Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Verdens største fodboldmuseum

På The National Football Museum i Manchester kan du både få en spændende indføring i 150 års britisk fodboldhistorie og samtidig afprøve dine egne fodbold-evner.

På museet er der fuldt fokus på »den lille runde«.
På museet er der fuldt fokus på »den lille runde«.

Den lille purk fokuserer som en gal på fodbolden foran ham. Han tager tre skridt hen til bolden og sparker derefter til den med fuld kraft.

»Well done lad!« udbryder faderen med et smil, mens storebroderen har svært ved at skjule sit hånlige grin over lillebroderens halvforkølede spark.

Vi befinder os på The National Football Museum i den britiske by Manchester. Det er ifølge egne oplysninger med sine over 140.000 genstande, hvoraf ca. 2.500 er udstillet nu, verdens største fodboldmuseum.

Der er da i den grad også rigeligt at tage fat på, når man ankommer til den store glasbeklædte og futuristisk udseende URBIS-bygning i det centrale Manchester, hvor fodboldmuseet breder sig over fire etager.

Lige inden for indgangen bliver man mødt af Hall of Fame, hvor man kan læse om og se videoklip med en perlerække af de største stjerner, der gennem tiden har optrådt i engelsk fodbold. Her repræsenterer Peter Schmeichel på bedste vis de danske farver.

Museum for alle klubber

Ved siden af Hall of Fame står en kopi af mesterskabspokalen fra sidste sæson, hvor Manchester City vandt Barclays Premier League. Pokalen er da også udsmykket med Citys lyseblå og hvide farver.

The National Football Museum handler dog ikke om fodbold i Manchester specifikt, men er tværtimod hele Englands fodboldmuseum. Det lå oprindelig i Preston, men blev i 2012 kraftigt udvidet og flyttet til Manchester.

Denne lørdag formiddag er museet befolket af en skønsom blanding af inkarnerede fodboldfans iklædt trøjer fra deres favoritklub, familiefædre med sønnerne i hånden samt nysgerrige udenlandske turister med interesse for fodbold.

England er den moderne fodbolds vugge, og i et interessant hjørne af museet kan man se selve boldens udvikling. Udstillingen spænder lige fra store udstoppede komaver til nutidens hightech-fodbolde.

Ikke langt derfra fortælles historien om opfindelsen af fodboldkortene, som millioner af drenge og mænd gennem tiden har samlet på.

Interaktive udfordringer

I en krog sidder to midaldrende herrer med headsets på, mens de intenst stirrer på skærmen foran dem.

De taler på skift ind i mikrofonen – først lidt forsigtigt, men siden tager begejstringen over, og de ender med at tale i munden på hinanden.

De to er i fuld gang med at agere kommentatorer til den kamp, der vises på skærmen. De går op i det med liv og sjæl, og som tilskuer er det svært ikke at finde deres entusiasme både morsom og ganske smittende.

Muligheden for at lege fodboldkommentar er en del af museets store interaktive afdeling – »den såkaldte 2Football Plus«. Her kan du også afprøve dine egne evner udi fodboldspillet, blandt andet ved skyde straffespark op mod en skærm, hvor en stjernemålmand i elektronisk udgave forsøger at redde dit skud.

Du kan også selv teste din målmandskunnen eller udfordre dine evner til at aflevere bolden via Tika-Taka-testen, der er inspireret af FC Barcelonas berømte pasningsspil.

Skatkammer

The National Football Museum er et sandt skatkammer for alle fodboldinteresserede. Udover at opleve alverdens udstillede genstande fra den moderne fodbolds historie kan du læse om og se eksempler på stribevis af fodboldens mange aspekter.

Det gælder blandt andet dommerstanden, kvindefodbold, topspillernes privatliv, og den historiemæssige del krydres med sjove anekdoter og tankevækkende citater fra både fortid og nutid. Du kan quizze i fodboldviden og beundre klenodier, ligesom de mange videoklip giver besøgende mangen en tur ned ad »Memory Lane«.

De mange spændende udstillinger om verdens mest populære sportsgren gør museet til et oplagt sted at besøge under et besøg i Manchester – uanset om man er på fodboldrejse eller ej.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.