»Det kræver alt for meget at være rig«

Per Fly vil gerne slå et slag for visse former for ærgerrighed. Og løgn. For sandheden kan være mange ting, mener filminstruktøren bag DRs nye store serie-satsning, »Bedrag«, som handler om lige netop det.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Når det gælder økonomisk grådighed, er der kun den forskel på ham, der stjæler en gammel dames taske, og direktøren for et stort firma, der svindler med folks penge, at den gemene tyv er tæt på sit offer – det er ham på toppen ikke, og det kan gøre det lettere,« siger Per Fly. Og tilføjer, at han ikke bryder sig om, når folk tilegner sig noget, som de ikke har fortjent, eller tager den nemme vej, skrår over og får mere, end deres indsats er værd.

Han har i sin trilogi »Bænken«, »Arven« og »Drabet« beskæftiget sig med forskellige lag i det danske samfund, og også i serien »Bedrag«, der havde premiere på DR i går aftes, følger vi de forskellige klasser, og hvordan der kan være grådighed til stede hos dem alle.

Vi sidder på en fin lille restaurant, og der skal vælges noget at spise. Per Fly vælger lakseretten, også selv om tjeneren bekymret siger, at det faktisk mest er en forret. Mange ville nok rage til sig, hvis de var ude at spise på andres regning – også selv om de ikke var sultne. Men Per Fly lader til at være sådan en, der faktisk mærker efter – hvad har han egentlig lyst til? Så det bliver til en forret og vand, mens han funderer over emnet grådighed.

»Jeg er sikker på, at jeg ville nyde at køre en tur i en Tesla til næsten en million, men jeg ville slet ikke bryde mig om at eje den slags bil. Jeg ville føle mig socialt stigmatiseret og være bange for, hvad folk tænkte om mig, når jeg kørte rundt i den,« siger han.

»Egentlig er det mærkeligt, at jeg har et problem med folk, der kommer for nemt til noget, for min far var købmand, min storebror har et reklamefirma og handler med aktier og der, hvor jeg er vokset op i Skive, har folk generelt stor respekt for en god handel. Så det må være kommet i de venstreorienterede kredse, jeg færdedes i, da jeg flyttede hjemmefra! Jeg kan bare godt lide at gi’ lidt tilbage, for det giver mere balance i, hvem jeg er. Det gør mig simpelt hen godt.«

En af de ting, der har gjort godt, har været at hjælpe til med at opbygge et filmcenter i Mali for at give afrikanske filmskabere mulighed for at fortælle deres historier. Men før det bliver for helligt, skynder han sig at sige: »Det er jo ikke sådan, at jeg ikke gerne vil have penge, eller ikke kan gå og ønske mig et møbel eller noget dyrt tøj, så jeg har da grådigheden i mig. Men det er lidt lettere at stå ved den anden form, hvor man er grådig på livet, og har en lidenskab og et ønske om at skabe noget større, smukkere, højere, og den grådighed kan give en kæmpe energi,« siger han.

»Når folk er grådige i forhold til penge, er det ofte, fordi det giver dem en identitet: »Se, jeg har råd til den her dyre taske, se, jeg har råd til den her bil.« Men er din identitet den samme, hvis du har stjålet den taske? Nej, det er den jo ikke, for nu er du blevet til en person, der ikke kan sige sandheden. Nu er du offer for din egen grådighed. Desuden kræver det alt for meget at være rig, synes jeg, for man ville hele tiden skulle tænke over, at folk ser på en, ser, hvordan man bruger sine penge.«

Grådigheden i forhold til arbejdet har han forsøgt at tæmme, fortæller han. Fordi han for mange år siden besluttede, at han ville have en karriere, men han ville også have en familie.

»Det er måske derfor, jeg stadig er gift med den samme kvinde (han er gift og har to børn med skuespiller Charlotte Fich, red.) Det har kostet noget begge steder, men det ville også være overraskende, hvis det ikke gjorde. Man kan godt få det indtryk, at man skal have succes på alle planer, hele tiden.«

»Jeg er ikke længere på Facebook, fordi jeg ikke kunne lide, at livet stilles op, som om man enten er en succes eller en fiasko. Hvis man gerne vil være skabende, så er det svært at leve efter de parametre. Men det, der er interessant ved en fiasko, er, at de fleste mennesker har en tendens til at gå og tumle med det, indtil de har sat det ind i deres eget narrativ. Man skaber en historie, der herefter er ens sandhed. Først da finder fiaskoen et sted, hvor den kan ligge. Enten det, eller også fortrænger vi det hele, og det er bare ikke nær så sundt.«

Hvis Per Fly skal nævne en periode, hvor han selv følte fiaskoen nappe ham i hælene, var det efter modtagelsen af »Kvinden der drømte om en mand«, filmen fra 2010, som havde Sonja Richter i hovedrollen, og fik en del lunkne anmeldelser.

»Det slog mig ud, og undervejs i optagelserne var min bror død, så jeg var ude i tovene. Efter premieren havde jeg brug for at tale meget med Sonja, så vi fik skabt en fælles historie omkring, hvorfor den film ikke var en ubetinget succes. Og den historie, man skaber, er ikke nødvendigvis andres sandhed – det er din version af sandheden. Min terapeut-ven sagde på et tidspunkt, at sandhed er en børneværdi, mens løgn er en voksenværdi. Vi voksne har meget svært ved at klare os gennem livet uden løgne. Nogle gange lyver vi for en højere sag. Det gør mange politikere for eksempel – systemet kunne ikke fungere, hvis de ikke gjorde det.«

Per fly har modtaget mange priser, og er glad for dem fordi de giver bedre mulighed for at lave næste film. Men rosen i sig selv har han svært ved at tage ind.
Per fly har modtaget mange priser, og er glad for dem fordi de giver bedre mulighed for at lave næste film. Men rosen i sig selv har han svært ved at tage ind.

Dette bliver ikke sagt fordømmende, men konstaterende. Ligesom han heller ikke fordømmer, men snarere synes, det er interessant at prøve at forstå karaktererne i »Bedrag«. Også CEO i energivirksomheden Energreen, Sander, som spilles af Nikolaj Lie Kaas, og som ser ud til at leve efter Donald Trumps vise ord: »You have to think anyway, so why not think big?« Uden at røbe for meget, kan det godt afsløres, at Sander vist ikke er helt fin i kanterne. Hans karakter er inspireret af nogle af de store svindlere, vi har set i nyere tid.

»Noget af det interessante ved Stein Bagger og hans svindel med IT-Factory var, at man fandt et kontor, hvor han havde skrevet alt, som det i virkeligheden var. Han havde simpelt hen et rum, hvor han skrev de rigtige tal, sandheden, og så gik han ud af det rum og løj. Det er ekstremt anstrengende at lyve, fordi du hele tiden skal holde rede på, hvad du har fortalt. Hvis du kan hitte rede i alle dine løgne, så er du enten et utroligt stærkt menneske, eller helt fucked. Og grådigheden kan til sidst gå på, at man bare vil have mere, fordi det er blevet til en form for spil.«

Selv virker Per Fly ret asketisk. Han kunne godt ligne typen, der som få faktisk kan administrere at være alene hjemme med al julekonfekten. Men han bider ikke på snakken om, at man risikerer en ordentlig omgang eksistentiel kvalme efter julen og nytårets ekstreme overforbrug. Og fortæller, at da hans sønner var mindre, fik de lov til at sætte en masse krydser i Fætter BR-kataloget – og fik faktisk rigtig meget af det, de ønskede sig.

»Jeg synes, det er helt i orden at spare sammen til nogle få timers grådighed. Det kan også være, at man sparer op til at gå ud at spise, og så giver man den bare gas – det er da skønt nogle gange at overgive sig til sin grådighed, og det er vel også det, julen handler om. Til gengæld har jeg meget svært ved at købe. Men hvis jeg pludselig kan mærke, at i dag kan jeg godt, så køber jeg både to jakkesæt og nye skjorter og et par bukser. Men som regel, når jeg går ind i en butik, og ekspedienten spørger »er der noget, jeg kan hjælpe med?« er jeg nødt til at gå.

Og jeg kan ikke se på en dametaske, om den er dyr eller billig, men jeg kender mange kvinder, der kan. Hvis du går ind i butikken og kun har råd til en taske i mellemlejet, så har du allerede defineret dig selv som en, der ikke havde råd til den dyreste. Det der med rigdom er meget svært at navigere i.«

I »Bedrag« sker der hurtige skift i, hvem man har sympati for, og det er selvfølgelig helt bevidst, siger Per Fly. F.eks. er Sander optaget af grøn energi, og det er jo meget sympatisk. Men han har også andre, mindre sympatiske sider, som på et tidspunkt får en konkurrent til at udbryde noget, der kunne minde om Rasmus Trads’ berømte svada mod Kurt Thorsen (»din samvittighed må kraftedeme være belastet, dit store røvhul!«) PFA-sagen om svindel for milliarder har også været en inspiration.

»Kurt Thorsen havde jo nogle visioner om at bygge gode, smukke huse, hans mission var ikke udelukkende at svindle, han var ikke udelukkende »ond«. Men Trads var offeret, så man kan godt forstå, at han var rasende – men er han udelukkende god? Jeg tror ikke på, at nogen af os er udelukkende det ene, verden er bare ikke så sort/hvid. Det ville være nemmere for vores forståelse af den, hvis den var. Vi bliver forvirrede.

For eksempel når man ser en masse flygtninge komme gående på motorvejen, og hvis de går i Adidas-sko, så ligner de ikke vores forestilling om en rigtig flygtning.«

Tjeneren spørger, om han skal servere kaffe, og så bliver det lidt teknisk, for Per Fly skal vide størrelsen på glasset, før han beslutter, om det skal være single- eller dobbelt-shot. Igen bliver der mærket efter. Ikke at man kan se det, for han er ikke typen, der bruger unødig energi på kropssprog. Han har vist tillid til, at ordene i sig selv godt kan følge meningerne til dørs.

»Jeg kan godt lide at bestemme og har efterhånden erfaret, at en film bliver bedst, hvis jeg gør det!« siger han, og fortæller, at sidst han dyrkede sin anden kunstneriske passion og spillede guitar i et band, var de fire mænd i 50erne, og en sanger på 23, som gav den gas med Deep Purple. Men: »Vi fire kom så meget op at skændes, at ham den 23-årige bare stod måbende og gloede på os gamle idioter.«

Han kan godt selv se det sjove i et Deep Purple-skænderi, men det er jo, fordi tingene betyder noget: »Men det kan også være meget anstrengende at have ambitioner. I en periode gik jeg og drømte om at være langturschauffør, få en ordre om at køre nogle paller til Hamborg, høre fed musik på vejen og så hjem igen. Have et liv, hvor ambitionerne sidder et helt andet sted, end at bruge fem år på at lave en film, som folk så måske bliver skuffede over.«

Så meget har han dog ikke skuffet. Bl.a. har han modtaget en Robert for årets instruktør for både »Bænken«, »Arven« og »Drabet«, han er Ridder af Dannebrog og modtager af Kronprinsparrets Kulturpris og kan prale af gode billetindtægter ved stort set alle film. Men man skal åbenbart helst ikke komme for godt i gang: »Det er dejligt at få den anerkendelse, men samtidig er det også meget anstrengende at være i fokus, og jeg er bange for at blive socialt udstødt! Så alle mine statuetter har været pakket ned, indtil min terapeut-ven sagde, at jeg skulle flashe mine priser, så nu står de alle sammen på mit arbejdsværelse. Og det er stadig værre, ikke at få den pris, end at få den og være angst over, at det måske betyder, at der kommer en brosten og rammer mig lige efter!«

Når man så spørger, hvad det egentlig betyder at få kors og bånd og stjerner på, så skinner købmandssønnen fra Skive igennem.

»Jeg vil sådan set gerne have lov til at lave min næste film, og det bliver lettere, når man har fået priser. Så priserne for den forrige film baner vejen for den næste. Selve rosen kan jeg have svært ved at tage ind. Da jeg lavede »Arven« med Ghita Nørby, prøvede hun at lære mig det. Og da hun fik en Robert, stod hun bare og smilede og slog ud med armene og nød klapsalverne. Senere prøvede jeg det med armene, men det var 100 procent indstuderet, og har sikkert set latterligt ud.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.