Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Safari på Sydhavsøerne

Klassisk dyrepark møder Tivoli. En umiddelbar aparte kombination, men for et par små drenge med krudt bagi er kombinationen forbløffende frugtbar.

Børnene er helt vilde med Knuthenborg Safaripark.
Børnene er helt vilde med Knuthenborg Safaripark.

Ikke igen. Endnu et bagdelsbillede af en zebra, der løber væk fra kameraet. På den måde minder en safari i Knuthenborg Safaripark uhyggeligt meget om en safari på den afrikanske savanne.

Resultatet er begge steder et memorycard fyldt med dyrebagdele, for savannens dyr har en gudsgivet evne til at sætte kursen mod bushen, hver gang et digitalkamera stiller skarpt. Hvorfor? Pas, men det er en naturlov på linje med, at små børn aldrig sover længe i weekenden.

Forskellen mellem Knuthenborg og Afrika er dog, at hvor man i Afrika skal vente længe på den næste fotomulighed, står der i Knuthenborg Safaripark endnu en zebramodel klar 50 meter henne ad vejen.

Og det er ikke det eneste område, hvor Knuthenborg slår den ægte safarivare på bekvemmelighed og tilgængelighed. Hvilket kan være en klar fordel, når man besøger parken med et par livlige børn.

Dyrene blev førsteprioritet

Vi triller gennem hovedporten ved åbningstid kl. 10. Solen skinner, og allerede da vi triller ind på savannen, er de to drenge på tre og syv på bagsædet oppe at flyve: »Se far – en giraf!« råber den ene med hovedet ude af den ene siderude, mens den anden har fået øje på en flok zebraer.

Inden vi når længere, skal de begge tisse. drengene, ikke dyrene. Og fire minutter efter parkeres bilen udenfor Umpopo, der er navnet på området med informationen, shoppen, kiosken, restauranten, toiletterne og legelandet.

Dyrene trækker dog mere end legelandet, så efter toiletbesøget myldrer familien ind i bilen igen og triller videre mod det, der gør det okay at vente med vandrutsjebane og klatrestativer.

Det er Ulveskoven. Den er omgivet af et højt hegn, og eneste vej ind er gennem en sluse, der minder om indgangspartiet til et af landets statsfængsler. Det indgyder respekt for de – trods alt – farlige dyr.

Med oprullede ruder triller vi ind gennem slusen med syv andre biler, der i langsom kortege kører på ulvejagt. Der ligger en. Under et træ. Hvid og atletisk, og da den rejser sig og lunter af sted med den klassisk ludende ulvelunten, går den ældste i gang med kameraet.

Og får en serie utydelige bagdelsbilleder. Al begyndelse er svær – det gælder også safarifotografering.

Safarifotograferingen gik ikke helt som planlagt.
Safarifotograferingen gik ikke helt som planlagt.

Højdepunktet blev Abeskoven

Sådan går formiddagen. Vi kører fra dyreområde til dyreområde. Højdepunktet er Abeskoven. Her er det ud af bilen og ind i en særlig abe-kigge-anhænger. Passagerne ledes ind i to traktortrukne glasvogne, og får udleveret en god håndfuld abemad i tørfoderformat.

Da vognene triller ind i indhegningen, overfaldes de af bavianerne. Den 3-årige får et chok, da en stor hanbavian hopper op og sidder på foderbrædtet lige foran ham. Men da han finder ud af, hvorledes abemaden hældes ud til den store bavian, vil glæden ingen ende tage.

Hverken hos bavianen eller den tre-årige.

Barnet hælder små stykker abemad ud til aben, og den konsumerer det i samme hast, som det kommer. Abehanen med den røde rumpe smutter i samme øjeblik, maden slipper op, men fornemmelsen af at have haft et »øjeblik« med det vilde dyr, sætter snakketøjet i gang hos den lille pode. Han er synligt begejstret.

Ovenpå de intense bavianer er gåturen i lemurskoven ikke på samme måde fascinerende, og da sulten begynder at gnave, går turen tilbage til Umpopo.

En madkurv senere indtager rødderne naturlegepladsen, mens mor flader ud på et tæppe i solen. Der er mange i parken og på legepladsen, alligevel hersker en rolig stemning. Børn råber, men skoven og den åbne himmel æder lyden af anarki.

Efter en time går det ikke længere. Der står Congo Splash på programmet.

Safariparken er også et legeland

Vandrutsjebanen Congo Splash præsterer med sit fald på 16 meter Nordeuropas højeste fald.

Man boarder en udhulet »træstamme« i plastic, der sejler rundt i et stål-vandløb, som står på pæle. Langsomt stiger vandet, indtil det når 16 meter.

I denne højde sejler man små 20 meter med udsigt over skoven og savannen med de rigtige safaridyr, inden træstammen brager nærmest lodret ned, mens kaskader af vand vælter op fra dens bov.

Adrenalinfremkaldende og sjovt. Men det lugter lidt af BonBon-Land, og den klassiske safari slås med at kombinere billedet af den smukke gamle safaripark med billedet af et legeland.

For ser man på det samlede legeland med vandland, vandrutsjebane og naturlegepladsen på steroider, så ligner det mere og mere et klassisk sommerland som Bonbon-Land.

Congo Splash.
Congo Splash.

Ingen tvivl hos børnene

Men børnene elsker det, og først efter små tre timer er de klar til at erobre savanne og fasanskov igen. Og de er på.

Skyder flere bagdelsbilleder, hører historier fra Afrika og får lov at stige ud og klappe en hest. Ikke én eneste gang brokker de sig, og først da de ser et isskilt ved kiosken i fasanskoven, får de travlt med at komme ud af bilen.

Jeg tænker tilbage på min barndoms ture til Knuthenborg, og husker timevis tilbragt på bagsædet af en Volvo 242 og en struds, der snuppede popcorn ud af fingrene på mig.

Måske legelandet er en god idé, selv om spørgsmålet om, hvad Nordeuropas højeste vandrutsjebane laver i en safaripark, stadig spøger i baghovedet, da bilen efter otte timer i parken køres ud på motorvejen væk fra Sydhavsøerne.

Fra bagsædet er der ingen tvivl. Drengene er vilde med både savannen og sommer-lege-landet. Næste dag er de klar til at tage af sted igen. Både for at supplere familiens fotoalbums med endnu flere dyrebagdele og for at snuppe en tur mere i Congo Splash.

Men hvorfor lave et legeland i en safaripark?

»Det handler om børnefamilierne og om at følge med tiden«, siger Greven til Knuthenborg, Christoffer Knuth, da han bliver spurgt om, hvorfor en af kongerigets smukkeste safariparker skal belemres med et legeland og rekordvindende vandrutsjebaner.

Han forklarer, at Knuthenborg har set mod både Norge og Tyskland, og her har flere tilsvarende parker haft stort held med at kombinere den klassiske safarioplevelse i bil med store legeland, hvor børnene kan brænde krudt af.

Men er han ikke bange for, at der går for meget Las Vegas i den?

»Vi har med Umpopo anlagt en meget afrikansk stil i hele legeområdet. En stil, der går godt i spænd med resten af parken. Samtidig ligger Umpopo afskærmet bag et smalt stykke skov, så man ser det ikke, når man kører rundt i parken og ser på dyr.

På den anden side får man glimt af parken fra legelandet, når man fra toppen af Congo Splash har udsigt over savannen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.