Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Soria – Spaniens ukendte provins

Følg i dinosaurernes og hulemændenes fodspor, opsøg fortidsbyer, og se maurernes og de kristnes paladser. Eller nyd blot den spanske venlighed i de tyndtbefolkede landsbyer.

Der er en grund til, at regionen hedder Castilien, ’borglandet’ … Ruinerne er overalt.
Der er en grund til, at regionen hedder Castilien, ’borglandet’ … Ruinerne er overalt.

I tilfælde af dårlig samvittighed over hekseafbrændingerne sankthansaften, er her et godt råd til skyldplagede mænd: Tag på bodsvandring i Spanien! Rejs ned til provinsen Soria i Castilien, nord for Madrid og syd for Rioja-distriktet, og besøg den lille landsby Vinuesa den 16. august. Her kan man få både straf og syndsforladelse; hvis altså man er en mand.

Hele den dag har kvinder i landsbyen nemlig lov og pligt til at give mænd nogle på bærret! Og det gør de. Og de må gerne blive ved.

Sagen er den, at et frygteligt overgreb engang fandt sted her, eller næsten i hvert fald, for forbrydelsen, ’jomfru-ran’, blev afværget. En ung pige fra landsbyen var efterstræbt af en ung mand fra nabobyen Covaleda, og det var gengældt. Hånd i hånd vandrede de mod skoven. Opflammet af skinsyge greb en anden ung mand, et bysbarn, fat i hende og rev hende med sig. Stor og stærk var han.

Det var gået ilde, om ikke en sværm af piger fra Vinuesa havde nedlagt ham med byger af lussinger. Det var den 16. august, i sagntid, og det fejres altså endnu. Dagen hedder også ’La Pinochada’, og der er ikke noget at gøre, hvis man har y-kromosomer og befinder sig i byen, åh jo, der er et løsen, så man slipper for flere hug, bare ét ord. Man skal sige »... Grac...«. Nå nej, det må rigtige mænd selv finde ud af.

Man kan også vente til sankthansaften næste år og tage til San Pedro Manrique; her kan man(d) selv blive svitset. Hele dagen går med at brænde en kæmpestor egestamme af, og hen under aftenen spredes gløderne. Så er det med at smide skoene og spadsere – vi skriver EU, Spanien, ikke Indien – og det er mænd, der vandrer. Kvinder må også gerne være med, men på skuldrene af mænd.

Der er en gamling i 80erne, der tager turen, ’Paso del Fuego’, hvert år, og når han når til enden af glødebålet, vender han sig, vinker til mængden og lunter tilbage. Det fortæller en anden gamling os, Goyo, som vi møder på den mennesketomme gade i byen, hvor han er ude for at ’tomle’.

Goyo Pastor, pensioneret fårehyrde i sin fødeby, Tañine, hvor der nu kun er fire indbyggere … foran kilden med ’bjergenes bedste vand’.
Goyo Pastor, pensioneret fårehyrde i sin fødeby, Tañine, hvor der nu kun er fire indbyggere … foran kilden med ’bjergenes bedste vand’.

»Det gælder om at stampe hårdt med en flad fod, så brænder man sig ikke,« forklarer han. »Det er hemmeligheden. Hvis man er forsigtig, brænder man sig. Det er farligt at være bange.«

Han ser på løjerne hvert år, men tager ikke selv turen. Det er nu ikke, fordi han ikke tør. Det er, fordi han oprindeligt ikke er fra byen.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/blandt-oernejaegere-og-hestenomader-i-kirgisistan

Soria - et fuldmoderne samfund, der har alt

Vi tager ham med i bilen. Han er på vej til sin fødeby, Taniñe, for at besøge sin søster. Hun er en af de ganske få tilbageblevne borgere i den lille landsby, hvor kirken er den eneste af byens gamle institutioner, rådhus, skole, bar, smedje osv., der stadig er i brug. Her sætter de kun fire bysbørn sig om et lille bord hver søndag og holder messe med præsten fra San Pedro de Manrique, mens svalerne kvidrer i kirkerummet over deres hoveder.

»Den ældste er 90 år, og de andre er også ved at være deropad,« forklarer Goyo, der er en ren hvalp på bare 75. Hans efternavn er Pastor, som betyder hyrde, og det har han selv været engang.

Der er plads nok til folk med den profession i nabolaget. San Pedro er kommunens hovedby, og oplandet må være Spaniens og Europas, ja, verdens tyndest befolkede område. Her bor én (1!) person per kvadratkilometer. Men det er ikke, fordi de andre er brændt af... her er bare generelt rigtig tyndt i provinsen Soria. På godt 10.000 kvadratkilometer (hvilket svarer til størrelsen på Sjælland og Fyn) bor op mod 90.000 mennesker, heraf de knap 40.000 i den oldgamle provinshovedstad, Soria.

Så tror pokker, at der også er plads til både ulve, epidemisk mange kronhjorte og rådyr, vildsvin, flere slags ørne og gribbe, tusindvis af storke, og jeg ved ikke hvad ... og til turister. De kommer da også væltende i sæsonen juni til slut-august, men forbløffende få af dem er udenlandske. Og den oplysning er ment som en opfordring.

Gør noget ved det, I som har Spanien i blodet, for Soria har – med undtagelse af hav, flamenco og måske grisefester – det hele. Alt det, der tegner det svulmende iberiske mysterium: en utrolig natur, der både er vild og tæmmet, fysiske vidnesbyrd om en ældgammel og voldsom historie og om en fortid som kulturel stormagt, samtidig med at Soria er et fuldmoderne samfund.

I månederne april-maj og september-oktober kan man som tilrejsende have det hele for sig selv, og netop da viser Soria-provinsen sine bedste og smukkeste sider, erklærer sorianerne selv. Vi var der i maj og blev overbeviste. Vi kom med et særligt mål for øje: at finde et alternativ til de efterhånden overrendte Camino-rejser, vandreture – uden for megen fromhed – i storslået natur med næsten skandinaviske muligheder. Ture er her nok af, men en allemandsret a la Norge og Sverige skal man ikke vente at finde. Man skal spørge om hver tilladelse til overnatning. Og om åben ild kan der slet ikke være tale. Spanien er tørkeplaget, og jævnlig helikopterovervågning i bjergene vidner om, at det er alvor.

Det er muligt at få lov at fiske – selvfølgelig med køb af fiskekort – og her er både fredfisk, som karper, og ædelfisk, som ørreder, i de mange søer, elve og floder, hvor grænsefloden Duero og ’Ulvefloden’ Rio Lobos byder på det mest utrolige, fra dorsk, næsten hollandsk flodsejlads over eventyragtige landskaber fulde af damme og småsøer med frøkvæk og åkander til Canyons og vildt og oprørt vand, alt sammen krystalklart.

Der er mulighed for jagt efter hjorte, vagtler, duer, agerhøns, vildsvin osv. Det kræver selvfølgelig også tilladelse, og man bør nok være i god tid med begge dele; turistservicen er lagt ud på rigtig mange instanser, og det kan virke som en labyrint a la Kafka at finde rundt i. Til gengæld har næsten hver eneste lille landsby en turistinformation.

Fuglekiggere derimod – og deres mere mod jorden nedbøjede medskabninger, planteelskerne – har frit og let spil, og her er nok at se på. Rækker af storke i plov­furerne efter traktorer, gåsegribbe, der går på vingerne, idet man passerer, men svæver tilbage over rådyr­ka­dav­eret, når man langsomt nærmer sig for at se dem i øjnene – deres vingefang kan være på knap tre meter. Nattergale, hær­fugle, ørne, ugler, der tuder om natten, ak­kompagneret af cikader og fårekylling­er. Det er til at blive tosset af, så fuldfed naturen er.

Plantelivet er meget rigt. Her er stadig aktive overdrev, og landbruget går ikke amok i monokultur som hos os. Og hvis man er til gøgeurter, og til mægtige bjergskove af fyrretræer eller lutter enebær af den særlige hypergiftige art, der hedder sevenbom og hvis man er svampesamler, så er her det hele, inklusive en særlig sort trøffelart, der kan gøre folk rige i en fart (februar-marts). Egnen omkring føromtalte næsten affolkede Tañine er et godt sted at søge svampe, og den bliver overrendt i sæsonerne.

http://www.b.dk/rejseliv/oversoeiske-rejser-hitter-i-sommerferien

Laguna Negra - Den Sorte Sø

Vi fulgte et mål og en plan, en vandretur i hælene på provinsens og hovedstadens store søn, verdensdigteren Antonio Machado, på dennes udflugt til Laguna Negra, ’Den Sorte Sø, for godt 100 år siden. Det er en skrap vandring, som skal tages i flere etaper, hvis man virkelig er til strabadser a la dem, han selv og ikke mindst hovedpersonerne i hans beretning gennemgik. Og man skal følge det optegnede spor – det er vildt terræn – ikke et, hvor man vil bryde sig om at forstuve en fod eller opleve det, der er værre. Man kan også gøre det hele mere afslappet og lyrisk, måske med en poesibog i hænderne, og blot opsøge de centrale steder i den beretning, Machado skrev, først i artikelform, siden som digt. Vores vandring var en blanding af begge dele.

Her ved Laguna Negra fandt en frygtelig forbrydelse sted. Den er måske, måske ikke, digterisk opspind, men den er helt sikkert blevet en del af sorianernes kollektive dna og opfattelse af sig selv som dybest set nogle værre vilde nogle!

To brødre dræbte deres rige bondefar og hældte ham i Laguna Negra – den bundløse bjergsø, der ligger omgivet af snedækkede bjerge – for at få deres arv. En uskyldig henrettedes for forbrydelsen, men brødrene fik deres straf, hele naturen, al deres skæbne rottede sig sammen imod dem, og bjergkilderne sladrer om det i et lille omkvæd, der kan høres endnu.

Der er mange af den slags vandreture i både hovedstaden og provinsen Soria. I byen er det selvfølgelig kultur, det handler om. Her er, foruden museerne, kirkerne, de pompøse historiske bygninger, også moderne litteratur- og film-, musik- (klassisk og rytmisk global) og teater-festivaler og meget andet. Og så er der fortrinlige spisesteder. I sommersæsonen med friske krebs fra floderne.

En helikopter svæver over Laguna Negra, ’Den Sorte Sø’. Spanien er ramt af tørke, så det er forbudt at tænde bål i naturen, og helikoptere sonderer terrænet for mulige skovbrande.
En helikopter svæver over Laguna Negra, ’Den Sorte Sø’. Spanien er ramt af tørke, så det er forbudt at tænde bål i naturen, og helikoptere sonderer terrænet for mulige skovbrande.

En god spadseretur er den næsten tårevædede byvandring i Machados fodspor gennem Soria, der beretter om hans kærlighed til sin barnebrud, der døde fra den halvgamle digter efter kun tre års ægteskab, 18 år gammel. To af byens luksushoteller er opkaldt efter dem, Parador Antonio Machado og Hotel Leonor. De kan kigge til hinanden, hen over kløften og floden Duero, der adskiller dem. Og så er der ellers facader og statuer og buster osv. af de to rigtig mange steder.

På landet er det, foruden de autentiske og oldgamle landsbymiljøer, naturen, der trækker. Den bærer så stærkt præg af uberørthed, at man tror, skoven er urskov, indtil pludselig et hundredetals køer med bjælder om halsen trasker kimende forbi og minder om, at de castilianske landskaber er resultatet af et årtusindgammelt samvirke mellem mennesker og natur.

Køerne bimler, som stod man i et klokketårn, der ringer til vesper, og kigger man sig om i landskabet og ud over den kæmpestore sø, kan man måske få øje på toppen af et kirketårn eller en husvæg, der stikker op. Her ligger Muedra, en sunken landsby. Og inde i den beskedne restaurant Visontium, som er værd at besøge, kan man se et gammelt maleri af, hvordan landsbyen så ud, tørskoet, før den blev ofret til vandreservoir. Alt sammen lidt uden for og i Vinuesa, ørefigen-byen.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/nye-italienske-hoteller-i-gamle-huse

Historie for alle aldre

Det er ikke så sjældent de små ydmyge steder, at man finder det bedste køkken. Vi kan anbefale El Campillo i Buitrago på vej til museumsbyen Numantia. Numantia er et arkæologisk vidnesbyrd om romernes krig mod de oprindelige spaniere, de næsten ukuelige ibero-keltere. »Numantia overgav sig aldrig,« står der på Colosseum i Rom. Stedet er endnu et af provinsens trumf-esser, og man anstrenger sig for at få ’byen’ placeret som internationalt mindesmærke på linje med Masada i Israel og Alesia i Frankrig. Men der er mere historie. Også af den slags, der vil interessere selv småbørn med museums-allergi. Man skal helt tilbage i tiden, helt tilbage til dinosaurerne. Der er mægtige områder med nøgne klipper, der engang var mudder, som fortidsøglerne trampede rundt i. Og fodsporerne er der, rigtig mange endda. Og på det fornøjeligste har man så opsat figurer af kolosserne rundt om i landskabet.

Lidt længere fremme på tidslinjen finder man stenaldermennesker, der som led i deres vandringer har malet i hundrede­vis af klippemalerier, som forskerne har tolket dels som religiøse og magiske symboler dels som sådan nogle ’Kilroy was here’-grafittier. Ganske betagende. Prøv at lægge mærke til den enkle symbolik, der adskiller mænd og kvinder.

Og så er der de mange senere tumulter og begivenheder, dem, som landskabet alle vegne vidner om. F.eks. krigen mellem araberne og de kristne, som udsprang fra Castilien, og her midt i Soria-provinsen ligger ruinerne af den største arabiske befæstning uden for den arabiske verden, Gormaz, med sin 700 meter lange mur.

Et godt tip til rundture: De arabiske borgtårne er firkantede, de kristne er runde. Man kan også bare nøjes med nutiden. Den er ganske og aldeles rar. F.eks. er der jo spanierne selv med deres venlige væsen og deres mærkelige døgnrytme.

Prøv at tage ned i Sorias vidunderlige botaniske have og bypark en fredag aften, når familierne fejrer weekend. Alle vegne hører man småfolks stemmer. Børn får lov at være sent oppe her, ikke mindst sådan en aften. Længe efter at man ville have puttet sine egne uhyrer, får de spanske småfolk lov at suse omkring. Og man kan stadig høre dem gennem hotel­vinduet, når man går i seng.

Og også når man vågner midt om natten. Der er nok tyndt befolket, men der er liv i Soria.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.