Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Check-in:

Tag på ferie som de rige - næsten

På kæmperesortet Royaltons såkaldte ’Hideaway’-afdeling får man tildelt sin egen butler – men helt luksuriøst når det aldrig at blive på det firestjernede ferieresort.

Stranden er dejlig til det store resort.
Stranden er dejlig til det store resort.

Mexico har hoteller for enhver smag. På det gigantiske resort Royalton slår de sig op på at have en såkaldt Hideaway-afdeling, hvor luksus er i højsædet bl.a. med egen butler. Men hotellet når aldrig helt op i de højder, det gerne vil.

Hvorfor:

Når mørket og kulden bliver for meget, er en god solstol og ditto strand sommetider det eneste, den D-vitaminhungrende krop egentlig skriger efter. Og hvis formålet med ferien er afslapning med en bog på stranden og en paraplydrink i ny og næ afløst af en dukkert i det turkisblå hav, er Royaltons koncept ikke helt hen i vejret. Her behøver man ikke tænke på lokal valuta og vejkort; alt er samlet på et sted, og alt er all-inclusive. Til gengæld er man så også nærmest forskanset på resortet. Der er intet andet i miles omkreds, og en taxa ind til de nærliggende byer, Cancún og Playa del Carmen, er pebret. Derfor er et ophold på resortet for dem, der gerne vil dovne og slappe af – og prøve at blive opvartet af en personlig butler. For at få en butler skal man dog bo i voksenafdelingen ’Hideaway’. Hvis man også gerne vil opleve noget af Mexicos historie og kultur, kan man med fordel kombinere en uges strandferie her med en uges kulturferie andetsteds.

Når mørket sænker sig, er der en smuk udsigt.
Når mørket sænker sig, er der en smuk udsigt.

Hvad:

Resortet har 1.183 værelser, 9 restauranter, 15 barer, en café, op til flere butikker og et casino. Det er så stort, at der er rulletrapper i lobbyen, hvilket får kæmperesortet til at minde lidt om et indkøbscenter. 343 af værelserne er i den såkaldte ’Hideaway’-afdeling, som er forbeholdt voksne, og hvor man kan forvente mere ro og plads på fællesarealerne ved strand og pool. Bor man her, bliver man hentet af sin bulter, når man tjekker ind, og får en direkte linje, så man altid kan ringe efter sin butler, hvis man f.eks. ønsker en bordreservation eller at boblebadet er fyldt op, når man kommer tilbage efter sin middag. Der er desuden en restaurant og et strandområde kun forbeholdt områdets gæster. Til børnefamilierne er der et særskilt badeområde med legeland. Der er gode træningsfaciliteter og aktiviteter såsom sushikursus, spanskundervisning, yoga, cross-fit, vandgymnastik, tennis, børnepasning og teen-club til familiens teenagere, så der er rigeligt at tage sig til inden for charter-kolossens mure. Der er mange værelsestyper, også med plads til store familier, og er man villig til at give lidt ekstra, kan man få privat tagterrasse med jacuzzi eller direkte adgang til egen pool. Vælg enten havudsigt eller udsigt til mangroven på hotellets bagside. Vælger man ’delvis havudsigt’, er der stor sandsynlighed for, at man får et værelse ud til de sommetider larmende fællesområder.

Hvor:

Resortet ligger 24 km syd for Cancún, midt ude i et naturområde, og har ikke nogen by i gåafstand. Til gengæld ligger resortet helt ud til stranden, og der er kun ca. 30 minutters kørsel til lufthavnen.

Hvor meget:

Priserne varierer efter sæson, udbud og værelsestype, så der er ingen standardrate. Hotellet samarbejder med Star Tour, der udbyder pakkerejser til priser fra omkring 23.000 kr. for to personer inkl. fly for otte dage.

Og selvfølgelig en poolbar i selve poolen.
Og selvfølgelig en poolbar i selve poolen.

Plus:

Maden er rimelig god, især i betragtning af, at det er et all inclusive-koncept, og at op mod 3.000 gæster skal fodres af. Desuden fungerer det godt, at der er flere afdelinger, så børnene kan lege og give den fuld skrue uden at genere, samtidig med at voksne på afslapningsferie kan få fred i ’Hideaway’-afdelingen. Butler-servicen er en sjov gimmick, og resortet gør sig tydeligvis umage med at gøre oplevelsen luksuriøs for gæsterne.

Minus:

Hotellet ligger langt fra alt, og der er ingen shuttlebus ind til Cancún. Der mangler toiletter ved strand- og poolområderne. Der kan være rimelig lange køer ved restauranterne om aftenen. Alt i alt er oplevelsen ikke helt så luksuriøs, som hotellet gerne vil give udtryk for.

Tre ud af seks stjerner

 

Royalton Riviera
Carretera Federal 305
77500 Cancún, Benito Juárez, Mexico
Info: royaltonresorts.com

Rejseliv var inviteret af TUI

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.