Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Omø mellem idyl og rædsel

Det kræver noget helt særligt af en at bo på en ø. Naturen er fantastisk – men lunefuld. Den lille sydsjællandske ø inviterer på guidede rundture i hverdags-øliv og spændende fortid.

Stråtag og stokroser og total idyl i Omø by.
Stråtag og stokroser og total idyl i Omø by.

»Milles hus var et af de huse, det gik værst ud over,« fortæller Hanne.

Læs også: Her er Tysklands svar på Skagen

Hun har vist os de nye huse i Kirkehavn, der har erstattet de sommerhuse, som ikke kunne genopføres, og den målepind, der midt i en af de gamle haver viser, hvor højt vandet stod, da syndfloden kom.

Det var en novemberaften i 2006, hvor vandet væltede ind over Omø med en sådan kraft, at færgen røg på land, og 24 helårshuse og 14 sommerhuse blev oversvømmet i den værste stormflod siden 1876.

I den nuværende sommeridyl på den sydsjællandske ø er det svært at forestille sig den dramatiske begivenhed, men Hanne Schultz, som er vores guide på ø-rundturen, fortæller indlevende om dagene, hvor øboerne stod sammen, som de har for vane, når problemerne trænger sig på.

Om hvordan en halv snes familier måtte genhuses i mellem tre og fem måneder, mens deres hjem blev genopbygget. Om hvordan ingen af skaderne efter stormfloden blev dækket 100 pct. af forsikringsselskaberne. Og om hvordan Mille, der var over 80 år, i dag igen kan bo i sit gamle fiskerhus, fordi det i det store og hele blev genopbygget ved frivillig arbejdskraft, og udgifterne på den måde kunne minimeres, så hun kunne klare dem.

Også Milles have, der et par måneder efter stormfloden stadig var dækket af et metertykt lag tang, samledes øboerne i en søndag og fik sammen ryddet.

»Vi holder lidt mere øje med vind og vandstand nu,« siger Hanne videre.
Er vandstanden mere end en meter over daglig vande, løber vandet ind i Omø Sø og truer husene. Der må bygges et dige på nordøstkysten, mener de på øen.

Der er både idyl og rædsel, afslapning og besværligheder ved at bo på en lille ø.
Hanne Schultz er sammen med sin mand tilflyttere til den lille kuperede ø, der ligger i Storebælt, 14 km sydvest for Skælskør.
Hun har nu boet en halv snes år på Omø, der har cirka 120 faste indbyggere – og 20 foreninger. De er et andet målbart tegn på øboernes sammenhold; sammen med ildsjælene, for uden dem var Omø ikke et levende samfund.

Som for eksempel da man manglede egnede boliger til øens ældre. Omø Boligforening blev etableret, og fire ældrevenlige boliger bygget. Senest er kommet et aktivitetshus til, opført af 60 frivillige fra øen. Her er mødelokale, internetcafé og motionscenter. Desuden er der en lejlighed, der udlejes til turister.

Da øen i en periode ikke havde nogen restaurant, og dermed ingen spisemuligheder for turisterne, blev der også etableret en forening, »Loen«. Den gamle bindingsværksbygning fra 1700-tallet i Omø by blev sat i stand, og siden 2007 har 15 frivillige drevet »Café Loen«, der også er galleri og har et par værelser til udlejning.
Forrige år kom i øvrigt endnu en spisemulighed til – »Hos Morfar«, en grill, bistro og restaurant ved havnen.

Sådan har det været gennem historien. Ildsjæle har været livsnerven for øen. Helt frem til 1962 var Omø – og det udtales i øvrigt Om-ø – en lille, glemt plet, hvor dampfærgen fra Korsør kom forbi en gang om ugen.

Men da var det, at Villy Pedersen, senere fik han tilnavnet ø-kongen. rejste til København og med stædighed fik skabt gehør for Omøs krav om at blive en del af Danmark.

Øen fik sin egen færge, og i 1970erne blev vejene asfalteret.
Alle disse historier får vi på turen fra Kirkehavn, hvor arkæologer for nylig har fundet rester af en kirke, så nu er der mening med navnet, op til Omø by.

Det er centrum. Her ligger kirken – man deler præst med naboøen Agersø – og Brugsen, som nu er en Kwik Spar, samt skolen, der netop har fejret 150 års fødselsdag, og hvor der er undervisning til og med 6. klasse.
Den lokale »avis« finder man her. Det er Langelændergårdens port, hvor alle nyheder og informationer »slås op«. Så er man sikker på, at alle ser det.

Langelændergården har også gårdbutik, hvor man blandt andet kan købe gårdens egen koldpressede rapsolie.
I Kastrupgård overfor holdt forfatteren Carl Erik Soya ferie i krigsårene. Det siges, at han skrev romanen »Min farmors hus« her, får vi at vide.

Omø by er Vestsjællands bedst bevarede landsby, beretter Hanne med slet skjult stolthed. Det er en forteby (landsbytype fra middelalderen, hvor gårdene ligger i en kreds omkring det åbne fællesareal forten, hvor dyrene blev samlet, red.), og de smukke velholdte gårde ligger stadig bag de gamle stendiger, som holdt kvæget ude fra have og marker, når de blev drevet gennem byen til vanding.

Efter frokost på »Loen« går turen tilbage til havnen langs nordvest-kysten, hvor vi hører om dyrelivet og øens vigtighed for trækfuglene. Om rørhøgen og forårsbebuderen, den særprægede rørdrum, der er kommet til for et par år siden, med dens karakteristiske pauken, der lyder lidt, som når man puster ned i en flaske.

Alt for hurtigt er vi tilbage i færgelejet efter en underholdende dag, hvor vi også er blevet lidt klogere på ølivet – i hvert fald det på Omø.

Ting at gøre

Museum
Edith Nielsens Mindestue i Husmandsstræde 13 – er ganske vist ikke et »rigtigt« museum, men stuen ser ud, som den gjorde, da Edith boede der. Hun var organist i Omø Kirke i 68 år og døde i 1995. Mindestuen ligger i et af Omøs ældre husmandshuse, hvor der både har været beboelse, forskole og høkerforretning. I dag har ø-arkiet Omø også til huse her med udstillinger og lokalhistorisk arkiv. I sommerferien er der åbent hver formiddag, undtagen mandag, ellers sidste tirsdag i hver måned.
lokalarkiver.dk/omoe/

Ridning
Oplev den smukke kuperede ø, hvor der ikke findes skov, fra hesteryg. Omø Islændercenter, Horsekærsvej 1, tilbyder i skolernes sommerferie både rideundervisning, rideture for både øvede ryttere og ryttere med kun lidt erfaring samt »træk-ture« med eller uden fører for nybegyndere. To timers rideture med fører koster 350 kr. pr. person.
oe-liv.dk

Vandring
Øens overskuelighed, den er 4,5 kvd.km stor og har 12 km kystlinje. indbyder til vandreture. I Omø Turistinformation 2010 foreslår tre ø-boer tre forskellige ruter på henholdsvis fire, fem og ti km. Alle tre ruter er godt beskrevet med informationer om, hvad man ser undervejs. Bladet udgives af Omø Beboer- og Grundejerforening og kan bestilles online.
omoe-net.dk

Ølejr
Der er hver sommer ølejr på Omø. Lejren ligger mellem dyrkede marker ved øens sydøstlige kyst og med direkte adgang til vandet. Hver uge har sit tema. For eksempel sang-dans-musik, mad til enhver tid og irsk uge. Der er plads til op til 80 personer hver uge.
oelejr.dk/omoe

Læs også: Fanø rimer på ferie

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.