Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

På vandring i berbernes bjerge

"Bjergens Bjerge" kalder Berberne De Høje Atlasbjerge, hvor Mount Toubkal med sine 4.167 meter er det højeste punkt. Ud over højder byder bjergene på et unikt møde med den oprindelige kultur.

Farverige karavaner af muldyr på vej gennem den dybe, grønne dal og det høje pas.
Farverige karavaner af muldyr på vej gennem den dybe, grønne dal og det høje pas.

Det er turens anden dag. Vi har gået siden kl. 7 om morgenen og er allerede fyldt godt op med indtryk fra de mange berberlandsbyer, vi har passeret, farverige karavaner af muldyr, der har overhalet os på vores vej gennem den dybe, grønne dal og det høje pas, vi har nydt udsigten fra.

Læs også: Marokko set fra en saddel

Solen har skinnet fra en skyfri himmel, og vores guider har forkælet os og sørget for masser af brændstof til benene med myntete, dadler og frokost i det fri. Hvad mere kan et eventyrlystent hjerte begære?
Mit kommer i hvert fald tæt på bristepunktet af lykke, da vi efter tre timers stigning uventet sætter fødderne på et helt fladt plateau, der breder sig som en slette. Synet af de fritgående muldyr, der stadig bærer deres prangende pakkesadler, og vores orange og hvide telte mod den blå himmel, der her i 2.400 m højde syntes at være kommet meget tættere på, er intet mindre end magisk, og myten om kæmpen Atlas dukker frem i erindringen. Lige her, på kanten af sletten med den svimlende udsigt, kunne han passende have stået med bøjet nakke og holdt himmel og jord adskilt. Og selv om der stadig er tre dage og knap 1.800 m, før vi rammer det højeste punkt på toppen af Mount Toubkal, så er himlen tæt nok på til, at betegnelsen Høje Atlas giver mening.

Helt høje bliver vi, da solen går ned, og mælkevejen tydeligt træder frem og sender det ene stjerneskud af sted efter det andet.

»Jeg har aldrig været på en tur, der er gået helt efter planen,« siger vores rejseleder, Lars Gundersen fra Kipling Travel, to aftener forinden og  føjer dermed endnu et element af spænding til turen på vej i bussen til den marokkanske landsby Imlil, hvorfra vores seks dages vandring skal begynde.
»Trekking i Høje Atlas« er det nyeste skud på stammen af trekkingture, som Kipling tilbyder, og sammen med Lars er vi 18 pionerer, der skal gennemføre den seks dage lange vandretur i Atlasbjergene. Vi er dog langt fra overladt til os selv, så hans bekendelse vækker ikke den store bekymring. 14 berbiske mænd, anført af guiden Jamal Imerhane, er vores egentlige turplanlæggere og følgeskab fra start til slut, og det viser sig hurtigt, at vi er i trygge og kompetente hænder.

Men det viser sig også, at planen ikke bliver overholdt. Allerede den første vandredag bliver der mulighed for at lægge en ekstra times vandring til og »slå et slag« forbi et vandfald. Det er vi flere, der benytter os af, for tilbuddet om at afkøle kroppen i iskoldt vand ovenpå mange timers gåtur i knap 30 graders varme, er for fristende at afslå.

Også vandreturens første planlagte overnatningsted i landsbyen Tinerhourhine er ændret. Heldigvis ved vi ikke, hvad vi går glip af i Tinerhourhine, men vi finder hurtigt ud af, at landsbyen Tacheddirt, der er den højest beliggende by i Atlasbjergene, byder på et vidunderligt guest house på størrelse med et mindre palads, og som med sine rødlige og varme farver, smukke lamper, puder og tæpper bærer tydelige præg af »Maroccan Style« både i det indre og i det ydre.

Vi kan heller ikke undgå at bemærke, at der er noget ekstraordinært på færde i landsbyen, for børn og kvinder i stort antal kommer i højt og syngende humør ned fra de stejle og smalle gader. Som alle andre berberlandsbyer er Tacheddirt primært bygget af mudder og strå, og den altoverskyggende lerbrune farve falder nærmest i ét med bjergene. På den baggrund er opbuddet af især de festklædte kvinder noget af et sansebombardement med deres imponerende blanding af tøj, der synes at rumme alle farver og stoffer i verden. Kvinderne og de unge pigers hænder er rigt dekoreret med hennategninger, og vi gætter på, at det nok er et bryllup, der er anledning til det store opbud og den glade stemning.

Det er også på denne dag, vi slår lejr på sletten, hvilket heller ikke er efter planen. Vi skulle have overnattet i et berberhus i landsbyen Tizi Oussem, men da vi når frem til sletten, mener Jamal, at vi har gået nok den dag. Det mener vi nu også selv, og hans beslutning medfører ingen sure miner.

I Tizi Oussem, som vi kommer til dagen efter, passerer vi en skole bestående af et enkelt klasselokale. Her bliver vi mødt af en ung lærer, der med en fransk undervisningsbog i hånden minder os om, at Marokko er en tidligere fransk koloni. Det gør de mange daglige »Ca va?«-spørgsmål fra vores guider, muldyrdrivere og køkkenfolk sådan set også, men det franske får med bogen pludselig et meget fysisk udtryk her højt oppe i bjergene langt væk fra de store byer og det moderne liv.
Indenfor i det spartansk indrettede klasselokale sidder børnene og venter på fransk­læreren, og vi ved fra Jamal, at uddannelse er nødvendig for overlevelsen blandt mange af Marokkos berbere, der vokser op i bjergene. Langt fra alle kan i dag leve af jorden og dens afgrøder, men må kæmpe for deres eksistens i byerne. Desværre er analfabetisme og en generel mangel på uddannelse især blandt berbere et udbredt fænomen.

Så selv om vandreturens rute gennem de mange berberlandsbyer først og fremmest er fascinerende og med til at gøre turen til en unik oplevelse, så er vi godt klar over, at det er en hård verden, vi møder på vores vej, og landsbybørnenes »ca va?« bliver ofte efterfulgt af adskillige »dirham, dirham?« – navnet på den marokkanske møntfod.
Penge har vi i øvrigt ikke meget at bruge på. En vandretur i bjergene lægger ikke op til shopping, og køkkenchefen Rachid og hans mænd sørger for, at vi er rigeligt forsynet med mad og drikke fra morgen til aften, så selv de meget små, kiosklignende butikker, som gemmer sig inde i nogle af landsbyerne, får vi ikke handlet i. Vi står op med solen, og resten af dagens aktiviteter består i at spise, vandre, drikke te og spise søde sager, vandre videre, slappe af, spise igen, skifte plaster i ny og næ, drikke mere te, spise mere mad og gå tidligt til ro. Et simpelt liv, som får en ferie på en uge til at føles lang og meget afslappende – på trods af, at vi ikke ligefrem ligger på den lade side med op til syv timers vandring om dagen.

Først da vi på den fjerde vandringsdag når til »Toubkal Refuge«, bjergets base camp, udvider vi aktiviteterne en smule. Her kan vi få et varmt brusebad (for 20 dirham), solbade på terrassen, læse og spille kort i opholdsstuerne og købe chokoladekiks og sodavand i receptionen.

Vi er heller ikke længere alene, men blandt mange andre vandrere, der ligesom os lader op til den sidste hårde etape. De mange guider, der kender hinanden, er tydeligvis glade for endnu et rendezvous, hvilket smitter af på stemningen, der får noget festligt og løssluppent over sig. Tidlig torsdag aften bryder det løs med trommeslag på spande og gryder, sang og klappende hænder.
Op til 20 mænd bidrager til koncerten, der handler om et kærestepar fra en nærliggende landsby, og mellem de syngende vers bliver der hujet, råbt og grinet. En lokal Romeo-og-Julie-historie, får vi at vide bagefter. Med happy ending.
Vores egen foreløbige lykkelige slutning finder sted næste morgen, hvor vi kl. 6 begiver os de knap sidste 1000 m op til toppen af Mount Toubkal.

Det er koldt og diset, og tempoet er væsentligt lavere end de andre dage. Store, løse sten og klippestykker får fødderne til at skride ud, og det er mere viljen end fornøjelsen, der får os til at gennemføre dette sidste meget stejle stykke frem mod vores vandrings mål.
Efter godt to timer når de første toppen 4.167 m oppe. Solen er kun brudt sporadisk igennem, og det er nok til at skimte Anti-Atlasbjergene mod syd, men desværre ikke nok til at få et glimt af Sahara mod øst. Storslået og fantastisk er det alligevel at befinde sig så højt oppe, at man kigger ned på bjergene. Efter et kvarter vinder kulden dog over nydelsen, og ved middagstid er vi nede ved base camp igen.

Vores vandreturs sidste etape slutter dagen efter med fire timers nedstigning til landsbyen Imlil, hvor det hele begyndte, og så er det med bus til Marrakech, hvor mange af os ser frem til en velfortjent omgang wellness i en af byens mange hammans. B

 

Vandreturen dag for dag

Dag 1: Fra Imlil over bjergpasset Tamahert til Atlasbjergenes højeste landsby Tacheddirt. Overnatter i imponerende guest house.

Dag 2: Går gennem Imnan-dalen og flere berberlandsbyer. Videre over passet Aquersioual og lang opstigning til kæmpe slette. Første overnatning i telt.

Dag 3: Krydser to pas og en del landsbyer. Opstigning til ca. 3000 m højde, hvorfra vi om aftenen kan se lysene fra Marrakech ca. 80 km. borte.

Dag 4: Lægger ud med en hård opstigning mod selve Toubkal-bjergmassivet. Derefter nedstigning og en lettere stigning igen frem mod Toubkal Refuge – den officielle base camp 3.200 m oppe.

Dag 5: Den sidste opstigning mod toppen. Turens korteste, men hårdeste vandredag. Først meget stejle 1000 m op og dernæst ned igen.

Dag 6: Muldyrene lastes for sidste gang. Efter fire timers lettere nedstigning når vi byen Imlil, hvor vi startede fem dage tidligere.

Læs også: Marokkos magiske huler

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.