ray-Bans glimtede stadig. Cowboystøvlerne slog udfordrende gruset til side, når hun drev gennem Kongens Have. I græsset ved fontænen mødtes Storbyslænget omkring italienske pizzaer og amerikanske Budweisers.
Julies ternede skjorte var afslørende knappet ned, og de lyseblå jeans sad stramt om hofterne. Hendes tandsæt var snorlige og kridhvidt. De runde kinder var solbrune, og det lange, mørke hår sat op i en knold. Stemmen var rusten, og når hun lo, gennembrød den lydmuren.

Endelig lagde hun sig på mit bryst! Mit hjerte hamrede. »Nu er det fuldgyldige klubmedlemskab i hus!« tænkte jeg. Jeg rejste mig stolt, og foran de andre trak jeg i den imaginære vest med de eftertragtede bogstaver, der stavede ordet »Storbyslænget«. I græsset tændte Julie en smøg og rakte mig den. Samme aften lånte vi en seng i en kunstners palads. Fra de rene, hvide lagner af det kraftigste bomuld spændt ned over den metertykke madras havde vi udsigt over Søerne.
En metalpropel sendte kølig luft ned over os, da Julie satte sig på mig. Hun knappede skjorten op og løsnede brystholderen. Så rullede hun om på siden og lynede mine bukser ned. Jeg støttede mig på albuerne og lagde mig ind over hende, da det skete.

»Nej, nej, ikke allerede!« hviskede jeg til mig selv. Men min begejstring endte i en klat på hendes maveskind. Først forstod hun intet. Så så hun ned ad sig selv. Med et suk rejste hun sig fra sengen: »Du må vist hellere gå nu.«
Dagen efter blev jeg strippet for mit rygmærke.

Maise Njor:

Hej«, sagde han og spyttede på gulvet på Krasnapolsky. Klatten ramte lige ved siden af mine cowboystøvler, som faktisk var ret varme at have på sådan en sommernat, og som mange år senere skulle sende mig til operation hos en ortopædkirurg.
Men det var mange år før, jeg blev gammel og dum. Den aften var jeg bare ung og dum og syntes, at en spytklat på gulvet var totalt sexet og rockstjerneagtigt. Han spillede også guitar. I et rigtigt band. Det kunne man se på, at han IKKE havde brug for at have sin guitarkasse med i byen for at tiltrække hunner.

Hver fredag, når jeg havde lovet mig selv ikke at gå på de steder, hvor jeg vidste, at han kom, gik jeg derned og fandt ham. De grønne øjne glimtede i 80er-natten, og når han kiggede på mig tværs gennem lokalet, fik jeg en kuldegysning så voldsom, at selv mine skulderpuder rykkede sig lidt.

Vi piger stod på række i baren iført Nørgaards moderne gamacher med et nummer på numsen, så det set bagfra må have lignet et meget langt telefonnummer. Det var de samme numre og ansigter fredag efter fredag, lige dele veninder og konkurrenter.
Da jeg endelig opnåede at se ham i dagslys, fordi jeg havde været så ekstremt heldig at blive udvalgt til at få den ære at dele hans seng uden betræk i en lejlighed uden bad, forestillede jeg mig, at vi næsten var blevet kærester.

Jeg glemte alt om at være cool og spurgte begejstret »skal vi ikke udnytte solskinnet og gå en tur i skoven?« Han så længe på mig, spyttede på fortovet og svarede: »Ej æh, jeg har det bare sådan, at har man set ét træ, har man set dem alle ...«

Nogle mennesker forstår ikke afvisninger, og jeg havde i hvert fald ikke lært den slags endnu, så fredagen efter stod jeg igen på Krasnapolsky.

Da de grønne øjne kom hen til mig, var det med en pige ved sin side, hvis 43 kilo var fordelt over en meter og firs, og halvdelen sad på kindbenene.

Der stod jeg med mit »23« spilet ud over røven på gamachen, da han sagde: »Hej. Det er min kæreste, som lige er kommet hjem fra et modeljob i New York.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.