Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Paladset, der stod Churchills hjerte nært.

Blenheim Palace er bygget på en cocktail af krig, kærlighed og britisk selvbevidsthed. Stedet er Churchill-familiens hovedsæde og leverer et utal af familieanekdoter i sten, møbler og en enkelt rød velourdragt.

Det føles som at træde ind i en klassisk Jane Austen roman. Den gigantiske, grønne park med et strejf af efterårsfarver. Den store sø. De små huse i parkanlægget med det imponerende palads i midten. Tilsammen synes det som den perfekte ramme om en roman om umulig kærlighed, undertrykte følelser og intriger mellem ’downstairs’ og ’upstairs’. Med blot den mindste fantasi kan både den ene og den anden historie brygges med kun denne kulisse som inspiration. Men som det så ofte forholder sig, så overgår de virkelige historier fra Blenheim Palace, halvanden times kørsel nord for London, det meste af det som fantasien kan opbyde.

Der var engang, hvor succes på slagmarken betød andet og mere end en lukrativ bogkontrakt (som general Norman Schwartskopf) eller en kortvarig politisk karriere (som general Colin Powell). I det 17. og 18. århundrede var magthaverne anderledes rundhåndede overfor deres succesfulde feltherrer. Tænk på den danske admiral Niels Juel, der fik et palæ på Kongens Nytorv foræret efter at have pryglet svensken i Køge Bugt 1677. Den tendens herskede også i England, hvor Dronning Anne besluttede at forære den første Hertug af Marlborough, John Churchill, en byggegrund og en formue til at opføre Blenheim Palace, efter han havde kæmpet mod ærkefjenden Frankrig i den Spanske Arvefølgekrig ved Blindheim i Bayern i 1704.

Opførelse af Blenheim Palace

Hjemme i England fik hans hustru, Sarah Churchill, besked om slaget og sejren på bagsiden af en kroregning, som hendes mand havde skriblet det lykkelige budskab ned på. En regning, man kan se på en rundtur i paladsets State Rooms. I 1705 begyndte ægteparret opførelsen af Blenheim Palace, men der skulle gå næsten 30 år, før huset stod færdigt, fordi byggeriet blev martreret af både politiske og økonomiske udfordringer. Hertuginden var åbenmundet i en grad, der bragte parret i unåde ved hoffet, så de måtte flygte i eksil. Men efter Dronning Annes død i 1714 vendte parret tilbage til England.

I 1733 stod Blenheim Palace endelig helt færdigt. Der havde hertugen været død i 11 år, men hertuginden fortsatte arbejdet. Hun fik endda udført en statue af Dronning Anne, som står i biblioteket den dag i dag. Sarah Churchill havde et stormfuldt forhold til den tidligere regent, men statuen viser, at hun både respekterede og tilgav dronningen til sidst. Statuen viser en statslig, rank og først og fremmest slank kvinde. Dronning Anne var i virkeligheden ikke meget over 1,60 meter, og hun menes at have vejet omkring 160 kg, da hun døde. Men hertuginden ønskede at ære mindet om dronningen, som hun i øvrigt også ærede i sin mands minde. En mil fra hoveddøren står en 41 meter høj sejrssøjle, til minde om sejren ved Blindheim, med Hertugen iklædt en romersk feltherreuniform på toppen. Man satte ikke sit lys under en skæppe dengang i 1700-tallet.

Det koster 23 pund at besøge Blenheim Palace, og entréen betales ved yderporten til haveanlægget. 230 kr. kan synes pebret, men for pengene får man et årskort. Og det er måske ikke så tosset, for det er svært at komme hele vejen omkring Blenheim Palace på en enkelt dag. Huset dækker et areal på 28.000 kvadratmeter, hvoraf den 12. Hertug af Marlboroughs private lejlighed dækker et par tusinde.

Mit besøg begrænser sig til tre timer, så der skal prioriteres. Øverst på listen står en 45 minutters rundvisning i de såkaldte ’State Rooms’. Det er paladsets mest overdådige sale, der ligger i den centrale del af hovedbygningen. De er, som guiden lakonisk bemærker det, ikke tænkt som komfortable eller hyggelige rum, men rum hvis eneste formal var at imponere. Med små ti meter til loftet, silketapeter og bladguldsudsmykkede lofter, er de da også imponerende her 300 år senere. Vævede vægtæpper viser scener fra den første hertugs glorværdige militære karriere, og møblerne er en blanding af originale 1700-tals møbler lavet specifikt til paladset og et par uvurderlige franske klenodier købt af lyssky mellemhandlere i kølvandet på den franske revolution. En periode, hvor det europæiske møbelmarked pludseligt var oversømmet af møbler plyndret fra det flygtende, franske aristokratis slotte.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/opera-i-kaerlighedens-by

Winston Churcill og Blenheim Palace

Men det er i virkeligheden ikke de storslåede rum, der har lokket mig til Blenheim Palace i første omgang. Det har derimod Winston Churchill. Den britiske statsmand blev nemlig både født på Blenheim, friede til sin hustru på Blenheim, blev gift på Blenheim og ligger begravet ved den lokale sognekirke. Churchill var ikke arving til paladset, men hans far var lillebror til den 8. Hertug af Blenheim, og Churchill kom meget på Blenheim som barn. At han blev født der er først og fremmest en tilfældighed. Hans forældre var på besøg, da moderen var højgravid og pludselig gik i fødsel. Der var ikke tid til at fragte hende tilbage til London, så d. 30 November 1874 Blev Winston Churchill født i en af de stuer, der støder op til den overdådige Hall, og som i dag huser udstillingen ’The Churchill Rooms’.

Winston Churchill var fascineret af historie og især af sin slægts stamfader og grundlægger af Blenheim Palaces militærkarriere. Han kunne alle den første hertugs slag og manøvrer til fingerspidserne, og et af hans udstillede stilhæfter fra skolen viser en opgave, hvor han både i ord og tegninger har gengivet slaget ved Blindheim ned til mindste detalje. Når han var på besøg på Blenheim, kunne han ofte findes i det kæmpe parkanlæg, dirigerende med fiktive regimenter i historiske slag. Da han blev ældre, bevarede han det tætte bånd til både stedet og sin fætter, den 9. Hertug af Marlborough.

Derfor var det ikke mærkeligt, at det var Blenheim Palace Winston Churchill valgte som stedet, hvor han ville fri til sin senere hustru Clementine. Den snarrådighed og beslutningsvilje, der skulle præge hans år i Downing Street under krigen, havde dog endnu ikke indfundet sig hos den unge mand, da han skulle foretage frieriet. Det havde hans talent for at sove længe imidlertid. Winston havde inviteret Clementine til Blenheim til et stort bal, og næste morgen ville han fri. Han havde aftalt at mødes med hende ved ’Temple of Diana’, der er en af parkens mange små pavillioner, og her ville han stille det store spørgsmål. Men Winston Churchill havde festet med de bedste, så næste morgen sov han over sig. Til al held kom Hertugen forbi den ensomme Clementine, der stod og ventede ved pavillionen, mens hun spejdede efter Winston Churchill og blev mere og mere fast besluttet på at storme hjem til London og glemme alt om den frimodige filejs. Hertugen fik lokket hende op i vognen til en rundtur i parken, og da de kom tilbage til pavillionen, var Winston Churchill kommet på benene. Efter den kiksede indledning endte Winston Churchill med både at fri – og få et ja.

Winston Churchill blev ved med at komme på Blenheim frem til sin død i 1963. For at male, for at slappe af og for at genopleve den rolle, hans familie igennem århundreder havde spillet i det britiske samfund. Efter den storslåede begravelsesparade gennem London blev hans jordiske rester stedt til hvile på kirkegården ved sognekirken i St. Martins, lige uden for parken, der omgiver Blenheim Palace. Selvom Winston Churchill aldrig selv blev hertug af Marlborough, er der ingen tvivl om, at han, sammen med den første Hertug, er de to Churchills, der har spillet den største rolle i Englands historie. Roller der afgjorde nationers skæbner, og roller, der ikke står tilbage for dette gigantiske palads.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/fem-flotte-shakespeare-fortolkninger

Ny hertug af Marlborough i gemakkerne

Sidste år døde den 11 Hertug af Marlborough, og hans søn Charles James Spencer-Churchill overtog Blenheim Palace og titlen som Hertug af Marlborough. Han bor nu med sin famillie i paladsets private lejlighed, som tæller over 30 værelser. Det meste af sit liv har han været kendt som en vildbasse, og historier om sex, stoffer og betænkelige bekendtskaber har fulgt Hertugen siden hans tid på drengeskolen Harrow. Han er dog både gift og har tre børn, og han synes dedikeret til rollen som Hertug og forvalter af arven, der har Blenheim Palads som kronjuvel.

Som i Danmark er det på mange store herresæder ikke let at få økonomien til at hænge sammen, fordi vedligeholdelsesomkostningerne alene ofte kan være nok til at knække økonomien. Men Blenheim Palace har så stærk en historie og så stor en plads i Englands historie, at skolebørn, turister og pensionerede historieentusiaster valgfarter til stedet hvert år. Med et besøgstal på over 600.000 er Hertugen i den priviligerede situation, at Blenheim Palace genererer en stor nok indkomst til både at drive stedet og lade Hertugen leve en komfortabel tilværelse.

Med en fornemmelse af kun at have kradset i overfladen sætter jeg kaffen fra slotscafeen i bilens kopholder, mens Blenheim forsvinder i bakspejlet. På trods af al den overdådighed, Blenheim Palace kan opbyde, er det dog Winston Churchills legendariske, røde heldragt i velour, der står som dagens store oplevelse. Den er udstillet i ’’The Chuchill Rooms’ og var eftersigende Churchills favoritpåklædning under krigen, når han ikke havde officielle pligter. Lun, behagelig og let at komme ud af, når statsmanden skulle i et af sine to daglige karbade. Den er samtidig en illustration af den sære kombination af excentricitet og originalitet, der tit associeres med det britiske aristokrati. En excentricitet, som går igen overalt på Blenheim – lige fra den første Hertugs sejrssøjle til den nuværende Hertugs udsvævende ungdomsår. Familien Churchill har ikke ladet sig kue af sociale normer. De levede i toppen af samfundet og lavede deres egne regler. Kombinationen af uanede midler, en næsten usårlig social status, og en grænseløs virkelyst, har placeret familien og paladset centralt i den britiske historie. Graver man et spadestik dybere i historien om stedet, dukker både Prinsesse Diana og en rig Vanderbilt-arving fra Amerika op, men det må vente til et andet besøg på paladset. Man kan kun kapere et vist antal anekdoter og gode historier på en enkel dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.