Salvador: Afrikansk kultur på brasiliansk

Salvador emmer af afro-brasiliansk kultur. På en gåtur rundt i det historiske centrum møder man mennesker, der på hver deres måde udøver en brasiliansk udgave af afrikansk kultur.

Det historiske centrum i Salvador hedder Pelourinho. Foto: M M
Det historiske centrum i Salvador hedder Pelourinho. Foto: M M

Hiede og Ednola kan ikke gå mange meter, uden at en turist stopper dem for at tage en selfie med dem. I et land, hvor klipklapper og shorts stort set udgør nationaldragten, ser de to ældre kvinder nærmest royale ud i gadebilledet, som de bevæger sig fornemt ned ad gaden. De er baianas. Det kalder man de kvinder, som bærer den traditionelle afro-brasilianske klædedragt, der er typisk for staten Bahia, som Salvador er hovedstad i.

»Tøjet stammer oprindeligt fra den afro-brasilianske religion candomblé, men for os er det også vores arbejdstøj,« siger Hiede, der står i skyggen for at undgå formiddagssolens stærke stråler. De to kvinder er klædt i brede, mønstrede nederdele over et stel, der giver fylde under skørterne, og en delikat blondebluse med et skinnende og farvet sjal bundet omkring. På hovedet bærer de begge en sirligt bundet turban efter afrikansk tradition. Som prikken over i’et bærer de to kvinder lange, tunge halskæder og armbånd.

I candomblé-religionen, hvor dragten er mere afdæmpet, giver det afstivede underskørt kvinderne større bevægelighed til deres danseceremonier.

Hiede og Ednolas farverige gevandter er henvendt til turister. Klædt i deres traditionelle klædedragt lever de af at være værtinder for en restaurant, hvor de deler fitinhas (et farvet bånd, som er en typisk souvenir fra Salvador, red.) ud til forbipasserende. Baianas som Hiede og Ednola, der fylder gadebilledet med den farverige folkedragt, er med til at holde liv i den afrikanske kulturarv i Salvador, som var den første slavehandelsby i Brasilien, der i 1888 som det sidste land i verden afskaffede slaveriet – og hvor den afro-brasilianske andel af indbyggerne i dag udgør over 80 pct.

Brasiliens historie i én by

Salvador blev grundlagt i 1549 og var den første koloniale hovedstad i Brasilien. Derfor er Salvadors historiske centrum, Pelourinho, fuld af overdådige kirker, historiske monumenter og bygninger i kolonistil. I 1985 kom den historiske bydel på den officielle liste over verdenskulturarv, og siden 1991 har bydelen gennemgået et omfattende UNESCO-sponsoreret restaurationsarbejde. Siden er Pelourinho blevet en populær turistdestination, som tiltrækker besøgende fra både ud- og indland. I dag er bydelen nemlig ikke kun en officiel kulturarvsskat, men også et koncentreret centrum for hele Bahias kulturrigdom i form af musik, dans og gastronomi.

En essentiel del af Salvadors kultur er kampdansen capoeira, som især unge mænd dyrker og opviser på åben gade i Pelourinho. I midten af en rundkreds springer to unge mænd akrobatisk rundt og markerer smidige spark og slag mod hinanden. De rammer ikke, men glider let uden om hinanden. Dansen har en fast rytme, der følger rundkredsens sang, som er akkompagneret af rytmeinstrumenter, der sætter kampens tempo.

De kulørte bygninger gemmer på Salvadors hemmeligheder fra kolonitiden. Foto: Andrea Demagistris OLYMPUS DIGITAL CAMERA
De kulørte bygninger gemmer på Salvadors hemmeligheder fra kolonitiden. Foto: Andrea Demagistris OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Pelourinhos pastelfarvede bygninger og snævre gader ser hyggelige og idylliske ud, men under de brostensbelagte stræder har bydelen dybe rødder i den mørkeste del af Brasiliens historie. Ordet ’pelourinho’ betyder gabestok. Området er opkaldt efter det foretrukne strafferedskab til at ydmyge og afstraffe slaver, som havde gjort oprør, til offentligt skue. I dag er pladsen Largo do Pelourinho bydelens turistiske centrum og et fast opvisningssted for kampdansen capoeira, der i 2014 blev optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Kampdansen var nemlig et af slavernes foretrukne redskaber til oprør mod deres undertrykkere. Da slaverne ikke havde adgang til våben, var capoeira deres eneste redskab til oprør.

37-årige João Carlos do Nascimento er Capoeira-mester og indehaver af Hostel Capoeira. Han har åbnet sit instrumentværksted for rejsende og capoeira-udøvere fra hele verden. Her træner de besøgende kampdansen med lokale mestre og lærer at fremstille de percussion-instrumenter, som er en fast del af sporten.

»Uden musik ingen capoeira,« fortæller João Carlos do Nascimento, som er høj og slank og taler i et roligt toneleje med et langsomt tempo. Derfor er væggene på Hostel Capoeira udsmykket med massevis af kokosnødder, der snart skal blive til instrumenter. João Carlos do Nascimento har kun haft hostellet i halvandet år, men har været forelsket i capoeira, siden han var 16 år gammel. Han husker, hvordan han øvede sig og skrev tekster til musikken derhjemme. I dag er capoeira en internationalt anerkendt kampsport, men det var først i 1940, at det blev lovligt at dyrke kampdansen efter 50 års forbud. João Carlos do Nascimento mener, at capoeira i Brasilien er blevet til meget mere end blot en sport, især i Salvador.

I Salvador kan man se kampdansen capoeira på åben gade.
I Salvador kan man se kampdansen capoeira på åben gade.

»Capoeira er nøglen til social transformation,« siger han og lægger ikke skjul på, at hans møde med kampsporten ændrede hans liv fuldstændigt.

»Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden capoeira. Hvis jeg ikke havde lært kampsporten at kende som ung dreng, var jeg måske havnet i problemer med stoffer og kriminalitet. Capoeira viser en anden vej. Man lærer at bygge instrumenter og at danse, og man kan give det videre ved at undervise. Capoeira gav mig en profession,« fortæller mesteren, der har besøgt det meste af Europa som underviser og bl.a. skal til Norge i løbet af 2017.

Kropsmaleren og kirkemusikken

På tværs af Largo do Pelourinho går flere personer rundt med maling og pensler. De tilbyder at male solmønstre og blomster på de forbipasserendes arme mod et par brasilianske reais. Det kan være svært at gennemskue, hvorfor folk går rundt med hvid kropsmaling i Pelourinhos gader. Claudia Guimaraes, en ung, snaksaglig og smilende kvinde, fortæller, at malingen er reklame for musikgruppen Timbalada, som typisk for Bahia spiller den afro-brasilianske musikgenre Axé, der blander lyden af afrikanske rytmer og international pop.

»Bandets kendetegn er, at de altid optræder i hvidt tøj med hvide mønstre på armene,« siger Claudia Guimaraes, der før og under karnevallet arbejder som kropsmaler på gaden i Pelourinho. Hun har kun malet i et par måneder og er stadig ved at lære håndværket. Derfor er hendes mønstre enkle og mindre komplicerede end andre maleres, siger Claudia Guimaraes undskyldende.

Malerne gør reklame for bandet, som er en af de største grupper, der skal spille til det kommende karneval. Selvom den hvide kropsmaling er et reklamestunt, der skal tiltrække gæster til Timbaladas koncerter, er det en tradition, som stammer meget længere tilbage end det band, hun brander, fortæller Claudia Guimaraes.

»Det er en tradition, som stammer fra de afrikanske slaver og er en del af vores kultur, så det er en måde at føre den kultur videre på i dag,« fortæller hun.

Selvom karnevallet endnu ikke er begyndt, er der allerede masser af kunder i butikken, fortæller Claudia Guimarães, der hele dagen går rundt i den bagende sol med sin pensel. Det officielle karneval varer ’kun’ en uge, men i realiteten begynder festlighederne allerede en måned i forvejen. Salvador har en meget stærk karnevalstradition, som er ganske anderledes end Rio de Janeiros store optog med dansere i meget lidt tøj, som de fleste kender. I Salvador er karnevallet mere demokratisk, og den store parade foregår på åben gade og er på mange måder et stort manifest af afrikansk musik og dans. Musikgruppen Timbalada, som har gjort kropsmalingen til et af deres kendetegn, er del af en karnevalsbevægelse, der siden 1970’erne har forsøgt – med held – at give den afro-brasilianske del af befolkningen deres stolthed af den afrikanske musik og kultur tilbage.

»Under karnevallet går alle rundt med malede arme i alverdens mønstre. Det er meget smukt,« siger Claudia Guimarães, der selv har begge sine arme udsmykket med hvid maling, som hun forsikrer let kan vaskes af igen med vand.

En version af kristendommen

En gudstjeneste og et karnevalsoptog vil nok normalt virke som diametrale modsætninger, men i Salvador kan de to alligevel have noget til fælles. I Salvadors katolske kirker, der er opført af afro-brasilianske broderskaber, spiller indflydelsen fra afrikansk musik også en central rolle. Kirken ’Igreja Nossa Senhora do Rosário dos Pretos’ er som så mange andre katolske kirker udsmykket med forgyldte helgenbilleder, men der er de hellige ansigter alle sorte. Også Jesus med korset på ryggen og tornekrone på hovedet er sort. Det er den mest kendte afro-brasilianske kirke i Salvador og er opført oven på en gammel slavekirkegård – og ligesom hele kvarteret er kirken udpeget som verdenskulturarv af UNESCO.

I indgangen til kirken står den 23-årige rundviser Sergio Danilo Junior, der intenst og ivrigt fortæller, hvordan den traditionelle afrikanske tro er smeltet sammen med katolicismen i hans kirke.

Igreja Nossa Senhora do Rosário dos Pretos er ligesom hele kvarteret udpeget som verdenskulturarv af UNESCO
Igreja Nossa Senhora do Rosário dos Pretos er ligesom hele kvarteret udpeget som verdenskulturarv af UNESCO

»Slaverne måtte ikke praktisere deres egen tro. For at tilbede de afrikanske guder blev de nødt til at synkronisere deres religion med kristendommen. Til sidst smeltede træk fra den afrikanske kultur sammen med den katolske kirkes gudstjenester,« forklarer Sergio Danilo Junior, der selv hører til kirken.

Det var en lang, sej kamp for broderskabet at opføre kirken. Byggeriet af kirken blev påbegyndt i 1704, længe før slaveriet blev afskaffet. Kirken blev finansieret med det afro-brasilianske samfunds få midler og blev opført af en blanding af frie afro-brasilianere og slaver, der brugte deres ledige timer sidst på dagen til at arbejde på kirken, og derfor tog byggeriet 86 år. Oven i hatten forsøgte et rivaliserende broderskab at stoppe byggeriet, men med en skriftlig tilladelse fra den daværende konge kunne projektet gennemføres. Sergio Danilo Junior forklarer, at kirken dengang var en magtdemonstration fra det afro-brasilianske samfund i Salvador.

»En kirke er Guds hus og var dengang det største symbol på magt. At bygge en kirke var derfor en måde for det sorte broderskab at styrke sin magtposition på. Så kirken var en del af de sortes modstand mod samfundets undertrykkelse,« siger Sergio Danilo Junior, der taler hurtigt og velformuleret. Han tilføjer ihærdigt, at kirken i dag stadig spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet foruden at have stor symbolsk og historisk betydning for det afro-brasilianske samfund i Salvador.

»I kirken bruger vi meget tid på at fremme uddannelse. Her bliver afholdt forskellige kurser i alt fra dansetimer til læsegrupper af religiøse tekster,« siger den unge rundviser, mens en hel skoleklasse i fælles uniform samler sig inde under kirkens høje loft og venter på den unge katoliks gennemgang af kirkens afro-brasilianske historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.