Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Derfor tegner Maren livets småstore dilemmaer

Maren Uthaug er i et lykkeligt forhold, mor til tre piger og er en succesfuld blogger og forfatter. Det forhindrer hende dog ikke i at føle sig både rodløs og ensom. I sin nye grafiske novelle »Den Lyse Side« tackler hun livets alvor med humor.

Maren Uthaug tegner »Det evige dilemma«.
Maren Uthaug tegner »Det evige dilemma«.

Maren Uthaug troede egentlig, hun skulle skrive sin anden roman. Eller det havde hun i hvert fald aftalt med sin redaktør hos udgiverne Lindhardt og Ringhof i starten af året. Men i løbet af projektets første uger væltede det ind med breve fra Skat, hjemkaldelser af bøger fra biblioteket og uforståelige henvendelser fra kommunen.

»Jeg kunne seriøst ikke overskue det. Så jeg tabte overblikket. Ikke bare med romanen, men med livet generelt,« siger Maren Uthaug.

Hun låste sig inde (og brevene fra de offentlige instanser ude) i en uge. Sådan rent fysisk. Hun nægtede at tale med nogen bortset fra sine tre døtre, som hun blev nødt til at give opmærksomhed, da de »både skulle i skole samt overleve«. I sit private rum skabte hun tegneserier med sig selv i hovedrollen. Tegneserier om livet som familiemor, om familiens nye og allerede tykke hund, om at have en overraskende forstående kæreste, om at smugryge og om at skyde familiens mildt retarderede kat i hovedet. Tegneserier om at være rodløs og rastløs og ensom.

Hun færdiggjorde 100 sider på et par uger og sendte dem til sin redaktør. Meldingen om at romanen midlertidigt blev afløst af en personlig grafisk novelle (også hendes anden - den første »Ellers går det godt« udkom sidste år) rystede ikke redaktøren. Han sagde:

»Fortsæt med det. Gå den vej, hvis det er der, energien er.«

Få dage senere satte hun sig ned og kiggede på sine striber. Og hun hadede dem. Hver og en. Det var det pinligste, hun havde lavet. Noget skrammel! Hun ringede til redaktøren og bad ham smide det hele ud. I løbet af nogle uger tegnede hun 100 nye sider og afleverede dem. Redaktøren støttede hende stadig. Syntes det nye materiale var skideskægt. Bad hende følge energien. En uge efter afskyede hun også disse sider. Hun forsøgte for tredje gang og overrakte bunken af tegninger med ordene:

»Det her er mit allersidste skud i bøssen. Eller måske skal jeg bare gå hjem og hænge mig med det samme.«

Naturligvis ringede hun til redaktøren dagen efter og bad ham »brænde hele lortet på et bål i gården«. Han havde dog andre planer. Han satte alle tre forsøg sammen på en ny måde, så skelettet til en sammenhængende historie opstod. Dette sendte han retur til Maren Uthaug, der ændrede lidt hist og her og lavede klarere overgange. Få uger senere var den grafisk novelle »Den Lyse Side« færdig. Og den er netop udkommet.

»Jeg er stolt af den. Også selv om jeg lavede den i trods. Også selv om jeg lavede den, fordi jeg var sur på verden.«

Dette interview finder sted på caféen The Laundromat i Elmegade, Nørrebro. Hun har netop afleveret sine tre piger i skole, dyrket astanga-yoga for at »formindske sin røv« og nyder nu en café latte og spisestedets »rene morgenmad«. Midt i røræggen vender vi tilbage til »rodløsheden«, der er et af hovedtemaerne i hendes tegneseriestribe og forfatterskab indtil videre.

»Jeg er halvt norsk, halvt samisk og ret dansk,« siger hun og flankerer sætningen med et smil.

Hun voksede op som barn af to sociologer i en landsby i kommunen Kautokeino i Finnmarken. Hun gik i samisk børnehave og siden skolen. Forældrene blev skilt, hendes norske mor fandt en dansk mand, og som otteårig flyttede Maren Uthaug fra det nordligste Norge til det sydligste Danmark. Nærmere bestemt Haderslev.

»Sønderjylland fungerede ikke specielt godt for mig. Jeg syntes, der var lavt til loftet. Jeg synes ikke, det var nemt at være anderledes. Det tror jeg faktisk ikke, det er på nogen folkeskoler nogen steder i provinsen,« siger Maren Uthaug, der brugte en del år på at mestre det danske sprog uden accent.

»Folk var såmænd søde nok, og jeg blev ikke mobbet. Det var ikke dén type krise, jeg havde. Men alle er bare ens i sådan en lille by.«

Hun nød dog pladsen omkring Haderslev. At der var luft. Og hun havde en hest. Men visheden om, at hun ikke skulle blive - ikke kunne blive - voksede i teenagealderen. Øjeblikket efter, hun blev student, flyttede hun til Aarhus. Her ventede teologi-studiet.

»Jeg valgte teologi. Af alle ting. Jeg syntes, at religion og det, at folk kunne finde på at tro på det, var vildt interessant.«

Fire år senere - vi er her i 1997 - vandt hun en talentkonkurrrence hos et reklamebureau, droppede ud af universitetet og fik et job som tekstforfatter. Hun flyttede til København og gik på Reklameskolen. På dette tidspunkt var der store penge i reklamebranchen. Hun og kollegerne tjente »latterligt mange penge«, og når de blev sultne, bestilte de en taxa og bad chaufføren om at køre forbi et sushi-sted og bringe dem den rå fisk på kontoret. Der var fester, sprut og masser af opgaver. Det var opgangstider.

»Problemet var bare, at jeg hadede mit job som pesten. Det var ikke det kommercielle, jeg havde det svært med. Det var selve arbejdsbetingelserne,« siger hun.

»Du kan få en god idé til at kommunikere et eller andet produkt ud til forbrugerne. Men sandsynligheden for, at din gode idé bliver til noget, er minimal, for der skal så mange »kokke« ind over. Derfor bliver dine bedste kreative idéer for det meste dræbt, og du starter forfra. Hver dag får du at vide, at du er en idiot. Så vinder du pludselig en pris og for én dag er du fantastisk. Næste dag er du atter en idiot,« siger Maren Uthaug og tilføjer at hun »af en eller anden grund vandt en del priser«.

Udover arbejdsbetingelserne var hun heller ikke tosset med de typer, branchen tiltrak.

»Der er virkelig mange dygtige og flinke mennesker, og jeg har også gode venner derfra. Men der er fandme også mange idioter. Altså hoooold nu KÆFT! Når jeg sidder til en reklame-julefrokost, skal jeg ikke have en kniv i lommen, for så ender festen med, at jeg stikker de her smarte-i-en-fart-typer ned,« siger hun og smiler - heldigvis - også efter denne udtalelse.

Det var dog først og fremmest misbruget af sine kreative evner, der fik hende til endeligt at droppe reklamekarrieren og satse på tegningerne og fiktionen.

»Når jeg skal finde på noget til en reklame, skal jeg arbejde det frem. Slide og slæbe for at hejse en hvilken som helst idé. Når jeg laver noget til min tegneserie, kommer det af sig selv. Det gør aldrig ondt, og jeg skal heller ikke hele tiden drikke kaffe eller tjekke Facebook.«

Hun sagde farvel til jobbet og den fyrstelige løn i 2001 og blev freelancer-tekstforfatter og klummeskribent. Derefter begyndte børnene at komme med jævne mellemrum, og Kamille, Mynte og Anemone - som døtrene hedder - er i dag henholdsvis 12, 9 og 6 år gamle. Men med daglejer-tilværelsen og princippet om at fokusere på opgaver, der interesserede hende, fulgte nogle økonomisk svære år.

»Alligevel var jeg aldrig i tvivl om, at jeg skulle fortsætte med mine egne projekter. Selv ikke da krisen kom, og jeg mistede samtlige freelance-opgaver.«

Hendes kæreste, Allan, der er teknisk tegner og også freelance, måtte tage næsten et år som TV-montør hos L’easy, for at parret kunne betale husleje og brødføde børneflokken. Imens kæmpede Uthaug for at etablere sig. Sit navn og sin tegneseriestribe. Det var på dette tidspunkt - i 2009 - at hun begyndte at blogge fast og skabte Marensblog.dk.

»Her kunne jeg lege. Jeg besluttede mig for at lave en ny stribe eller et nyt indlæg hver dag. Jeg blev lynhurtigt bedre og samtidig mindre selvkritisk.

»Marensblog.dk er min egen verden. Her er ingen redaktører, der siger, at jeg ikke må vise en tegning af en tissemand eller en kat, der skyder sig selv. Har jeg lyst til at tegne det, gør jeg det. Det er en kæmpe frihed og kreativt en meget stor gave. Det er det modsatte af reklamebranchen,« siger Maren Uthaug.

Nu besøger folk hendes side 250.000 gange hver måned, og hendes tegneseriestriber har i en årrække været fast inventar i Politikens spalter under navnet »Ting jeg gjorde«. De første oplag på hendes grafiske novelle samt hendes roman »Og sådan blev det« blev udsolgt på få måneder. I forrige uge udkom bogen i Norge.

»Min veninde sagde sidste år til mig: »Det var da utroligt, så hurtigt, du fik succes.« Men det er ikke sandt. Det tog mig ti år. I ti år har jeg banket på alle døre med mine tegninger og mine ord, mine tegninger og mine ord, mine tegninger og mine ord. I fucking 10 år. Jeg har skrevet flere romaner tidligere, som jeg har brændt i raseri. Men måske skulle de brændes - måske var det en del af processen.«

»Det har været hårdt arbejde. Men jeg har aldrig tænkt, jeg skulle andet. For jeg kan ikke andet. Det bliver nødt til at være det her. Også fordi det er det eneste, jeg rent faktisk trives med. Jeg ELSKER at være på arbejde! Det bedste jeg ved er mandag morgen, når jeg kan gå ned på arbejde.«

Noget andet, Maren Uthaug elsker, er København. Rodløsheden til trods er Danmarks hovedstad blevet den norsk-samiske kvindes by.

»Når det ser sortest ud med økonomien, tænker jeg, at vi kunne flytte op i huset ved elven, som jeg arvede efter min fars død for to år siden. I Lapland kunne vi bo gratis, være pakket ind i min gigantiske familie deroppe.

Men samtidig kan jeg ikke overskue det, for jeg kan så godt lide at bo i byen. Det kan godt være, der er tæt bygget, men jeg synes, at jo større en by er, jo højere bliver der til loftet. Jeg kan slet ikke holde til det der snageri, der er i små byer. Den der »hvor var din bil klokken 17«-mentalitet,« siger hun.

På trods af, at forfatteren efterhånden har slået rødder i København med sin kæreste, sine tre børn, familiens tykke hund - Sonja - og en fremadstormende karriere, kan hun stadig godt føle sig ensom. Det er samtidig hovedtemaet i hendes nye grafiske novelle »Den Lyse Side«.

»Ensomheden, jeg beskriver i tegneserien, har jeg trukket ud af mig selv. Nogle episoder har jeg gjort mørkere og andre lysere. Men jeg er aldrig bange for at bruge de sider af mig selv.

Det kan forekomme som et paradoks, at hun føler sig ensom på trods af så meget familieliv og modspil omkring sig.

»Det spøjse er, at jo mere hurlumhej, der er i løbet af en dag, jo mere ensom kan jeg føle mig. Jo mere hunden, katten, børnene, kæresten og kollegaerne er i fjæset på mig. For jeg når ikke at få fodfæste, jeg når slet ikke i kontakt med hverken dem eller mig selv.«

»Det kan føles som at stå inde i en tornado. Jeg skal så meget: Slukke »ildebrande«, dække alle muliges behov. At være i en børnefamilie er en særlig fase af livet, hvor man tilsidesætter sig selv en hel del, og når man så har fri er man så træt, at man egentlig gerne bare vil sidde og rådne stille i et hjørne.«

Alligevel gør familien også det modsatte for hende. I denne uge har kæresten været på kursus og de tre døtre har sovet hos Maren i dobbeltsengen.

»Når de alle tre ligger der ved siden af mig og sover, føler jeg mig helt pakket ind af dem. Dér synes jeg, det er svært at føle sig ensom. Det er praktisk talt umuligt.«

Uthaug synes, det er sjovt at være ærlig. Men at skrive om de tungere følelser er også en nødvendighed for hende. Det har en selvterapeutisk effekt, og hun kan lære sandheden bag sine og andres følelser, siger hun.

»Jeg tror, det er et tabu at sige, at man er ensom. Der er i hvert fald ikke nogen som helst status i at være det. Men personligt ser jeg ikke noget pinligt ved at føle det. Derimod ser jeg ensomhed som et grundvilkår for mennesker. Vi bliver jo ligesom alle lagt i kisten alene, når vi dør, ikke?

Med andre ord er jeg næppe den eneste, der føler ensomhed. Og jeg er heller ikke den eneste, der føler sig rodløs. Jeg har boet mange steder og har forældre fra forskellige lande. Men folk, der har boet i den samme by hele deres liv, kan også sagtens døje med de tanker og følelser. Det er derfor, jeg elsker at tegne. Tegne urmenneskelige følelser og gøre dem hverdagsagtige. Så både mine læsere og jeg selv kan forstå dem.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.