Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pilgrimsrejse på cykel

Ni modne mænd. Mountain-bikes. En 450 km lang pilgrimsrute gennem Toscana. Klassisk italiensk gastronomi. Det er vinderopskriften på en fantastisk herretur.

Turen startede i Lucca og endte i Rom. Hvilket svarer til ca. 450 km.
Turen startede i Lucca og endte i Rom. Hvilket svarer til ca. 450 km.

Inspireret af en tidligere cykeloplevelse på El Camino i Spanien begyndte tanken om at foretage os noget lignende et par år senere at ulme i vores gruppe på ni mænd.

Efter mange snakke, og en del googlen, tog planerne for den nye tur langsomt form, og enden på det hele blev, at vi den 6. september 2014 satte kursen mod Lucca, som skulle være udgangspunktet for vores pilgrimsrejse på Via Francigena i Italien.

Som navnet fortæller, er Via Francigena den gamle vej, som rejsende fra især Frankrig brugte for at komme til Rom. I middelalderen var den desuden en vigtig rute for de pilgrimme, der kom fra Nordvesteuropa, og som skulle til Rom eller Jerusalem.

De pilgrimme, der i dag rejser til Rom enten til fods, på cykel eller på hesteryg, bruger stadig Via Francigena; men det er langt færre end de titusindvis, der drager ad caminoen til Santiago de Compostela i Spanien.

Cykelsport fra fordums tider

På hotellet Albergo Celide, der ligger lige uden for den imponerende bymur i Lucca, samlede vi vores medbragte og nedpakkede cykler for at være klar til afgang. Ikke nogen kompliceret opgave – man gør bare det modsatte af, hvad man gør, når man skiller dem ad...

Det gik da også helt fint. Lige med undtagelse af en enkelt cykel, hvis kæde ikke ville makke ret, så vi måtte en tur forbi den lokale cykelsmed, Poli.

Han stod for en del år siden i spidsen for et professionelt cykelhold med blandt andre de danske professionelle cykelryttere Jørgen Markussen og Per Bausager, og hans forretning og værksted emmer af cykelsport fra fordums tider.

En vigtig følgesvend på vores tur var en lille lejet Europcar-lastbil, som blev brugt til at fragte bagage og cykelkufferter fra by til by.

Chaufføren var en fra gruppen, der i løbet af vores forudgående træning havde meldt pas til selv at cykle, men som gerne ville med alligevel.

Undervejs lærte vi vigtigheden af i løbet af dagen at have præcise aftaler om mødesteder med følgebilen, da man ellers – som det hændte for os – risikerer at spilde en del god tid og kilometer på at finde hinanden.

Navigations-udfordring

Ved hjælp af gps-rute, detaljerede Via Francigena-kort og god ruteskiltning i terrænet var det ikke svært at holde snuden i sporet.

Opgaven var mere (viste det sig senere) at vælge, hvilket spor der skulle køres på. Der findes nemlig en række varianter. Først og fremmest en vandrerute og en bilrute, der begge er skiltet særskilt. Ydermere viste der sig også at være forskel på gps-ruten og kort-vandreruten.

Men efter en dag at øve os i valgte vi hovedsageligt at følge den skiltede vandrerute, da den gav det bedste og mest varierede cykelterræn.

Fælles for ruterne er, at de går igennem en række byer, der emmer af middelalder og tidligere rigdom. Rigdom, der skulle forsvares. Derfor ligger alle byer med respekt for sig selv på toppen af noget højt – eksempelvis et bjerg.

Så selv om det altid er spændende at se en ny by, er der en høj cykelpris at betale i form af stejle højdemeter.

Snuden i sporet

San Miniato, Gambassi Terme og San Gimignano var sådanne byer på den første dagsetape.

De trak tænder ud på os alle, så efter 94 kilometer i sadlen var hotel Leon Bianco på torvet midt i San Gimignano en befrielse at nå.

Ikke mindst efter at to danskere i Gambassi Terme havde overbevist os om, at der kun var seks kilometer til dagens mål – og det så viste sig, at der i stedet var 15 superhårde kilometer tilbage.

Dag to ledte os gennem Monteriggioni og Sienna for at slutte i Buonconvento. En rute på 85 kilometer, der ikke bød på de helt store tekniske udfordringer.

Det sorte tårn

Buonconvento ligger i nærheden af Montalcino – hjertet i Brunello-området. Midt imellem de to  ligger Torrenieri, hvis navn henviser til »det sorte tårn«, der omkring år 1000 beskyttede de rejsende på Via Francigena.

I 1313 døde den tysk-romerske kejser Henrik VII tæt på Bounconvento, og som hævn, for hvad man troede var en forgiftning af kejseren, blev tårnet brændt ned, så der nu kun er rester i kælderniveau tilbage af det.

Bygningerne over kælderen står dog bestemt ikke tomme hen. Her bor 84-årige Mario Ciacci og hans hustru. Sammen med deres tre sønner driver han vingården Abbadia Ardenga, og bygningerne bruges til vinfremstilling og -lagring i ståltanke og 500 liters egetræsfade.

Baggrunden for vinene er 10 hektar jord på skråningerne ved Montalcino, hvor jorden er formidabel til druedyrkning.

Hele sit lange liv har Mario beskæftiget sig med vin, og gennem en konsekvent søgen efter det ypperste har hans vine opnået talrige nationale og internationale anerkendelser.

Skøn vin og fyldte maver

På forhånd havde vi bestilt vinsmagning via en dansk forbindelse. Og hvilken vin-smagning! I løbet af den første time var vi gennem fem rødvine med Brunello di Multancino Vigna »Piaggia« D.O.C.G 2008 som klimakset. En vin, der på smukkeste vis får det bedste frem i druen Sangiovese Grosso.

Vi troede derfor, at vi var ved at nærme os en afslutning på smagningen, men så rullede Mario sig rigtigt ud. Ud af køkkenet kom tallerken efter tallerken med ost, parmaskinker, pølser, brød og pasta.

Der blev budt på Ardenga-grappa, olivenolie og til sidst kongevinen: Brunnello di Montalcino »Riserva« fra 2007. En  fantastisk duft i glasset og efter en lille tid en smag, så englene sang.

Den almindelig Brunnello skal være mindst 50 måneder gammel, før den må sælges. Riservaen skal være af super kvalitet og mindst 12 måneder ældre.
Det var en noget opstemt gruppe, der blev proppet ind i taxien og kørt tilbage til Buonconvento.

Fra bakker til bjerge

Næste dags cykelrute førte os igennem vinmarker, hvor udtyndingen var i gang. Det gjorde næsten ondt at se de mange tilsyneladende perfekte klaser ligge på jorden. Men regler er regler; høstudbyttet per hektar skal overholdes – maksimalt 7.000 kg druer per hektar, hvis der skal komme Brunello ud af det.

Efter det fladere område omkring Buonconvento skiftede terrænet karakter til større og større rullende bakker, for så senere på dagen at blive til små bjerge.

Dagens tur var relativ kort, men med mange højdemeter, dårligt vedligeholdte grusveje og ikke mindst en fuldstændig umulig stejl sti på over 100 højdemeter. Den bed! Vi skulle nok have valgt asfalt-alternativet.

Dagens højdepunkt (på flere måder) var slutmålet i Radicofane i 900 meters højde. Radicofane ligger som en middelalderlig tidslomme på toppen af bjerget. Stejle, brolagte, smalle gader – en enkelt åben restaurant og et enkelt primitivt hotel.

Man ved, at man er på et billigt hotel, når udsmykningen på værelset består af to korsstingsbroderier med barneansigter og et religiøst tryk.
Bestemt en by med sin egen stille charme.

Store badedag

Morgendis på toppen og udsigt til en lang nedtur: Otte kilometer på en stejl grusvej med en hulens masse store sten, der var brugt til delvis brolægning. Noget, der gav ømme håndled og til sidst en punktering.

En deltager bestemte sig for at være god ved den ømme ryg og kørte i forvejen, og kort efter hørte vi en efter lyden at dømme meget stor hund gø.

Vi blev enige om, at så længe den gøede, kunne den ikke have fat i et lår, og begge dele viste sig senere at være korrekte; hunden vár stor, og den havde heldigvis ikke fået bid.

Bortset fra en del temmelig stejle passager var der tale om en lidt nem dag »på kontoret«, hvilket også var en del af planen.

Vi sluttede på hotel Columbus i Bolsena, der er navnet på både en by og en sø, hvis oprindelse er et kæmpestort krater af en meget gammel vulkan. Bolsena er blandt andet en badeby for italienerne, og det var lige præcist det, vi skulle bruge den til.

Både cykler og mænd røg i baljen og blev kølet grundigt ned.

Kold tur i regnvejr

Aftenens skybrud gav ro i gaderne og var et forvarsel om næste formiddag.

Byen efter Bolsena hedder Montefiascone. En lettere fordansket oversættelse af navnet er monte=bjerg og fiascone=fiasko – og det passede meget godt. På vej op mod byen, der ligger 300-400 meter over søen, begyndte det at regne.

Oppe i byen fandt vi en cykelsmed, der skulle kunne reparere et sæt defekte bremser, men da reparationen trak ud, besluttede vi at køre af sted og lade lastbilen indhente os med den ordnede cykel ombord.

Af sted, af sted. Ned fra Montefiascone mod Viterbo 18 kilometer væk. De blev tilbagelagt i urimelig høj fart, da det overvejende gik nedad.

Regnen gjorde det koldt at køre, så når det endeligt gik lidt opad, fik den fuld skrue for varmens skyld. Skybrud og hjulsprøjt fra både egne og den forankørendes hjul giver stor set en sigtbarhed på nul, så Viterbo var meget velkommen.

Ikke mindst fordi det samtidigt klarede op til solskin og varme.

Resten af dagen gik i endnu en ny landskabstype; nødde- og olivenlunde. Det virkede kuriøst, at alle olivenplantager var indhegnede og husede en krabat af en hidsig hund eller tre.

Bestemt ikke gæstfrit, hvilket sikkert heller ikke er meningen.

Armbrud – næsten

Til sidst, inden vi nåede overnatningsbyen Suttri, løste vi mysteriet omkring den sidste type sti-signatur på kortet – den prikkede røde.

I modsætning til den ubrudte røde, der er asfalt eller belagt vej, og den stiplede, der er grusvej eller god sti, så er den prikkede røde en meget dårlig. ubelagt sti.

De fem kilometer sti kort før hotellet viste sig at være »jungleagtig«. Væltede træer, mudrede skrå stier, klipper samt vandløbs-krydsninger over træstammer gjorde turen yderst krævende.

Det gik godt – indtil en af deltagerne tog et hovedspring ind i et buskads og kom ud med blødende skrammer og en arm, der ikke duede mere. Det var det sidste, han fik på cykel.

Det viste sig heldigvis (efter vi var kommet hjem til Danmark), at armen ikke var brækket; men ondt gjorde den.

I mudder på Peterspladsen

Sidste dag inden Rom. 60 km uden de store højdemæssige prøvelser så det ud til. Forkert antagelse.

En god blanding af superstejle skråninger, opkørte grusveje, bortregnede stier og broer, mudder og afslutningsvist eftermiddagstrafikken i Rom gjorde det til en udfordrende tur, inden vi rullede ind på Peterspladsen, hvor vi mere eller mindre smurt ind i mudder skilte os pænt ud fra de tusindvis af mennesker, der var på pladsen.

Enhver moderne leder med respekt for sig selv skal helst have løbe en maraton, gennemført en ironman eller have kørt 8.000 højdemeter på én dag på cykel. Det var ikke det, vores rejse handlede om.

For os drejede det sig om at komme sammen frem til målet, hvad enten det var dagsmålet eller slutmålet Peterspladsen.

Vi kørte hårdt, forbrændte mange kalorier og åd højdemeter, men det var ikke det vigtigste. Forskellige som vi var – alders-, konditions- og personlighedsmæssigt – havde vi alle den samme tilfredsstillelse ved rejsen: Glæden ved at være sammen.

Resultatet blev en rigtig god rejse, der bekræftede vores fascination over at tilbagelægge en rute og fyldte os med langtidsholdbare indtryk og samtaler.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.