Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Døden er noget, vi deler

Nye og ældgamle ritualer for at mindes de døde dyrkes i disse år, og mindesmærker opstår overalt. Det går langsomt op for os, at sorgen ikke forsvinder, og at vi bør gå ind og ud af den både i den virkelige verden og den digitale.

Cecilie Sommer mistede sin lillebror Christoffer. Han blev blot 18 år. Hun fik lavet denne lille glasskulptur, så hun se ham, når det er nødvendigt. Cecilie Sommer var en af de deltagende i den første Memorial Walk, der fandt sted 7. december i sidste år.
Cecilie Sommer mistede sin lillebror Christoffer. Han blev blot 18 år. Hun fik lavet denne lille glasskulptur, så hun se ham, når det er nødvendigt. Cecilie Sommer var en af de deltagende i den første Memorial Walk, der fandt sted 7. december i sidste år.

Døden er intet som helst

Jeg er blot trådt ind i det næste værelse

Jeg er mig og du er dig

Hvad end vi var for hinanden

Det er vi stadig

[...]

Hvorfor skulle jeg være ude af sind

blot fordi jeg er ude af syne

Sådan lyder – frit oversat til dansk – nogle af verselinjerne fra den britiske præst og digter Henry Scott Hollands hovedværk »Death is nothing at all«. Han skrev ordene i 1910. Men i dag – 105 år senere – gælder de stadig. Ikke blot fordi vi lever og dør, men fordi sorgen og mindet om de døde i stigende grad er noget, der optager os. Noget, vi deler med hinanden.Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi på Aalborg Universitet, udtrykker udviklingen således:

»Vores forhold til sorg og død forandres hele tiden, selv om vi sjældent lægger synderligt mærke til det. På mange måder blev det 21. århundrede med terrorangrebet 9/11 indledt som den kollektive sorgs århundrede. Den privatiserede sorg findes også stadig, men den suppleres nu med en mangfoldighed af nye måder at udtrykke sorg og sympati på i forbindelse med døden,« siger professoren, der i årevis har forsket i danskernes forhold til død og sorg.

Tænk for eksempel på de døde menneskers profiler på Facebook. Profiler, hvis Facebook-vægge stadig ånder på grund af efterladte venner og familiemedlemmers opdateringer og minder. Eller tænk på de altre, der opstår i byrummet eller på landevejene efter et trafikdrab. Besøg Assistens Kirkegård på Nørrebro og find den afdøde reggae-sanger Natasja Saads grav. Bemærk, hvordan den syv et halvt år efter hendes død stadig lever og forandrer sig: Nye blomster, lanterner med lys i, digte skrevet af venner, små kunstværk lavet af børneperler og sten, breve fra fans. Eller husk på, hvordan hash-tagget #JeSuitCharlie (på dansk #JegErCharlie) blot to døgn efter terror-attentatet på Charlie Hebdo var benyttet flere end fem millioner gange af folk over hele kloden. Da brugen af hash-tagget var på sit højeste, blev minde- og sympati-skrivelsen brugt 6.500 gange i minuttet.

Bededame og antropolog Naja Genet May, der driver virksomheden Unik Afsked på Frederiksberg, oplever daglig danskeres behov og ønsker i forbindelse med dødsfald. Særligt mindebogen er for tiden populær. Det er en bog, der ligger fremme ved gravkaffen efter bisættelsen eller begravelsen, hvor alle kan skrive, hvad afdøde betød for dem.

»For tiden oplever jeg, at vi har brug for at dele sorgen med hinanden. Vi har brug for at skabe et fællesskab omkring død, en slags kollektiv erindring. Jeg tror, at samhørighedsfølelsen kan være svær at finde i vores hverdag, da vi lever i en meget individualiseret tidsalder. Og når vi så oven i købet mister nogen, har vi endnu mere brug for at høre til og gøre noget sammen end normalt,« fortæller Naja Genet May.

Gåturen for de døde

Bededamen har sammen med innovatør Nana Scheibel skabt fænomenet »Memorial Walk« – altså en »mindegåtur« – der for første gang fandt sted på Vesterbro før jul. Den 7. december klokken 15 mødtes 25 mennesker, der blot havde en ting til fælles: De havde alle mistet en. Først så de fremmødte en billedcollage med fotos af alle de mennesker, de »ville gå for«. Senere hængte de hængelåse på Bryggebroen bag Fisketorvet med afdødes navn på. Det var et symbol på, at de stadig – som i Henry Scott Hollands digt i indledningen – er tæt forbundet med afdøde. Til sidst tændte de i tusmørket lanterner, mens de på skift fortalte hinanden, hvordan de i dag har det med den, de savner.

»Vi regner med, at Memorial Walk skal ske hvert eneste år. Men det vil ændre sig for hver gang. For det må aldrig virke for færdigt. På den måde skal det være en modsætning til de kirkelige ritualer, der – desværre – er størknet i en fast form,« fortæller Nana Scheibel.

Den kritik er biskop i Københavns Sogn, Peter Skov-Jakobsen, nu ikke enig i.

»Ritualer er en stor ramme om store følelser, og jeg vil beskrive kirkens ramme som et trygt univers, hvor man kan møde det ukendte og det frygtindgydende, som et dødsfald er. Der er mange, som har ønsker til begravelsesbegivenheden, og ønskerne har meget forskellig karakter. Men det er alt sammen for at gøre begivenheden særlig. Sammen med præsten kan man finde ud af, hvilke muligheder der er for at præge begivenheden med for eksempel særlig musik, eller andre ønsker,« siger han.

Ifølge biskop Peter Skov-Jakobsen er der en stigende interesse i befolkningen for ritualer og mindesmærker. Vi har brug for tankevækkende steder, siger han. Steder, hvor længslen og savnet kan hvile.

»Allehelgensdag er blevet en af de store kirkedage, hvor mennesker går til gudstjeneste, går på kirkegården, tænder lys og skriver en bøn. Vi fornemmer, at i fællesskabet med de andre går vi en fælles vej. Man kan kalde den sårbarhedens vej eller længslens vej. Og vi udtrykker sorgen med de store ord, den store musik og i bønnen,« siger Peter Skov-Jakobsen.

Ifølge professor Michael Hviid Rasmussen er der opstået to gennemgående tendenser de senere år, der påvirker måden, vi tænker på ritualer og mindesmærker: »Personliggørelse« og »åbenhed«.

»Personliggørelsen dækker over, at vi ønsker, at et dødsfald skal markeres på en for den afdøde personligt meningsfuld måde. »Åbenhed« – at død og sorg, der tidligere var et yderst privat anliggende, nu i stigende grad, og ikke mindst via internettet, bliver noget, som vi offentligt delagtiggør andre i og selv deltager i,« siger han.

Han forklarer, at langt de fleste danskere stadig foretrækker kirkelig deltagelse ved begravelser. Men at der er i de senere år er vokset nye ritualer og praksiser frem, der på mange måder udfordrer folkekirken inden for dette område.

»Ikke mindst meget personliggjorte begravelsesceremonier, skovgravpladser og private kapeller. Men folkekirken følger også med udviklingen og forsøger at tilpasse sig til nye tendenser og strømninger,« siger Michael Hviid.

En »Facebook« for døde

Innovator og cand. mag. i psykologi Nana Scheibel arbejder ikke blot på »Memorial Walk«, men har også stiftet firmaet Adjø.dk. Her arbejder hun for tiden med udviklingen af et nyt socialt medie, hvor de afdøde i højere grad end på Facebook kan leve videre. Hun tror på, at minde-sitet kan hjælpe folk til at leve bedre med sorgen, da de på den måde bevarer minderne om de døde i deres liv. Når man skaber en gangbro mellem livet og døden, bliver døden mere overskuelig, siger hun.

»Håbet er, at vi kan hjælpe mennesker frem til, at selv om livet slutter, så slutter fortællingen ikke. I mange år har vi underkendt sorgen. Vi tænkte, at den ville forsvinde gennem terapi, men det er forkert. Den forandrer sig, men den forsvinder aldrig, for sorg er »forvandlet kærlighed«,« siger hun og fortsætter:

»Desværre er den gængse forståelse af sorg stadig ret oldnordisk. Mange efterladte mødes med, at de skal »bearbejde sorgen«, »græde ud« og så »kommer de over den«. Det knytter sig til en klassisk del af psykoanalysen, man kalder katarsis – altså renselse. Men sorgen har ikke som sådan en begyndelse og en slutning,« forklarer Nana Scheibel og henviser i stedet til nyere og anerkendt forskning fra 2001 af de hollandske professorer i psykologi, Margarat Stroebe og Henk Schut.

»De introducerede »tosporsmodellen«. Den går ud på, at der ikke er faste faser i sorgen, som kommer efter hinanden, som Freud troede. I stedet pendulerer den sørgende mellem at være i kontakt med at have mistet og at være i kontakt med, at vi skal leve videre,« siger Nana Scheibel.

At glide ud og ind af sorgen er netop dét, ritualerne kan bruges til, siger både bededame Naja Genet May og Nana Scheibel. Symbolværdierne skaber direkte adgang til de dybereliggende følelser. Samtidig forvandler ritualernes konkrete handlinger døden til noget mere håndgribeligt.

»Forgængeligheden er virkelig svær at forholde sig til. Især, når vi ikke længere har en fasttømret overbevisning om, at vi kommer i himlen, når vi dør. Men faktum er, at vi er døende hver evig eneste dag – uanset videnskabelige landvindinger. Vi forsøger at komme overens med vores egen død ved at tale mere om døden,« siger bededame Naja Genet May og suppleres af Nana Scheibel.

»På en måde er der meget liv gemt i døden.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.