Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Øen, de kalder Italiens smukkeste

Lige uden for hektiske Napoli ligger Procida. Rejseliv har besøgt den lille ø, der har været italiensk kulisse i over 30 film. Mens naboøen Capri oversvømmes af turister år efter år, har Procida fået lov at leve sit eget stille, hengemte liv til stor glæde for både lokale og turister.

Filmen Il Postino handler om eksil-digteren Pablo Neruda og hans venskab med et lokalt postbud. Neruda boede i virkeligheden på Capri, men Procida blev vurderet smukkere til filmoptagelserne. Foto: Corricella HDR
Filmen Il Postino handler om eksil-digteren Pablo Neruda og hans venskab med et lokalt postbud. Neruda boede i virkeligheden på Capri, men Procida blev vurderet smukkere til filmoptagelserne. Foto: Corricella HDR

Det syder og sprutter. Fræsende scootere kiler sig ind mellem bilkøerne, og fortovene er fyldt op af handlende, gadesælgere og fortabte sjæle, der blot hænger ud. Napoli lever op til sit ryg som en intens og støjende storby, og da vi efter en kort taxatur fra byens hovedbanegård stiger ud på færgehavnen, har roen bestemt ikke lagt sig. Turister vælter rundt i hinanden i forsøget på at få en billet til næste afgang. For mange går turen til Capri, mens andre skal mod Sorrento og Amalfikysten. Vi kæmper os gennem mylderet af kufferter og gloser på amerikansk, japansk, britisk og tysk – og det lykkes os lidt efter at få billetter med den næste hydrofoil til Procida.

Lidt efter kan vi tørre sveden af panden og læne os tilbage i færgens flysæder, mens vi iagttager Napolis indsejling med monstrøse krydstogtskibe og byens aldrende skyline – og bagest Vesuvs farlige hatteformede top. Vi falder i snak med sidekvinden, en amerikansk kunstner, der selv bor på den lidt større ø Ischia, som færgen sejler videre til efter sit stop på Procida.

»I kan glæde jer. Det er Italiens smukkeste ø,« siger hun til os. »Jeg bor selv på Ischia, fordi der er lidt mere liv, men jeg tager over til Procida og viser den frem til alle de venner og slægtninge fra USA, der kommer og besøger mig.« Hun fremhæver stilheden som et af øens trumfkort – »og så er Procida så lille, at alt er inden for gåafstand – by, strand og smukke udsigter,« tilføjer hun.

Inden vi ved af det, er fastlandet langt bag os, og færgen sænker farten for at klemme sig ind i Procidas havneløb. Små fiskerbåde vugger side om side, og bag dem anes havnens marina med sejlskibe og lystyachter i et overskueligt antal. Vi går fra borde og træder direkte ind i et byrum, der kun hører til på postkortene og i internationale guidebøger. Huse i citrongule, hindbærrøde og himmelblå pasteller står side om side med spisesteder og isbarer i stueetagerne.

Ovenpå er der lejligheder med vasketøj på støbejernsgelænderne og krukker fulde af pelargonier og middelhavsgrønt.

Prikken over i’et i ordet italiensk kommer i det samme kørende imod os på de lavasorte brosten: en gammel, hvid Fiat 500, som de så ud i 1950erne på Fellinis og Gina Lollobrigidas storhedstid.

Stilhed og sublime udsigter

Det ville være en floskel at sige, tiden har stået stille på Procida. Det har den selvfølgelig ikke – men tempoet er langsommere. De lokale giver sig tid til at stoppe op og sludre med hinanden, bilerne triller adstadigt rundt i de smalle gader – mañana-mentaliteten lever i bedste velgående. Det oplever vi, da vi forlader havnefronten og går ind gennem Procida by.

Så snart man ankommer til havnen på Procida, forstår man, at mange filminstruktører har valgt at skyde scener her. Lyset og pastelfarverne er enestående.
Så snart man ankommer til havnen på Procida, forstår man, at mange filminstruktører har valgt at skyde scener her. Lyset og pastelfarverne er enestående.

En behagelig ro fylder gaderne op. At over 10.000 mennesker skulle være klemt sammen på den lille ø, forekommer uvirkeligt. Inde bag skodderne og de malede trædøre leves et stille liv. Formiddagslyset trænger ind gennem sidegader og gårdhaver og efterlader et gyldent lys, som kun Rembrandt kunne have gengivet det. De hektiske indtryk fra Napoli siver ud af vores sind, og ind kommer billederne af tomme gader fulde af pastelfarvede facader med den helt rette portion patina.

Da vi har spadseret rundt i dette beroligende byrum i en halv times tid, er vi nået frem til Procidas anden by – den evigt billedskønne Corricella, der for længst er vokset sammen med selve Procida by. Corricella gemmer sig for omverdenen i en sydvestvendt bugt og kravler fra knap 100 meters højde ned mod Middelhavets blågrønne vande. Huse i alle tænkelige farver står stykket sammen som et miks mellem et kubistisk maleri og en munter børnefødselsdag.

Øverst oppe vogter kupler og spir på den cremegule kirke Santa Maria Delle Grazie. Fra den lille plads foran kirken har vi frit kig til hele byen, til småbådene langs kajen og til sejlskibene og motorbådene, der ligger for anker ude i bugten. Højt hævet på et forbjerg over Corricella troner det fæstningslignende kloster Abbazia di San Michele Arcangelo – og ude i horisonten mod syd står en mørkeblå silhuet af Capris bjerge.

Da Procida blev til Capri

Det var på Capri, nobelpristageren og politikeren Pablo Neruda boede under sit europæiske eksil i 1950erne, men da man mange år senere i 1993 skulle indspille filmen Il Postino, blev Capri valgt fra. Fortællingen om mødet mellem den verdensberømte chilenske digter og et lokalt postbud blev i stedet filmet på Procida. Her fandt instruktøren Micael Radford den skønhed, som Capri måske nok har til en vis grad, men som masseturisme og nyrigdom har tæret på.

Mange scener fra Il Postino er skudt i Corricellas gader og nede på den kulørte og lidt søvnige havn. Det gælder ikke mindst den lille café, der i dag blot hedder Locanda del Postino. Stedet lever højt på sin status som kendt filmkulisse – men er derudover også en rigtig hyggelig knejpe med udeservering under de hvide parasoller med kajkanten og bølgeskvulp få meter væk.

Et andet og kendt eksempel på Corricellas status som et ’Italien, der var engang’, er dramaet ’The Talented Mr. Ripley’ med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i de bærende roller. Her udspilles en stor del af filmen i den fiktive by Mongibello, som godt kunne have ligget inde på Amalfikysten. De fleste af byscenerne er optaget her i Corricella – resten på naboøen Ischia.

Tempoet på Procida er langsomt, og man tager sig tid til at nyde en god frokost – lokale såvel som turister.
Tempoet på Procida er langsomt, og man tager sig tid til at nyde en god frokost – lokale såvel som turister.

Mere end 30 spillefilm er blevet optaget på øen, hvor instruktør efter instruktør har fundet de rammer, der skulle til for at fremkalde den rette, ofte lidt slidte og gammeldags, stemning. I 2013 etablerede man en filmfestival på øen, der især er rettet mod unge, håbefulde instruktører, manuskriptforfattere og andre filmfolk. Den sidste film er derfor næppe optaget på Procida, hvor det foreløbig er annonceret, at festivalen også vil finde sted i 2017, først på sommeren.

Driverlivet – øens trumfkort

Lige så indbydende byen tager sig ud oppefra, lige så fascinerende er den med sine hundredvis af pastelnuancer nede fra havnen. Som en bunke blandede bolsjer funkler Corricella i det kraftige lys – forstærket af bugtens glitrende vand. Hernede er der som ved færgehavnen omme på øens modsatte side lidt mere liv end oppe i de stille gader. Folk indtager mad og læskende drikke på små spisesteder langs kajen, og lokale har travlt med at ordne fiskegarn, bådmotorer og reb.

En del af Corricellas gæster kommer sejlende hertil i private fartøjer fra fastlandet og fra Capri. Flere turister nyder livet om bord på deres både, og der hviler en tyk, ugidelig lethed over hele havnen. Der drikkes drinks, læses romaner og solbades på dækket. Og det mest essentielle spørgsmål synes at være, om man skal spise en pastaret, eller måske en skaldyrssalat eller lidt grillet fisk og blæksprutter til frokost. Andre drømmer måske om at sætte tænderne i en friskbagt pizza, som ikke fås bedre og billigere noget andet sted end lige netop på egnen omkring Napoli. Råvarerne er friske og bærer præg af det solrige klima.

Ja, de fleste mennesker på Procida virker til at være enige om at lade driverliv være driverliv. Men så legende let har tilværelsen ikke altid været – i hvert fald ikke for øens fastboende. I mange år var Procida ramt af stor fattigdom, og en del af øens indbyggere udvandrede til fastlandet – og mange helt til Amerika.

Mens turismen skabte gunstige kår for samfund som Capri og Sorrento tæt på, måtte Procidas beboere leve et nøjsomt liv med fiskeri og andre maritime aktiviteter som eneste regulære indtægtskilder.

Turismen er kun vokset gradvist, og fiskeri er fortsat den vigtigste indtægtskilde på øen.
Turismen er kun vokset gradvist, og fiskeri er fortsat den vigtigste indtægtskilde på øen.

Det præger øen den dag i dag, og den turist, der måtte tro, at Procida byder på et væld af smarte drinksbarer, eksklusive hoteller og moderigtige tøjbutikker, vil blive skuffet. Det er lyset fra havet, de farverige facader, de stille gader og hverdagens enkelhed, der er Procidas eksklusive varemærke.

Eftermiddagens varme har efterhånden gjort det mere attraktivt at bade og ligge på stranden end at byvandre. Vi søger derfor tilbage til Procida by og til stranden Spiaggia della Silurenza, der breder sig blot et par hundrede meter forbi færgehavnen. Øen har andre og mere afsidesliggende strande end denne, men for os, der kun er på et kortvarigt besøg med en returbillet i håndtasken, er det et glimrende valg.

Procida er som naboøen Ischia og hele fastlandet skabt af vulkansk aktivitet. Mens Napolis borgere blot kan gå og vente på, at Vesuv skal gå i udbrud, så er der ikke længere aktive vulkaner på Procida, men strandens sand har endnu en kedelig askegrå farve, som er opstået i sammenblandingen mellem forstøvet lava og sand.

På Silurenza-stranden toner parasoller og badehåndklæder frem i et farveorgie, der nærmest matcher Corricellas byrum. Her er kun få turister. De fleste badegæster er lokale skolebørn, mødre på barselsorlov og ældre, der holder træf med tilhørende højtrøstede italienske gloser. Fra det mørke sand kan man se op ad øens forrevne kyst, der med sine lave klipper og pinjeskove fremstår næsten mennesketom.

Corricellas skyline domineres af byens enorme fæstning, Terra Murata.Foto: Avi Tm/Flickr
Corricellas skyline domineres af byens enorme fæstning, Terra Murata.Foto: Avi Tm/Flickr

I horisonten er der kig til det italienske fastland med lokaliteten Cumae, der blev grundlagt af grækerne, før Romerriget opstod. Det var indbyggere herfra, der i det ottende århundrede f.Kr. sejlede til den lille ø og bosatte sig her – omtrent samtidig med at forfatteren Homer gik rundt hjemme i Grækenland og skrev sine værker Iliaden og Odysséen.

Der har med andre ord levet mennesker på Procida ganske længe, og det er, som om de moderne øboere forsøger at værne om historien og det lokale minisamfund, som øen altid har været. Man er ikke indstillet på at forære Procida væk til masseturismens glubske gab – mange synes ligefrem at være taknemlige for, at der har aldrig er fundet en Blå Grotte på øen. Men et par filminstruktører, der søger desperat efter steder, som ligner ’det ægte Italien’, ja, dem kan man vel nok glæde sig over at få besøg af i ny og næ.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.