Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Børn glemmes i skilsmissen

15 procent af de børn, der oplever, at mor og far bryder barndomshjemmet op og går hvert til sit, taler ikke med nogen om den svære tid, og det er problematisk, mener flere eksperter, der frygter for børnenes fremtid.

15 procent af de børn, der gennemlever en skilsmisse, taler aldrig med nogen om det.
15 procent af de børn, der gennemlever en skilsmisse, taler aldrig med nogen om det.

Hvorfor gik mor og far fra hinanden? Er det min skyld? Får jeg lov til at bestemme, hvor jeg vil bo? Skal jeg vælge mellem mor og far? Hvad sker der nu? Tankerne, der hober sig op hos børn, hvis forældre har besluttet at gøre en ende på parforholdet, kan være mange, store og uoverskuelige. Netop derfor mener flere eksperter, at det er yderst problematisk, at 15 procent af de børn, der gennemlever en skilsmisse, slet ikke taler med nogen under forløbet. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Userneeds har lavet for Danske Familieadvokater.

»Det er klart, at når børn går alene i sådan en situation, går det ud over deres hverdag. De kan få problemer med at koncentrere sig i skolen, de trækker sig ind i sig selv, eller de kommer måske lettere i konflikter. Hvis man ikke får hjælp, ikke trives og ikke lærer noget, så har man en større risiko for at få problemer senere i livet,« siger Bente Boserup, der er chef for Børns Vilkårs børnetelefon.

Hvert år bliver cirka 25.000 børn til skilsmissebørn, og mens langt størstedelen af børnene, ifølge forældrene selv, snakker situationen igennem med deres mor, far, andre familiemedlemmer eller med andre børn, der har oplevet, at forældrene er gået hvert til sit, er der stadig cirka 3.750 børn årligt, der går igennem den svære tid alene.

Det er for mange, vurderer Bente Boserup. Hun mener nemlig, at samfundet skal være mere opmærksomme på at hjælpe børnene igennem den svære tid.

»Skilsmisser er kommet for at blive, det ved vi. Men som samfund skal vi blive bedre til at hjælpe børnene. Jeg tror, at mange pædagoger og lærere kan være bange for at hjælpe børnene, fordi de er nervøse for at blive involveret i forældrenes konflikt, men det hjælper altså ikke, at vi gør problemet til private anliggender for forældrene selv,« siger Bente Boserup.

Den betragtning er Danske Familieadvokater enige i. Her mener man nemlig, at Statsforvaltningen, der allerede er involveret i en række skilsmissesituationer, burde tage bedre hånd om børnene.

»Det er meget problematisk, at børn ikke har nogen, de kan tale fortroligt med, og som kan hjælpe dem. Det kan være svært for mange forældre at erkende, at det er deres konflikt, der går udover barnet. Når Statsforvaltningen repræsenterer begge forældrene, risikerer man, at børnene kommer i klemme mellem forældrene, hvor de måske ikke bliver hørt,« siger Danske Familieadvokaters formand, Helle Larsen. Hun har flere gange forsøgt at få belyst præcis, hvor mange børnesagkyndige Statsforvaltningen råder over, og hvilke faglige kompetencer de har.

Hos Statsforvaltningen har man også lagt mærke til, at for mange skilsmissebørn bærer sorgen fra forældrenes opbrud alene. Alligevel mener forvaltningen ikke, at de svigter den udsatte gruppe af børn.

»Vi har 46 børnesagkyndige fordelt over hele landet, som kan hjælpe folk, der henvender sig, og vi behandler alle de sager, vi får. Men vi ser jo kun sager, hvor forældrene ikke er enige om bopæl og samvær. Altså hvor forældrene er i krise, og derfor er de måske ikke helt så opmærksomme på, at børnene også er det,« siger Bente Koudal Sørensen, der er fagligt ansvarlig for forældreansvarsområdet i Statsforvaltningen.

»Børn er utroligt loyale. De vil gøre alt for at holde sammen på familien. Derfor gør de måske heller ikke selv opmærksom på, at de er i krise«.

Bente Koudal Sørensen peger desuden på, at Statsforvaltningen har oprettet såkaldte Børnegrupper. Her kan børn i alderen otte til 14 år deltage i gruppemøder med jævnaldrene, for at få snakket skilsmissen igennem, uanset om den er en sag i Statsforvaltningen eller ej.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.