Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Velkommen til Shakespeares liv

På lørdag er det 400 år siden, at verden mistede en af sine allerstørste forfattere, William Shakespeare. Rejseliv er taget til hans hjemby, Stratford-upon-Avon, der markerer jubilæumsåret ved bl.a. at opføre samtlige 37 Shakespeare-stykker.

Shakespeares barndomshjem set fra havesiden. Det var en pænt og stort hus, for familien var relativt velhavende.
Shakespeares barndomshjem set fra havesiden. Det var en pænt og stort hus, for familien var relativt velhavende.

Hamlet træder sig selv over tæerne med tennisskoene og står med indadvendte, usikre knæ. Han svajer, skuldrene luder, og en ulden, grå hue er trukket ned over det sorte krushår. Han er ude af den. På vej ud i et heftigt, næsten barnligt oprør mod sin mors ægteskab med sin svoger – og et vanvid af ubeslutsomhed, for hvordan skal han hævne mordet på sin far?

Shakespeares over 400 år gamle replikker falder i al deres kompleksitet fuldkommen naturligt for 25-årige Paapa Essiedu, der har rødder i Ghana, men er vokset op i det østlige London. Han fremstiller den unge, frustrerede prins med stor troværdighed, helt uden fløjl og pufærmer. Faktisk ser han ud, som havde han lige været ude på skaterrampen og kom tilbage til en situation, han hverken havde forudset eller helt magter. Og Paapa Essiedus enestående lemmedaskerkropssprog giver sjovt nok replikkerne en nutidighed, der understreger Shakespeares skrivekunst som værende blottet for tidsalder.

»… hans legende fremstilling får det til at virke, som om han er født til at sige prinsens ord.«

Stratford-upon-Avon

Sådan skriver anmelderen i det engelske Edge Magazine om Paapa Essiedu i rollen som Hamlet i den alternative og seværdige forestilling på The Royal Shakespeare Theatre ved floden her i Stratford-upon-Avon. En lille by af omfang, men en kæmpeby, når man tæller den historiske og samtidig sprællevende Shakespeare-arv med.

Det er her, at de netop har besluttet at præsentere samtlige 37 teaterstykker fra Shakespeares hånd, som man kender til. Med gæstespil og egne opsætninger med håndsyede kostumer og ny scenografi hver eneste gang. Der er ikke noget med at snyde i hjørnerne her. Hamlet i 2016-versionen – med rockmusik, graffitimaling og afrikanske trommer – kan opleves frem til 13. august i år. Desuden er ’Cymbeline’, ’En skærsommernats drøm’, ’The Tempest’ og ’King Lear’ også på programmet i år. Dertil kommer bl.a. ’Faust’ og ’Don Quixote’ på Swan Theatre, der er husets andet teater med fokus på værker af Shakespeares samtidige.

Der er naturligvis ingen teatertvang, når man besøger Stratford-upon-Avon. Men ærlig talt, hvorfor ikke give det en chance? For de kan altså det der med scenekunst, og hele byen er meget passioneret omkring teater. Faktisk er næsten 90 pct. af publikum i The Royal Shakespeare Theatre fra oplandet, hvor folk i alle aldre lader sig fornøje i teatret. Det opmuntres bl.a. ved billige ungdomsbilletter – blot 5 pund (ca. 50 kr.), hvis man er under 25 år. De resterende tilskuere kommer til gengæld fra alle afkroge af verden. De er draget hertil af den enestående kunstneriske kvalitet, der er her i byen, hvor Shakespeare voksede op og siden kom tilbage til fra London for flittigt at skrive videre. Lige til sin død blot 52 år gammel.

»De publikummer, der kommer hertil fra udlandet, er typisk sådan nogle rigtige ildsjæle. Nogle af dem har set ’Hamlet’ de første 50 gange,« siger guiden, der levende fortæller om, hvordan parykkerne er lavet af mavepelsen fra yakokser, hvordan skuespillerne klarer kostumeskiftet på et minut, og hvordan man skaber illusionen om en landende helikopter på scenen.

Teatret er fra det forrige århundredeskifte, men huset åbnede i 2011 efter en stor ombygning. Der er ikke meget romantik over det – faktisk minder det på afstand lidt om en transformatorstation i røde mursten. Men det ligger flot ved bredden af floden Avon mellem store træer og ser ikke så stort ud fra distancen, som det er indenfor. Teatrets stramme, nye byggestil skæmmer således ikke den gamle og søde by med velholdt bindingsværk, tehuse, flodbåde og snadrende ænder.

Selve teaterrummet er indrettet med inspiration fra den måde, man spillede på på Shakespeares tid, hvor tilskuerne ikke sad artigt på rækkerne og holdt mund. Nej, de blandede sig heftigt i alt, hvad der foregik på scenen. Interaktion var en del af forestillingen, og selv om publikum sjældent råber op nu om dage, er skuespillere og publikum tæt på hinanden, fordi scenen strækker sig frem i rummet, så man sidder på alle tre sider. Desuden går der stier fra scenehjørnerne og ud gennem tilskuerrækkerne. Så der kan spillet også foregå. Det er sjovt at sidde helt tæt på scenen, men det er fy at småblunde eller tjekke mobilen, for så kan de nemlig se det oppe fra scenen.

»Ingen skal sidde mere end 15 meter fra scenekanten, for man skal kunne se mimikken. Og her har alle oplevelsen af at være i samme rum i modsætning til en klassisk opstilling a la i en biograf, hvor skuespillere og publikum befinder sig i hvert deres rum,« forklarer guiden fra de populære backstageture, hvor man snuser til alt, hvad der foregår bag scenen og inden forestillingen.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/israels-hippe-og-historiske-appelsinlund

En levende kulisse til Shakespeares egen hverdag

I 1599 rykket Shakespeares kompagni til det nybyggede The Globe med stor succes. I dag fortæller den rekonstruerede The Globe os, hvordan man spillede teater for 400 år siden. Det er den pure underholdning at høre om.
I 1599 rykket Shakespeares kompagni til det nybyggede The Globe med stor succes. I dag fortæller den rekonstruerede The Globe os, hvordan man spillede teater for 400 år siden. Det er den pure underholdning at høre om.

 

Fra teatrets 36 meter høje udsigtstårn ser man ud over hele Stratford-upon-Avon med alle de fine og småskæve trætage i gaderne. En levende kulisse til Shakespeares egen hverdag. For ud over årene i London, hvor han gav den som skuespiller, manuskriptforfatter og forretningsmand, udspillede hele hans liv sig ved floden Avon.

Det er de helt med på i byen, og de har med stor dygtighed arrangeret sig, så man kan opleve historien som besøgende, uden at det hverken går ud over autencitet eller atmosfære. Bl.a. fordi den uafhængige forvaltning ’The Shakespeare Birthplace Trust’ værner om kulturarven. Fra huse til dokumenter, manuskripter til kirkebøger fra 1500-tallet og alle de nye opsætninger af Shakespeares stykker, der jo er fremtidens historiske dokumenter.

Der er kort sagt ikke gået upassende underholdningsindustri i den gamle mester, men man får nu alligevel de mest stemningsfulde oplevelser, hvis man styrer uden om skoleferier og weekender…

»Mange gæster overvældes af følelser i dette værelse. Og flere har indtrængende fortalt mig, at det er det vigtigste rum, de nogensinde har opholdt sig i,« fortæller rundviseren i William Shakespeares barndomshjem. Et smukt bindingsværkshus i flere etager. Her i forældrenes soveværelse kom poeten til verden. Barselssengen har stået midt i rummet, hvor der var varmest. Så vi ved faktisk, inden for få meter, hvor dette for verdenshistorien så enestående liv tog sin begyndelse.

Moren, Mary, må have set på væggen overfor, som var beklædt med stofbaner som dekoration, og lyttet til livet på gaden gennem skodderne, når der var pause i veerne. Tænk, hvis hendes nyfødte ikke klarede sig. For børnedødeligheden var høj, og Mary og faren, John, havde allerede mistet to små piger kort efter fødslen, ved vi fra kirkebøgerne.

Netop kirkebogen er kilden til den allerførste information om William Shakespeare: Hans dåbsdag er noteret til 26. april 1564. Den præcise fødselsdato er aldrig registreret. Men da det var almindelig skik at døbe børn tre dage efter fødslen, har man med rund hånd valgt at fejre poetens fødselsdag den 23. april. Samme dato, som han døde, 52 år senere.

Det er næsten uvirkeligt at gå rundt i det hus, hvor Shakespeare voksede op. Dér er døren, som han løb ud ad om morgenen på vej til skole, her er ildstedet, og derovre sad de og spiste med børnene på bænke med far John for bordenden.

Tre fjerdele af træværket i huset er originalt. Det var dengang, man byggede, så det kunne holde. Ganske vist er møblerne ikke de oprindelige, men er dog holdt i den stil, som en velhavende familie som familien Shakespeare ville have. Men gulvet i husets første rum har været fuldkommen uforandret siden 1500-tallet. Bløde af slid ligger stenene, som den unge William og hans familie gik rundt på. Man kommer næppe tættere på den gamle digter, medmindre man da får æren af at spille en rolle i et af hans skuespil.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/5-vilde-westernbyer-i-colorado

Apropos spil, så er der nu og da unge skuespillere til stede i den tilhørende have, som giver smagsprøver på berømte Shakespeare-monologer ud fra de stikord, som gæsterne giver dem. Så vælg bare den første sætning i en monolog, og se, hvad der sker. Det er imponerende, hvad de kan huske, og har man selv mod på at spille med, er der fri bane!

I værelset med det originale stengulv står der en himmelseng. Velhavende familier overlod nemlig et godt værelse med ildsted til gæster og satte sengen, så den kunne ses fra gaden. Det svarede lidt til at have en Ferrari stående i garagen i dag, for gæstesenge var langtfra noget, som alle kunne afse plads til, forklarer guiden.

Så også familien Shakespeare har været til fals for statussymboler. De var vel, som mennesker er flest, og har således inspireret den unge William, hvis sans for at forstå og portrættere det menneskelige sind skulle vise sig så enestående.

Sæt god tid af i den fine udstilling, der går forud for besøget inde i selve familiens hjem. Det er faktisk her, man lærer mest, og man får et rigtig godt indtryk af det liv, der skabte grobunden for Shakespeares fantastiske forfatterskab.

En kæmpestor tak skal lyde til dronning Elisabeth I, for var det ikke for hendes passion for teatret, så var de faste teatre nemlig blevet forbudt, inden de nåede at blive til en etableret form for business. Og hvad var der så blevet af Londons rige teaterliv, som vi kender det i dag?

På Shakespeares tid spillede man om eftermiddagen for at udnytte dagslyset, for stearinlys var alt for dyrt. Derfor blev simple folk, der havde råd til de billige ståpladser, forført til at pjække fra arbejdet. Desuden var der, om man så må sige, forskellige afledte former for forretning omkring teatrene, og de hørte hverken til i den moralsk accepterede eller lovlige ende af skalaen.

Men dronningen, der ellers ikke var nogen festabe, havde altså fået smag for at gå i teatret. Og så kunne det officielle London intet stille op mod løjerne.

Guiden på The Globe, der er en ’så tæt på man kan komme-rekonstruktion’ af Londons første teater, er selv skuespiller og kan med entusiasme fortælle om livet på teatrene, som det udspillede sig i slutningen af 1500-tallet, hvor der var godt gang i den.

Det er en rigtig god idé at nappe sådan en tur, for man får meget mere sjov og overraskende viden om teaterbranchen, end hvis man bare køber billet til en forestilling. Men begge dele har sin charme, og optimalt bør man kombinere de to oplevelser. Under alle omstændigheder er naborestauranten The Swan et rigtig godt valg til en bid mad før eller efter oplevelsen inden for teatrets hvidkalkede, runde mure. De er opført efter gamle forskrifter og byggemetoder af bl.a. sand, gedepels og hasselnøddeskaller.

»Skuespillere var et omrejsende folkefærd, og Shakespeare var også selv med i et kompagni. Men i 1576 åbnede det første teaterhus, der var bygget til formålet, og derfra kom der gang i branchen. Man kappedes om de bedste forfattere, skuespillere og naturligvis om publikum,« fortæller guiden, der tager sine gæster med til både de pæne tilskuerpladser og ståpladserne under åben himmel foran scenen.

Der var ikke meget underholdning, før teatrene kom til. Man kunne hænge ud på kroen, men ellers udgjorde kirken, de offentlige henrettelser og en hekseafbrænding i ny og næ det samlede program for adspredelsen fra en barsk hverdag. Så teatret hittede, og Shakespeare, der havde udpræget næse for forretning i den hastigt voksende underholdningsindustri, tjente godt på sine stykker og på sin andel af sæderne i det oprindelige The Globe-teater, der desværre nedbrændte. Stråtage har været forbudt i London siden 1212, men teatrene lå lige uden for ’The City of London’, så det så man dengang stort på. Og det rekonstruerede The Globe står – for at være så historisk korrekt som muligt– med det lækreste stråtag. På dispensation.

Sine sidste år tilbragte Shakespeare og hans hustru, Anne, i Stratford-upon-Avons næststørste hus. Han vendte nemlig hjem fra London, godt ved muffen, købte huset med navnet ’New Place’ og skrev flittigt videre i årevis. Grunden ligger bag faconklippede buksbomhække på hjørnet af Walkers Street og Chappel Street. Men huset er væk: En Francis Gastrell ejede det i 1759, men var ved at gå ud af sit gode skind over de horder af nysgerrige turister, der snusede nysgerrigt rundt for at røre ved Shakespeares hjem. Så Gastrell endte med i raseri at jævne denne perle fra 1483 med jorden.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/paladset-der-stod-churchills-hjerte-naert

Mindecirkel til ære for Shakespeare

The Holy Trinity Church ligger smukt, hvor byen rinder ud. Her begyndte det hele med Shakespeares dåb – og her er han begravet under en enkel grå sten.
The Holy Trinity Church ligger smukt, hvor byen rinder ud. Her begyndte det hele med Shakespeares dåb – og her er han begravet under en enkel grå sten.

I anledning af 400-året for Shakespeares død er The Shakespeare Birthplace Trust i disse uger ved at færdiggøre et stort haveanlæg på ’New Place’, som åbner for besøgende til juli. At rekonstruere bygningen giver ikke mening, for man ved for lidt , men under udgravningerne fandt man et omrids af køkkenet, brønden og endda fine, gamle Tudor-gulve nede i mulden.

»Nu har vi en idé om strukturen i huset. Der hvor Shakespeare arbejdede og døde i foråret 1616, anlægger vi en mindecirkel med et kunstværk i form af et bronzetræ,« forklarer Julie Crawshaw, der er projektleder for ’New Place’.

Så når man står i cirklen, er man på præcis det sted, hvor Shakespeare trak vejret for sidste gang, og man kommer til at få præcis den udsigt, som han havde for 400 år siden, nemlig ud over Falcon Hotel og The Guild Chapel, hvis klokker lyder på selvsamme måde i dag. Hvis det ikke var for en tv-antenne eller to, kan man overhovedet ikke se, at der er gået 400 år.

Selv om anlægget bliver åbnet for gæster, vil fundene blive bevaret dybt nede i jorden for at beskytte dem mod forfald.

Gad vide, om Shakespeare vidste, at han var døende? Kirketjeneren i The Holy Trinity Church i Stratford-upon-Avon, hvor Shakespeare er begravet, fortæller nemlig, at teksten til gravstenen lå klar, og testamentet var skrevet blot fire uger inden.

Efter en ganske fugtig bytur med et par venner, fik Shakespeare feber, og et par dage efter udåndede en af verdens største forfattere i sin seng i Stratford-upon-Avon ikke langt fra sit fødehjem. Ringen var sluttet.

Siderne med sirlig håndskrift fra den gamle kirkebog er udstillet ved alteret. Selv i det svage lys fra mosaikvinduerne kan man tydeligt læse, at en søn til John Shakespeare blev døbt den 26. april 1564, og at William Shakespeare døde den 23. april 1616.

Ser man nu op mod højre, møder man hans blik fra den skulptur, der har hængt her i kirken i 400 år. Derfra betragtede Shakespeare den stadige strøm af kulturpilgrimme, der gæster graven. Ingen ved, hvordan han så ud. Men eftersom hans kone levede, da portrættet blev sat op, må man antage, at hun har sagt god for det.

På graven står William Shakespeares allersidste tekst hugget ind i stenen:

»Good friend, for Jesus´ sake forbear, to dig the dust enclosed here: Blessed be the man that spares these stones, and cursed be he that moves my bones.«

Med andre ord så var det Shakespeares sidste ønske at få fred i sin grav. Der er mange hypoteser om, hvorvidt det blev respekteret, for scanninger viser, at der er blevet rumsteret ved stenene under kirkegulvet. Han holder gang i storytellingen, gode gamle William.

Måske var det Shakespeares talent for netop at se historien i alle menneskers liv, der gjorde ham i stand til at portrættere vores natur så bidende skarpt, men aldrig fordømmende. Ben Affleck, der medvirker i filmen ’Shakespeare in Love’, formulerer det sådan:

»Han forstod præcis, hvad der trigger mennesker. Og han var i stand til at transformere denne forståelse til den stærkeste fremstilling af menneskelige relationer, der nogensinde er skrevet.«

Eller som Paapa Essiedu, den anmelderroste unge Hamlet på The Royal Shakespeare Theatre, i et interview fortæller om at være farvet skuespiller i den ikoniske rolle: »Jeg synes, at teater altid skal afspejle det, som vi oplever i det virkelige liv.«

Hvis Shakespeare ellers følger med i den trykte presse – hvor end han er nu – vil han sikkert bifalde sin unge Hamlets synspunkt og tage både tennissko og uldhue for pålydende.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.