Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

På øhop i øhavet

Mange danskere har været på øhop i Grækenland. Men man skal ikke længere væk end til Det Sydfynske Øhav for at komme på øhop. Vi tager her et næmere kig på nogle af mulighederne for at besøge Sydfyns små, grønne øer.

Strandhusene på Vester Strand på Ærø er meget eftertragtede.
Strandhusene på Vester Strand på Ærø er meget eftertragtede.

Ærø - en charmerende ø med mange muligheder

I sundets snoninger troner havnebyen med sine snævre stræder og gamle husfacader i læ for vinden. I havnen hersker en maskulin industrikultur med kornsiloer, store monteringshaller og flydedok med strandede skibe.

Færgen til Ærøskøbing svinger elegant rundt og bakker ind i sit leje ved den gamle træskibsbro. Her ligger en samling af de flotteste træskibe, fra små joller til imponerende tremastede skonnerter.

Øhavets hovedstad, Svendborg, er et glimrende udgangspunkt for øhop. Byen har en levende, maritim historie med en aktiv havn og flere traditionsrige skoler for uddannelse af søfolk og søofficerer. Oven i det er byen en charmerende, gammel købstad med glimrende shoppingmuligheder og et rigt kulturliv.

I havnen er der stadig et skibsværft, og de efterhånden sjældne coastere sejler stadig ud og ind i skyggen af kajernes store kornsiloer. I den anden ende er der et flot kig til gamle skonnerter, der holdes i topform og udlejes til alle mulige former for arrangementer. Men vigtigst er det nok, at havnen har tre færgeruter til større eller mindre øer i det smukke øhav. Om sommeren er der i tilgift en turistrute med den gamle damper ’Helge’ til øerne Taasinge og Thurø.

Ærø. Ærøs ses bedst på en overkommelig cykeltur
Ærø. Ærøs ses bedst på en overkommelig cykeltur

Man skulle tro, at det var svært for udlændinge at finde til Ærø. Alene på grund af æ og ø i navnet. Men sådan er det heldigvis ikke. Mange udenlandske par finder til Ærø for at blive gift.

»Ja, her i 2016 regner vi med, at op mod 3.000 par bliver gift på Ærø, oplyser Ærøs turist- og erhvervschef,« Carl Jørgen Heide.

De kommer fra hele verden. For nylig var et kinesisk par bestående af to kvinder forbi. Generelt kommer der mange homoseksuelle par som, for en afgift på 500 kr., kan de få en bekræftelse på deres ægteskabelige forhold.

De fleste tager en enkelt overnatning på Ærø.

Færgen fra Svendborg lægger til i Ærøskøbing. En by, der er indbegrebet af gammel dansk stokroseidyl. De snævre, krogede gader giver fine kig til de fredede bindingsværkshuse med kunstnerisk udsmykkede døre. Tag et kig ind i Flaske-Peters store samling af skibe i flasker. En finurlig samling af flaskeskibe med huse i baggrunden. Museet ligger i den gamle fattiggård, hvor der også er blevet plads til et lille hospitalsmuseum med instrumenter, som man nødigt ville lægge krop til.

Ærøs største by, Marstal, er en mere maskulin by med sit værft og maritime historie. En historie, man kan få et fint indtryk af på byens søfartsmuseum. Men i virkelighedens verden har man nedlagt færgeruten fra Rudkøbing på Langeland. Marstals værft er også en skygge af sin stolte fortid. Som en slags kompensation har man gjort det gratis at køre med bus rundt på Ærø. Og Nevrestien er en smukt anlagt cykelsti på 11 km langs vandet mellem Ærøskøbing og Marstal.

Ærø ses i det hele taget fint fra en cykel. Lej en for ca. 80 kr. i døgnet, eller tag en med herover med færgen. Ærø er tilpas i størrelse til cykel- og vandreture, da den kun er omkring 20 km lang og nogle km bred. Turistbureauet på havnen i Ærøskøbing har et fint cykelkort.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/nye-italienske-hoteller-i-gamle-huse

Et af øens smukkeste landskaber har en flok kloge lodsejere ladet ligge uden afgrødedyrkning. Ærøs naturpark plejes af får og køer. De blidt bølgende bakker giver flotte kig til øhavet, mens et par køer kigger overbærende på dig.

Hvis man tager direkte herfra og over på vestsiden af Ærø, kommer man til det helt specielle istidslandskab ved Voderup Klint. Den 33 meter høje klint strækker sine terrasseformede bakker ned mod havet over en strækning på 3,5 km. Et imponerende sted.

Vi gør holdt ved en lille, gul telefonboks i vejkanten. Javel, en gammel østtysk telefonboks. Døren åbnes og afslører Danmarks mindste galleri. En gang om året afsløres årets maleri. Galleriets ejer, Dietmar Vettermann, var tidligere borgmester i Østtyskland, men har i dag omdannet sin have i Tværmark til en lille skulpturpark.

Helt mod nordvest er Skjoldnæs Fyr omgivet af en af Danmarks bedste seaside-golfbaner. Skulle man have travlt, kan man lande på Ærøs lille flyveplads og smutte op til et slag golf.

Når man alligevel er heroppe nordpå, må man ikke misse Søbygård. Det er Ærøs kulturelle centrum med en masse aktiviteter for både børn og voksne. Selve gården ligger omgivet af en voldgrav med vindebro. Katrine Kromand fortæller, at man har et flot program for koncerter i salen dekoreret med farverige oplæg til kirkemosaikker af kunstneren Sven Havsteen Mikkelsen. Her er maleri- og fotoudstillinger. Hver tirsdag samles man om naturlig biavl, og der er middelaldermarked med bueskydning og meget mere.

Rundturen på Ærø kan passende afsluttes med en dukkert på Vestre Strand ved Ærøskøbing. Stranden er en blidt skrånende, lavvandet og børnevenlig sandstrand. Stranden kranses af de herligste små, farverige badehuse. Husene er op mod 100 år gamle og svære at få fat i. De går i arv gennem de samme familier i generationer. Solnedgangen over husene og stranden er noget af det smukkeste.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/sydsvenskernes-eget-ferieparadis

Fortryllende natur på Skarø

Skarø besejles flere gange om dagen af den lille bilfærge ’Højestene’ fra Svendborg. Færgen sejler videre til storebror Drejø. Et ophold på Skarø får hurtigt blodtrykket til at dale, og dagligdagens bekymringer bliver vendt i kikkerten. Samtidig er du kommet til en ø med Danmarks sundeste og mest smagfulde is.

Britta Tarp og Martin Jørgensen fra et økologisk landbrug nord for Faaborg til Skarø for 15 år siden.

Siden købet af huset har de to oparbejdet en isforretning baseret på de sundeste og mest ærlige råvarer. Isen sødes med birkesaft og sukkertang, og alle tilsatte bær er økologisk dyrkede og nedfrosset. I deres lille cáfe over for de kvækkende klokkefrøer i gadekæret, kan du få fine smagsprøver direkte fra fabrikken ved siden af.

Skarø. Om sommeren kvækker klokkefrøer i gadekæret
Skarø. Om sommeren kvækker klokkefrøer i gadekæret

»Jeg har ikke fortrudt et øjeblik,« siger Britta Tarp med et smil i øjenkrogen. Ganske vist er vi ikke mere end 26 indbyggere, men vi hjælper hinanden, så godt vi kan. Der er et utroligt sammenhold.

Britta Tarp står for den daglige produktion af is, mens Martin Jørgensen er biokemikeren, der står inde for alt det sunde i isen. Netop nu er han i Singapore. Singapore Airlines bruger Skarø gourmet-is til deres kunder. Den hedder selvfølgelig Singapore Sling, men er dog uden alkohol. Martin Jørgensen står også for en ernæringsrig is, der bruges på plejehjem og hospitaler. Den smagfulde is er fyldt med proteiner. Den glider let ned hos patienter med manglende appetit.

Ved siden af sit arbejde som direktør for isfabrikken har Britta Tarp også været havnefoged, kirketjener og graver. Men nu er det blevet for meget. Arbejdet som graver ved kirken er i øjeblikket opslået.

Om sommeren har Café Sommersild nær havnen åbent for selskaber. De har også en større teltplads med en mobil sauna, der kan køres helt ned i strandkanten.

Ude i den nordlige ende af Skarø ligger øens kønne kapel. På den lille kirkegård ligger to unge flyvere begravet. De blev skudt ned af tyskerne i begyndelsen af 1944. Men ellers er det blot at nyde stilheden og det blide landskab mod øhavet.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/5-nordiske-musikoplevelser

Idyl og hygge på Drejø

Der er noget mere liv på storebror Drejø i kort afstand fra Skarø.

Henrik Tømrer har bedt os kigge på Gammel Havn, som han kender vældig godt. Han kan godt lide det hyggelige miljø, når han lægger til med sin sejlbåd i den intime havn.

Gammel Havn er ganske rigtigt et hyggeligt sted. Et par unger kravler ihærdigt rundt på molen med deres fiskeposer på lange stænger. I den anden ende er et ægtepar i færd med at spise den medbragte madpakke. Her er rent og pænt med gode toiletforhold. Der er tilmed en varmestue, der er åben for alle. På vej op til den nordlige ende af Drejø passerer vi Strandager Vin- og Humlegaard. »Kig ind« står der. Det gør vi så. Bodil og Anders Jakobsen er begge kemikere. De slog sig permanent ned på Drejø for 16 år siden, og nu producerer de vin uden sulfitter. Den mousserende pærevin smager rigtig godt, og den kan indtages i en lille have omgivet af vinranker.

Inde i Drejø by indtager vi en god frokost på kroen. Kroen bliver til købmandsforretning i den anden ende af bygningen. Som de fleste bygninger er kroen også forholdsvis ny, for hele Drejø by brændte nemlig ned til grunden i 1942. Kun få huse overlevede, men heldigvis omkom ingen af øens beboere.Vi tiltrækkes af musik i det fjerne og begiver os hen i den mest idylliske have på Drejø. Her har søstrene Beth og Sanne et lille museum, en butik og en lille café med servering under grønne trækroner omgivet af duftende roser og lavendel. Det hele tilsat stilfærdig levende musik for voksne.

Drejøs dejlige natur med store områder for trækkende og ynglende fugleflokke er anden historie, som vi må have til gode. Vi vender helt sikkert tilbage til øerne inden for rækkevidde af Svendborg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.