Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Road trip i musikkens tegn

Country i Nashville, blues og rock ‘n’ roll i Memphis og jazz i New Orleans. På et musikalsk road trip gennem USAs sydstater får man et særligt indblik i den rytmiske musiks – såvel som amerikanernes – rødder.

En doven formiddag på en fortovscafe i New Orleans falder vi over dette enormt velspillende jazzband.
En doven formiddag på en fortovscafe i New Orleans falder vi over dette enormt velspillende jazzband.

B.B. King og Eric Clapton i stærk forening brager ud af højtalerne for at overdøve lyden af vind i den åbne bil. »Don’t you know we’re riding with the king,« synger de og vrider guitarstrengene, mens vi cruiser med kurs mod Nashville. Vi kører selvfølgelig Mustang Convertible – ‘the American way’.

Mens vi brager ‘miles’ af, smelter tonerne og de gule midterstriber sammen i en symbiotisk trance, som vi først vækkes af, da koncentrationen af huse og skilte bliver tættere. Vi nærmer os countrymusikkens hjemby og skifter til Johnny Cash.

»We got married in a fever, hotter than pepper sprout,« synger ‘The Man in Black’ i kor med sin kone, country-stjernen June Carter, mens vi vugger ind mod Grand Ole Opry, hvor radioshowet, der har fostret countrymusikkens største stjerner, stadig den dag i dag bliver optaget. Showet, hvor en række musikere optræder live, har kørt siden 1925, og alle store countrymusikere har optrådt i det populære program. Det var faktisk backstage til Grand Ole Opry, at June Carter og Johnny Cash mødte hinanden.

Vi er egentlig ikke de store country-fans, og vores kendskab til genren rækker ikke meget videre end Johnny Cash og Dolly Parton, så aftenens line-up kender vi ikke. Alligevel giver vi det et skud, for anbefalingerne lyder på, at det er en oplevelse, man ikke skal snyde sig selv for. Og det sander vi hurtigt, for det musikalske niveau er tårnhøjt, og de forskellige optrædende giver os en lektion i, hvor mange afarter genren favner over, og hvor stor en indflydelse countrymusikken har haft på nutidens singer-songwritermusik, pop og rock. Og ikke nok med det; vi får også et indtryk af, hvor betydningsfuldt showet er for mange amerikanere. Her er folk, der fejrer runde fødselsdage og sågar guldbryllup ved at tage ind at se showet, finder vi ud af, da den ultra amerikanske, meget entusiastiske værtinde på scenen spørger ud blandt publikum i pauserne mellem musikken. Her er et stykke med amerikansk folkesjæl at finde mellem tonerne.

På Cash-museum

Selv om Grand Ole Opry i den grad var en musikalsk oplevelse, der udvidede vores country-horisont, bliver vi dog dagen efter enige om at dyrke den sortklædte mand på byens store Johnny Cash-museum i stedet for at se country-museet Country Music Hall of Fame, der dog ellers også skulle være seværdigt.

Der er altid liv og glade dage på Broadway i Nashville. Nede ad en af sidegaderne ligger det fremragende Johnny Cash-museum.
Der er altid liv og glade dage på Broadway i Nashville. Nede ad en af sidegaderne ligger det fremragende Johnny Cash-museum.

Cash-udstillingen er velformidlet – der er både stof nok at læse for den nørdede, film og video nok at se på for den visuelle og interaktive ting nok at pille ved. Man bliver ført gennem hele hans liv i kronologisk rækkefølge og bliver ramt lige i hjertet, da udstillingen afrundes med Johnny Cashs sidste musikvideo og musikalske testamente ‘Hurt’, hvor han, dødsyg, ser tilbage på sit liv. Syv måneder senere døde han.

Således nedtrykt er det tid til noget stærkt, så vi fortsætter ned på musikbarerne på Broadway, hvor humøret er højt og musikken ligeså. Der er masser af steder at vælge imellem, og livemusikken spiller de fleste steder hele dagen, aftenen og natten.

Beskidt blues i Memphis

Da vi dagen efter rammer landevejen igen, er det tid til at høre Elvis, mens vi kører mod kongens hjemby, Memphis, der går under sloganet ‘Home of the Blues – Birthplace of Rock ‘n’ Roll’.

Vi parkerer bilen i udkanten af byen for at udforske Memphis til fods, for med kun ca. 650.000 indbyggere er byens størrelse og afstande overskuelige. Vi finder hurtigt byens nerve, Beale Street, hvor blues-klubberne ligger side om side, men gemmer live-musikken til senere. I stedet fortsætter vi ned til Gibson-fabrikken, hvor man kan komme på rundvisning og se, hvordan de laver såkaldte ‘hollow’ og ‘semi-hollow’ elektriske guitarer (signaturmodeller som Les Paul og SG bliver lavet i hovedkvarteret i Nashville, men her kan man desværre ikke komme på fabrikstur).

Det er ikke noget museum, men en fuldt funktionsdygtig fabrik, så vi skal iføre os beskyttelsesbriller og holde os tæt på guiden, får vi at vide, inden vi bliver lukket ind i det store fabrikslokale, hvor der lugter af sløjdlokale. Nærmest alt bliver lavet i hånden, viser det sig, og det er fascinerende at se, hvordan guitarerne på helt ‘old school’ facon bliver håndslebet og sprøjtelakeret i fri hånd.

»Det er et krav, at dem, der arbejder med at montere de elektriske dele, selv er guitarister. Der er endda en optagelsesprøve, hvor de bliver vurderet på deres guitarsoli,« fortæller vores guide, da vi kommer til guitarernes sidste stop, inden de sendes ud i verden.

Der står en forstærker ved siden af hver arbejdsplads, og et virvar af toner fra de forskellige guitarer, der er ved at blive testet, væver sig ind i hinanden. At det, som guiden fortæller, tager 3-4 uger at lave en guitar, giver mening, når man har fået et indblik i tilblivelsesprocessen.

Aftenen tilbringer vi på Beale Street, hvor alle bluesklubberne har monteret udendørs højtalere, så man fra gaden kan høre, hvilket band der spiller derinde. Her tager man musikken seriøst. På B.B. King’s Blues Club hører vi et ti mand stort soulorkester, og på Rum Boogie beundrer vi deres enorme samling af signerede guitarer, der hænger ned fra loftet, inden Lil’ Ed spiller noget af den beskidte blues, som byen er kendt for.

Hjemme hos Elvis

Det kan vel nærmest betegnes som majestætsfornærmelse at have været i Memphis uden at aflægge Elvis et besøg, så dagen efter tager vi til Graceland, velvidende at det er en turistfabrik uden lige. Der afgår gratis busser fra centrum, så igen i dag tager vi en pause fra road trippet og er ‘Walking in Memphis’.

Forventningerne er ikke særlig høje, så derfor bliver vi glædeligt overrasket over, at turistmasserne faktisk er orkestreret til at gå i hold med iPad-guides, så det er muligt at se de legendariske, svulstigt indrettede værelser i Graceland uden at få alt for mange albuer i siden.

Man kan ikke være i Memphis uden at se Graceland.
Man kan ikke være i Memphis uden at se Graceland.

Man kan købe billet alene til at se Graceland eller til også at se en række ekstraudstillinger, og det kan klart anbefales at gå stort og købe billet til at se Elvis’ biler og fly – især hans luksuriøst indrettede privatfly ‘Lisa Marie’ er sjovt at være oppe i.

Samme gratis bus, som kørte os ud til Graceland, kører os tilbage til det centrale Memphis, hvor vi bliver sat af ved Sun Studio, det legendariske pladestudie, hvor Elvis indspillede sin første sang i 1954, og hvor verdensstjerner som B.B. King, Howlin’ Wolf, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og mange flere har indspillet album.

»Den der raslende lyd, guitaren siger på Johnny Cash’s ‘Walk the Line’, den lavede de, ved at Johnny satte en dollarseddel ind mellem strengene og spillede. Sådan her,« siger vores guide og demonstrerer – i det samme rum, som Johnny stod i og gjorde selvsamme under indspilningen af sit nok største hit. Historiens vingesus fyger gennem os.

Det legendariske Sun Studio er blevet brugt af country- og rock 'n' roll-musikkens største stjerner - bl.a. til Elvis' første indspilning.
Det legendariske Sun Studio er blevet brugt af country- og rock 'n' roll-musikkens største stjerner - bl.a. til Elvis' første indspilning.

Havde tiden været til det, havde vi bestemt også skullet et smut forbi Stax Museum of American Soul Music, men vejen kalder på os, hvis tidsplanen skal holde, så vi sætter Muddy Waters på anlægget og lægger kursen sydpå.

Bluesens vugge

Vi kører ad ‘The Blues Highway’ mod New Orleans og stopper undervejs i Muddy Waters’ hjemby, den lille, dovne flække Clarksdale, som siges at være bluesens vugge. Senere voksede bluesen sig stor, flyttede hjemmefra, slog sig ned i Memphis og fik et barn, der hed rock ‘n’ roll, siges det, men nu søger vi tilbage til rødderne. Den røde tråd fra bomuldsplukkernes klagesange og op til nutidens rockbands fornemmes tydeligt på Delta Blues Museum, hvor man også kan se Muddy Waters’ hytte og et telegram til selvsamme sendt af selveste Rolling Stones (der er opkaldt efter et Muddy Waters-nummer).

Lige ovre på den anden side af vejen ligger Morgan Freemans bluesklub, Ground Zero. Her består burgeren af pulled pork med masser af bbq-sauce, for »her i Mississippi spiser vi godt,« forklarer den svulstige servitrice os med et stort smil og en tyk sydstatsaccent, mens hun sætter kurven med burger og pommes frites foran os.

Kort efter går det lokale bluesband på scenen og serverer en række covernumre af legendariske bysbørn som føromtalte Muddy Waters, Jerry Lee Lewis og Robert Johnson, der siges at have solgt sin sjæl til djævlen i et vejkryds kort herfra.

Fra Clarksdale er der ca. fem timers kørsel til New Orleans – ad Highway 61, så det er tid til at smide Bob Dylan på anlægget, inden vi rammer byen til tonerne af Louis Armstrong.

New Orleans

Byens ældste kvarter, French Quarter, er med sine charmerende, flere hundrede år gamle, altanbeklædte bygninger i kolonistil stedet at være som turist i New Orleans, så også her parkerer vi bilen for de næste dage for at afsøge byen til fods. Vi har kun lige lagt parkeringspladsen bag os, da de lystige toner fra et yderst velspillende jazzband kommer os i møde, så vi skynder os at tjekke ind og går straks tilbage og får en timelang lektion i traditionel jazzmusik såvel som livs– og spilleglæde – alt sammen for, hvad vi vil give dem i drikkepenge.

På Frenchman Street i New Orleans spiller et ti-mand-stort orkester på gaden, for hvad de kan få af drikkepenge, mens deres ’hype man’ i vild dans skaber opmærksomhed om den spontane gadefest.
På Frenchman Street i New Orleans spiller et ti-mand-stort orkester på gaden, for hvad de kan få af drikkepenge, mens deres ’hype man’ i vild dans skaber opmærksomhed om den spontane gadefest.

Bagefter går vi en tur rundt i kvarteret, der emmer af creole-stemning og ikke ligner noget andet sted i USA. Byens mest kendte gade er Bourbon Street, og her er fest og glade dage – og livemusik, men ikke den bedste af slagsen. Bourbon Street lader til at være New Orleans’ pendant til Jomfru Ane Gade, så medmindre man er til den slags, er det nok at gå en hurtig tur op ad gaden for at se giraffen, for derefter at gå mod Frenchman Street. Her ligger en række spillesteder, der leverer livemusik af bedste skuffe, f.eks. på The Spotted Cat (husk kontanter).

Man kan også være heldig, at nogle af byens dygtigste gademusikanter spiller op, som da vi kommer forbi et gadehjørne, hvor et ultra-funky, ti mand stort orkester, primært bestående af teenagedrenge, der spiller på blæseinstrumenter, har samlet en hel horde til gadefest, kraftigt gejlet op af en ‘hype man’, der underholder med at danse midt ude på vejen op ad bilerne, der forsøger at passere.

Mere ægte bliver det næppe, tænker vi, men dagen efter toppes gadefesten alligevel endnu en gang af en musikalsk oplevelse af de store. Her oplever vi i den grad ‘the real deal’ på Preservation Hall – et spillested, hvor alting fungerer som i jazzens unge dage – her er ingen forstærkning af musikken, intet barsalg og sågar ikke engang noget toilet – kun musik i en ladelignende bygning. Og hvad mere har man egentlig brug for, tænker vi, mens musikken og historien hånd i hånd går op i en højere enhed og binder sløjfe på vores musikalske road trip.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.