Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

På jagt efter næsehorn

1.215 næsehorn blev dræbt af krybskytter sidste år - flere end tre om dagen. Over 90 pct. af alle næsehorn lever i Sydafrika, hvor situationen er helt ude af kontrol. Om ti år kan det sidste dyr være dræbt.

»Til højre!« Safaribilen bremser brat, og alle kikker ned ad sidevejen til højre. Et stort næsehorn kommer vandrende i adstadigt tempo.
Hastigt drejer rangeren ind på sidevejen og stopper, så vi har fuldt udsyn til det imponerende dyr.
Næsehornet går ufortrødent videre, helt op til bilen, og drejer så til højre ind i budskadset. Bag den følger yderligere tre næsehorn. De kommer også helt tæt på.

Store robuste dyr - men uendelig sårbare.
I dag bliver tre næsehorn brutalt skudt ned og deres forhoved skamferet for at få hornene savet af. I morgen vil endnu tre næsehorn blive dræbt, i overmorgen tre mere, og dagen efter yderligere tre.

Krybskytteriet er eskaleret helt ud af kontrol. Efterspørgslen efter næsehorn har fået priserne til at stige ekstremt.
I øjeblikket handles et gram næsehornspulver til priser, der er højere, end hvad et gram guld eller diamanter, for ikke at tale om herion, koster.

Unge drenge i Yemen kræver deres overgang til mandommen manifesteret med en dolk med næsehornsskaft. Ældre mænd i Kina tror deres manddom vil rejse sig, hvis de indtager pulveriseret næsehornshorn. Og senest har der i Vietnam verseret historier om, at pulver fra hornet kan kurere kræft.

Jamen, tænker vi, mens vi betragter verdens mest truede dyreart. Et næsehorns horn er af samme materiale som vores negle. Det er forhornede hudceller. Hvem kan dog tro på mirakuløse kræfter i det?

Men overtro er ikke sådan at hamle op med. Dyreværnsorganisationerne WWF og WildAid har oplysningskampagner i Kina, og en række af landets berømtheder såsom basketballspillere og skuespillere er også med i kampagnen. Næste generation vil med sikkerhed ikke købe næsehornshornpulver for at styrke potensen.

Det er godt, men ikke godt nok. For inden da vil der ikke være et eneste næsehorn tilbage i den fri natur, hvis krybskytterne fortsætter deres hærgen, som de har gjort det de seneste år.

Hvide næsehorn i Entabeni. Foto Judith Betak.
Hvide næsehorn i Entabeni. Foto Judith Betak.

Vi er på turist-safaritur i Entabeni-vildtreservatet nordøst for Johannesburg i Sydafrika. Her vil rangeren i vores safaribil ikke svare på, hvor mange næsehorn, der er i reservatet.

Det er som at invitere krybskytterne til at komme, fortæller han og tilføjer, at et privat reservat et sted i nærheden i Limpopo-provinsen for nylig mistede sine 14 næsehorn under et velorganiseret krybskytte-raid.

Det er stærke og professionelle kræfter, man er oppe imod. Myndighederne virker lammet, og situationen synes helt ude af kontrol i landet, hvor over 90 pct. af verdens næsehorn lever.

»Så længe, der er mennesker, der er fattige, er det dem, der kommer først. Ikke dyrene,« har sydafrikanske politikere udtalt.

Den holdning har ikke altid hersket i landet.
De hvide næsehorn var i 1970erne og 1980erne tæt på udryddelse i Sydafrika, men i 1990erne blev et gennemgribende beskyttelses- og avlsarbejde sat i værk, og bestanden steg år for år i de følgende tyve år. En succeshistorie, som bragte antallet op over 20.000 dyr, og samtidig blev der også flere sorte næsehorn.

Siden 2010 er udviklingen imidlertid vendt. Krybskytteriet er igen vokset og i de seneste år eksplosivt. Fra 668 i 2011 og 688 i 2012 til 1.004 i 2013 - rædselsåret, blev det kaldt blandt dyreværnsorganisationer.
Og endnu mere rædsel blev der sidste år, hvor der blev registreret 1.215 næsehorn dræbt af krybskytter.

Nu dræbes flere næsehorn, end der fødes, og antallet af næsehornsdrab er formentlig endnu højere, end statistikkerne viser, mener vores ranger, som kender til næsehornsdrab, der ikke er blevet indberettet til myndighederne.
Han ser også dystert på fremtiden. I de første måneder af 2015 er allerede over 200 næsehorn blevet offer for krybskytterne.

De sorte næsehorn har en endnu mere tragisk historie. Mens de hvide næsehorn historisk kun har været udbredt i det sydlige Afrika plus i et mindre område i centralafrika, levede de sorte over hele det sydlige, vestlige og centrale Afrika, og der var mange af dem.
I 1970, hvor antallet af hvide næsehorn var helt i bund, var der mellem 60.000 og 70.000 sorte.
Men på ti år blev der nedslagtet 50.000 sorte næsehorn, og krybskytternes hærgen fortsatte til næsten udryddelse i 1990erne. Siden er bestanden steget en smule - til krybskytteriet nu igen er tiltaget. Man regner med, at der er omkring 5.000 sorte næsehorn tilbage.

Næsehornsbørnehjemmet. Foto: Judith Betak.
Næsehornsbørnehjemmet. Foto: Judith Betak.

Er myndighederne i Sydafrika passive, er der private i landet, der på forskellig måde forsøger at hjælpe næsehornene.
Som Arrie van Deventer, der driver et Wildlife & Cultural Centre i nabolaget. Han havde været med ude på en patruljeflyvning over områdets reservater, da han og piloten opdagede et dræbt næsehorn og en lille unge, som gik fortvivlet rundt om sin døde mor.

Hvad med ungen? spurgte han og fandt ud af, at der ikke fandtes steder, hvor man professionelt kunne tage sig af moderløse unger.
Det er der behov for, tænkte han og gik i gang med at finde økonomisk støtte til at etablere et næsehornsbørnehjem.

I 2012 kom det første moderløse næsehorn til børnehjemmet, som ligger på et hemmeligt sted i Limpopo-provinsen - selv næsehornsunger får hurtigt små horn. Siden da har 16 unger været gennem børnehjemmet, og i øjeblikket bor der otte i forskellige aldre.

Gaby Benavides leder hjemmet, som ikke er åbent for offentligheden, så jeg har måttet love ikke at røbe adressen. Hun har to faste medarbejdere plus frivillige hjælpere til at tage sig af næsehornene, alle kvinder. Det viste sig nemlig hurtigt, at de havde bedre forståelse - kald det moderfølelser - for de små unger.

»De tager det for eksempel alvorligt, når de må kravle rundt på alle fire og hive græs op og stoppe det i munden på de små for at lære dem at græsse,« siger hun.

De to mindste af børnehjemmets næsehorn er fire måneder og allerede omkring en meter i højden. Den tredje i deres gruppe er næsten dobbelt så stor, men kun et par måneder ældre. De får mælk i flaske fem gange i døgnet, men har også lært at græsse og spise hø.

To gange om dagen går medarbejderne tur med dem, for at de kan finde græs andre steder, lege og få motion. Og ungerne lunter glade afsted, som var de hundehvalpe.

Når næsehornene er halvandet år gamle, kommer de ind i en anden indhegning. Menneskekontakten mindskes for at forberede dem til et liv i naturen, og når de er to-tre år, er de klar til at komme tilbage til deres ejeres reservat, eller hvor ejerne nu vil have dem hen.
Det er den alder, hvor moderen, hvis alt var gået naturligt, ville skubbe ungen fra sig og gøre sig klar til at få en ny unge.

»Det er mærkeligt at tænke på, at de unger, som vi har plejet og passet, for at de kan komme til at klare sig selv i naturen, meget vel kan ende som ofre for krybskytterne,« sukker Gaby.

Hvide næsehorn i Okavanga-deltaet. Foto: Wilderness Safaris.
Hvide næsehorn i Okavanga-deltaet. Foto: Wilderness Safaris.

Situationen er mere end katastrofal for verdens næsehorn. Men der er redningsprojekter rundt omkring. Et af de steder, hvor alle kræfter forenes for at skabe et sikkert levested for verdens mest truede dyreart, er på Chiefs Island i det store Okavango-delta i Botswana. Her er gode forhold for både hvide og sorte næsehorn.

Et unikt samarbejde mellem private organisationer og myndighederne er etableret i Botswana Rhino Conservation. Det har ikke alene genindført næsehornene til Botswana, hvor de havde været uddøde siden midt i 1980erne, men er nu også et håb for især de sorte næsehorns fremtid.

»Det er eneste sted i Afrika med et projekt af den type. Hvor private og myndigheder arbejder sammen, og hvor den politiske holdning er så utvetydig. Hæren er sat ind for at beskytte de udsatte næsehorn og de øvrige vilde dyr i området, hvor der også er mange elefanter. Ordren til soldaterne er klar: Møder de en mand med et gevær i den vilde natur, og han ikke straks smider våbnet fra sig, så skal de skyde ham. Det ved krybskytterne, og de ved også, at bliver de fanget, kommer de for en dommer, og straffen er her i Botswana hård for krybskytteri. Op til 20 års fængsel,« fortæller Map Ives, som er koordinator i næsehornsprojektet.

De første hvide næsehorn blev i 2001 transporteret fra Sydafrika til øen og sat fri i Moremi vildreservatet. Siden kom flere til. Efter nogle år forsøgte man sig også med sorte næsehorn, igen med succes.

I disse dage forhandles med Zimbabwe, som har en snes sorte næsehorn, som man mener, har bedre chance for at overleve i Botswana. Men det handler også om økonomi og om at skaffe penge og donationer. Det er dyrt at transportere dyrene, og der er også driftudgifter, for man holder løbende øje med, hvordan dyrene trives.

Nøjagtig hvor mange næsehorn, der nu lever på øen i Okavanga-deltaet, er Map Ives ikke meget for at offentliggøre. Men der er plads til flere, fortæller han.

Søgning efter næsehorn. Foto: Judith Betak.
Søgning efter næsehorn. Foto: Judith Betak.

Vi er taget ud for at kikke efter næsehorn. Det gør safaribilerne fra turistlodgene i området også, når de morgen og eftermiddag tager på tur for at se de vilde dyr.
Men jeg er sammen med folk fra næsehornsprojektet. På forsædet sidder en af de lokale rangere med en antenne og søger efter signal.
I sandet på vejen har vi set næsehornsspor, og i området holder Webster junior til. Han er et sort næsehorn, som har fået navn efter hans donors afdøde kat.

»Det gør vi gerne for de store donorer, hvis de ønsker det. Ellers har dyrene numre,« oplyser Map Ives.

Alle næsehorn har en sender i deres horn, så man kan holde øje med, hvor de er - sådan nogenlunde.
I den tørre periode kan dyrene sagtens gå fra den 35 km lange ø, og Okavanga-deltaet er ikke indhegnet. Næsehorn kan gå langt, og kommer de ud nær beboede områder, skal de hentes tilbage igen. Det er sket for et par nye næsehorn, som ikke umiddelbart fandt et område, de ville slå sig ned i. De blev transporteret tilbage, og i andet forsøg lykkedes det. Nu har de deres område og trives i bedste velgående.

Vi får pludselig »bip« fra Webster, og vi forlader vejen, krænger og bumper ind mellem buske, væltede træer og termitboer. Den gamle Landrover er gjort af solidt stof.

»Nu er vi tæt på«, siger rangeren.
»Der, der ligger han,« udbryder Map og peger ind i noget buskads. Bilen stopper, og i stilheden kan vi høre prusten fra den store sorte skygge blandt bladene. Webster er urolig, og pludselig rejser han sig og løber væk fra bilen.

Map Ives er tilfreds. Webster løb hurtigt; et tegn på, at han er i fin form. Og han var sky over for os og bilen. Det skal han også helst, være vild. Det er sikrest. Han er i fin form; det vil hans donor få en besked om. Og snart er der formentlig sorte næsehornshunner på vej til Moremi, så der kan komme gang i avlen, håber Map.

»Det her projekt er min livsgerning, og det er et vigtigt job for hele verden. Men det skal fortsætte ud over min levetid. 20-30 år mindst. For disse fantastiske dyr fortjener en chance,« siger han.

Se infografik om næsehornene: KLIK HER

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.