Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rejseliv

Sydfrankrigs dronning

Nice er dronningen på Den Franske Riviera. På én gang elegant, hyggelig, folkelig og mondæn. Rejseliv har besøgt byen, der er badet i sol 200 dage om året.

Stranden i Nice består af små sten, ikke blødt sand. Middelhavets farver snyder dog ikke.
Stranden i Nice består af små sten, ikke blødt sand. Middelhavets farver snyder dog ikke.

Morgensolen vælter ned gennem gaden og kaster sit projektørlys på de pyntede facader med stuk og støbejernsaltaner. Der står café au lait, friskpresset juice og croissanter klar, men vi må lige ud på den smalle altan og fornemme lyset, duftene og lydene af en Middelhavsby, der vågner, før vi spiser vores ’petit déjeuner’ – dagens første måltid.

Vi er ankommet til Nice sent aftenen før og har ikke bemærket ret meget andet end en søvnig, mørklagt by. Nu ser vi de hvidmalede husmure, børn på vej i skole, varevogne med kasser af friske frugter og grøntsager, der bringes ud til gadens butikker og spisesteder. Og et stykke længerede nede stikker en mægtig palme frem og fortæller os med sine struttende vifteblade, at vi er i Syden nu. Efter kaffen og de smørbagte croissanter er vi klar til at udforske Nice, Frankrigs syvendestørste by med næsten en mio. indbyggere – og faktisk landets femtestørste, hvis man tæller forstæderne med. Hertil kommer alle os, der er på et flygtigt besøg for at få en smagsprøve på den sydfranske sol, det gode køkken og stemningen på gader og torve, i parker og ved vandet.

Den italienske bydel

Formiddagen begynder i den gamle middelalderbydel, Vieille Ville – eller Gamle By på dansk. Modsat kvarteret, vi bor i, som er skudt op sidst i 1800-tallet, er det ældste Nice en labyrint af stræder og pastelfarvede huse med skodder og terrakottarøde tegltag. Byrummet virker næsten mere italiensk end fransk – og det er måske ikke så mærkeligt.

Fra 700-tallet og langt ind i middelalderen hørte Nice under den italienske bystat Genova, og herefter fulgte mange år som en vigtig havneby i det selvstændige kongerige Savoyen. Først i 1860 blev Nice officielt indlemmet i Frankrig, og det forklarer den italienske arkitektur i byens ældste kvarterer.

De fleste turister smutter omkring Blomstermarkedet i den gamle bydel.
De fleste turister smutter omkring Blomstermarkedet i den gamle bydel.

Formiddagssolen luner godt nu, og turister i store mængder sidder ude på bydelens mange fortovscaféer og isbarer. Mens nogle nyder en espresso, er andre hoppet på en tidlig spritz med aperol og crémant. Man har sjældent den populære bydel for sig selv, og vi følger i gåsegang med strømmen til det indbydende Marché aux Fleurs – Blomstermarkedet.

Her bugner bundter af liljer, nelliker og roser – og der er også stader fulde af de friskeste artiskokker, citrusfrugter, tomater og urter. Andre falbyder oste, pølser, sennep og lokal vin – og der hænger en sød, appetitvækkende duft over hele Cours Saleya, som er navnet på pladsen, hvor markedet holder til.

Vandkunst og folkeliv

Nice er ikke større, end at man kan gå rundt til alle centrale strøg. Med en is i hånden købt hos det italienske Gelateria Azzuro i Rue Sainte-Reparate trækker vi væk fra den Gamle By og går over i parken Jardin Albert 1er. Der hviler en tiltrængt ro over det velholdte åndehul med dets blomstrende buske og høje, slanke fønikspalmer.

Parken adskiller det ældste Nice fra de nyere bydele. Den strækker sig som en grøn slange op langs de to brede gader Avenue Félix Faure og Boulevard Jean Jaurès og skifter karakter flere gange fra det friserede til det muntre og folkelige. Vi passerer springvandstorvet Forum Torrin & Grassi, hvor der skiftevis er sprudlende fontæner, dis, der hyller denne del af parken ind i et silkeslør, og et vandspejl, der fordobler byrummet. Et mesterligt udendørs kunstværk, som kan nydes igen og igen.

Vandkunstværket ved Forum Torrin & Grassi er elegant og forfriskende.
Vandkunstværket ved Forum Torrin & Grassi er elegant og forfriskende.

Vi fortsætter ad Promenade du Paillon, der strækker sig gennem hele den smalle park. Rundt om os i græsset sidder grupper af unge og snakker og slikker sol. Mødre går tur med klapvogne, på bænke bliver der læst bøger og ordnet verdenssituationer, og på parkens midterste stykke er der ikke blot én, men flere legepladser bygget af træ – et populært stop for rutsje- og klatreglade børn.

Frokost på Place Garibaldi

På den kulinariske front er Nice især kendt for ét solidt bidrag til verdenskøkkenet: den sommerlige salade nicoise. Ingen ved, hvor opskriften præcist stammer fra, men sidst i 1800-tallet spiste fattige fiskere og daglejere ofte et måltid med tomater, ansjoser og olivenolie. Denne anretning udviklede sig, og flere ingredienser blev op gennem 1900-tallet tilført, bl.a. tun fra dåse og oliven. I dag findes et hav af varianter af den berømte salat. Mange mener, der hører hårdkogt æg til, mens andre sværger til en bund af friske salatblade.

I det solrige Nice findes der ikke mange bedre frokostretter end en salade nicoise med brød og et glas kølig rosé eller hvidvin til. Vi slår os ned på fortovsrestauranten Le 4 på det imposante torv Place Garibaldi. Her ligger flere populære serveringssteder, der modsat beværtningerne i Vieille Ville i højere grad frekventeres af lokale Nice-borgere. Vi bestiller friterede grøntsager – peberfrugt, squashblomster, blomkål og courgette – og en salade nicoise til deling. Den på én gang bløde og sprøde salat er toppet med en lækker blok af tun, og der er ikke sparet på den gode olivenolie. Salaten akkompagneres af et glas kølig rosé, der ikke kunne smage bedre end i solen på den pompøse Place Garibaldi.

Salade nicoise laves i et utal af fortolkninger. Tomat og ansjos er de originale ingredienser.
Salade nicoise laves i et utal af fortolkninger. Tomat og ansjos er de originale ingredienser.

Byen, der har (næsten) alt

Nice har alt. Næsten. Byen mangler én ting for at være perfekt: en god sandstrand. Modsat nabobyer som Cannes, Antibes – og Villefranche-sur-Mer tættest på – så har Nice ingen decideret sandstrand, men en grå strandstrækning fuld af store, hårde sten. Det afholder dog ikke folk fra at bade og nyde solen i vandkanten. Det ser vi, da vi sidst på eftermiddagen går ned til den berømte Promenade des Anglais.

Få strandboulevarder er så imponerende som denne. Palmerne står ranke, og majestætiske hotelkomplekser og dyre lejligheder ligger på første parket med udsigt til det azurblå Middelhav. På trods af promenadens biltrafik virker her forholdsvist roligt. Der er luft og plads til alle: hundeluftere, joggere, cyklister og isspisende turister. Og længst nede mod vandet: solbadende strandgæster, der trodser det ikke helt behagelige underlag.

Alle er vi søgt ud mod promenaden for at få lyset, farverne og den rare lyd af lette bølger, der slår ind mod kysten, med. Lige så stenet, stranden er, lige så indbydende er havet med sine hundredvis af nuancer af blå, turkis og grøn. Vi køber en iskaffe og gør som hundredvis af andre: sætter os på en bænk med byen i ryggen og stirrer ud over havet med den varme og skarpe eftermiddagssol over os.

Det kan godt være, her ikke er blødt pulversand at lægge sig ned på, men det er en stor nydelse at sidde her side om side med andre, der er kommet til Rivieraen med det formål at slikke sol og suge til sig af alt det gode, en middelhavsby som Nice rummer.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.