Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B Mennesker

Da Maise Njor udgav sig for at være Kathrine Lilleør

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:

Jeg elsker din bog«, sagde damen i bogcafeen. Og mens jeg undertrykte den syrlige smag i munden, som man får, når man enten spiser Piratos, får en mavepuster, eller får uforbeholden ros, sagde jeg »tak«.
»Jeg har lært så meget af dig.«
»Tak.«
»Du er så klog,« vedblev damen. Det var næsten (og dog) i overkanten, så jeg rødmede klædeligt. Og uklædeligt selvtilfreds sagde jeg selvfølgelig ja, da hun spurgte, om jeg ville signere bogen. Hvorefter hun hev »Glæd dig« af Kathrine Lilleør op af tasken. Og jeg blev flov over at være så selvoptaget, at alarmklokkerne overhovedet ikke havde ringet. Selv ved ordet »klog«.
»At opremse sine fejl og mangler er også at være selvoptaget,« sagde min veninde forleden. Jeg havde egentlig tænkt, at det på en måde var det modsatte, men hun har nok ret.

Nu har Hassan og jeg i halvandet år på denne side opremset diverse dårligdomme ved vores sjæl, sind, krop og karakter. Så det er vel passende at slutte af med at skrive om selvoptagethed. Men lige netop dét emne er meget mere pinligt, end alt det andet – for i dét at være selvoptaget ligger der, at man egentlig synes, at man er en smule mere spændende end andre mennesker – eller hvad?

En dag så jeg en kendt musiker stå og beundre et butiksvindue. Da jeg passerede, ville jeg se, hvilken fantastisk udstilling, der kunne bringe så bredt et smil på hans ansigt – og så, at butikken var lukket og tom. Det var ruden, der var tiltrækkende. Han ville gerne opleve sig selv. Ligesom visse mennesker, der når man taler, sidder og venter på, at man har brug for at trække luft ind, og vupti, slår de til, og overtager samtalen. For det er så dejligt at høre sin egen stemme ...

Måske ligger det i ordet, at hvis man er optaget af sig selv, så er der lukket for andres meninger, og hvis man aldrig lytter til andre, bliver man som bekendt sjældent klogere. Eller kan man sige, at hvis man er så selvoptaget, at man konstant skal fremhæve sine fejl, så kan det i det mindste hjælpe andre til ikke at føle sig nær så forkerte? Jeg ved det ikke. Nå, nok om mig ...
I øvrigt signerede jeg bogen med Lilleørs navn ...

Hassan Preisler:

Jeg kan huske fornemmelsen af at ligge ved min mors bryst og være overbevist om, at alt i hele verden er til for mig. Og kun mig. Jeg har aldrig været særlig selvoptaget, men håbet om, at det faktisk forholder sig sådan, er alligevel blevet hos mig siden. Derfor bliver jeg ofte skuffet.

Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men jeg har netop været til Folkemødet på Bornholm, og der var sådan cirka ettusinde debatter om dagen, der ikke tog afsæt i noget, som jeg havde formuleret, og kun en enkelt, der gjorde. Det var ikke rart at opleve, så jeg rejste fra øen og lovede mig selv aldrig at vende tilbage.

Forfatteren Hjalmar Söderberg skriver sådan her i Dr. Glass: »Helst ønsker man at være elsket. I mangel derpå beundret. I mangel derpå frygtet. I det mindste at være afskyet og foragtet. Sjælen gyser tilbage for det tomme rum. Og ønsker kontakt for enhver pris.«

»Endelig lagde hun sig på mit bryst! Mit hjerte hamrede«

Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men det er slet ikke nok for mig. Jeg ønsker nemlig, at selve »det tomme rum« opstod for min skyld. Big bang og det hele! Det er faktisk mit krav, at de første organismer skabtes alene for at bane vejen for mig. Og jeg vil i øvrigt også have, at Adam og Eva forvistes fra Paradiset, fordi de skulle forberede jorden til mit komme.
Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men når jeg skriver, så skal de andre læse, når jeg taler, så skal de lytte, når jeg optræder, skal de se på. Og når jeg for fanden endelig får bevæget mig ud på dansegulvet, så skal de altså bare stå helt stille.
Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men min far er udelukkende en sædcelle og min mor kun et æg. Min venner er her for at tilfredsstille mit ego, min kæreste min sexlyst. Mine kolleger og chefer skal sørge for, at jeg stråler. Bageren er til for MIT brød, koen for MIN mælk og alkohol findes alene for MIN brandert.

Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men I, kære læsere, I eksisterede udelukkende for denne klumme. Så, nu hvor den lukker ned, så findes I ikke længere. Det gør magasinet B Søndag heller ikke, vil jeg mene. Eller Berlingske for den sags skyld. Eller mediebranchen. Danmark. Europa. Eller det tomme rum …
Jeg synes virkelig ikke, at jeg er selvoptaget, men farvel og tak!

»Aftrykket fra hendes blodrøde læbestift har tegnet en halvmåne på en kaffekop. Jeg sætter den i opvaskemaskinen«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.