Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Luksuriøs overnatning i Dubai

Dubai er ofte et fordelagtigt pitstop, hvis du er på vej til andre destinationer rundt om i verden. Og hvis du kan overgive dig til konceptet, er byen også en ferie værd. Rejseliv har fundet tre hoteller, der gør ørkenoplevelsen til noget helt særligt.

Sov som en sultan

Det fem-stjernede palads på toppen af Dubais første kunstige ø, The Palm, er som at træde ind i en tyrkisk tidslomme under Ottoman-rigets storherredømme indrettet med nutidens komfort og service.

Hotel: Jumeirah Zabeel Saray

Hvorfor: Det er en skærende kontrast at komme fra Dubais modernisme i stål og glas på det futuristiske fastland til denne replika af et tyrkisk palads i Osmannerrigets storhedstid. Snoede, guldbelagte søjler og kæmpelysekroner med røde og turkise krystaller, som var sultanernes foretrukne dekoration, mosaikgulve i sort-hvid tyrkisk marmor, meterlange gardiner og polstrede velour-møbler i klunkestil giver virkelig illusionen af gammeldags mellemøstlig luksus. Arkitekten Engin Urun tog udgangspunkt i den tyrkiske byggestil fra 1600- og 1700-tallet, som var påvirket af den iranske og byzantiske stil, og på tre år fik han gennemført projektet fra tegnebord til åbningen i 2011. De sidste seks måneder med hjælp fra 45 indretningsarkitekter fra Tyrkiet, der skulle fuldende visionen om at kunne sove som en sultan og spise som en arabisk prinsesse. Værelser og suiter er lidt mindre overvældende, men stadig med udskårne møbler i mørkt træ og sjalsmønstrede og broderede tekstiler, marmorbadeværelser med nedsænkede hammam-kar og for suiternes vedkommende håndvaske belagt med bladguld.

Jumairah
Jumairah

Hvad: Det 116.000 kvm store resort har allerede godt fat i det europæiske klientel, der foretrækker de 379 standardværelser og 26 suiter på sjette og øverste etage i hovedbygningen, mens det ofte er gæster fra Golfstaterne, der booker de 38 villaer af storfamilier eller flergenerationsgæster. De syv restauranter spænder fra libanesisk til italiensk, indisk og engelsk. Hotellets absolutte fortrin er Talisa Ottoman Spa, der med sine 6.700 kvm er Mellemøstens største. Den er også åben for gæster udefra i de 42 behandlingsrum, hvor man kan vælge fra den omfattende spa-menu, tre hammaner og to indendørs thalasso swimmingpools med saltvand. Og selvfølgelig kan man få en ansigtsbehandling, hvori der indgår en luksuscreme, hvis effekt forstærkes af hvile med en 24 karat guldbelagt metalmaske på og en efterfølgende champagne- og kaviarfrokost.

Hvor: Jumeirah Zabeel Saray på The Palm, ca. 35-50 minutters kørsel fra Dubai lufthavn.

Hvor meget: Hovedbygningens dobbeltværelser fra 46 kvm begynder ved ca. 3.000 kr. i vintersæsonens yderperiode og familierum til fire personer fra 4.500 kr. Imperial-suiterne på op til 310 kvm koster fra 30.000 kr.

Plus: Man er helt i fred uden støj med 600 m privat strand, palmehave og en 59 m lang infinity-pool.

Minus: Man er afhængig af lejebil eller taxa for at komme ind til selve Dubai, og det kan tage op til en time i myldretiden, fordi The Palm efterhånden er meget tæt bebygget.

Bedømmelse: ******

Eksklusivt design

Verdens højeste bygning kan tilfredsstille de fleste behov, hvis man lægger en overnatning her.

Hotel: Armani Hotel Dubai

Hvorfor: Da den sorte Bentley svinger op foran hovedindgangen til Armani Hotel, står fem unge piccoloer klar til at tage imod. En kvinde i burka med to børn fast knyttet i hver sin hånd og en mand klædt i kridhvide mellemøstlige rober stiger ud, samtidig med at familiens matchende designerkufferter bæres ind af de adrætte piccoloer. I lobbyen forsvinder familien ind i en større forsamling af vestligt udseende forretningsmænd i stramme suits og et par kvinder iført cocktailkjoler, inden den når frem til den ulasteligt klædte portier. Al kommunikation foregår på flydende engelsk i det designersmarte indcheckningsområde. Armani Hotel er indbegrebet af kulturudveksling mellem øst og vest, og gæster fra nær og fjern kan få tilfredsstillet de fleste tænkelige behov, hvad enten det er ganens eller øjets, for mad, design og konduite går op i en højere enhed på Dubais designerhotel numero uno.

Det koster fra 3.600 kr. for en nat, men så har du også boet i verdens højeste hus.  Rejseliv var inviteret af Voya Travel.
Det koster fra 3.600 kr. for en nat, men så har du også boet i verdens højeste hus. Rejseliv var inviteret af Voya Travel.

Hvad: Hotel Armani i Dubai er det første hotel, som modeguruen Giorgio Armani står bag, og det har siden sin åbning i 2010 stået som et ikon på Dubais hotelscene. Hotellet residerer på de nederste otte etager samt på 38. og 39. etage i verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Alt fra møbler til shampooflasker og menukort er blevet til på signore Armanis skitseblok.

Hotellet råder over 160 værelser, hvoraf det mindste er et Deluxe Room på 45 kvm, mens kronen på værket, Dubai Suite, breder sig over 390 kvm. Uagtet hvilken størrelse værelse man vælger, får man som Armani-gæst per automatik, om man vil det eller ej, tilknyttet en personlig ’Lifestyle Manager’ – en slags butler – når man checker ind. Lifestyle Manageren sørger for, at man som gæst f.eks. ikke behøver at spilde tid på at gå i receptionen, når der skal bestilles bord i en af hotellets syv restauranter, og han springer behændigt til som teknisk supporter, når man ikke kan få iPaden, der styrer både tv, lamper og gardiner på værelset, til at fungere.

Hvor: Burj Khalifa, 1 Sheikh Mohammed bin Rashid Boulevard, ca. et kvarters kørsel fra Dubai International Airport.

Hvor meget: Fra ca. 3.600 kr. pr. nat for det billigste dobbeltværelse til omkring 50.000 kr. pr. nat for den dyreste suite.

Plus: Beliggenheden i Burj Khalifa med udsigt over Dubai Fountain og med verdens største indkøbscenter, Dubai Mall, som nabo.

Minus: En tur til toppen er ikke inkluderet i værelsesprisen. Ca. 1.000 kr. må man slippe for en tur i retning af skyerne.

Bedømmelse: ******

Versaces palads

Det overdådige luksushotel i bunden af Dubai Creek ligner et italiensk nyklassicistisk slot udenpå og en moderne designers drøm indeni.

Hotel: Palazzo Versace

Hvorfor: Det bliver ikke mere Dubai, selv om det er gennemført italiensk til mindste detalje, når man checker ind på luksushotellet, som ikke kun bærer modehusets navn, men også er indrettet af designeren Donatella Versace selv.

Man skal være til det overdådige og luksuriøse, men det er gjort med stil inden for sin genre. Fra de fine mosaikgulve i lobbyen – der er lagt efter mønstret på et af Versaces første tørklædemotiver fra 80erne af italienske specialister – til de slotslignende værelser og suiter med pastelfarvede brokader, parketgulve og specialknyttede tæpper i palazzo-stil. På gangene er det lidt mere nutidigt med lilla velourtæpper og Versaces modeskitser af alle de internationale fotomodeller.

Hver af de tre restauranter har sit eget look, mest iøjnefaldende er Giardino, som er tapetseret og har gardiner med det berømte palmemotiv fra Jungle-kollektionen i 2000, som Jennifer Lopez gjorde berømt med en meget udringet kjole til Grammy Awards.

Palazzo Versace er indrettet af designeren Donatella Versace selv.
Palazzo Versace er indrettet af designeren Donatella Versace selv.

Hvad: Det er Versace-koncernens første hotel i Mellemøsten (de har i forvejen et på Australiens guldkyst), og de satser på et europæisk klientel. Ud over de 215 værelser og suiter er der i hver fløj af hotellet ejerlejligheder på 1-6 værelser, som går for 30+ mio. kr.

Både gæster og fastboende har adgang til de tre restauranter med Enigma som flagskibet, hvor internationale gourmetkokke er på turnus tre måneder ad gangen med renovering af interiøret hver gang, så det passer til menuen. Foreløbig har der været en spansk og en svensk kok, mens maden altid er italiensk-inspireret i Vanitas og europæisk blandet med arabisk, kinesisk og indisk køkken i Giardino, når der er fredags-brunch.

Vil man have livemusik, har hotellet allieret sig med den amerikanske komponist, producer m.m. Quincy Jones om at lægge navn til en jazzbar. Der er ikke privat strand, men tre forskellige pools, fitnessrum og Versace Spa på 1.000 kvm med hammam og syv behandlingsrum.

Hvor: Palazzo Versace Dubai, Culture Village, Al Jadaf, ca. 20 minutters kørsel fra Dubai International Airport og downtown Dubai.

Hvor meget: Deluxe dobbeltværelser fra ca. 3.600 kr. og så går priserne ellers op, efterhånden som værelserne bliver til 65 suiter på fem forskellige niveauer i indretning og service.

Plus: Fra terrassen og ved poolen er der udsigt til floden med topservice på den diskrete måde

Minus: Fordi hotellet ligger i et udviklingsområde, hvor der bygges fire andre luksushoteller og kulturhuse, ligger det endnu lidt isoleret.

Bedømmelse: *****

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.