Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Derfor hader Henning Jensen overfladiskhed

Hvordan forenkler man, uden at forfalde til den overfladiskhed, der præger vores tid? For skuespilleren Henning Jensen er det en evig udfordring, privat og kunstnerisk. I aften er der repremiere på den anmelderroste monolog »Helt enkelt kompliceret« i Skuespilhuset.

Henning Jensen i Skuespilhuset
Henning Jensen i Skuespilhuset

Sjældent har han været mere underdrevet. Mere stille, mere afspændt. Eller nedtonet.

Måske fordi, skuespilleren Henning Jensen med årene har fået skrællet sig ind til selve kernen. Privat og kunstnerisk. Til dér, hvor enkelheden findes, når alle de overflødige lag er fjernet. Og alt det komplicerede udenom er væk.

»Det er en skraben af og skraben af og skraben af, indtil man finder ud af, hvor lidt man kan nøjes med. Hvor man ikke længere behøver at brodere på sig selv og finde på fantasifulde overbygninger, men er i stand til at gå ind på scenen – det gælder i øvrigt også ude i det virkelige liv – som det menneske, man grundlæggende er. Helt enkelt.«

Tilstand af selvopløsning

Han trækker vejret dybt.

»Men at nå dertil, at nå frem til den dér fuldkomne enkelhed, det kan være... en slidsom og vedvarende proces, og indimellem i en sindsoprivende tilstand af selvopløsning.«

Anmeldere har beskrevet Hennning Jensen – en af landets mest anerkendte skuespillere – som en kunster, der især de seneste år har formået at brænde igennem ved »bare at være« på scenen. Og som med årene er blevet stadig mere utvungen og mindre selvbevidst.

Vil dø i slåbrok

I aften er der repremiere på den anmelderroste monolog »Helt enkelt kompliceret« i Skuespilhuset.

Med Henning Jensen på scenen som en 82-årig skuespiller, der kæmper med at se både døden og sit levede liv i øjnene. Og som mutters alene gennemspiller sit livs ønskerolle som Shakespeares forfængelige og grusomme Richard III.

Et menneske, der vil dø i slåbrok med illusionen om et liv med verdenskarriere og storladen kærlighed.

For Henning Jensen er »det helt enkelt komplicerede« altid aktuelt.

»Verden er voldsomt kompliceret, det samme er menneskets sind. Så hvordan forenkler man, uden at forfalde til den overfladiskhed, der præger vores tid, og som jeg ikke kan holde ud?«

Han har netop gået turen fra Kongens Nytorv langs vandet og ned til Skuespilhuset i det spirende forår. Et lykkeligt øjeblik, erkender han, hvor man går for sig selv. Og hvor man ser. Fordi der er lukket ned for alt andet.

Afbrydelser splitter vores koncentration

Han kritiserer, at vi er holdt op med at se, fordi vi hele tiden lader os forstyrre af vores digitale udstyr, og af hinanden.

»Meget af den kognitive terapi går netop ud på at se. At se det bord, vi sidder ved her, at se din hånd. Mennesket har brug for mindst 100.000 sanseindtryk i løbet af et døgn, eller er det flere, det har jeg glemt, for at være i harmoni med sig selv og holde hjernen skarp. Men vi ser ikke længere, og det påvirker os mentalt. Eller i hvert fald påvirker det mig mentalt. Afbrydelser flygtiggør os og splitter vores koncentration og vores indre ad.«

Han holder en pause.

»Prøv at lægge mærke til, hvor mange gange i løbet af en dag, vi bliver afbrudt. Eller afbryder os selv, når vi er rastløse. Det sidste er næsten værst.«

Ædel vin på gamle fade

Henning Jensen har truffet en beslutning. Han vil lukke ned for sin butik. Sin digitale butik, eller det meste af den.

»Det, der ellers skulle blive fylden af selve livet, essensen, ender jo pludselig med at blive voldsomt forstyrret og voldsomt kompliceret.«

Så bryder han alvoren.

»Men altså, overordnet håber jeg jo på, at jeg kan gå hen og blive ædel vin på gamle fade, og det skal der vel en vis enkelhed til for at opnå, mon ikke?«

Sidste år fyldte han 70. Og understreger, at det nødigt skulle lyde som et gammelmands-interview, men at han ikke for noget i verden ville ønske at vende tilbage til sin stærkt komplicerede ungdom, som han kalder for »en rodebutik af Guds nåde.«

Drevet af sine sanser

Han erindrer sig selv som et meget sansende menneske. Og lader forstå, at det ikke i den sammenhæng er positivt ment.

»Jeg var drevet af mine sanser, der var ikke mange velovervejede tanker, som hjalp mig ud af forskellige situationer.«

Blikket bliver fjernt, og Henning Jensen ser ud som om, han kommer til at tænke på nogle konkrete situationer og forkerte valg.

»Jeg var så optaget af at æde af livets flødeskum og tænkte ikke et sekund på, at flødeskum meget hurtigt bliver surt og uspiseligt. Gang på gang befandt jeg mig i »flødeskums-situationen,« som jeg bittert fortrød. Det var egoistiske valg, de gav mig intet.«

Han fulgte sine sanser, sin intuition og sit humør, forklarer han. Hvilket kunne være livsfarligt for hans omgivelser, men også for ham selv.

Nye venner og nye kvinder

»Hvis ikke mine venner accepterede mig præcis, som jeg var, fandt jeg bare nogle andre venner. Og hvis den kvinde, jeg levede sammen med, ikke ville acceptere mine hektiske fravalg, fandt jeg bare en ny.«

I dag elsker han det ordentlige og enkle set-up. Tidspunkter, hvor han kan »fornemme sig selv som et samlet hele, der står i verden som en manifestation på den kraft, der er i livet,« som han formulerer det.

»Jeg forsøger at ramme de tilstande, hvor jeg virkelig kan mærke mig selv som et menneske. Nu har jeg prøvet at være i en situation i mit liv, hvor jeg ikke længere følte, jeg var et menneske,« siger han og henviser til de svære depressioner, han løbende har kæmpet med, og også fortalt om offentligt.

»Så disse tilstande og disse steder, det er vel den største nåde, der findes, og for mig handler det oftest om meget enkle situationer.«

Den dybe samtale med sin kone, skuespilleren Solbjørg Højfeldt, for eksempel.

»Vi har altid talt meget, og helt uden forbehold. De samtaler, hvor jeg glemmer mig selv og formår at lytte til et andet menneske, de giver mig et ordentligt skud af kræfter.«

Ingen kold skulder

Han kan også sidde i en stol og kigge udover vandet oppe i sit sommerhus. I timevis og med en bog i skødet.

»Jeg får ikke altid læst så meget, nogle gange slet ikke, ofte er bogen mest en legitimering for mig selv, når jeg bare sidder og...«

Han skal lige til at fortsætte, men afbryder sig selv.

»Hov, nu er det lige ved at lyde som et gammelmands-interview igen,« griner han højt.

»Det er vigtigt,« siger han så. »At man med årene også får skrællet ind til benet af de mennesker, man omgås i sit privatliv. Og det er ikke at give mennesker en kold skulder, men når du bliver halvgammel – nu er vi der igen – så bliver du nødt til at reservere den tid, du har, til mennesker, som du kan give noget og dem, hvor du selv føler, du får noget igen. Banalt? Måske, men enkelt.«

Alle de overflødige lag

Fra en af sine gode venner, kunsteren Per Kirkeby, ved Henning Jensen, at Kirkeby nogle gange har kunnet vågne op om natten, badet i sved, når han har været i gang med et af sine store lærreder.

»Han var sikker på, han var ved at blive sindssyg. Han har også fortalt, at hvis han begyndte at skrabe sine billeder, ville der være otte-ni billeder nedenunder det billede, det endte med at blive. Jeg kan godt følge ham fra mit eget virke.«

For Henning Jensen var det et personligt og kunstnerisk vendepunkt, da han i 2008 blev instrueret af den svenske dramatiker og instruktør Lars Norén som Borgen i Kaj Munks »Ordet«.

Her lærte han at nå frem til det enkle udtryk, ved at fjerne alle overflødige lag i sin rolle.

»Jeg er forlenet med en god fysik, og har altid brugt min krop meget på en scene. Men det er faktisk det modsatte, der er det ædleste, for så bevarer du nogle hemmeligheder, i stedet for bare at stå og bræge.«

Samme replik i 20 minutter

Henning Jensen gør sin stemme ekstra dyb og slår over i svensk, for at illustrere Lars Noréns måde at instruere ham på.

»Henning for helvete, du får inte göra någonting. Du kan inte se honom, sluta, du får se hans ansikt.«

Jeg gav den alligevel gas på samtlige udtryk, og så lavede Norén en øvelse med mig, hvor jeg skulle sige den samme replik i 20 minutter, uden at jeg måtte gøre noget – det var svært. Han byggede jo gradvist et overtryk op, som jeg skulle holde nede.«

Henning Jensen griner.

»Altså i min høje alder... så blev jeg kaldt til skideballe hos Norén i kantinen.«

»Henning, vi träffas klocken 6,« lød det.

»Og jeg stod der klokken 6, og han truede med at rejse hjem til Stockholm, hvis jeg ikke snart forstod, hvad han mente.«

Henning Jensen husker premiere-aftenen, for Norén rejste alligevel ikke hjem.

»De første 25 minutter fulgte han mig hvert et sekund gennem en sprække bag ved scenen.«

Henning Jensen gør sin stemme endnu dybere, som henter han den et sted langt nede i mavens dyb. Så sagde Norén:

»Hur skal det göras, Henning? Sådär.«

Tabet af anonymitet

Siden har Henning Jensen arbejdet med at nå ind under det komplicerede og unødvendige, men stadig bevare en dybde og en enkelhed.

»Jeg vasker de sider rene i mig selv, for at være så tæt på mig selv som muligt i rollen, så jeg ikke bare spiller skuespil eller leverer teaterhistorie.«

Han har aldrig stræbt efter berømmelsens projektørlys. Anerkendelse jo, men ikke berømmelse for berømmelsens skyld. Alene tabet af anonymiteten var en voldsom oplevelse. Fra den dag, og Henning Jensen husker det næsten på dato, blev mange ting mere kompliceret, og han kan stadig savne den enkelhed, det var at kunne sætte sig ind i en bus, hvor ingen vidste, hvem han var.

»Der er jo noget identitetstab over at miste sin anonymitet,« siger han.

Sit tv-gennembrud fik han i 1971 i rollen som den utilpassede søn i Leif Panduro-stykket »Rundt om Selma«.

»Dagen efter kiggede folk, da jeg gik ned ad Strøget. Men det var først, da en ekspedient i Magasin sagde, at det var skidegodt, det, jeg lavede i fjernsynet aftenen før, at jeg forstod, hvad der var sket, og hvad det betød.«

Når stien skal holdes ren

Fra det sekund blev det også mere kompliceret, siger han, at holde sin sti ren.

»Som kendt skuepiller kan man pludselig få nogle glorværdige og indbringende økonomiske tilbud, hvor man virkelig skal hanke op i sig selv for ikke at bide på, for så kan det gå hen og blive meget kompliceret.«

Indimellem bliver tilstande så komplicerede, siger Henning Jensen, at man må genfinde enkelheden. Det har han ofte gjort, ikke ved at flygte, men ved at flytte sig rent fysisk.

»Man kan blive nødt til at hive sig selv ud af en tilstand, der lige i øjeblikket kan føles kompliceret,« siger han og nævner nødvendigheden professionelt, men også i sit ægteskab.»Når vi har haft problemer i vores forhold, især i de tidligste år, eller bare har været gået i stå, så har vi flyttet os rent fysisk. Taget et fly eller et tog til Berlin eller Venedig i nogle dage.

I det sekund du stiger ud af flyet eller toget, har du bragt dig ud af den onde spiral. Det virker.«

Den smukkeste tilstand

Udover Venedig og Berlin er Amsterdam Henning Jensens europæiske favoritby.

Her føler han en helt særlig ro, siger han og forklarer, hvordan han har studeret det gamle indiske symbol, en Mandala.

»Jeg opdagede på et kort, at Amsterdam ser ud som om, byen er bygget op som en Mandala med den ene kanal uden på den anden kanal og så videre. Og helt inde i midten, der findes alting og altings modsætning. Glæde og sorg, had og kærlighed, generøsitet og nærighed, lys og mørke.

Det er herinde i midten, man accepterer alle de modsætninger, man rummer som menneske, og derfor kan være i fuldstændig balance.

Det er den største form for harmoni og den smukkeste tilstand, man kan opleve.

Meget enkelt, ikke? Og fuldstændig ukompliceret.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.