Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ski for begyndere i Trysils fjelde

Kan en +40-årig, der aldrig har haft ski på fødderne, lære at stå nogenlunde sikkert ned ad bakken – på tre dage? Rejselivs udsendte gjorde forsøget.

Man skal jo starte et sted. Her sætter skribenten sine første spæde spor som skiløber,  mens instruktøren kigger med.
Man skal jo starte et sted. Her sætter skribenten sine første spæde spor som skiløber, mens instruktøren kigger med.

Det er ikke helt sandt, at jeg aldrig har haft et par ski på fødderne før. Da jeg var 17 år og boede i Canada med mine forældre, slæbte nogle af mine forældres venner mig med på det lokale skianlæg, op i en lift – og så susede de ellers i forvejen ned mod dalen med sneen sprøjtende om ørerne, mens jeg halsende forsøgte at følge efter. Det endte med et voldsomt styrt og en forstuvet ankel.

Siden den fiasko har jeg ikke forsøgt mig på ski. Men med alle de jubeltaler, min omgangskreds hvert år fra oktober til april holder om konceptet skiferie, har nysgerrigheden nu vundet over fiaskofølelsen. Jeg er klar til at give det et nyt forsøg. Helt sikkert med stivere ben og mindre gåpåmod, og oven i hatten udstyret med den belastende karakteregenskab, at jeg, sikkert ligesom mange andre, hader at være dårlig til noget. Det er man jo i sagens natur oftest i discipliner, man ikke har prøvet før.

Trøsten er, at vi er fire begyndere på det tre-dages kursus, der skal blive min ilddåb. Så selv om Trysil i Norge, hvor seancen skal foregå, er et stort skiområde, hvor der vil være ski-hajer alle vegne, vil jeg ikke være den eneste danske bambi på brædder.

De første forberedelser

På dag et går det op for mig, at skiløb ikke bare er at flyve elegant ned ad bakke med vinden susende om ørerne og en perfekt, slangende S-linje i sneen bag en.

Først skal man leje udstyr, som i sig selv er en større videnskab, så skal ski, stave og hjelm transporteres fra butikken til skibakken. Helst på en måde, så man ikke taber de genstridige genstande undervejs. Og så er der alle de mennesker, der kommer fræsende ned fra bjerget og laver opbremsninger på et niveau, som for mig at se er lige til vinter-OL.

Så allerede inden skiene er kommet på, er jeg stresset og opkogt under de mange lag tøj, og jeg føler mig som en fisk, der er landet i den forkerte sø.

Når man er ny på ski, er teknikken ploven – det omvendte v – helt essentiel lærdom, når man de første gange giver sig i kast med alpine udfordringer.
Når man er ny på ski, er teknikken ploven – det omvendte v – helt essentiel lærdom, når man de første gange giver sig i kast med alpine udfordringer.

Vi er i begynderområdet, hvor alle er nye i disciplinen at have brædder på fødderne, der bevæger sig, som havde de deres egen vilje ved den mindste hældning i terrænet.

Vi lærer at falde – helst til siden, lærer at komme op igen, lærer at gå op ad bakke med ski på, lærer at balancere, og at man kommer langt, hvis man lærer at holde vægten rigtigt over skiene. For meget bagvægt er en klassiker og rigtig dumt, for så fræser skiene ubarmhjertigt nedefter, og man ender – med tyngdekraftens hjælp – helt sikkert – med et bump på numsen.

Debut på tallerkenliften

Så tager vi tallerkenliften op til toppen af begynderbakken og lærer, at nej, man kan ikke sidde på en tallerkenlift, den er udelukkende beregnet til at skubbe én fremad.

På begynderbakken lærer vi funktionen at plove, som er at forme det omvendte V med skiene, der fungerer som bremse.

Den disciplin bliver jeg ret hurtigt ferm til. Ligesom jeg også kan følge efter instruktøren i de store buer ned over bakken, hun kører i. Til højre, til venstre, til højre, til venstre, og husk at lægge vægt på det modsatte ben, vægt på højre, når man vil dreje til venstre og omvendt.

Det kører, det her, tænker jeg. Det kører.

Men det kører ikke vildt hurtigt.

»Farten er din ven,« bliver instruktøren ved at sige.

Fart? Det er jo ikke, som om jeg har specielt meget kontrol over mine ski. Hver anden gang jeg kører ned, føler jeg, at det er mere held end min teknik, der gør, at jeg får lavet nogle sving. Skulle jeg så øge farten?

Så kan jeg da slet ikke kontrollere noget, og jeg kommer helt sikkert til at ende i en fortumlet kludebunke af ski og stave mellem grantræerne ved siden af bakken. Det kan hun glemme.

Efter frokost flytter vi location til en lidt større bakke og øver de samme ting, inden vi sidst på eftermiddagen tager en stolelift op i terrænet.

»Det er jo heroppe, man rigtigt står på ski,« siger instruktøren med et stort smil.

Udsigten fra liften er mageløs, man kan se langt ud over Trysils vældige skiområde.

Men den er lidt svær at nyde, for knuden i min mave vokser proportionelt med de højdemeter, vi stiger op over granerne. Vi skal jo også ned igen. Og bare den første bakke, vi skal ned ad, da vi er tumlet af liften, ligner sådan en, som det nok er bedst, jeg tager på numsen hele vejen ned.

Det er dog alligevel for pinligt, ligesom tanken om bare at hoppe på liften retur heller ikke dur, så jeg bevæger mig forsigtigt fra det flade, sikre stykke ud over faldlinjen. Og så er jeg afsted - selv om jeg følger den nemme, grønne pist og bevæger mig mærkbart langsommere end alle andre, føler jeg, at jeg er en vildfaren raket i landskabet. Jeg prøver at plove mig til et stop, så jeg kan få noget kontrol over situationen, men skiene fortsætter helt upåvirket, sving er der ikke meget af, og at styre uden om de mange andre, der er heroppe i terrænet, dropper jeg.

Jeg har nok at gøre med at holde mig oprejst og følge den grønne piste i det virvar af andre pister, den krydser.

Arrig og opgivende

Dagen efter er vi tilbage på begynderbakken og øver bremseteknik – den slags opbremsning, hvor man kaster skiene til højre eller venstre og stopper brat. Det kan mine ben ikke finde ud af, skiene bliver ved at glide i alle mulige retninger, især ind over hinanden. Fejlen er ifølge instruktøren, at min overkrop og hofter drejer med, og at jeg ikke retter mig ordentligt op og en masse andet, så jeg holder op med at høre efter. Og i stedet klikker jeg mig arrigt ud af skiene og marcherer ind i caféen for surmulende at drikke varm kakao sammen med andre trætte børn.

En af de andre skijomfruer har en anden tilgang end mig. Han kan heller ikke rigtigt bremse på den effektive facon, og han bruger også hele kroppen i sine sving. Men han har ikke min skræk for at miste kontrollen og ende med et brækket ben, så når han kører nedad, blæser han derudad, falder igen og igen, men kommer op igen og prøver igen. I virkeligheden er det nok en bedre metode.

På dag tre hedder det parallelsving. Den ’rigtige’ måde at stå på ski på. Store, bløde sving eller hurtige korte med samlede ben og - ser det ud til – det er legende let. Jeg kan godt lidt, men de fleste gange ikke helt rigtigt.

Så mens jeg igen og igen tager tallerkenliften op for enden af den, synes jeg, store begynderbakke og igen og igen kører nedad, tænker jeg på filosofien om, at det tager 10.000 timers træning, før man er god til noget.

Okay, så er man også god i kategorien ekspert, men alligevel. 10.000 timer er godt nok lang tid.

Men at jeg trods alt har lært noget, finder jeg ud af, da vi på sidstedagen skal aflevere udstyret i skishoppen, og jeg modsat da vi kom, faktisk kører nogenlunde selvsikkert ned til butikken og uden at tænke over det bremser – ikke overlegent og elegant, men dog kontrolleret.

Der skal (meget) mere træning til, og en accept af, at man er dårlig til noget, indtil man har lært det, ville nok også være en god ting. Men ja, selv voksne med angst for at miste kontrollen kan faktisk godt lære at stå på ski på tre dage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.