B-mennesker

Det sagde hun også i går

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:
Det er måske den forkerte uge at sige det i, men jeg er bange for folk, der drikker snaps. At være til påske- eller julefrokost er som at være på lejrtur med en flok maniske teenagere med farvestof-intolerans.
Det er forvirrende for mig, når folk det ene øjeblik skrald-griner, så de er ved at vælte bagover på stolen, og man får et klart syn af deres tandlæges sidste mange års frugtesløse arbejde, for derefter at bøje sig forover og fortynde karrysilden med tårer fordi de pludselig kom i tanke om et marsvin, de måtte få aflivet som 12-årig grundet nedsunken forfod, og som de nu pludselig savner helt uhelbredeligt.

Faktisk er det rarest, hvis snapsedrikkerne kan holde sig på stadiet midt mellem disse to yderligheder, og bare være helt almindeligt platte, lumre og små-dumme, sådan som den danske folkesjæl er, når den bliver marineret i alkohol. Så er der en, der siger »det sagde hun også i går« 400 gange, en anden udbryder »hvad har vi gjort, for at vi skal ha’ det så godt«, mens en tredje råber, om han kan få sendt leverpostejen op i SIN ende. Alle griner, og alt er godt på den der onkel-måde.
Niels Hausgaard beskriver danskernes insisteren på hygge omkring et bord så fint i sangen »Rejer og blomkål«, som handler om, at han og vennerne, hver gang de mødes, taler om, hvor sjovt de havde det SIDSTE gang, de mødtes, hvor de også fik en ordentlig røvfuld bajere.

Og det er måske det, der er problemet: Af og til kan man godt sidde omkring bordet med en følelse af, at der er et pres på os om, at NU skal vi have det sjovt. Måske er der lidt for stille, måske er det bare en af de dage, eller de to, der plejer at sætte festen i gang med jovialt at råbe fornærmelser til hinanden (»Hvad så, Jesper, du er sgu vokset gennem din egen frisure, hva’?«) kunne ikke være med, eller er døde af grin over deres egne vittigheder.

Og hvis sammenkomsten ikke rammer de sindssyge højder, man havde regnet med, drikker man lidt mere snaps, og så lidt mere, fordi man faktisk ikke helt kan holde ud, at vi alle sammen skuffer hinanden ved ikke at være så sjove, som vi var engang – men det er stadig bare en lidt slatten fornemmelse.
Det sagde hun også i går.

Hassan Preisler:
Min mormor var en lille tæt kvinde med pagehår. Hun klædte sig i løse bomuldsskjorter og ravkæder. Inden gæsterne kom, sprayede hun sig med Chanel no. 5. Min mormor voksede op på Fyn. Hun var en arbejderklassepige. Og i Preislerklanen kom hun kulturelt til kort. Så hun holdt på sig selv: Hun vejede sine ord og var varsom med sin påklædning. Men når hun blev fuld, slap hun angstens tøjler, gjorde sig fri af remme og gjorder og tumlede ud over engen. Men hun var ikke en hoppe!

Den sidste gang, jeg husker min mormor i frit fald – inden hun mistede personligheden til demensen – var i rollen som boxer. Ikke med læderhandsker og syntetiske shorts, men med fire ben og hængemund. Hun listede sig ind til naboen efter en hundekurv. Så lagde hun sig foran bogreolen under Rifbjergs samlede værker.
Herfra kom hun en hel aften med knurrende smålyde. Hun kradsede sig bag øret med forpoten. Hun kravlede ind under bordet og bed os i snørebåndene. Og når en Preisler talte oplyst og begavet til en anden Preisler, så gav hun sig til at hyle. Hun tog en dyb indånding, spidsede læberne og sendte en høj, klagende tone ud over os.

Sin svoger slikkede hun på hånden, når han viftede hende væk, sine børn snappede hun efter, når de sagde, »hold nu op, mor!« og sin svigermors ben – Preislernes matriark – forsøgte hun at parre sig med, mens denne holdt tale. At oldemor forsøgte at fjerne hende med foden, gjorde hende blot mere brunstig. Der var ikke noget, vi kunne gøre, for at få hende tilbage til virkeligheden.

Eller måske var det netop virkeligheden, min mormor trådte ind i i sit bjæffende jeg. Måske løb hun logrende rundt i hverdagen alene for at hente den pind, en Preisler kastede ud til hende. Måske syntes hun netop, at hun kun var til, med snuden oppe i en af vores numser.

Når jeg er i festligt lag, bliver jeg doven. Jeg grynter og savler og bøvser, og hvis jeg kunne vælge frit, så ville jeg lægge mig ned og lade mine grislinger die mig helt tør. Jeg tygger på tremmerne, og når jeg drømmer mig væk, så er det til et mudderbad eller en spand kompostaffald. Det er derfor, jeg siger de ting, jeg siger. Når jeg er i festligt lag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.