Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sydsvenskernes eget ferieparadis

Falsterbo-næsset lidt syd for Malmø vrimler i sæsonen med nydelige svenskere, hvoraf nogle er så heldige at have deres egen pastelfarvede badehytte. Her er højt til himlen, naturreservat og masser af kridhvid sandstrand. Og så der er også plads til både et rigt fugleliv og danske turister på udkig efter ukendt svensk sommeridyl lige på den anden side af Øresund.

Havnen i Skanør er populær blandt lystsejlere, men også cyklister kan tage sig en pause med udsigt her. Hvis man er sulten, frister delikatesserne fra fiskerøgeriet.
Havnen i Skanør er populær blandt lystsejlere, men også cyklister kan tage sig en pause med udsigt her. Hvis man er sulten, frister delikatesserne fra fiskerøgeriet.

Der lugter af hav og penge i tvillingebyerne Skanør og Falsterbo på Skånes sydvestligste spids. Men det er ikke unge, smarte forretningsfolk med det nyeste bling bling, der sætter dagsordenen, men derimod pæne, ældre mænd med tilbagestrøget svenskerhår, kulørte lærredsbukser med pressefolder og måske en sweater afslappet dinglende over skulderen.

De træder ud af frodige, rosenduftende haver foran historiske sommervillaer og sætter sig ind i deres velholdte veteranbiler. Måske for at køre den korte tur hen til golfklubben. Måske bare for at nyde livet. Tid og penge har de nok af, selv om de kun skilter med det på den tilbagelænede og sommer-afslappede måde.

Skanør og Falsterbo, der regnes for nogle af Sveriges ældste byer, har masser af på én gang mondæn og afslappet atmosfære. Turistbrochurer har i ny og næ sammenlignet det sydsvenske ferieparadis med Skagen, men den sammenligning kan man jo passende selv afprøve i praksis ved at besøge idyllen kun en halv times kørsel syd for Malmø. Sikkert er det i hvert fald, at her er masser af stemning, sand og vand.

Skanør og Falsterbo er i dag et sammenvokset landsby- og sommerhussamfund, der har fået tilføjet en bindestreg mellem de to bynavne for at understrege samhørigheden.

Men på en tur rundt i området kan man alligevel ret tydeligt fornemme sporene af, hvad der var centrum i henholdsvis Skanør og Falsterbo, da byerne blomstrede op som vigtige fisker- og markedsbyer i middelalderen. Det var dengang, silden trak i fede stimer op gennem Øresund, og sildemarkedet på Falsterbo-næsset var en af Danmarks største indkomstkilder – det var jo først i 1600-tallet, at Skåne kom på svenske hænder. Omkring 1900 blev Falsterbo-næsset et populært tilflugtssted for Malmøs bedre borgerskab, der byggede sommervillaer og nød den friske havluft, og siden har det været et populært feriemål for svenskerne.

Det er særligt hyggeligt at slentre rundt i den ældste del af Falsterbos bebyggelse med charmerende bindingsværkshuse og historiske sommerhuse som taget ud af et Astrid Lindgren-univers, men også Skanør byder på fine, gamle bygninger og en seværdig kirke fra 1300-tallet, der bygger på fundamentet af en endnu ældre kirke. Lige nord for kirken ligger borgbanken, hvor den danske konges foged i sin tid holdt til og opkrævede afgifter fra sildemarkedet.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/musikbyen-over-dem-alle

Naturen på Falsterbo-næsset - en attraktion i sig selv.

Selv om det er hyggeligt at slentre rundt blandt de gamle huse, er det nok alligevel naturen, det brede udsyn til himmel og hav og de kilometerlange, hvide sandstrande, der er Falsterbo-næssets allerstørste attraktion. Hvis man gerne vil gå turen de få kilometer mellem Skanørs og Falsterbos gamle bykerner, er det værd at dreje ned mod havnen i Skanør og derfra tage stien, der går mellem klitterne og havet på den ene side og et indhegnet område af naturreservatet Flommen på den anden. Fra stien har man udsigt til stribevis af de mange pittoreske badehytter i pastelfarver, der er karakteristiske for området. Lige til et postkortmotiv og til at lede tankerne hen på sommerjordbær og lange, dovne dage i solen.

Hvis vejret og sæsonen er til det, er det selvfølgelig værd at afprøve de gode bademuligheder, området byder på. Vandet er klart, og sandbunden fin og let bølget, så spørgsmålet er bare, om det er for koldt?

Ellers kan man jo også bare nøjes med at gå en tur i det finkornede sand og måske dyppe tæerne lidt.

Selve naturreservatet består faktisk mest af vand – både i form af fugtige strandenge, bevoksede revler, indsøer og laguner. Det er ikke kun pænt at se på, men giver også ideelle opholdsbetingelser for mange forskellige fuglearter, der yngler i området eller blot kommer forbi på træk.

Det virker lidt underligt, at der ligger en golfbane inde i naturreservatet. Man skulle tro, at golfbolde på afveje kunne forstyrre fuglelivet? Men åbenbart er der plads til begge dele, og er man golfspiller, er det selvfølgelig værd at afprøve den smukt beliggende bane.

Falsterbo-næsset er et sted, hvor man nyder livet, og det gælder selvfølgelig også, hvad angår madoplevelser. Med fortidens sildeeventyr in mente er det oplagt at sætte tænderne i en stegt sild eller en sildemad på en af restauranterne, og generelt er Falsterbo og Skanør en god destination for fiskespisere.

Et godt valg er Skanørs Gästgifvaregård i Mellangatan i det gamle Skanør, der har både historie, stil og styr på køkkenet. Her følger menuen den svenske sæson og er afstemt efter, hvilke grøntsager, de lokale producenter kan levere.

Skal det være lidt mere uformelt, kan man slentre ned på havnen i Skanør og blot lade sig friste af udvalget hos fiskerøgeriet, der har kombineret restaurant og butik.

Fra havnen kan man også få øje på Øresundsbroen ude i alt det blå. Det siger lidt om, hvor tæt vi faktisk er på hjemlandet her i det sydsvenske ferieparadis, der stadig er uopdaget land for de fleste danskere.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/besoeg-i-jazzlegendens-forstadshjem

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.