Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vi sejler op ad Douro og vi sejler nedad igen

Gennem sluser, omgivet af sirlige vinmarker og med udsigt til historiske landsbyer sejler krydstogtsbåde hver uge op og ned ad floden i det nordlige Portugal, som er blevet identisk med landets mest kendte drik. Det er magelig slow-ferie med syv knob midt i et stykke levende verdensarv.

Markerne ved Douro-flodens bredder afspejler det, området er mest kendt for: portvin.
Markerne ved Douro-flodens bredder afspejler det, området er mest kendt for: portvin.

Vi ser straks de pittoreske fladbundede ’rabelos’, der betyder fragtbåde, på begge sider af Douro-floden i portvinshovedstaden Porto. De blev ganske vist overflødige i 1968 som transportmiddel for druehøsten og ligger nu mest til pynt som monumenter over en svunden tid, men nogle af dem har også fået et andet liv som turistfartøjer, når de tager på korte smutture på vandvejen, der er blevet identisk med Portugals mest kendte drik.

Det er dog kun små smagsprøver på, hvad der kan vente længere fremme i dalen. Den nedlagte fragtrute har nemlig givet plads til en ny, populær ferieform: luksuskrydstogter op ad den tidligere så vilde flod. Nu er den delvis tæmmet af sluser, så man kan komme ganske tæt på de mange vinarealer det meste af vejen til den spanske grænse. Heldigvis med en noget anden komfort end i de åbne træbåde.

De nyere fartøjer ligger til kaj i Vila Nova de Gaia, som er bydelen over for det gamle Porto, hvortil vinhøsten blev sejlet i rabelos i gamle dage, for herefter at blive afskibet igen til udlandet. Hver producent har stadig et hus med prøvesmagning og udsalg, for vi kan se alle de kendte portvinsmærker malet på gavle og facader, allerede da vi krydser Douro over den 385 meter høje bro Dom de Luis I på vej til at påmønstre det gode skib Douro Serenity en sen tirsdag eftermiddag.

Det gode liv

Det er kun et halvt år gammelt og får en masse opmærksomhed for sit moderne, strømlinede look af de øvrige turister på kajen, mens medpassagerer efterhånden ruller kufferterne op til receptionen. Indeni skal det vise sig at være mere klassisk med træværk, marmor-badeværelse og polstrede møbler, som signalerer det gode liv, både i kahytter og fællesarealer.

Vi er krydstogt-novicer. Vi har ikke noget at sammenligne med, men vi er omgivet af rigtig mange veteraner, som har prøvet de store havgående cruiseskibe med forlystelser og underholdning på alle dæk i tidens løb. Nu vil de have en mere intim oplevelse, som det automatisk bliver, når man kun er 126 ombord, men vil stadig nyde det gode liv, hvor der er plads til at slå ud med armene, i overført betydning.

Derfor er service, forplejning og udflugter vigtige for de fleste, og rundt om bordene i restauranten, hvor alle måltider serveres og princippet om faste pladser ikke fornægter sig, nikkes der anerkendende over buffeten til morgen og frokost samt den firerettersmenu om aftenen med drikkevarer af det kendte mærke ’ad libitum’.

Der er en hjemlig, intim atmosfære ombord, fordi der kun er plads til 126 passagerer.
Der er en hjemlig, intim atmosfære ombord, fordi der kun er plads til 126 passagerer.

Europas højeste sluse

Vi har lige så meget valgt rejsen som en anden måde at komme ud i den smukke natur, der har været UNESCO-verdensarv siden 2001. Man kan sagtens komme med toglinjen, Linha do Douro, som har været en vigtig trafikåre langs floden siden 1887, i bus eller i lejebil, men et krydstogt synes at være den mest logiske måde at forene interessen for slowlife og vinkultur, ikke mindst fordi der vil være promiller involveret.

Vi er derfor parate til at lade vores fire-stjernede hjem for den næste uge fragte os de 200 km af den i alt 975 km lange flod, der har sit udspring langt inde i Spanien. Når det går rigtig stærkt, sejler den 10 knob (ca. 15 km/t), men den mest almindelige hastighed er syv knob, så ingen går glip af noget undervejs.

Vi bliver udstyret med et kort over ruten, så vi kan følge med i, hvor der er landgang og udflugter, høj eller lav internetadgang, og især hvornår der er passage gennem de fem sluser, som har gjort denne sejlads mulig. Allerede på udturens andendag når vi Carrapatelo-slusen, som er Europas højeste, og det er en oplevelse i sig selv at stå i stævnen og se vandstanden ændre sig 35 meter i ét langsomt hug, inden vi kan sejle videre op ad floden. Det skal så siges, at det er mindst lige så spændende, da vi skal sænkes i den samme sluse på hjemturen og kigger de mange meter ned!

Reddet af ballonskørt

Slusen ved Valeira er næsten lige så høj med sine 33 meter, men en indgravering i klippen og en gammel historie vidner også om, hvor vigtigt det har været ikke kun at tæmme floden, men også at gøre det sidste stykke op mod den spanske grænse farbar.

Det er en stor oplevelse at komme igennem de fem sluser, men det mest imponerende er den ved Carrapatelo, som er Europas højeste, der kan løfte og sænke vandstanden 35 meter i ét hug.
Det er en stor oplevelse at komme igennem de fem sluser, men det mest imponerende er den ved Carrapatelo, som er Europas højeste, der kan løfte og sænke vandstanden 35 meter i ét hug.

Indtil slutningen af det 18.århundrede var Cachão da Valeira et smalt pas med et vandfald, som gjorde det svært at forcere. Af samme grund var der ikke meget vindyrkning i området, fordi det ville være umuligt at få høsten fragtet væk andet end ad floden, men i 1780 begyndte man det langsommelige arbejde med at hugge i klipperne, så passagen blev større, og ni år efter kunne de første rabelos sejle mod Porto.

Distriktet blev kaldt Douro Novo og senere Superior, og med tiden blev nogle af de bedste vingårde skabt heroppe. En af dem tilhørte huset Offley, hvis skotske ejer inviterede sin nevø, baron Joseph Forrester, til at hjælpe sig i 1860erne.

Under en sejlads i hans egen rabelo netop her i Valeira kæntrede båden i den stærke strøm og blev smadret mod klippen. Baronen sank, og hans lig blev aldrig fundet, formentlig fordi hans pengebælte, som han altid havde på sig, tyngede ham ned, mens hans medpassager, lady Antonia Ferreira, ejer af vingården af samme navn, overlevede, fordi hendes ballonformede krinolinekjole holdt hende oppe, til hun nåede flodbredden.

Fin til frokost

Vi er i smult vande, så vi knap nok mærker sejladsen. Derfor er al opmærksomhed rettet mod udsigten. Det er et fantastisk syn hver morgen at kigge ud af kahytvinduet og ikke mindst opad fra soldækket. På hver side af floden rejser skråningerne sig højere og højere, og på afstand ser det ud, som om nogen har friseret jorden. Så snorlige står vinrankerne på bakkernes terrasser.

På nogle strækninger af Douro er der små sandstrande, så man kan svømme i floden fra landsiden.
På nogle strækninger af Douro er der små sandstrande, så man kan svømme i floden fra landsiden.

Vi skal heldigvis ikke kun kigge på dem, men også smage. I starten af turen fra Porto er vi stadig i vinho verde-området, og vi besøger en af områdets største eksportører, Aveleda, som også har danske supermarkeder som kunder. De har en over 200 år gammel ’quinta’, vingård, med tilhørende park, der er et rent Hans og Grete-eventyr at gå rundt i med tilgroede pavilloner, tudsegamle eukalyptustræer, svanesø og springvand.

Den største oplevelse er dog frokostopdækningen til os, som var vi den fineste landadel, der kom på besøg. Den gamle spisestue er smykket med freskoer, kakler og antikke fade på væggene, og bordene er dækket med hvide duge og fint porcelæn. Den sprøde hvidvin lever op til sit ry, men den røde riserva er heller ikke tosset.

Den ideelle dal

Mens vi betragter vinmarkerne på afstand, bliver vi lidt klogere undervejs. Jo længere vi sejler mod Spanien, jo varmere og mere tørt bliver det, fordi denne del af dalen er skærmet for Atlanterhavsvindene af Marão-bjerget, som rager 1.415 meter op. De hede somre og kolde vintre er ideelle for at opnå så højt et sukkerindhold i druerne som muligt på de druer, som skal bruges til portvin, og derfor har dette område på den portugisiske side af floden fået DOC-certificering.

Men klimaet er også godt for oliven og mandler, så vi tager en udflugt til den højtliggende middelalderlandsby Castelo Rodrigo, hvor alle beboerne er beskæftiget med de to afgrøder på den ene eller anden måde. Vi smager søde, salte, bitre og krydrede mandler.

Portvin skorter det heller ikke på, hverken til vands eller til lands. Vi får et foredrag ombord om vintage-vinene, som skal drikkes inden for 24 timer efter åbning, og det lader vi os ikke sige to gange, da der er smagsprøver.

Det er blevet højeste mode at drikke pink portvin, eller rosé, som det også kaldes. Enten naturel eller som cocktail.
Det er blevet højeste mode at drikke pink portvin, eller rosé, som det også kaldes. Enten naturel eller som cocktail.

Cruisebaren sælger ud over de almindelige glas med ruby, tawny og late bottled vintage også ’port tonic’, tidens hotteste cocktail i dette område, som regel bestående af hvid portvin med tonic og lidt citron, men indimellem også af det nyeste påfund, rosé-portvin.

Pink modedrik

Nogle af de første til at lancere den lysere udgave af de røde klassikere er Croft, der vil have et nyt, yngre publikum i tale. Den har de samme egenskaber som en rosévin: Den er let og frugtagtig og dermed perfekt som en sommer-drink. For knap 10 år siden begyndte de at eksperimentere med den på Quinta da Roêda i Pinhão, der er ejet af firmaet.

Vi er på aftenudflugt til den højtliggende vingård, en af dalens ældste fra 1588, omgivet af næsten endeløse terrasser og med smuk udsigt til Douro-floden og den modsatte bred. Vi ser de gamle stampekar, som stadig er i brug, og var vi kommet i høsttiden, kunne vi have fået lov til at smide skoene og prøve at få druerne op mellem tæerne.

Vi beholder skoene på og nøjes med at nyde den moderigtige lyserøde aperitif, der har et strejf af hindbær og kirsebær over sig, inden vi sætter os til bords i den gamle staldbygning, som nu er konverteret til kæmpe spisesal, og nyder noget af den robuste lokale mad.

Levende kultur

Tilbage på Douro Serenity falder snakken på underholdning, og krydstogtveteranerne kan fortælle om de store shows og smoking-tvang, men her er alting anderledes uformelt. »Man kommer i det pæneste, man har«, forklarer den erfarne borddame.

De fleste aftener underholder Paulo med internationale hits på sit el-piano i baren, hvor der er plads til en svingom, men den sidste aften får vi besøg af Grupo Folclórico de Santa Cruz fra Vila Meã. Hjemme i landsbyen er de 50 medlemmer mellem 12 og 80 år, som holder den lokale kultur i hævd i musik- og dansegruppen; denne aften er de lidt under halvdelen, men stadig bredt repræsenteret aldersmæssigt. De synger, spiller og danser i deres fine egnsdragter om livet som arbejder i portvinsdalen, og selv om vi ikke forstår en lyd af det portugisiske sprog, giver det alligevel et samlet billede af sammenhold, stolthed og glæde over det, de kan, både i marken og her i dørken. Vores klappende begejstring tager de bogstaveligt, og inden man får set sig om, hvirvler nogle af os med rundt i formationsdans med truppen. De andre passagerer slipper dog ikke, og pludselig er alle ombord med i en forpustet slange rundt i barlokalet som en »bro,bro brille« tilsat de folkloristiske toner.

Første del af turen fra Porto går gennem det fladere område, hvor der mest dyrkes druer til den forfriskende vinho verde.
Første del af turen fra Porto går gennem det fladere område, hvor der mest dyrkes druer til den forfriskende vinho verde.

Slut med smagsprøver

Smukkere og sjovere kunne det næsten ikke ende, men portvinscruiset slutter ikke med ankomsten til Vila Nova de Gaia dagen efter.

Vi har virkelig fået smag for den søde drue, og hvilken bedre finale end besøg i nogle af de mange gamle portvinshuse nede ved kajen og oppe bagved i de krogede gader.

Rejseliv var inviteret af DouroAzul og Portugals Turistkontor.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.