Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

New Zealands Sydø i en autocamper

Naturen er utvivlsomt New Zealands største turistattraktion, og en tur på egen hånd ud i de fantastiske landskaber er et absolut must, når du er kommet helt herom på den anden side af jorden.

Der er mange rastepladser langs vejene, man kan holde ind på, når man skal strække benene eller tage endnu et foto.
Der er mange rastepladser langs vejene, man kan holde ind på, når man skal strække benene eller tage endnu et foto.

Da synet af Lake Wakatipu og de omkringliggende bjerge i Queenstown møder os i bragende solskin, efter vi netop er ankommet til New Zealand oven på halvandet døgns flyrejse, forstår vi for første gang, hvorfor det er værd at rejse helt om på den anden side af jordkloden.

Solen varmer vores bare arme, men luften er stadig frisk. Det summer af liv på havnepromenaden, men der er stadig en rolig atmosfære. Vi er i byen, men er stadig omgivet af bjerge og botanik, og selv hvidvinen smager af blomster her – på den gode måde.

Som vi sidder der ved søbredden i solen med kold Sauvignon Blanc i glasset, kunne vi godt forfalde til at blive siddende hele ferien. Men det er jo naturen, vi er kommet for at se, så efter at have nydt Queenstown og sovet vores jetlag ud på et hotel er det tid til at påbegynde vores camper-eventyr. For det er sådan, man oplever landet bedst, hvis man er kommet for naturen.

Heldigvis er Queenstown ikke ligefrem nogen storby, glæder vi os over, da vi har hentet camperen, og første udfordring møder os: at køre i venstre side af vejen.

Trafikken er ustresset, så vi triller stille og roligt derudad og hjælpes ad om at huske på, hvordan det nu lige er, når vi skal dreje om et hjørne eller rundt i en rundkørsel – med uret! Efter et stop i det nærmeste supermarked, hvor vi får fyldt vognen op til de næste mange dage, er vi dog hurtigt ude på den øde landevej med kurs sydpå mod Te Anau.

Fra havnefronten i Queenstown er der vue over Lake Wakatipu og de omkringliggende bjerge.
Fra havnefronten i Queenstown er der vue over Lake Wakatipu og de omkringliggende bjerge.

Selv om køredebuten byder på regn, hårnålesving og venstrekørsel i en noget større vogn, end vi er vant til, er det faktisk ret nemt at køre i New Zealand, for der er – de fleste steder, vi kommer – kun én kørebane i hver retning, utrolig god skiltning, inklusive pile på asfalten, der angiver køreretningen, og så er det nemt at finde vej, for oftest er der kun én vej at vælge.

Lysende orme og lodrette vandfald

I Te Anau overnatter vi på en ’rigtig’ campingplads med strøm og faciliteter. Man må ikke bare holde ind og overnatte hvor som helst i New Zealand, men til gengæld er der en del campingpladser, og de findes i tre forskellige varianter: gratis naturpladser, primitive naturpladser, man betaler for med kontanter i en konvolut, og de fuldt udstyrede campingpladser med reception og faciliteter.

Vi benytter lejligheden til at få et varmt bad morgenen efter, inden vi skal ud at se de såkaldte ’glow worms’, der er en særlig og sjælden art selvlysende orme, der lever i mørke grotter – en fascinerende oplevelse, som mest af alt minder om at se en stjernespækket himmel, selv om vi er langt inde i en underjordisk grotte.

Næste stop på vores tur rundt på Sydøen er Milford Sound – fjorden med de mange vandfald. Vejen derud er ofte lukket, men heldigvis ikke i dag, så vi tanker camperen helt op – det er sidste chance, inden vi er retur i Te Anau – og kører mod fjordlandet.

Den statistiske sandsynlighed for at ramme Milford Sound på en tåget og regnfuld dag er enormt stor, og således går det også for os. Enorme vandfald bruser kraftigt så tæt på os, at de perlende dråber spreder sig over vores ansigter og blander sig med regnen fra oven. Hele fjorden er omgærdet af en tågedis, der gør, at der på én gang er noget paradisisk og noget dommedagsagtigt over scenariet. Overalt vælter lodrette, smalle vandfald ned af de stejle klippevægge og får dem til at ligne et stykke velmarmoreret kød.

Hele vejen ind gennem Milford Sound 
får vi følgeskab af et par delfiner.
Hele vejen ind gennem Milford Sound får vi følgeskab af et par delfiner.

Udsejlingen går med at nyde storheden, mens hjemturen står i dyrelivets tegn. Først får vi to enorme delfiner med os ved stævnen, som følger os ind gennem fjorden. Dernæst spotter kaptajnen pludselig en pingvin, der vralter rundt på et par sten i vandkanten, og vi får også en enorm sælkoloni at se, inden vi igen er tilbage på havnen.

Op til sneklædte bjergtinder

Resten af den regnfulde dag bruger vi bag rattet med kurs mod Wanaka, og heldigvis trommer regnen kun let på taget over os, da vi vågner op næste morgen, hvor vi har planlagt en vandretur. På køreturen op mod vandrerutens start passerer vi horder af køer, får og lam, som vi må standse for, når de gang på gang blokerer den lille, bumlede grusvej. Servicet bag i vognen klirrer faretruende, når vi krydser de mange småfloder, der oversvømmer grusvejen, så det er med frygt for en druknet udstødning, at vi tilbagelægger vejen frem til Rob Roy Glacier Track.

Vandreruten begynder ved en hængebro, der krydser en hyperblå, brusende flod, og går derefter stejlt opad gennem alpin jungle for efter et par timer at lede til et udkigspunkt med udsigt over til gletsjeren lige ovre på nabo-bjerget – så tæt på, at vi kan se de lodrette gletsjerspalter nærmest gennembore den enorme isklump, der dækker bjergets runde tinde.

På næste stop på vores rundtur kommer vi dog endnu tættere på de sneklædte tinder. Vi kører nemlig videre ind i hjertet af den bjergkæde, der løber som en rygsøjle ned gennem Sydøen, for at nå til øens højeste bjerg, Mt. Cook, og den omkringliggende nationalpark. Her vandrer vi helt op til snegrænsen og mere til, da vi vælger ruten, der går op til Mueller Hut, en spejderhytte, som man kan overnatte i (hvis man har bestilt på forhånd). Ruten er stejl, og den sidste times tid, hvor vi vandrer i sne, der sommetider går helt op til knæene, er hård, men udsigten er imponerende, og vi ser endda en sjælden alpin papegøje på vejen.

Den spektakulære udsigt i Mt. Cook National Park.
Den spektakulære udsigt i Mt. Cook National Park.

Og hvordan bruger man mon så aftenen bedst oven på sådan en dags strabadser? Jo, det gør man naturligvis i en varm, lindrende pool.

Der er ikke noget særligt ved Lake Tekapo Hot Springs, som ligger ca. en times kørsel fra Mt. Cook, men effekten er nu alligevel til at tage at føle på.

Med bagsmækken åben og udsigt ud over Lake Tekapo i aftensolen laver vi en god gang spaghetti kødsovs i vores lille camper-køkken og skyller det ned med Sauvignon Blanc i plastikkopper på ægte spejdermanér, inden vi dejser om med udsigt til solnedgangen gennem sideruderne.

Næste morgen tager Lake Tekapo sig ud fra en endnu bedre side, så vi udnytter vores rullende frihed og kører ned til bredden. Her nyder vi morgensolen- og kaffen med udsigt over den nærmest ’Vicks’-blå sø, der er omgivet af lupiner – en udsigt, der umiskendeligt ligner forsiden af vores medbragte Lonely Planet-guidebog.

Sommersol og kolde dukkerter

Desværre kører vi væk fra solen, da vi fortsætter først nord- og derefter vestpå. Vi kører over Arthur’s Pass, hvor vi tager på endnu en vandretur, overnatter midt ude i naturen på en gratis naturplads med to ænder som nærmeste naboer og fortsætter derefter til den vilde vestkyst.

Abel Tasmans postkortperfekte strande kan man få næsten i fred på en kajaktur langs nationalparken.
Abel Tasmans postkortperfekte strande kan man få næsten i fred på en kajaktur langs nationalparken.

Havde vi haft tiden til det, havde vi bestemt kørt ned til Fox Glacier, men vi må prioritere, så vi kører i stedet langs kysten nordpå og stopper ved Pancake Rocks, de spektakulære stenformationer, der er dannet af enormt mange lag, der får stenene til at ligne et sandt Rasmus Klump-bjerg af pandekager – deraf navnet.

Vi fortsætter med kurs mod Abel Tasman National Park, men nyder friheden til at kunne stoppe op undervejs ved et smukt vandfald og ved New Zealands længste hængebro.

Landskabet ændrer sig hele tiden undervejs, så selv om vi bruger mange timer bag rattet, oplever vi stadig en masse af landet. De sneklædte tinder bliver erstattet af bakkede, græsklædte hobbit-landskaber, og da vi kommer længere nord- og østpå, begynder vinstokkene også at pryde landskabet.

I Abel Tasman National Park bruger vi en hel dag i havkajak langs den postkortperfekte sandstrand, som også udgør en af landets mest populære vandreruter. Heroppe nordpå er den statistiske sandsynlighed for at ramme en solskinsdag enormt stor, og sådan går det også for os, så vi får endelig lejlighed til at skifte den varme og praktiske garderobe ud med noget af det rene sommertøj fra bunden af kufferten.

Vi slutter endda dagen med en dukkert i det krystalklare hav, selv om det nu ser mere tillokkende ud, end det føles – havtemperaturerne kommer aldrig op over ca. 16-17 grader på Sydøen, og vores kajakguide estimerede tidligere på dagen vandet til at være omkring 13 grader.

Alligevel gentager vi succesen ved Marlborough Sounds. Her lejer vi et par mountainbikes, sejler med postbåden ud gennem fjorden og tilbagelægger en del af den i alt 70 km lange Queen Charlotte’s Track.

Ruten er hård, og igen skinner solen fra en skyfri himmel, så da vi når vores destination, hvorfra vi skal sejle med postbåden tilbage igen, er det aldeles tillokkende at tage en kold dukkert og få skyllet det værste sved og mudder af os.

Efter en kuperet tur på mountainbike på Queen Charlotte’s Track er en dukkert og en slapper tiltrængt.
Efter en kuperet tur på mountainbike på Queen Charlotte’s Track er en dukkert og en slapper tiltrængt.

Igen udnytter vi vores rullende frihed til at køre ud, hvor kragerne vender, og overnatter på en af de mere primitive campingpladser, der ligger helt ud til vandet. Vi har ikke lige penge – vi har betalt nærmest alt med Visakort – så vi ender med at lægge en alt for stor seddel i konvolutten, da vi betaler for opholdet, men det er heldigvis alle pengene værd. Dagen efter daser vi hele formiddagen på den øde strand i fuld sol og kan nærmest ikke forstå, at vi ugen forinden måtte have overtøj, hue og vanter på.

Pingviner og delfiner

Det bliver vi dog mindet om igen på den hårde måde, da vi når Akaroa, en lille halvø ud for Christchurch. Vejret har skiftet igen, og det er bestemt heller ikke en formildende omstændighed for kuldefaktoren, at vi har valgt at tage ud at sejle og nu står i stævnen i strid vind for at spotte delfiner.

Vi skulle egentlig have været i Kaikoura, hvor vi skulle have snorklet med sæler og været på hvaltur, men der kom et jordskælv i vejen, der i stedet sendte os ud på en enorm omvej, fordi den eneste sydgående vej var blevet splittet i to, bogstaveligt talt. Det er også en del af livet her i New Zealand, fortæller vores skipper, der har boet i Akaroa hele sit liv og har oplevet adskillige jordskælv. Så sent som to dage forinden fik et efterskælv et stykke klippe til at løsne sig og falde i vandet få meter fra hans båd.

»Så i dag sejler jeg ikke så tæt på kysten, som jeg plejer,« fortæller Tony Muir, hvis firma ellers hedder ’Coast up Close’.

Alligevel får vi set en hel del pingviner, pelssæler og de sjældne ’Hector’s dolphins’, der er verdens mindste delfinart. Men hvalerne må vi desværre skyde en hvid pind efter. Sådan er naturen også.

Til gengæld kommer vi endnu tættere på pingvinerne på en tur ud til en bugt, hvor et lille familieforetagende arbejder med at hjælpe de truede dyr, bl.a. ved at lave kunstige reder til dem på land, og vi er med, da de skal kigge ned i rederne for at tælle pingvinerne og ser de små, pjuskede hoveder på helt nært hold.

Da vi slutter vores rundtur af i Christchurch, forstår vi endnu bedre, hvad vores kaptajn et par dage tidligere havde fortalt os om at leve med risikoen for jordskælv, for byen er stadig overraskende medtaget af et stort jordskælv, der i 2011 kostede 185 mennesker livet. Kirken i byens centrum er stadig halvt sammenstyrtet, og flere steder har containere erstattet både butikker, postkontorer og banker – en øjenåbnende påmindelse om, at den storslåede, spektakulære natur, som vi har brugt de sidste to uger på at udforske, er blevet skabt af kræfter, der langt overstiger menneskets forstand. På den vis er det med en erkendelse af, hvor små vi er i forhold til den storslåede natur, at vi vender hjem til storbylivet – og en rigtig seng.

Rejseliv var inviteret af Jysk Rejsebureau, MSK Kayaks og Juicy Cruise

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.