Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Til chilifestival i New Mexico: »Red, green or Christmas?«

De er røde, grønne, stærke og sprængfyldt med smag. I New Mexico er folk besat af chili og putter det i alt fra enchiladas til æbletærter. Besættelsen kulminerer i en årlig chilifestival.

Allerede i udkanten af Hatch i det sydlige New Mexico møder man de grønne marker, der lyser op med stænk at røde chilier.
Fotos: Sole Bugge Møller
Allerede i udkanten af Hatch i det sydlige New Mexico møder man de grønne marker, der lyser op med stænk at røde chilier. Fotos: Sole Bugge Møller

Klem dig ind i en bås på enhver restaurant i New Mexico med det lokale køkken på menuen, og du vil prompte blive stillet spørgsmålet: »Red, green or Christmas?« Foretrækker du rød chili, grøn chili eller en blanding af de to? I New Mexico er chili noget, man spiser i alt fra burgere til enchiladas, chile relleno, green chile stew, burritos, omeletter, spagetti og æbletærte og ofte til morgen, middag og aften. Her er chilier mere end blot en frugt – det er praktisk talt en religion. I en sådan grad, at det i 1996 blev vedtaget at gøre »red or green?« til New Mexicos officielle spørgsmål (det er den eneste delstat, der har et officielt spørgsmål) for at symbolisere chiliens betydning i en region, hvor chilibranchen indbringer knap 500 mio. dollars om året.

Hvis chili er en religion, så er Paul Bosland dens ypperstepræst. Han er professor i hortikultur og grundlægger af New Mexico State Universitys Chile Institute, der forsker i og udvikler chilier.

»Chili er en ikonisk afgrøde i New Mexico, og for mange mennesker er det en lidenskab,« siger Paul Bosland.

Den lidenskab er begyndt at brede sig ud over delstatens grænser. Amerikanerne har fået smag for chilier i en sådan grad, at forbruget af chilier er steget hvert år siden 1996, og det er ofte New Mexico-chilier, der bruges i mexicansk mad.

Chilierne er byens Hatch’ varetegn og har været det siden slutningen af 1800-tallet.
Chilierne er byens Hatch’ varetegn og har været det siden slutningen af 1800-tallet.

»På den vis har New Mexico-chilien været med til at forme den amerikanske madkultur,« siger Paul Bosland.

Bliver ristet ved vejkanten

Intet sted går folk mere op i chilier end i den lille by Hatch i det sydlige New Mexico. Her bliver størstedelen af delstatens chilier dyrket, og et stort, gult skilt ved bygrænsen annoncerer, at det her er verdens chilihovedstad. Regionen er så dominerende i produktionen, at chilierne ofte kaldes Hatch-chili, selv om det teknisk set dækker over sorter som Big Jim, Sandia, New Mexico 6-4 og Lumbria, der er dyrket her.

En gang om året valfarter chilielskere til Hatch, som var det deres Mekka, til den årlige chilifestival i begyndelsen af september. Allerede i udkanten af byen bliver man mødt af grønne marker, der lyser op med stænk af røde, orange og grønne chilier, og flere af tagene er dækket af røde chilier, der ligger og tørrer i solen.

Ved vejkanten står en lille bod, hvor chilierne vælter ud af de vævede sække og hænger i såkaldte ristraer fra teltdugen. En mand hælder grønne chilier i en stor tromle, som han drejer rundt, mens en flammekaster rister chilierne, indtil skindet er sortsvedent og en sød og røget duft breder sig.

Når man er chilielsker, er det et must at have en stor fryser, så man har chilier året rundt og intet går til spilde.
Når man er chilielsker, er det et must at have en stor fryser, så man har chilier året rundt og intet går til spilde.

Her står Ronnie, en ældre mand med læderhud efter et langt liv under solen som landmand, og venter tålmodigt. Han har boet i nabobyen siden 1943, men har aldrig selv dyrket chilier. Dem kommer han til Hatch for at købe. Det er oktober, og chilisæsonen er næsten ovre, så Ronnie er ved at gøre klar til en lang vinter uden chilier. Derfor har han købt fire sække fyldt med chilier her fra Mercado de Chile, som han nu får ristet.

»Jeg putter dem i fryseren, så vi altid har nogle liggende,« siger Ronnie.

På disse kanter er folk kendt for at have store frysere, netop for at kunne stille chilitrangen året rundt. Men hvad er det, der gør disse chilier til noget særligt?

»Det er noget med jordbunden og klimaet. Du kan tage de samme frø og plante dem et andet sted, og de vil smage helt anderledes,« siger Ronnie.

Dominerende chiliklan

Får du først Jimmy Lytle til at snakke om chilier, så er han ikke til at stoppe. Skar man ham i armen, ville det formentlig være rød chilisauce, der sivede ud af hans årer.

72-årige Jimmy Lytle har trisset rundt i chilimarkerne, siden han lærte at gå, og hans familie var nogle af de første, der begyndte at dyrke og popularisere den særlige New Mexico-chili i slutningen af 1800-tallet.

Hans morfar, Joseph Franzoy, var kommet til USA fra Østrig og arbejdede i sølv- og kobberminerne, indtil han fik et stykke jord nær Hatch. Dengang var der intet andet end tørt buskads på grunden, men han begyndte at dyrke forskellige afgrøder. Første gang Joseph Franzoy smagte en chili, troede han, at han var blevet forgiftet, men alligevel begyndte han at dyrke den stærke frugt, der langsomt blev mere og mere populær. Franzoy fik 10 børn, og flere af dem startede deres egne familieforetagender som chilidyrkere, der siden er gået i arv fra generation til generation – Franzoy-klanen er det tætteste, man kommer på chili-royale.

72-årige Jimmy Lytle er født og opvokset med chilier. Hans familie var nogle af de første, der begyndte af dyrke chilier i New Mexico.
72-årige Jimmy Lytle er født og opvokset med chilier. Hans familie var nogle af de første, der begyndte af dyrke chilier i New Mexico.

Jimmy Lytles mor, June, er den eneste af Joseph Franzoys børn, der stadig er i live, og trods sine 91 år sorterede og pakkede hun stadig chilier, indtil helbredet begyndte at skrante for nogle få år siden. Jimmy Lytle står for at udvikle nye sorter, mens hans 51-årige søn, Faron, dyrker og høster chilierne. Jimmys barnebarn er på vej ind i familieforetagendet som femte generation. Jimmy Lytles far udviklede en særlig chilisort kaldet Big Jim (fordi den er længere end andre chilier), som i dag er en af de mest udbredte i regionen og bruges til at lave chile relleno. »Lad mig vise dig noget.« Jimmy Lytle finder stolt et billede frem af sig selv med en rekordlang chili i hånden. Med sine 43 cm er det officielt verdens længste chilipeber – en rekord, som hans mor i øvrigt havde indtil da med en chili på 35 cm.

Chili som en karriere

På hovedgaden i Hatch har familien et decideret chilisupermarked, som Jimmy Lytles datter bestyrer. I Hatch Chile Express kan man finde alt, der har med chili at gøre: friske og tørrede, som salsa og sauce, i pulverform og frosne, chilichokolade og billeder, bøger og plakater om chili. Overalt hænger store ristraer – tørrede chilier, der bliver bundet sammen på en snor, og som ikke blot er dekorative, men også kan bruges i madlavningen. Da Jimmy Lytle var ung, tørrede de chilierne direkte på jorden på skråningerne, hvor solen opvarmede stenene, men i dag foregår det som regel på en dehydreringsmaskine. Men taget på butikken er stadig dækket af chilier, der ligger til tørre.

»Det er en tradition, som vi gerne vil holde i hævd,« siger Jimmy Lytle.

Han drømmer sig tilbage til sine yngre dage, hvor hele familien samledes til en stor middag hver weekend og kvinderne prøvede at overgå hinanden med deres madlavning – selvfølgelig med masser af chili på menuen.

»Jeg bliver aldrig træt af at spise chili, og hvis jeg er ude at rejse, så savner jeg det,« siger han.

Solen står højt på himlen, og selv om termometeret klemmer sig op på små 26 grader her i oktober, så skal de sidste røde chilier høstes, inden den første nattefrost rammer. Selv om Jimmy Lytle for længst har nået pensionsalderen, har han ingen planer om at trække sig tilbage og lade chilierne passe sig selv. Det er hans liv.

»Chilier betyder alt for mig. Det er mit levebrød, og det er det eneste, jeg interesserer mig for,« siger han.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.