Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rejseliv

Meditation på havet herhjemme

Det sjællandske brakvand er fuld af gedder. Flere steder er gedden beskyttet, og fangsten skal derfor sættes ud igen, men det gør ikke oplevelsen mindre. En dag på vandet er meditation for hovedet, der kun afbrydes, når fiskene bider på krogen.

Dagens første fangst var en gedde. Sidste år fangede Rino Hansen i ca.18 fisk i løbet af en fisketur, men denne gang var fangsten mere begrænset. Hans rekord er 25 gedder på én dag.
Dagens første fangst var en gedde. Sidste år fangede Rino Hansen i ca.18 fisk i løbet af en fisketur, men denne gang var fangsten mere begrænset. Hans rekord er 25 gedder på én dag.

Med et rutineret greb svinger han fluestangen frem og kaster linen ud foran sig. Den tykke, gule flydeline lægger sig på vandoverfladen, mens fluen for enden synker mod bunden. Langsomt og systematisk går Rino Hansen i gang med at trække linen til sig i små ryk. Han håber, at fluens bevægelse gennem vandet vil vække geddernes huginstinkt. Pludselig brydes rutinen, og linen spændes. En gedde har bidt på fluen, og den rykker linen til sig med al sin kraft, men hugget overrasker ikke Rino Hansen.

»Jeg så gedden, før jeg mærkede rykket i linen. Vandet er så klart, at man nogle gange kan se fiskene følge fluen, inden de bider. Når man fisker gedder, kommer man helt tæt på et af naturens rovdyr,« fortæller han.

Rino Hansen befinder sig i Jungshoved Nor ved Præstø på Sydsjælland. Det er et af de steder i Danmark, hvor der er en god chance for at fange gedder. Geddebestanden er langt mindre end den var for 40-50 år siden, og derfor er der indført forskellige tiltag, der skal sikre bestandens udbredelse. Et af tiltagene er indførelsen af en fredningsperiode, der skal give gedderne de bedste forhold for at gyde. Derfor er det ikke lovligt at fiske efter brakvandsgedder i april og starten af maj, men den 16. maj sættes gedderne fri igen, og det er et tidspunkt, mange lystfiskere ser frem til.

Rino Hansen tager gerne køreturen fra bopælen i Nordsjælland til brakvandet på Sydsjælland og Møn for at fiske gedder.
Rino Hansen tager gerne køreturen fra bopælen i Nordsjælland til brakvandet på Sydsjælland og Møn for at fiske gedder.

»Når man er af sted på den første tur, får man god fornemmelse af at skyde sæsonen i gang igen. Derfor skal jeg altid tilbage og fiske gedder, når de bliver sat fri. Lystfiskeri er ikke en hobby for mig, men en livsstil. Er jeg ikke ude at fiske et par gange om ugen, så mangler jeg det,« siger Rino Hansen.

Gedderne skal sættes ud igen

Da gedden er inden for rækkevidde, tager Rino Hansen et fast greb i dens gæller med den ene hånd. Det er et greb, der gør det lettere at løsne krogen fra geddens mund uden at komme for tæt på fiskens skarpe tænder. Da krogen er løsnet, sætter han gedden ud igen. Det er nemlig ikke lovligt at tage gedder med hjem fra en række vandområder på Sydsjælland og Møn, men det generer ikke lystfiskerne.

»Indtil jeg står med gedden i hånden, er jeg hele tiden spændt på, om det lykkedes at fange den, eller om den slipper fra mig. Men når jeg først har fået krogen ud af geddens mund, er det fordi, jeg har sejret over den, og så gør det ikke noget, at jeg skal sætte ud igen,« forklarer Rino Hansen.

Når han fisker efter gedder, foregår det på lavt vand med klar sigtbarhed og et lille saltindhold. I dag er gedderne samlet i nogle begrænsede områder, men der er potentiale for, at geddefiskeriet kan udbredes til større geografiske områder, og derfor er flere kommuner på Sydsjælland og Danmarks Sportsfiskerforbund gået sammen om at udvikle en bæredygtig lystfiskeindustri. Projektet har fået navnet Fishing Zealand, og deres mål er at indføre tiltag, der kan øge geddebestanden og dermed skabe potentiale for en større turisme.

»Når vi indfører biologiske forvaltningsmæssige tiltag kommer det både gedderne og lystfiskerne til gode. Geddebestanden får bedre vilkår til at vokse, og lystfiskerne føler sig ekstra velkomne. Lystfiskere fra hele verden tiltrækkes af destinationer, hvor reguleringerne tilgodeser et bæredygtigt fiskeri, fordi de oplever, at der bliver taget særligt hensyn til dem og deres ønske om at bevare fiskebestanden,« fortæller Gordon P. Henriksen, der er projektleder og kommunikationsansvarlig for Fishing Zealand.

Det lave brakvand er fundamentet for geddeturismen, men det kræver mere end en fiskestang at få en gedde på krogen. Selvom vandstanden sjældent når over halvanden meter, er der ikke mange steder, hvor det er muligt at fiske fra kysten. Bunden er alt for mudret, og man må derfor fiske fra båd eller jolle. Når man først har sat sig tilrette i pontonbåden, sidder man overraskende komfortabelt på den lille stol med ryglæn. Men som nybegynder kræver det lidt træning, før man kan manøvrere båden rundt. Når man skal sejle fra et sted til et andet, skal man ro, og det kan være udfordrende at holde kursen. Når man er kommet derhen, hvor man vil fiske, skal man padle frem og tilbage med svømmefødderne for at undgå, at båden bliver blæst ud af kurs.

Finder meditativ ro

Med faste tag om årene ror Rino Hansen længere ud i noret, for han har udset sig en række favoritsteder, som han har en særlig tiltro til. De seneste år har han typisk fanget 18 gedder i løbet af en dag på vandet, men i år har fangsten været mere begrænset, og det får ham til at være opsøgende i sit fiskeri.

»Jeg søger ofte tilbage til de steder, hvor jeg ved, at der har været fisk. Det handler om, at jeg er nødt til at have noget at tro på. Hvis jeg har været det samme sted lang tid, uden at der er sket noget, så prøver jeg at søge et nyt sted hen, for måske sker der noget,« forklarer Rino Hansen.

Når Rino Hansen er ude at fiske, foregår det i en båd, hvor han padler med fødderne – i vandet – og samtidig ror med årene.
Når Rino Hansen er ude at fiske, foregår det i en båd, hvor han padler med fødderne – i vandet – og samtidig ror med årene.

Når man tilbringer en hel dag på vandet med at fiske gedder, er der også tid til at observere landskabet omkring båden. Der er både ænder og svaner på vandet, og husker man at løfte blikket, kan man være heldig få øje på en stor rovfugl. Stilheden brydes sjældent, og samtalen mellem Rino Hansen og hans fiskemakker er sparsommelig. Ordvekslingen er kortfattet, og handler oftest om dagens fiskeri. Når samtalerne ikke er længere, hænger det både sammen med, at de to lystfiskere befinder sig i to både, der ofte befinder sig flere meter fra hinanden, men det handler også om, at fisketurene er en måde at slappe af på.

»Jeg har en meditativ tilgang til at fiske og har ikke brug for at være social undervejs. Jeg bruger turene til at afstresse, fordi det giver mig mulighed for bare at fokusere på at fiske og nyde de rolige lyde fra vandet og sivene,« siger Rino Hansen.

En uventet fangst

Når man fisker, bliver den meditative ro midlertidigt afbrudt, når der er bid på krogen. Da fisketuren efter et par timer nærmer sig sin afslutning, får Rino Hansen bid for anden gang.

Han spænder linen hårdt, så fisken hopper op af vandet, og det høje spring afslører, at det ikke er en gedde, men en havørred. Han går i gang med at fighte fisken, og får den trukket op i båden.

»Vi ved godt, der også er andre fisk i området, men det er ikke altid, vi får dem på krogen. Når man fanger en fisk, får man lyst til at prøve igen, fordi man bliver bekræftet i, at det man gør virker, og at fiskene er der,« siger Rino Hansen.

Det er muligt at holde gedden fast i et ’gællegreb’, når krogen skal fjernes. På den måde undgår man at komme for tæt på geddens skarpe tænder.
Det er muligt at holde gedden fast i et ’gællegreb’, når krogen skal fjernes. På den måde undgår man at komme for tæt på geddens skarpe tænder.

Med et bestemt slag afliver han havørreden, og holder den frem foran de to kameraer, der er placeret på hans båd. På den ene åre sidder et kamera, der filmer udsigten over vandet og fiskens kamp for at slippe væk, mens det andet kamera er rettet mod båden.

Fisketuren har nået sin ende, og bådene sætter kursen mod havnen i Jungshoved. Benene er ømme efter den konstante padlen, roningen kan mærkes i armene, og hovedet er tømt for tanker, der ikke kredser om fiskning. Da bådene er sikkert på land, fjerner Rino Hansen de to kameraer fra årene. Optagelserne dokumenterer tilsammen den oplevelse, man tager mig sig hjem fra turen. Geddefiskeri handler både om at finde meditativ ro i mødet med vandet og sivenes lyde, men det handler også om den glæde, der opstår, når man hiver en fisk op af vandet. Men glæden forsvinder ikke, når fisken sættes ud igen. Man har jo fangsten på film, og den kan man også prale med.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.