Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Til toppen af Kenya

At bestige det næsthøjeste bjerg i Afrika, Mount Kenya, er en lige så stor naturoplevelse som at komme til tops på Kilimanjaro. Men det er lettere og billigere, og så har man i modsætning til Kilimanjaro næsten bjerget for sig selv.

På vejen mod toppen af Afrikas næsthøjeste bjerg kan man få de storslåede udsigter helt for sig selv.
På vejen mod toppen af Afrikas næsthøjeste bjerg kan man få de storslåede udsigter helt for sig selv.

Vi bevæger os langsomt op ad den stejle skråning. Et langsomt skridt efter det næste. Stien er hårdtstampet grus, og på begge sider af den består landskabet af spredt vegetation, kaktusser, lave buske og småbitte farverige blomster. Når vi stopper for at give ben og vejrtrækning en pause, søger øjnene uvilkårligt ned mod den flod godt 100 meter under os, som vi via en bred bro krydsede over tidligere, men som set herfra knap kan skimtes.

Vi tager de sidste skridt op ad skråningen, og så, bum, står Mount Kenya der. Lige midt i synsvinklen. Det har i sagens natur stået der hele tiden, men konturerne i landskabet har spærret for vores udsyn til den knejsende top ude i horisonten. Vi står stille og bare stirrer, sådan som man gør, når et syn virker nærmest uvirkeligt. Omkring os er der grønt, mens Mount Kenyas øverste tinder er golde og sneklædte, som er det en hel anden verden end her, hvor vi var. Og tanken om, at vi dagen efter ifølge planen vil stå deroppe, virker om muligt endnu mere uvirkeligt.

Omkring 15.000 mennesker checker årligt ind i Mount Kenya National Park for at bevæge sig op på toppen af landets højeste bjerg.

’Toppen’ er i denne sammenhæng Point Lenana, som med en højde på 4.985 meter over havets overflade i virkeligheden kun er det tredjehøjeste punkt på Mount Kenya. Der er to punkter, som rager yderligere et par hundrede meter op mod himlen, men de er af typen, man kun kan nå med klatreudstyr og ditto erfaring, hvorfor det er Point Lenana, de fleste refererer til, når man taler om at bestige Mount Kenya.

Bjerget er godt og vel 1 kilometer lavere end Afrikas suverænt mest populære bjerg at bestige, Kilimanjaro i Tanzania. Men ikke en mindre naturoplevelse. Og så er det lettere at nå Kenyas top frem for Tanzanias, for den kilometers forskel i højden betyder en verden til forskel målt i fysisk anstrengelse. Samtidig har Mount Kenya den fordel, at man ikke skal dele oplevelsen med så mange – mens cirka 35.000 mennesker årligt valfarter op ad Kilimanjaros bjergsider mod toppen, er det bare godt 15.000, der har det kenyanske alternativ som mål. En detalje, der ikke er uvæsentlig, hvis man ikke er vild med myldretid på stierne og alskens ukendte mennesker i baggrunden på det obligatoriske billede fra toppen.

I selve dalen vokser der planter, der kun findes dette ene sted i verden, mens de højere flanker af Mount Kenya er golde - heroppe er landskabet alpint.
I selve dalen vokser der planter, der kun findes dette ene sted i verden, mens de højere flanker af Mount Kenya er golde - heroppe er landskabet alpint.

Fem dage til toppen

Et trek til Kilimanjaros tinde er mindst en seksdages tur, hvis man vil have bare en nogenlunde chance for at nå toppen uden at blive højdesyg på grund af for hurtig opstigning. Mount Kenya kan gøres på fire. De fleste bruger dog fem dage for at få mest mulig naturoplevelse og mindst mulige højdeproblemer. Således også os. Vi startede i går, først med en køretur ad de bumpede veje fra Nairobi til Nanyuki, den nærmeste by fra nationalparkens nordlige indgang, som er startpunktet for det, der anses for at være den smukkeste rute, Sirimon-ruten.

Dernæst med en endnu mere bumpet jeeptur til selve indgangen. Og herfra godt ti kilometer til fods til den første camp. Til fods på asfalt, som ikke ligefrem er det mest ophidsende underlag på en vandretur. Men belejligt for bærerne, der står for at transportere bagage og mad – for det betyder mulighed for at fragte det i bil de cirka 800 højdemeter, som første camp ligger højere end indgangen.

Og i morges startede vi, efter en solid morgenmad med havregrød og pandekager, på menuen så på den ’rigtige’ vandring i hælene på vores guide, Joseph. På stier, hvor intet motoriseret kan komme frem, og hvor gåsegang på grund af stiens beskedne bredde er den eneste mulige gangart. Og vi har fulgt stien mellem tropiske planter og eksotiske træer op og ned ad bakkedrag, med guleroden på toppen af skråningen, vi den sidste times tid er aset opad – udsigten til Mount Kenyas top.

En kort pause halvvejs inde i dalen. Solen banker ned, og vi er i cirka 4.000 meters højde, så solcreme eller noget andet over hovedet er nødvendigt - også for de lokale.
En kort pause halvvejs inde i dalen. Solen banker ned, og vi er i cirka 4.000 meters højde, så solcreme eller noget andet over hovedet er nødvendigt - også for de lokale.

Efter en lang pause i solen med blikket stift rettet mod det højeste punkt går vi langsomt videre. Ikke langsomt, fordi det går opad - det næste stykke er forholdsvis fladt - men langsomt, fordi vi befinder os i næsten 4.000 meters højde over havets overflade, og et af de mest effektive midler til at forebygge den højdesyge, der potentielt følger med det faktum, er at gå langsomt.

Det kan virke fjollet at bevæge sig fremad på fladt terræn i skildpaddetempo, men har den bonus – udover forhåbentlig at undgå højdesygen – at man har overskud til at nærstudere det særegne landskab.

Vi går gennem en smal dal; på begge sider af den tårner lodrette klippevægge sig op, hvorfra mange hundrede meter stejle skråninger løber ned mod dalens bund i et gigantisk V. På den nordlige side af dalen er skråningerne golde og består af løst, grågrumset grus og kun sparsom vegetation, mens den sydlige side er et studie i grønne nuancer. Kaktusser af alskens former og størrelser og modeller står som små og større soldater ind gennem hele den langstrakte dal. Først spredt, men i tættere og tættere geledder, jo længere vi kommer ind i dalen.

Kenya har tropisk klima, bortset fra Mount Kenya, som på de øverste tinder er en alpin zone. Det gør både flora og fauna på bjergets sider til en unik oplevelse – her er blandt andet over 30 plantearter, som kun findes her. Samtidig er området nationalpark, med alt hvad det indebærer af vildt dyreliv – fra aber til elefanter, selv om Joseph på vores ivrige spørgsmål om muligheden for at se elefanter fortæller, at det er sjældent, noget større end mus åbenbarer sig for turisterne. Han har været guide på Mount Kenya i ni år, så vi tager hans ord for gode om end ikke helt velkomne varer; synet af en elefant ville ikke gøre oplevelsen mindre.

Midt på eftermiddagen rammer vi dagens mål, Shipton Camp for enden af dalen.

Udsigt til Mount Kenyas top

Campen er en hytte - man kan dog også vælge teltvarianten. Fordelen ved sidstnævnte er frisk bjergluft og en velsignet ro, som man ikke kan være sikker på følger med opholdet i sovesalene i hytten, som man deler med de øvrige, der er på vej mod toppen. Og selv om det sjældent er store flokke, er der også den bonus ved at bo i telt, at teltpladsen ligger med direkte udsigt til Mount Kenyas top – fra teltåbningen kan vi stirre op på den og forsøge at regne ud, hvilken - herfra set - usynlig sti der mon fører derop.

Det gør vi, mens vores kok James tryller te og popcorn frem på et tæppe, han omhyggeligt har bredt ud foran det lille iglotelt.

Det gør han hver eftermiddag, når vi er fremme ved dagens mål, inden han vender tilbage til sit primitive blus, hvorpå han kokkererer aftensmåltidet til gruppen.

’Gruppen’ er af beskeden størrelse - den består kun af undertegnede og en enkelt medrejsende, og til vores rådighed har vi en guide, en kok og to bærere, som tager sig af bagagen. Guiden er vigtig, men kokken er, som han selv højtideligt pointerede, da vi mødtes for et par dage siden, det vigtigste af det, vores penge for turen går til.

Det koster cirka 5.000 kr. per person at bestige Mount Kenya på en femdages tur. Det er godt og vel halvdelen af, hvad man skal regne med for en tur til toppen af Kilimanjaro. Der er mange årsager til den lavere pris, bl.a. entréprisen til nationalparken, som i Kenya er betydelig lavere end i Tanzania. De færre dage på bjerget har også betydning, ligesom lønniveauet og bjergets tilgængelighed spiller ind. Til gengæld er maden på et Mount Kenya-trek ikke det tilsvarende ringere, som prisen er lavere. I hvert fald ikke den mad, James frembringer på sin hvæsende trangia.

Kokken James har bredt tæppet ud ved siden af teltet og anrettet te og popcorn.
Kokken James har bredt tæppet ud ved siden af teltet og anrettet te og popcorn.

Havregrød, æg og pandekager til morgen, sandwich med ost og tomater til frokost, kylling og grøntsager til aften, frisk frugt til dessert og kogende vand i drikkedunken, der kan smides ned i bunden af soveposen som varmedunk. Det sidste er rart, for i løbet af natten falder temperaturen – til trods for Mount Kenyas beliggenhed lige på ækvator – til et sted mellem fem og 10 minusgrader. Det gør de natlige tisseture, der følger med de 3-4 liter væske, man må drikke for at forebygge højdesyge, til en kølig fornøjelse. Til gengæld foregår de under en himmel så imponerende stjernebesat, at man - næsten - glemmer kulden.

Programmet for den kommende dag hedder egentlig en kortere vandretur op i terrænet for at akklimatisere. Altså vænne os til den nuværende højde på 4.200 meter, inden vi dagen efter igen skal mod toppen knap 800 meter længere oppe.

Men Joseph vurderer, at vi kaperer højden så godt, at vi ikke behøver den ekstra dag inden toppen og i stedet kan tage os bedre tid til nedturen, som foregår på den anden side af bjerget og efter hans udsagn er både meget lang og meget smuk.

Udsigten, man får med, når man går ned ad Chogoria-ruten, er bl.a. til flere store søer.
Udsigten, man får med, når man går ned ad Chogoria-ruten, er bl.a. til flere store søer.

Så derfor fylder vi næste morgen vandflaskerne op, smider vanter, hue og energibarer i rygsækken og sætter kursen direkte mod bjergvæggen for enden af dalen.

Landskabet forandres

Jo nærmere vi kommer, jo mere tårner den sig op over os. Vi har ikke regnet ud, hvilken vej vi skal, og var det ikke for Joseph og den bærer, der i topturens anledning er forfremmet til også at være guide, foran os, ville vi selv her, hvor vi er på den bjergskråning, vi før kun så på afstand, ikke kunne finde vej.

Det grønne landskab ligger bag os; nu går vi i sten og grus i en farvenuance, der går fra lysegrå til mørkegrå, og stien er ikkeeksisterende – vi følger bare efter Joseph, der slentrer hjemmevant gennem alt det grå.

Selv om solen skinner, er der isnende koldt og blæsende på plateauet kort under toppen.
Selv om solen skinner, er der isnende koldt og blæsende på plateauet kort under toppen.

Igen i dag bevæger vi os i et tempo så langsomt, at det næsten føles som at gå baglæns. Men i dag er det ikke udelukkende for at forebygge højdesyge – det er også betingelserne. Stien går så stejlt opad, at pulsen øjeblikkeligt protesterer, hvis man kommer til at tage to hurtige skridt. Samtidig er underlaget grus af den modbydeligt løse slags, der reagerer på et hurtigt skridt ved at sætte i bevægelse og med hjælp fra tyngdekraften uundgåeligt nedad, så man må læne sig voldsomt fremad for ikke at miste balancen og rutsje med.

Efter zigzaggang opad i hvad der føles som en evighed, men i virkeligheden viser sig blot at være halvanden time, bliver den lettere ubehagelige strækning afløst af et vindblæst plateau.

Pause, smiler Joseph og viser med et håndsignal, at han mener vi bør bruge den på at se på udsigten til det, der ligger bag os. Vi ser. Hele dalen, vi kom op gennem i går, ligger under os. Vi er imidlertid mest optaget af det, der åbenbarer sig oven over plateauet. Toppen af Mount Kenya, som vi første gang så fra landevejen for et par dage siden som en tåget bjergtinde, der ragede op ude i horisonten, er nu lige over os. Så tæt på, at vi kan skimte konturerne i klippen og tydeligt se sneen, der ligger i små klatter her og der. Snepytter, vi priser os lykkelige for, da Joseph erklærer afgang og vi bevæger os videre. For underlaget er atter løst grus, stigningen igen ubarmhjertig hård, og det er svært at stå fast på de passager, der ikke er dækket af sne eller frossent mudder.

Det sidste stykke kræver ydermere hjælp fra hænderne, da stien bliver til hop og kravlen over klipper og til allersidst op ad en jernstige monteret på godt fem meter lodret klippevæg lige under toppen.

Og så er vi der

Jeg kan mærke, mit ansigt uvilkårligt former sig i et øre-til-øre-smil, mens jeg læner jeg mig op ad træskiltet, der forkynder, at det her er Point Lenana, Mount Kenya, 4.985 meter over havets overflade.

Udsigten er uforlignelig. Himlen er dybblå og skyfri, og vi kan tydeligt se de dybe dale mod nord og mod øst, det flade landskab langt ude, den ene gletsjer, der er tilbage på Mount Kenya, og de to punkter, der rager højere op end Point Lenana og står som uforsonlige kæmper af lodret klippevæg.

Vi lever med, at vi ikke er på Mount Kenyas reelle top; det er svært at forestille sig en smukkere udsigt end den, vi har. Og vi har den for os selv. På de knap fire timer, det tog os at komme herop, har vi kun mødt én anden, og hun var på vej nedad. Så i komplet tavshed sidder vi og stirrer ud over Afrika, indtil Joseph, der er iført betydeligt mindre uld og dun end os, signalerer afgang. Der er koldt på toppen.

Fra toppen er der i klart vejr udsigt mange hundrede kilometer i alle retninger.
Fra toppen er der i klart vejr udsigt mange hundrede kilometer i alle retninger.

Nedturen er ikke mere behagelig end opturen. Vi slipper ganske vist for en puls i vild galop og ben, der syrer til, men til gengæld rutsjer vi ind imellem faretruende ukontrolleret i det løse grus, der ligger på de stejle skråninger.

Men ned kommer vi. Først til et plateau med direkte udsigt til Mount Kenya, hvor vi døser foran teltet resten af eftermiddagen og kryber ind i det lille iglobo om aftenen, dernæst dagen derpå de godt 30 km ad Chogoria-ruten til nationalparkens østlige udgang.

30 ualmindeligt smukke kilometer langs den dybe og meget fotogene kløft The Halls Tarns og med udsigt til vandfald, flere store søer og de takkede bjergtinder, der som udløbere fra toppen strækker sig mod himlen i flotte formationer. I løbet af de ni timer, turen tager, falder vi cirka 2.500 højdemeter, og landskabet skifter fra goldt og stenet til tyk og tropisk bambusskov, mens vores påklædning tilsvarende skifter fra dunjakke og vanter til bare arme og nedrullede vandresokker.

Nede ved Chogoria-udgangen, som markerer slutningen på turen, møder vi civilisationen igen. I form af et spinkelt telefonsignal og en halvkold øl. Vi er glade for begge dele, men har ikke overhovedet savnet det de sidste fire dage. At opleve Mount Kenya har været nok.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.