Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vandring mod Pyrenæernes tinder

Der findes masser af bjergture med guide. Men kan man arrangere det hele selv – endda uden for sæsonen? Rejseliv gjorde forsøget, og overraskelserne stod i kø. Heldigvis.

Med en blanding af mismod og forbløffelse stod vi pludselig der med stivfrosne ører. Piskende fygesne åd sig ind i kinderne. Ikke engang den danske vinter havde i løbet af sine fem-seks måneder kunnet mønstre et hvidt virvar af den kaliber. Kunne det virkelig passe her midt på foråret på kanten til den spanske del af Pyrenæerne?

Kun en halv time tidligere – en del højdemeter længere nede – havde vi holdt en pause. Her regnede det en smule, men vejret var mildt nok til, at vi havde haft jakkerne stående åbne. Nu stod vi så der i kulde og sne på det sted, hvor vi i en tilsyneladende overoptimistisk planlægningsrus havde aftalt at fyre op under det lille gasblus, brygge en kop kaffe og nyde en af de utallige medbragte chokoladeplader.

Det ændrede vejr talte pludselig ikke længere for at vente 10-15 minutter på varm kaffe, men nærmere om at bevæge sig videre hurtigst muligt. Og det var her, at vi skabte den vending, som i forskellige variationer for alvor kom til at jage os de fem dage i Pyrenæerne:

»Her er måske lidt mere sne end først antaget.«

Overraskelser

Denne pludselige snestorm var kun én af mange små overraskelser, der mødte os på vores selvtilrettelagte vandretur i Pyrenæerne. Vi ville bevæge os uden guide mod tinderne – så langt vi nu turde uden alskens grej og dyb erfaring. Vi var forsigtige og som sådan aldrig i fare. Men der var lange perioder, hvor vi mentalt lukkede alt andet ude for at sikre, at vi ikke gjorde noget overilet eller trådte forkert i de mægtige snedriver.

Mantraet blev på hele turen på alle måder at tage et skridt ad gangen.

Allerede på en lille jomfrutur – dagen før vi ville kaste os ud på den lange og høje rute, hvor snefygningen uventet ramte os – stod det efter flere pludselige fodskred på de stejle og fugtige bjergsider klart, at denne tur på mange måder mindede mere om en klatretur end om en vandretur. Som en lokal spansk repræsentant fra parkkontoret i bjergbyen Espot overbærende konstaterede på sit spansk-engelske, efter at vi havde berettet om vores dugfriske oplevelser med terrænet:

»Well. When you climb mountains, sometimes it gets steep.«

Den spanske bjergby Espot ligger i den fjerne baggrund. Første distance på vandreturen er netop tilbagelagt, men der venter endnu en række højdemeter, før vi krydser trægrænsen og træder ind i et sneklædt vinterlandskab.
Den spanske bjergby Espot ligger i den fjerne baggrund. Første distance på vandreturen er netop tilbagelagt, men der venter endnu en række højdemeter, før vi krydser trægrænsen og træder ind i et sneklædt vinterlandskab.

Det var ikke første gang, at vi i denne gruppe bestående af tre amatørvandrere udsatte vores kontorformede kroppe for strabadser i naturen. Indtil nu havde vores vandreprojekter dog primært indeholdt en overnatning eller to i Sverige og Norge.

Pyrenæerne var et forsøg på at skrue lidt op for ambitionerne, og det åbnede naturligvis for et nyt kompleks af problemstillinger. Laviner eksempelvis. Et opkald til parkkontoret før afrejsen gav således også anledning til overvejelser om, vi var helt trygge, når vedkommende sagde to til tre på en skala fra et til fem. En bjergbestigerbekendt kunne dog dulme ængstelsen:

»Tag et skridt ad gangen, og er der ikke fodfæste under sneen, så skift kurs.«

Rejseplanlægningen tog sin begyndelse i september i fjor i en villa i Vanløse. Allerede her antog vi for første gang en af de ting, som vi senere kunne slå os selv i hovedet med: at sneen nok ville være smeltet i begyndelsen af maj.

Vores kendskab til netop dette område kom fra en bekendt, der selv havde vandret i nationalparken med det lidet mundrette navn ’Parc Nacional d’Aigüestortes i Estany de Sant Maurici’. Parken er kun en af to i den spanske del af Pyrenæerne og er med sine kun tre timers kørsel fra Barcelona i bil en oplagt destination.

Refugier

I dag er området kendt for sit fænomenale system af stier og små refugier, der i vinterperioden er gratis at overnatte i, om end der til gengæld heller ikke er meget andet service end en brænde- eller gasovn. Parken er meget gæstevenlig. Der findes sågar en app, der ud over en række oplysninger om de enkelte refugier, også indeholder et virtuelt gps-kort, som man kan bruge uden at skulle være online.

Denne app var rar at have i baghovedet som en betryggende foranstaltning, da sneen pludselig dækkede alle stier til. Hvis det hele tegnede lidt for hvidt, var det muligt for os at pejle os frem til stiernes placering, der lå et eller andet ubestemmeligt sted under de flere meter høje driver. Det gode gammeldags kort og det medbragte kompas var dog alt rigeligt det meste af tiden.

Havde vi vidst, at snemængderne var så rigelige, havde vi naturligvis lejet snesko. Men på grund af forårets luner kunne ikke engang det lokale parkkontor med sikkerhed sige noget om behovet.

Vi overvandt til gengæld sneen. Langt om længe nåede vi til refugiet Refugi D’Amitges, der ligger i 2.380 meters højde. Den sidste del af vandringen foregik i krybetempo op ad en stejl bakke med kun 20 eller 30 skridt ad gangen, fordi bjergenes tynde luft så småt begyndte at begrænse iltoptaget.

Ubegribelig lettelse

Da vi åbnede døren til det lille, ubemandede refugium med 12 køjer og en gasovn, ramte den lettelse, som man kun oplever efter en lang eksamensperiode. Her skulle det i øvrigt vise sig, at vores lille jomfruvandring dagen før i lidt lavere højder havde været ubegribelig gavnlig. Vores ellers udødelige gaslighter, der aldrig tidligere havde svigtet på trods af meget rå møder med kolde og fugtige svenske skove – magtede ikke opgaven i højderne. Selvsamme morgen havde vi derfor måttet droppe at koge havregrøden og brygge kaffen, og nede i den lille bjergby havde vi sikret os et nyt fyrtøj. Det var nyttigt, når gasovnen skulle give os den fornødne varme, og den medbragte nedfrosne bolognese skulle tøs op.

Vi nåede aldrig vores egentlige mål på turen. Oprindeligt havde vi forestillet os en cirkelvandring rundt i den store nationalpark, men det snedækkede terræn satte sine begrænsninger. Det gjorde dog ikke turen til en mindre succes, for naturen er så betagende, at nærmest ligegyldigt i hvilken retning vi gik, blev vi mødt af smukke udsigter, som da vi i 2.600 meters højde skuede ud over Pyrenæernes hvide tinder med kun en sagte vind som lydkulisse. Da blev vi bekræftet i, at det var al besværet værd.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.