Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sommerens VM: En by i Rusland

Med en storsejr i Dublin sikrede det danske fodboldlandshold sig en plads til næster års VM i Rusland - her ser vi nærmere på de byer, hvor de rød-hvide kan komme til at kæmpe for medaljerne.

Den Røde Plads i Ruslands hovedstad, Moskva. Foto: kuhnmi/Flickr
Den Røde Plads i Ruslands hovedstad, Moskva. Foto: kuhnmi/Flickr

Tirsdag aften faldt en tung sten fra de danske fodboldhjerter. Efter at have misset slutrunderne i både 2014 og 2016 lykkedes det landsholdet at kvalificere sig til VM i Rusland 2018 med en 5-1-sejr over Irland i Dublin. Fra 14. juni til 15. juli næste år venter derfor mindst tre kampe for de danske spillere i en eller flere af de 11 værtsbyer i Rusland, og en stribe danske roligans har formentlig allerede bestilt den russiske miniparlør, så de er klar til at bakke op og skabe stemning omkring det danske hold på russisk jord.

Der bliver først trukket lod til VM-puljerne 1. december, så indtil da kan man kun gisne om, hvor det danske landshold og deres trofaste fanskare får base – og der er derfor heller ikke grund til at bestille billet til en af de 11 værtsbyer endnu.

Indtil da kan man kun samle inspiration, og vi har derfor taget et kig på byerne og guider her til værtsbyerne under VM i Rusland.

Moskva

På russisk: Москва

Om byen: Alle kender Den Røde Plads og Kreml i byen, der har 13 mio. indbyggere, for Moskva er Ruslands kulturelle, finansielle og administrative centrum, som man kan flyve til direkte fra København på 2,5 timer. De seneste 15 år er priserne i byen steget betragteligt, så det er – modsat tidligere – blevet en relativt dyr by at være i som turist. Og sådan vil det nok også være under VM. Byen er dog også interessant med et utal af turistattraktioner, men et godt råd kan være at besøge en lokal, autentisk banya – en lokal badeanstalt. Og snyd heller ikke dig selv for en tur i byens metro, der kan prale af at have nogle af verdens måske smukkeste stationer. Det kan man så passende gøre enten før eller efter en landskamp.

Jekaterinburg

På russisk: Екатеринбург

Om byen: Det er nok de færreste danskere, som har hørt om Jekaterinburg, og det kan være underligt, for med knap 1,5 mio. indbyggere er det faktisk Ruslands fjerdestørste by. Den store by ligger på grænsen til Asien og knap 1.800 km sydvest for Moskva. Om vinteren er der hundekoldt – gennemsnitstemperaturen i januar er -12,6 grader – mens de korte somre kan være meget varme. Byen var i mange år kendt for stålproduktion, men i de senere år har også handel og turisme bidraget til byens økonomi. Byen er også knudepunkt for Den Transsibiriske Jernbane, og derudover er de vigtigste seværdigheder byens katedral samt flere arkitektonisk betydende bygninger.

Rostov-ved-Don

På russisk: Ростов-на-Дону

Om byen: Rostov-ved-Don kaldes også for byen ved de fem have på grund af den geografiske placering tæt på Sortehavet og med tråde til flere kanaler og floder. Byen har godt 1,1 mio. indbyggere og er et transportknudepunkt med flodtransport, havnen, som har forbindelse til verdenshavene, samt jernbaner og flytrafik. Byens zoo og opera er et besøg værd, og så kan man ved samme lejlighed smage på den lokale vinproduktion, som er en vigtig del af det frodige område.

Kasan

På russisk: Kазань

Om byen: Kasan er en af Ruslands mere velhavende og moderne byer. Den er mest kendt som en by, der har fokus på sport, efter byen var vært ved f.eks. Universiaden i 2013, der minder om OL, bare for universitetsstuderende fra hele verden. Det er en multikulturel by, hvor muslimer, jøder og kristne bor i fredelig samhørighed. Byen er desuden stærk på det kulturelle, og der er talrige festivaler, hvilket 2,1 mio. turister da heller ikke var sene til at opdage i 2015. Det er let at komme til byen med fly, tog og båd, da floden Volga går gennem byen – i sommermånederne kan man endda sejle direkte til Moskva. Kommer Danmark i kvartfinalen, kan turen bl.a. gå til Kasan.

Nisnij Novgorod

På russisk: Ниский Новгород:

Om byen: Byen Nisnij Novgorod, eller Nisnij, som den kaldes i daglig tale, var kendt som Gorkij fra 1932 til 1990. Byen ligger 400 km øst for Moskva og har knap 1,3 mio. indbyggere. Det er en by med en lang og imponerende historie, og den er da også rig på arkitektoniske perler i den historiske midtby – blandt andet Nisnij Novgorods Kreml fra 1508 og byens katedral fra 1628. Der er flere gode museer i byen, blandt andet for russisk fotografi, dampmaskiner og den russiske bilproducent GAZ.

Sankt Petersborg

På russisk: Санкт-Петербу́рг

Om byen: Zar Peter den Stores by. Med kig til vandet og kanaler flydende gennem byen, hvor der bor fem mio. indbyggere, bliver Sankt Petersborg samlingspunkt for fodboldfans verden over til næste års VM. Det kolossale, mintgrønne barokpalads, der går under navnet Vinterpaladset, får de fleste til at tabe kæben. Rejser man med en, der ikke er til fodbold, kan man passende sende vedkommende ned ad den berømte boulevard Nevsky Prospekt, der i sin tid var en af de bredeste og mest storslåede gader i Europa. I dag er den centrum for både underholdning og shopping i Sankt Petersborg. Med flybilletter til omkring 1.500 kr. netop nu er det en dejlig destination til et kort ‘getaway’ under sommerens VM.

Sankt Petersborg. Foto: Wikimedia Commons
Sankt Petersborg. Foto: Wikimedia Commons

Volgograd

På russisk: Волгоград

Om byen: Hvis Volgograd ikke siger dig noget, gør Stalingrad måske? Det er nemlig byens tidligere navn. Navneforandringen fandt sted i 1961, og byen med de en mio. indbyggere er en vigtig produktionsby, der blandt andet bygger skibe. Derudover er den blevet centrum for økoturisme i Rusland. Byen ligger nemlig ved den sidste uberørte strækning af Volga-floden, der er Europas længste flod, som munder ud i det Kaspiske Hav. Det storslåede stadion i Volgograd er designet med en åben gitterstruktur, der minder om egerne på en cykel. Der kommer til at kunne være mere end 45.000 tilskuere.

Kaliningrad

På russisk: Калининград

Om byen: Den noget særprægede placering mellem de baltiske lande – og bare 363 km fra Bornholm – gør Kaliningrad til noget helt særligt. I centrum af byen ligger øen Oktyabrsky, der er 10 kvadratkilometer stor, og på denne ø – midt i det hele – kommer det danske landshold måske til at løbe ud på de grønne baner og kæmpe for en medalje. Når VM er slut, kommer stadionet til at være hjemmebane for FC Baltika Kaliningrad i stedet for deres tidligere stadion, Baltika Stadion. Ud over fodboldkampe skal det i fremtiden også bruges til andre sportsevents og koncerter. Hvis du vil opleve det nye stadion, hvor der er plads til 35.212 tilskuere, er det relativt billigt at flyve til Kaliningrad.

Kaliningrad. Foto af: a.savin/Wikimedia Commons
Kaliningrad. Foto af: a.savin/Wikimedia Commons

Saransk

På russisk: Саранск

Om byen: Hvis du lejer en bil og kører mod sydøst fra Volgograd, når du efter ca. 10 timer på vejen byen Saransk. Saransk er hovedstad i Republikken Mordovija og huser lidt mere end 300.000 indbyggere. Det er en sportsglad by, og til VM har de tænkt sig at bygge et nyt, topmoderne stadion, der har plads til 40.000 glade fodboldfans. Når stadionet endelig står færdigt, bliver det i klare orange farver blandet med rød og hvid for at hædre republikkens traditionelle farver.

Sotji

På russisk: Сочи

Om byen: Den russiske kurby Sotji ligger ikke langt fra grænsen til Georgien og lige ud til Sortehavet for foden af Kaukasusbjergene med Europas højeste bjerg, Elbrus. Sotji er ikke helt uvant som vært for store begivenheder. I 2014 blev vinter-OL nemlig afholdt i Sotji – et af de dyreste nogensinde i øvrigt, for Rusland gik all in på OL, ligesom de gør på næste års VM. Derfor står der allerede en spritny togstation til de mange gæster. Her bor 411.524 mennesker, og hvis du vil til VMs sydligste by, skal du flyve til Adler, hvor Aeroflot flyver til fra København – det kræver dog et par stop på vejen.

Samara

På russisk: Самара

Om byen: Samara ligger tæt på grænsen til Kasakhstan og er en af de VM-byer, som ligger længst væk i forhold til Danmark. Byen har knap 1,2 mio. indbyggere, og den bryster sig af at have været vicehovedstad i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig. Senere blev byen ekstremt vigtig for landets fly- og rumindustri, og det betød, at byen længe var fuldstændig lukket land for turister. Nu er byen atter åben, og der er masser at se inkl. et rum-museum. Samara nås via en af de 10 daglige afgange fra Moskva eller fra Frankfurt.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.