Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vandring langs grønne vandkanaler

At snøre de gode vandrestøvler til en ordentlig lang tur langs Madeiras vandingskanaler betyder timer med bjerget på den ene side og dybe kløfter, skovfyldte dale og ocean-glimt til anden side, hvor vulkanen skråner ned mod Atlanterhavet.

Der er mere end 3.000 km vandring fordelt på Madeiras 200 levadaer. Nogle går gennem landsbyer, druemarker og plantager, andre kun gennem natur og andre igen byder på en god blanding. Det er bare at starte fra en ende af.
Der er mere end 3.000 km vandring fordelt på Madeiras 200 levadaer. Nogle går gennem landsbyer, druemarker og plantager, andre kun gennem natur og andre igen byder på en god blanding. Det er bare at starte fra en ende af.

Det er egentlig besynderligt, at der kan være en sådan fortryllelse i at gå langs med en levada. Det er jo – rent teknisk – bare en smal kanal. Med noget vand i. Vand, der løber nedad, hvilket i sig selv ikke er spor besynderligt.

Men ikke desto mindre bliver man nærmest højstemt af at vandre i timevis langs det til tider rislende og andre gange brusende vand fra bjergets indre. Vand, der takket være de velfungerende vandingskanaler har holdt liv i Madeiras afgrøder og sikret øboernes overlevelse i omkring 600 år og stadig er essentielt for hverdagen her på øen langt ude i Atlanterhavet.

Det kan kræve lidt koncentration ikke at glide på de smalleste steder, især hvis Atlanterhavets støvregn har rørt den frodige vulkanske jord op til mudder.
Det kan kræve lidt koncentration ikke at glide på de smalleste steder, især hvis Atlanterhavets støvregn har rørt den frodige vulkanske jord op til mudder.

Måske er det noget med den overnaturlige og Elverhøjagtige fornemmelse, der opstår mellem de mørkegrønne og saftige mosdækkede klipper og den frodige vegetation, der omgiver og nogle gange helt omslutter vandrerne undervejs. Det er præcis sådan et sted man kunne tænke sig, at alfer og småvæsner med halvgennemsigtige vinger ville vælge at holde til. Eller også fordi det er så vældig fascinerende, at disse vandingssystemer er bygget med slid, håndkraft og viljestyrke af modige øboer helt tilbage fra 1400-tallet, hvor man hittede på at kontrollere strømmen af kildevand fra bjerget for at sætte skub i noget landbrug – sukkerrør i første omgang – på de skrå marker, som Madeira overvejende består af, eftersom hele øen er ét stort vulkansk bjerglandskab med kun ganske få flade sletter.

Eller – hvem ved – fordi det simpelthen er meditativt at gå og gå, time efter time, uden at skulle tage stilling til noget som helst. Ikke engang finde vej skal man, for man følger bare kanalen. Og uden at tale synderlig meget, fordi stien ofte er så smal, at man går i gåsegang. Naturligvis udelukker det ikke en vis grad af meningstilkendegivelse vandrefæller imellem, men snart lægger den storladne natur og de mange indtryk fra fremmedartede blomster, ukendte fuglefløjt og frynseagtigt mos en dæmper på stemmerne. Man går bare. I ro og i koncentration for nu og da kræver det opmærksomhed ikke at snuble over stiens troldeagtige rødder, der langer ud efter vandrestøvlerne.

Blå, røde og sorte ture

Øens 200 levadaer er, præcis som skipister, delt op efter sværhedsgrad, så man på forhånd kan vælge, hvor fysisk udfordret man har lyst til at blive. Det anslåede tidsforbrug er dog ganske rummeligt: Der er regnet med et fredeligt tempo og småpauser undervejs. Men lidt ro skal man nu også unde sig, for der er ikke meget idé i turen, hvis man jager af sted for at nå tilbage til hotellet for at vaske hår inden aftenens middagsreservation. Tværtimod. At have dagen fri til bare at opleve, er vederkvægende dejligt.

I alt har Madeira over 3.000 km stier langs levadaerne, og de letteste af dem er flade, korte, brede og fri for stejle skrænter. Så selv om man lider af højdeskræk og har det med at gå og småsnuble, kan man sagtens tage denne kategori. Mellemkategorien er heller ikke specielt stejl, men byder som regel på flere timers vandring. Der kan også forekomme smalle stier med ganske bratte fald ned til siden. Desuden kan der dukke tunneller op i denne kategori. Går man med en guide, har han som regel lygter med til sine gæster til de mørke tunneller, men ellers skal man lige huske at stoppe sin egen lommelygte i rygsækken.

Udsigten fra en af vandrestierne.
Udsigten fra en af vandrestierne.

Den sværeste levadakategori kan have ganske stejle passager, og det er også de længste ruter, hvor man bliver udfordret på både stigning, tunneller og stier så smalle, at man nu og da må finde sin indre bjergged frem. Men alt kan sagtens klares med almindelig god form og fornuftigt fodtøj med robuste såler. Det er vandreture – ikke klatring.

Turen til vandfaldet

På den østlige del af øen ved Parque Florestal das Queimadas starter en dejlig vandring ved navn ’Levada Caldeirao Verde’ op til et vandfald, der styrter ud over en bjergkant og fylder en lille bjergsø. Man når frem til vandfaldet efter et par timers vandring og fire tunneller. En af dem er ret mørk, så det er rart med en lygte, så man kan skelne vand fra våde sten derinde. Der er langt hjem med sjaskende våde sko og sokker. I en af de andre tunneler må man krølle sig pænt meget sammen, for der er ikke ståhøjde.

Efter vandfaldet napper de friske en times tid mere t/r på den noget stejlere sti helt op til toppen og endnu et vandfald kaldet ’Caldeirao Inferno’. Men holder man en velfortjent picnic på stenene ved det første vandfald, passer det fint med en halvdagstur. Netop denne levada, der hører til i mellemkategorien hvad sværhedsgrad angår, er umådelig naturskøn. For ligesom stien skifter mellem at være bred og promenadeagtig til blot at være en smal enkeltmandssti på kanten af klippen, veksler udsigten mellem tæt, regnskovsagtig frodighed til kløfter, der åbner sig for vandrerne og tilbyder et generøst Atlanterhavssyn, der synes at fortsætte i det uendelige.

Tidligt af sted

Man kommer hjem med rigtig mange skud i kameraet sådan en dag, for farvespillet i alt det grønne skaber det ene billede mere indtagende end det andet. Desuden går der sport i at fotografere småfugle, for både vipstjerter, finker, lokale duer og med lidt held den vilde kanariefugl kan finde på at vimse rundt mellem træer og buskadser. Det er dog ikke let at portrættere dem, for de er hurtigt væk og ikke synderligt indstillet på at stå model for vandreturismen.

Er man en rigtig fuglenørd, handler det om at komme af sted tidligt om morgenen, for jo færre mennesker, jo flere fugle. Desuden får oplevelsen en ekstra fredelig dimension, når man ikke møder så mange andre vandrere på sin vej. De fleste starter ud midt på formiddagen.

Levada-turen ved Queimadas Forestry Park starter fra det smukke hus, Casa de Abrigo das Queimadas, bygget i netop denne egns klassiske stil.
Levada-turen ved Queimadas Forestry Park starter fra det smukke hus, Casa de Abrigo das Queimadas, bygget i netop denne egns klassiske stil.

Levadaernes rednings hold

Hvem der til gengæld gerne stiller op til fotografering, er levadaernes virkelige helte; de såkaldte ’Levadeiros’. Hvis man da er heldig at møde dem på deres vedligeholdelsestørn, der har stået på lige siden man startede byggeriet i 1400tallet – og aldrig får ende. Disse vejrbidte og meget lidt pivede typer med ru hænder gennemgår hver eneste levada, meter for meter, for at sikre at vandet løber frit. Ansamlinger af jord, kviste og blade fjernes, og der ryddes op efter de stenskred, der opstår, når jorden opløses i regnvejr, og det sejler ned ad bjergsiderne. Af og til er der brud på kanalen, og så må de i sving med at genopbygge deres forfædres arbejde. For tjansen som levadeiro går i arv fra far til søn.

For disse levadeiros er ture langs kanalerne ikke afslapning, men hårdt arbejde. Ligesom kanalerne i sin tid udelukkende blev bygget med det praktiske mål for øje at skaffe frisk drikke- og vandingsvand til alle på øen. Så gad vide hvad de tænker, gutterne, når de ser alle fritidsvandrerne med store smil, hatte og kameraer. Måske undrer de sig. Eller også deler de turisternes glæde ved naturen og fascinationen af dette gamle vandingssystem integreret i bjergsiderne på den frodige ø. De ser nemlig ud som om, de er stolte af de skønne levadaer, som deres egne familier har skabt til Madeiras overlevelse.

Rejseliv var inviteret af Portugals Turistbureau

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.