Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sydstatscharme i Atlanta

Overvejer du ferie i USA, så glem for en stund glamourøse New York, Californien og Florida. Sydstaternes hovedstad Atlanta i Georgia er både billigere, mere familievenlig og byder på et hav af oplevelser.

»Hey, where yaa from, gal?« Trods min ellers glimrende amerikanske accent – jeg er amerikansk gift og har tilbragt rigtig meget tid her i USA – skiller jeg mig tydeligvis ud fra de sædvanlige kunder i familien Jordans frugtbod i vejkanten langs landevej 378 i South Carolina.

Næste: Et væld af seværdigheder for børnefamilien

Det er ikke hverdagskost, at en europæer hopper ud af sin bil for at købe en frisk vandmelon her, og familiens teenagepiger, der denne eftermiddag passer frugtboden, aner da heller ikke, hvad hverken Danmark eller Europa er, da jeg besvarer deres spørgsmål.

Til gengæld er jeg heller ikke helt sikker på, hvad der venter, da pigerne insisterer på, at jeg smager en klassisk sydstats-snack – kogt, saltet jordnød. Jeg er ikke helt vild med den overdrevne salte smag, men i hedebølgen er det godt med salt, så jeg takker høfligt og støtter familieplantagen med fire dollars og får en pose jordnødder til gengæld.

Det er 35 grader varmt, og sveden driver af os, selv om vi kun har været væk fra bilens aircondition i få minutter. Luftfugtigheden minder om en regnskovs, og mine tanker falder på slaverne, der inden den amerikanske borgerkrig knoklede i de omkringliggende bomuldsmarker.

USAs tredje største storby
Egentligt er vi på storbyferie i Atlanta – sydstaternes hovedstad. En storby, hvor skyskraberne pryder horisonten, hvor otte-sporede motorveje befærdes af pickup-trucks, og hvor indbyggertallet stadig er i stigning, selv om det for længst har rundet de fem millioner.

Atlanta er med sin beliggenhed en magnet for forretningslivet, og selskaber som Coca Cola og CNN har hovedsæde her. Men trods sin status som USAs tredjestørste storby har Atlanta alligevel bevaret noget af den sydstatscharme, der gjorde byen til inspirationskilde for Margaret Mitchells sydstatsdrama og klassiker »Borte med blæsten«.

Vi er kun otte timers kørsel fra yankeerne i New York, og selv om der er ligheder i menukortet over storbyernes oplevelsesmuligheder, så som baseball- og footballstadions på kogepunktet, underholdende barer og uanede shopping-muligheder, så er det også i Atlanta og omegn, at man kan indsnuse den autentiske sydstatsstemning.

Få timers kørsel fra storbyens kerne møder vi et helt andet USA, end det de fleste turister umiddelbart vil have i tankerne, når turen over Atlanten planlægges.

Et USA hvor sorte og hvide nok lever side om side i nogenlunde fordragelighed, men hvor fortidens minder om slaveri og racisme stadig ulmer under overfladen.

Det er her, de såkaldte rednecks stadig stolt bærer sydstatsflaget på kasketter og ærmeløse T-shirts, selv om det er en torn i øjet på den sorte del af befokningen – eller måske netop derfor.

Det er her, hvor både unge og gamle med stor velbehag tygger skrå og drikker Budweiser på dåse. Og det er her, at en del af den yngre generation af sorte foretrækker at være arbejdsløse frem for at arbejde for »The Man« – den hvide mand.

Sydstatscharme i bibelbæltet
Vi hopper i bilen for at tage et par dages pause fra storbyen, og se hvad livet på landevejene i sydstaterne Georgia og South Carolina byder på. Vi er ikke kørt langt, før der er så langt mellem husene, at man skal hoppe i sin truck eller traktor, hvis man skal have et glas sød iste på naboens terrasse.

Det er i øjenfaldende, hvor stor forskel, der også her på landet er mellem de amerikanere, der har penge, og de der ikke har. Vi passerer trailerparker og små faldefærdige skure, der afløses af palæer, som får den hjemlige Strandvejens huse til at ligne tarvelige studenter-hybler.

Kæmpe murstenshuse med imponerende søjler i front og store terrasser med gyngestole sender tankerne mod de velhavende plantageejere, der i 1800-tallet fik serveret limonade fra sorte tjenestefolk, mens de holdt øje med, at bomuldshøsten kom i hus.

I dag vælger mange af husejerne at holde sig inden døre i de aircondition-tempererede omgivelser, da en temperatur på over 30 grader gør det herligt at være myg i det fugtige subtropiske klima.

På denne tid af året står tobaksplantagernes store, grønne planter, så langt øjet rækker, indtil de afløses af marker med vandmeloner, bomuld og ranke majs. Trafik er her ikke meget af, og så længe aircondition virker i bilen, er det bare at læne sig tilbage og nyde de afvekslende omgivelser og den smukke natur.

Vi passerer gigantiske søer og sumpede floder, og mens vi i storbyen Atlanta stort set hele tiden har en fastfood-restaurant inden for rækkevidde, er det nu kirker og gamle kirkegårde, der ligger som byernes 7-Eleven-butikker med få kilometers afstand.

Hver tiende minut passerer vi en ny kirke og skilte med budskaber om, at Herren passer på os alle, og påmindelser om, at Jesus har frelst os. Der er absolut ingen tvivl om, hvorfor denne del af USA kaldes bibelbæltet.

Hver onsdag er kirken det sociale samlingspunkt med barbeque til aftensmad, og søndag morgen prædiker de lokale præster for fulde huse – også selv om indtaget af den hjemmebryggede whisky – moonshine – har været massiv aftenen inden.

Sprængfarlige emner
Efter nogle timers kørsel har vi krydset grænsen mellem Georgia og South Carolina, og sulten begynder at melde sig.
Vi stopper ved den lille, ydmyge beværtning »The Chat & Chew« for at se, om den lever op til sit navn. Det gør den.

Og mens Rosemary byder på friturestegt kylling, som det sig hører syden til, benytter vi lejligheden til at få et glas frisk lemonade og en sludder med de lokale.

Sydens USA er kendt for sin gæstfrihed og åbenhed, og så længe man selv er høflig og husker at tiltale folk med »Sir« og »Ma’m«, kan man på ganske kort tid komme tæt på de lokale.

Befolkningen er en broget skare. Her er mange sorte – rigtigt mange – og selv om sorte og hvide nu til dags sidder side om side i de samme restauranter, og tiden med Martin Luther Kings taler hører fortiden til, så ulmer racismen stadig lige under overfalden.

Vi får at vide, at mange af de sorte i området blev betalt af præsident Obamas folk for at stemme, og det er tydeligt, at den ellers så populære Barack Obama ikke har hentet mange hvide stemmer fra lige netop denne del af landet. 

Her værner man om de traditioner, som generationer i årevis har efterlevet, og emner som fri abort, homoseksualitet, dødsstraf og retten til at bære våben er sprængfarlige.

Enhver mand med respekt for sig selv, uanset hudfarve, bærer våben, enten fordi han går på jagt, som hobby, som beskyttelse – eller simpelthen fordi han kan. Ammunition købes i supermarkedet side om side med fiskekroge og hundemad, og der er endda amter, der ved lov har indført, at alle husstande skal have mindst et skydevåben.

Det virker umiddelbart absurd, når man ellers har sin dagligdag i forholdsvis trygge danske omgivelser, hvor man ikke bliver skudt bare for at være i det forkerte kvarter.

Men har man tiden og er nysgerrig efter at blive klogere på de amerikanske værdier og samfund, så er det bare med at spørge løs. De lokale er ikke blege for at svare på sociale, politiske, økonomiske og racemæssige spørgsmål over en øl eller en kop halvtynd kaffe, og selv om vi ikke møder mange, der kender Danmark, så mødes vi med åbent sind og masser af spørgsmål til den hverdag, vi kommer fra.

The Promised Land

Vi lader diskussionerne ligge og ruller videre, indtil vi når »The Promised Land« i den lille flække Greenwood. Det lyder lovende, og slaverne håbede da også, at området var det forjættede land, da de efter den amerikanske borgerkrigs slutning i 1865 fik lovning på området, så de her kunne skabe et liv som frie mennesker.

I dag bor der 95 procent sorte i området, men det er ikke ligefrem håb og optimisme, området oser af for den generation af sorte, der nu vokser op her.

Det bliver her meget tydeligt, at de samme sociale, politiske, økonomiske og racemæssige spørgsmål, der lå til grund for den amerikanske borgerkrig, endnu ikke er løst, selv om borgerkrigen officielt sluttede for 144 år siden.

Vi tager et kig indenfor hos den lille, lokale købmand, der ser os en smule an. Der sælges både ammunition og griseører til en af de lokale yndlingsretter, så man behøver ikke køre til en af de store supermarkedskæder for at være forsynet med det mest nødvendige.

The Promised Land er nu et stykke amerikansk historie, der ikke i sig selv er en turistattraktion, men på forunderlig vis nuancerer det alligevel min forståelse for dagens tidligere diskussioner om politiske værdier, det udbredte våbensalg og de racemæssige udfordringer og konflikter, som endnu ikke er fundet en løsning på i Guds eget land. 

Vi forlader de forældede løfter om bedre tider for de sorte i USA og begiver os atter mod Atlanta. Vi har fået snuset til det amerikanske liv langt fra turistmagneterne og er blevet en lillebitte smule klogere på det brogede amerikanske samfund. Nogle timers kørsel væk venter storbyen, hvor vi igen skal være helt almindelige turister.

Næste: Et væld af seværdigheder for børnefamilien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.