Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker:

»Aftrykket fra hendes blodrøde læbestift har tegnet en halvmåne på en kaffekop. Jeg sætter den i opvaskemaskinen«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:

Det, du gør er, at du spænder alt, hvad du kan, i skuldrene, når du vender ryggen til. Så kan dine børn ikke se, at du græder. Det trick forfinede jeg, da jeg lige var blevet skilt, og hver anden uge skulle sige farvel til mine børn. Når de satte sig i fars bil, kyssede jeg dem, opfandt en masse sjove ting, jeg skulle lave de næste dage, så det ikke føltes synd for mig (på trods af, at det jo var meget mere synd for dem at skulle skifte hjem hver uge), og når jeg havde vinket, vendte jeg mig om og gik ned ad havegangen uden at se mig tilbage.

Jeg havde sjældent følt mig ensom, før jeg oplevede at skulle være uden dem, jeg holdt allermest af. Det er som kærestesorger tilsat Substral, men modsat kærestesorger, så bliver det faktisk ikke nemmere, som tiden går.
Som barn skete det tit, at jeg ikke åbnede døren, når nogle veninder ringede på. Jeg skammede mig over at have lyst til at være alene, for det var tilsyneladende en følelse, jeg var ret alene med. De andre børn ville helst færdes i flok, mens jeg sad ved mit gule IKEA-skrivebord og nød ensomheden. Som vel ikke er ensomhed, hvis man selv vælger det. Alene-hed.

Det er jo ekstremt højrøvet at elske sådan en eftermiddag, hvor hjernehalvdelene lystigt muntrer sig med hinanden, mens man spiser et marcipanbrød og griner af noget, den ene halvdel sagde til den anden. Det er ikke altid, at det er lige begavet, men hvis man er sådan indrettet, at man er kvartalsintrovert, så har man af og til brug for at trække sig væk fra andre.

Noget andet er, hvis man ikke har valgt det frivilligt. Mine børn hader, når jeg holder Talen om, at de skal huske at hilse på den i klassen, som ingen hilser på, eller helst stille personen et spørgsmål, som viser, at man har set dem. For tænk, hvor væmmeligt det må være, at ingen opdager, om du er der eller ej. »Alle har et ansvar for, at ingen føler sig alene,« afslutter jeg altid talen, og så ved mine børn, at nu kan de gå.

Og jeg prøver at leve op til det – som en dag, hvor jeg satte mig på en bænk på havnen, ved siden af en kvinde, som i mit hoved var en stakkels ensom gammel dame. Ja, måske havde hun været nødt til at lære tricket med skuldrene, hvert halve år, når hendes børn havde besøgt hende, så jeg talte om vind og vejr og også lidt om noget sjovt, jeg havde oplevet, indtil hun træt sagde: »Kan du dog for satan ikke holde din kæft.«

Hassan Preisler:

Jeg lagde mig tæt ind til hende: Benet på hendes maveskind, armen i dalen mellem brysterne. Hun trak vejret tungt. Jeg rejste mig på albuen og gav hende to små kys på munden. Så aede jeg hende over håret. Hun trak sig fri af mig med en tung lyd og vendte ryggen til. Det var vores sidste nat sammen.

Jeg vågner midt om natten. Puden dufter af hendes parfume. Jeg smider betrækket i vasketøjskurven. Så griber jeg mobilen fra gulvet. Der er ingen nye beskeder. Jeg ser et par korte klip på Youtube: »Girlfriend vs. Boyfriend« og »Instant Karma«. På sengebordet ligger to hårnåle. Der sidder et langt, sort hårstrå i den ene af dem.

Jeg rejser mig og går ud i køkkenet. Så tænder jeg lyset under overskabene og fylder et glas med koldt vand. I vinduets spejling står jeg og ser på mig, mens jeg drikker. Aftrykket fra hendes blodrøde læbestift har tegnet en halvmåne på en kaffekop. Jeg sætter den i opvaskemaskinen.
Jeg trækker i bukserne, der ligger hen over stolens ryg. Den hvide T-shirt glider let ned over hovedet. Jeg binder en mørkeblå sweater om livet og stikker fødderne i lædersandalerne. Så griber jeg en plasticskovl fra kurven med strandlegetøj og tager de fem trin ned til døren ud mod gaden. På den anden side blændes jeg af gadelampens LED-skær.

Muren omkring kirkegården er porøs, kan jeg mærke, da jeg bestiger den. Jeg svinger benene over og springer ned i det høje græs. H.C. Andersen ser mod mig fra sin sten. Søren Kierkegaard og Dan Turell. Og Eckersberg, Scherfig, Heerup, Abel. Og Strunge. Under en hængepil er jorden blød. Jeg graver et hul med legeredskabet.

Den mønstrede metalkasse købte vi sammen i Paris. Eiffeltårnet er præget på låget. Vi delte dens indhold af friskbagte makroner på vores sidste rejse. Nu holder den på et gulnet pasfoto af hende, en gylden Ruko-nøgle, et par sorte blondetrusser, en halvtom parfumeflakon, et stormønstret pandebånd. To hårnåle og et langt, sort hårstrå.
Jeg nedsætter kassen og skovler den til. Af jord er du kommet ... Hjemme igen fylder jeg et krystalglas med skotsk slavewhisky. Jeg tømmer det i en slurk. Ensomheden brænder hele vejen ned i mavesækken.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.