Det moderne kollektiv

Flipperkollektivets storhedstid, som Thomas Vinterberg dokumenterer i filmen »Kollektivet«, er måske nok forbi, men i dag lever vi alle i et altomfattende kollektiv i en famlende søgen efter nærvær.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Der er gang i den i dagligstuen i aften.

Bernt viser sin datter frem, mens Nanna diskuterer feminisme igen. Per spørger, om han kan låne en bil, og Runes tilhørere kæmper om hans opmærksomhed, mens han forstærker ekkoet fra sit segment om, at regeringens politik er ved at køre Danmark helt i sænk.

Dejan har indkøbstjansen og nogle tyskere bor hos Mark. Annegrethe og Søren skændes højlydt med hvert sit hysteriske heppekor bag sig, mens tilfældige par ind imellem diskret swiper sig ind i bollerummet. Morten snakker lidt for sig selv, og Mads har fundet en ny fed artikel, som han synes understreger, at Runes segment iklæder sig lækre holdninger, mens ytringsfriheden bliver indskrænket for øjnene af os.

Knud står udenfor og råber, at vi mister udsyn til andre end os selv, mens alle er forenet i sorgen over Bowie og fortællinger om hvordan han ændrede deres liv den regnvejrsdag, de hørte ham første gang.

Bente har bagt en kagemand, som hendes veninder er helt vilde med, og Mia er som altid i øjeblikket på hospitalet for at tage afsked med sin far, mens nogle, jeg ikke kender, har haft en skøn, skøn aften med skønne, skønne mennesker. Og det kan godt være, at vi ikke fysisk sidder sammen i den klunsede hjørnesofa eller ligefrem kan høre lydene fra bollerummet, men vi er sammen. Nat og dag og evigt og altid.

I det moderne kollektiv er Facebook dagligstuen, Wikipedia er biblioteket, Anonymous er demo-gruppen, Nemlig.com har indkøbstjansen, deleøkonomien står for ferierne og fællesudgifterne, selfien projicerer os ind i stuen og Tinder er det nye bollerum.

»Vi lever nemlig lige præcis i et stort, poleret cyberkollektiv, hvor der ikke bliver pruttet og lugter. Et hjem kan defineres som et sted, vi har kontrol over, og i cyberkollektivet har du hele tiden adgang til fællesskabet, samtidig med, at du kan bevare dit eget rum,« siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der også er medforfatter til en bog om kollektiver.

Det er det, der er sket siden den tid, Thomas Vinterberg beskriver i sin nye film »Kollektivet«, da flipperne flyttede sammen i et opgør mod konformitetens begrænsninger, mod det traditionelle parforhold, mod kønsrollerne, seksualiteten, isolationen og det private. Nu er hele verden blevet til Maos Lyst light, hvor en milliard mennesker på Facebook hænger ud i dagligstuen og boller på Tinder, men går på toilettet hjemme hos sig selv. Hver for sig. Heldigvis.

Vi er blevet et teknologisk kollektiv

Thomas Vinterbergs film »Kollektivet« er den delvist personlige fortælling om hans opvækst i kollektivet Nordkrog. Foto: PR.
Thomas Vinterbergs film »Kollektivet« er den delvist personlige fortælling om hans opvækst i kollektivet Nordkrog. Foto: PR.

»Vi er ved at blive en kollektiv organisme forstået på den måde, at vores individuelle velbefindende i stigende grad afhænger af de større sammenhænge, vi indgår i,« siger forfatter og forsker Peter Hesseldahl, der skriver bøger om det, han kalder We-økonomien.

»Vi er i intens kontakt med hinanden og kan ikke længere afkoble os fra andre. Vi lever i en teknologisk sfære, som vi er dybt afhængige af, og i den er vi ikke alene, men tæt og konstant sammenkoblede – og dermed kollektive. Vi lever i en ny normalitetstilstand, hvor det ikke at have en mobiltelefon er et ganske alvorligt handicap. Jeg er ikke længere 100 procent mig selv, hvis jeg ikke er online,« siger Peter Hesseldahl via Skype-appen på hans mobil fra Istanbul.

Peter Hesseldahl taler om, at den visionære kommunikationsteoretiker Marshall McLuhan mente, at teknologien er en udvidelse af vores krop og vores sanseapparat.

»Mange af det moderne menneskes egenskaber bygger på den udvidelse af vores sanser. Vi kan se vejrmønstre flere dage frem, koble os på kameraer ude i rummet, trække på ekstrem tænkekraft og alverdens viden. I modsætning til vores oprindelige, biologiske sanser, er vore nye, udvidede teknologiske nervesystem fælles.

Vi deler det samme sanseapparat, den samme hukommelse og tankekraft. Det kan lyde esoterisk, men realiteten er, at vi har fået en ekstra, fælles hjerne. Den giver os den samme rygmarvsfornemmelse af depressioner i økonomien og strømninger i kulturen, der skyller ind over det globale system,« siger han.

Peter Hesseldahl mener, at vi i løbet af ganske få år har ændret os i en grad, så vi ikke længere kan tjekke ud og ind af kollektivet, men nu er en permanent del afdet.

»I vores selvopfattelse er vi stadig individer, men samtidig bliver vi mere og mere som celler i en global super-organisme. Vi lægger dårligt mærke til det, det føles jo ret naturligt, men reelt har vi på få år gennemgået et grundlæggende skift i, hvad det vil sige at være menneske.«

En higen efter virkelige samliv

Siden 1968 har kollektivet Maos Lyst været symbolet ?på den danske kollektiv-bevægelse. Foto: Scanpix.
Siden 1968 har kollektivet Maos Lyst været symbolet ?på den danske kollektiv-bevægelse. Foto: Scanpix.

Tonje Eliasson bor rent fysisk i et af Danmarks ældste kollektiver Maos Lyst på fashionable Svanemøllevej i Hellerup. Hun tror, at den milliard mennesker, der mødes på Facebook, bærer en længsel mod en tabt verden i deres inderste.

»Vi plejer at kalde hinanden for en selvvalgt familie i Maos Lyst. Vi lever vores liv sammen. I dag bor mange alene, men det er ikke mange generationer siden, at vi boede sammen og arbejdede sammen, og jeg tror, at det er godt for mennesker at leve sammen med andre. Jeg tror, at det, at vi i dag bruger så meget tid på at mødes i virtuelle fællesskaber som Facebook, er udtryk for en længsel mod den samlivsform, vi har tabt,« siger Tonje Eliasson.

Længslen er tydelig overalt. Vi famler mod nærværet og følger sporene af det at være menneske. De mest læste artikler på netaviserne er ny nærværende journalistik og læserdebattens personlige beretninger, og den mest markante strømning i litteraturen er Knausgaards tidssvarende bekendelseslitteratur, der rammer så mange, fordi filtret er fjernet og det mest private blottet.

Præcist som Vita Andersen gjorde i kollektivernes første storhedstid, da hun ramte 70er-tidsånden med 100.000 solgte »Tryghedsnarkomaner« ved at beskrive sit eget kuede kvindeliv, der gjorde det private politisk, ganske som Yahya Hassan nu også har formået med digtsamlingen med det passende navn »Yahya Hassan«.

I Klovn-universet blander Frank og Casper både sig selv og deres offentlige personligheder med fiktion, og på Youtube overgår teenagere TV-stationernes seertal med videoer, hvor de snakker om deres eget liv og dermed får betydning for andre unges liv.

Selv Vinterbergs »Kollektivet« er i sin essens en personlig beretning om instruktørens egen barndom. Det private er allemandseje, som man i sin yderste konsekvens kan konstatere ved at følge live-reportager fra nære og fjerne Facebook-bekendtes hårdeste kampe mod sygdom, kærestesorg og død.

Kollektiverne blomsterer i musikbranchen

Svanholm er blandt de størsteog ældste kollektiver i Danmark Foto: Scanpix.
Svanholm er blandt de størsteog ældste kollektiver i Danmark Foto: Scanpix.

Måske vil vi så tæt på og have andre så tæt på nu, fordi verden og hverdagen er blevet så kompliceret, at vi næsten er blevet fremmedgjort over for det at være menneske. Det oplevede Liselotte Lyngsø i sit eget liv, da en diskusprolaps slog hende ud af kurs, indtil hun på hospitalet opdagede, at det var den normale reaktion på at være lammet af smerte.

»Jeg blev simpelthen kisteglad for, at andre havde det på samme måde. Men det er et eksempel på, at verden er blevet så kompleks, at vi har mistet orienteringen i det nære og derfor har så meget brug for at forstå os selv gennem andres erfaringer for at have referencepunkter at navigere efter,« siger Liselotte Lyngsø.

Og i den længsel er der ikke kun opstået et virtuelt kollektiv, der kan give os lidt af det tabte. Der er også ægte og spontant opståede fællesskaber, som for eksempel Venligboerne, hvor engagerede mennesker møder andre med samme overbevisning.

Det kollektive er også konkret i musikken, hvor kreativ direktør for ArtPeople, Nicolaj Bundesen, der repræsenterer folk som Rasmus Seebach og Kidd, kan se, hvordan nye stjerner som Kidd, TopGunn og Kesi begynder karrieren med venneproduceret musik og video på Youtube, og siden holder sammen i den flok, der sikrede dem gennembruddet.

»Det kollektive fællesskab er meget markant i musikken lige nu, fordi musikerne ofte får deres første succes på Youtube, mens de stadig hænger ud med vennerne og endnu ikke er samlet op af pladeselskaberne. De hjælper hinanden frem, og selv om de opnår forskellige grader af succes, så holder de sammen i det værdifællesskab, de er vokset ud af,« siger Nicolaj Bundesen.

Globale netværk har åbnet op for deleøkonomien

Illustrationer: Rasmus Meisler.
Illustrationer: Rasmus Meisler.

Vores behov for at dele og læse egne og andres personlige beretninger og vores længsel efter det tabte fællesskab er de dominerende elementer i det moderne liv. Intet sted bliver det kombineret tydeligere end i deleøkonomien. Fundamentet for deleøkonomien er, at vi er forbundet i et globalt netværk af tillid, hvor vi udlejer – eller i deleøkonomiens sprog, deler vores private bolig, biler, tøj med fremmede – ikke ulig et kollektiv.

»I et velfungerende kollektiv værner man om det private ejerskab. Deleøkonomien er et kollektiv af perfekte fremmede, hvor alle passer på hinanden og hinandens ting for at få lov at låne dem igen. I gamle dage levede vi ud fra en Matador-logik, hvor det gjaldt om at rage til sig på andres bekostninger, nu gør vi i stedet verden større ved at dele tingene med de andre i cyberkollektivet, når vi ikke bruger det selv,« siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Hun fortæller om en tur til Bornholm, hvor hun via Facebook kom i kontakt med Leif, der kunne låne hende et telt til turen.

»Leif havde alt campingudstyret og kendte alt til, hvor man skulle slå det op på campingpladsen på Bornholm. På den måde blev jeg professionel campist på et øjeblik. Hvis jeg bare havde købt teltet i en butik, havde jeg ikke fået hele den der åndelige krammer fra Leif. I cyberkollektivet får vi adgang til universer som ellers normalt er lukket for os,« siger hun.

For Tonje Eliasson er det sociale den vigtigste årsag til at bo i Maos Lyst, men rent principielt mener hun, at vi har et ansvar for at dele ressourcerne. Det samme mener Eskil Holten Haargaard, der lejer sin bolig og bil ud, når han ikke bruger dem.

»En stor del af det er selvfølgelig pengene, men det er vigtigt for mig, at vi deler ressourcerne i stedet for, at vi alle sammen har hver sin plæneklipper. Samtidig føler jeg mig mere forbundet med verden, og der er en glæde i at bidrage til, at andre får en god ferie, når de lejer mit hjem på Airbnb,« siger Eskild Holten Haargaard.

Nutidens åndehuller

Illustrationer: Rasmus Meisler.
Illustrationer: Rasmus Meisler.

Men deleøkonomien rummer nogle af de samme faldgruber, der også har præget Facebook og som er så langt væk fra kollektivet, man kan komme. Den hysteriske selvfremstilling forvrænger opfattelsen af normaliteten.

»Der opstår en nypuritanisme, hvor vi holder os selv i spændetrøje for at være præsentable og se godt ud på Google. Men det er i det uperfekte og i sprækkerne, vi for alvor bliver de mennesker, vi er,« siger Liselotte Lyngsø.

Der er stadig åndehuller, hvor vi kan være private og usete sammen. For eksempel er Tinder et sted, hvor unge, som det vist også skete i kollektiver i 70erne, kan eksperimentere med deres seksualitet i relativ global anonymitet. Lidt endnu.

»Undersøgelser viser, at der bliver eksperimenteret uforpligtende på apps som Tinder og Happn, som der nok også blev i kollektiverne. Men det er kun et spørgsmål om tid, før det også bliver et sted, hvor man kan vurdere og sammenligne elskere ud fra bolletid og størrelse på tissemanden, som kvinderne måske også gjorde i kollektivets fællesrum. Der er ganske enkelt ingen steder, vi kan være i fred,« siger Liselotte Lyngsø

Perfektionssamfundets forvrængede normalitet eller ekstremt langvarige, supervirile knald, er den pris, vi betaler for adgang til et kollektivt fællesskab uden ligefrem at behøve at dele toilet og tilværelse med andre 24 timer i døgnet. Det er netop det uperfekte og egentligt normale som Tonje Eliasson værdsætter ved sit liv i Maos Lyst.

»Vi kender hinandens smukke og mindre smukke sider, og det er en kvalitet, andre går glip af i de virtuelle fællesskaber, hvor vi kun viser en redigeret udgave af os selv. De mennesker, jeg bor sammen med, ved godt, at jeg kan være smuk, selv om jeg har en grim dag. Vi er langt forbi førsteindtrykket, men ser hinanden, som de mennesker vi er,« siger Tonje Eliasson.

Palle prøver stadig at hverve venner til pyramidespillet, og Hans har fundet en undersøgelse, der endegyldigt modbeviser, at en mors kys på en hudafskrabning får smerten til at gå væk. 1.499 mennesker er helt vilde med en morsomhed, Mads har hørt på Cafe Victor, og Tom fortæller om dengang i 80erne, da han lå i de canadiske skove og ikke for første gang, men for alvor hørte Pixies på walkmanen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.