Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Gourmetguide

Skånsk nationalromantik og hygge

Villa Strandvägen ligger bar et par hundrede meter fra Østersøen og minder mest af alt om en svunden barndomsfantasi, hvor landet ’hinsidan’ så ud som i Astrid Lindgrens bøger.

Villa Strandvägen er som taget ud af en af Astrid Lindgrens børnebøger.
Villa Strandvägen er som taget ud af en af Astrid Lindgrens børnebøger.

I et traditionelt svensk træhus i Villa Villekulla-stil ligger det mondæne Villa Strandvägen. Stolt tilbagetrukket et par hundrede meter fra Østersøens isnende bølger inviterer det diminutive hotel indenfor i sine idylliske gemakker, der giver mindelser til en svunden barndomsfantasi, hvor landet ’hinsidan’ så ud som i Astrid Lindgrens børnebøger. Der er ikke sparet på det pussenussede interiør, men Villa Strandvägen formår at bære nervøs velour, puffede puder og storblomstrede tapeter med stil.

De syv unikt indrettede værelser indbyder til tosomhed, og indretningen er udpræget baseret på svensk nationalromantik med et strejf af moderne skandinavisk design. Værelserne er rummelige, men højt til loftet er der ikke. Især ikke på villaens dyreste værelse, der ligger helt oppe under taget og har åbent til kip.

Oppe under loftet ligger Villa Strandvägens fineste værelse. Foto: Mie Damgaard Kristiansen
Oppe under loftet ligger Villa Strandvägens fineste værelse. Foto: Mie Damgaard Kristiansen

På Villa Strandvägen skal man ikke forvente et standardværelse i stil med dem, man indlogeres på på moderne femstjernede hotelkæder, hvor luksus er materielt forankret. Et tv er det eneste teknologiske element, der er at finde på villaens værelser, mens boblebad, iPads, og minibar er forvist fra den stemningsfulde svenske herskabsvilla.

Skånske lækkerier

Gourmetrestauranten i stueetagen har skånske råvarer i fokus. Kokken bag – den lokale stjernekok Daniel Müllern – lagde forud for åbningen sidste år ikke skjul på, at ambitionerne om at sætte Ystad på det gastronomiske landkort er himmelhøje: Villa Strandvägen skal være en maddestination i sig selv, lød det bl.a. i den anerkendte gastroguide The White Guide. Og en del af de besøgende i restauranten er da heller ikke overnattende gæster, men blot gourmetglade skåninger.

Restauranten serverer udsøgte retter baseret på lokale råvarer.
Restauranten serverer udsøgte retter baseret på lokale råvarer.

Det er hotelkoncernen ESS Group, der driver Villa Strandvägen. Samme koncern står bag en af de helt store danskerfavoritter inden for genren spa- og wellnessophold, nemlig Ystad Saltsjöbad, der ligger 200 meter fra Villa Strandvägen. Som gæst på Villa Strandvägen er der fri adgang til Saltsjöbadets saunaer og bassiner under hele opholdet og indtil kl. 15 på udcheckningsdagen.

Pris: Villa Strandvägen tilbyder forskellige pakkeløsninger, som inkluderer overnatning og middag i restauranten. ’Gourmetpakken’ inkluderer en overnatning for to, en femrettersmenu og morgenmad. På hverdage begynder prisen ved 3.590 SEK (ca. 2.800 kr.), hvis man bor i stueetagen, mens værelset under loftet beløber sig på 4.690 SEK (ca. 3.650 kr.).

Plus: Selv om maden på Villa Strandvägen er ypperlig, og værelserne umådeligt charmerende, er muligheden for at benytte Saltsjöbadets afslappende spafaciliteter et afgørende stærkt kort for Villa Strandvägen. Selve Ystad er en charmerende, gammel middelalderby, men det er næppe mange danskere, der lægger vejen forbi Ystad kun for byens skyld. Derfor skal der være en ekstraordinær god grund til at indstille gps’en til Ystad frem for til f.eks. Malmø, der med flere Michelin-restauranter er Skånes ubetingede gourmetby.

På trods af det gastronomisk høje niveau på Villa Strandvägens restaurant er betjeningen uovertruffen uformel, men professionel.

Minus: Morgenmaden er for lille og for uvarieret, sammenlignet med hvad man bliver præsenteret for på eksklusive gourmet- og spasteder af samme kaliber. Det virker til, at man har ladet en ’less is more’-strategi være bærende for morgenmadsarrangementet. Selv om det er både moderne, ædelt og politisk korrekt, matcher den fattige buffet ikke med Villa Strandvägens ambition om at være smagsdestination.

Fem ud af seks stjerner

Hvad: Villa Strandvägen
Hvor: Strandvägen 1, 27160 Ystad, Sverige

Rejseliv var inviteret af Villa Strandvägen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.