Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Langt fra Havana

I det vestligste Cuba ligger Valle de Viñales med sine idylliske landskaber, verdens bedste tobaksmarker og fortryllende fredsommelighed. Lejer du en cykel og begiver dig ud mellem kalkstensbjergene, oplever du det hele fra første parket.

Cuba er en kendt og populær cykeldestination, da der er ekstremt lidt trafik selv på hovedvejene. Fotos: Tore Grønne
Cuba er en kendt og populær cykeldestination, da der er ekstremt lidt trafik selv på hovedvejene. Fotos: Tore Grønne

Huset sover, og jeg lister ud for ikke at vække nogen. Hopper i sadlen og træder i pedalerne. Dækkene knaser mod vejens røde jord, og et sted mellem de små huse, der er malet i forskellige klare farver, er der en hane, der galer. Så to. Snart er der et kor. Byen er endnu ikke vågnet, da jeg triller ned af den bumpede, asfalterede vej, der er delt på midten af en række ranke nåletræer. Jeg svinger ind på den mennesketomme hovedgade, ruller ned ad en bakke, og med ét er jeg på landet. Dis hviler i tætte banker over grønne marker, og to mænd kommer rullende på en trækærre trukket af en hest. Hovene klaprer mod asfalten, og mændene vinker lidt døsigt til mig. De skal til byen. Jeg skal på landet.

Mindet om Havana virker allerede fjernt. Tænk sig, vi var der – blandt de slidte bygninger, osende dollargrin, menneskefyldte gader, storsyngende gademusikanter, hvinende cykeltaxaer og overfyldte busser – i forgårs.

I dag er det den 27. december. Morgenen er kølig, frisk og klar, men det ligger i luften, at det bliver endnu en varm dag. Jeg stopper ved en palme for at se solen stå op. Foran mig prikker tropiske kalkstensbjerge med grønt på kalotten hul på himlen, der begynder at lysne mod øst. De grå klipper skifter farve og bliver brændende rødlige. Vejen snor sig ind mellem bjergene, i vejkanten vokser vegetationen vildt, og fugle kvidrer om kap. En mand kommer tilbagelænet trillende på en cykel med sin hund, der trisser af sted ved siden af ham, og en lastbil suser forbi med en halv snes folk, der står på ladet.

På de små sideveje har jeg vejen for mig selv på nær et par fodgængere og drenge, der af og til kommer forbi på cykler.
På de små sideveje har jeg vejen for mig selv på nær et par fodgængere og drenge, der af og til kommer forbi på cykler.

Jeg drejer fra hovedvejen. Ind ad en mindre vej, der dykker dybt ned i en dal med store kaktusser og bananpalmer. Ved en lille flok huse i blå, gule og orange farver står gyngestole på terrasser, og to drenge kommer slingrende på en cykel. Så snævrer vejen ind. Går stejlt opad med udsigter til bjergene. Disen er lettet fra markerne, men solens stråler skinner i striber gennem træernes kroner. Dagens sidste skyer ligger som huer trukket ned over bjergtoppene. En ko græsser ved siden af en tobaksmark, og en grib sidder på en gren. Jeg stopper. Tørrer sveden af panden. Kigger. Det her, det bliver en god dag.

Langt fra Havana

Jeg er på langtur med min hustru og vores to sønner – Silas på tre år og Bastian, der blot var en måned gammel, da vi satte af sted i en Land Rover fra Californien, kørte mod vest til Colorado, drejede mod syd til Mexico og fortsatte ned til bjergene på grænsen til Guatemala.

Pause på landevejen et sted mellem Havana og Viñales. Skiftet er stort fra det livlige og kaotiske storbyliv til de landlige omgivelser, Cuba byder på.
Pause på landevejen et sted mellem Havana og Viñales. Skiftet er stort fra det livlige og kaotiske storbyliv til de landlige omgivelser, Cuba byder på.

Efter et halvt år på landevejen har vi parkeret bilen på Yucatanhalvøen og er taget videre til Cuba. For et par dage siden kørte vi med bus ad tomme landeveje, langs frodige marker og høje palmer, fra Havana mod vest til den lille by Viñales, hvor jeg nu triller rundt på en lejet cykel i Valle de Viñales.

Det er en vild kontrast til Havana, hvor vi har boet i et par uger i bydelen El Centro. Den ligger midt i Havana, men hvor den gamle bydel, Havana Vieja, til dels er blevet renoveret, er der ikke gjort meget ved bygningerne i El Centro siden revolutionen i 1959. Her krakelerer facader, maling skaller af, og murbrokker ligger i bunker på gaden, hvor der flyder en del skrald.

Det hele har dog sin egen forunderlige, forfaldne charme, for her er liv – et afsindigt, farverigt, sprudlende liv med masser af mennesker på gaderne, hvor der stort set ingen biler er. Folk slentrer af sted midt på gaden, læner sig tilbage i plasticstole på fortovet uden for deres huse, musik blæser ud af åbne vinduer, folk taler, råber, pifter og griner. To gange blev der stegt hele pattegrise på fortovet i vores kvarter, og om morgenen trådte vi over tomme romflasker i rendestenen.

Havana er spændende, fascinerende, farverig og ikke et øjeblik kedelig, men den er ikke det mest børnevenlige sted. De to legepladser, vi fandt i løbet af næsten to uger i byen, havde metalgynger med rustne hjørner. Bulen i Silas’ pande vidner om det. Den bedste underholdning for ham har været løbehjulet, vi har slæbt med fra Mexico, og som han har fræset rundt på. Han er dog ved at blive vanvittig over midaldrende kvinder, der roder ham i de lyse, krøllede lokker. Han har lært noget bistert at bjæffe, han ikke kan lide det med et ’No me gusta!’.

Vi trængte alle sammen til lidt luftforandring, lidt plads, en dosis natur og god gammeldags fred og ro, så vi drog spontant til Viñales.

Det var en fantastisk beslutning. Her møder vi et anderledes, tilbagelænet Cuba. Et lige så fascinerende Cuba, men på en komplet anderledes måde. Her er tempoet sat ned til et minimum. Larmen er væk. Her er søvnigt på den skønne måde. Smukt på den idylliske måde. Tilbagelænet på den afslappende måde.

Triller gennem verdensarv

Jeg har fået familiefri til at udforske naturen og landsbyerne omkring Viñales på en lejet cykel. Området er en del af UNESCOs verdensarv; dels på grund af de skønne landskaber med de op mod 300 meter høje afrundede bjerge, ’mogotes’, dels på grund af den traditionelle måde, der stadig bliver dyrket tobak på. Her bliver der stort set ikke brugt maskiner, blot håndkraft og husdyr. Her bor mennesker, der er efterkommere af områdets oprindelige folk, afrikanske slaver og spanske erobrere.

Kalkstensklipperne, som de lokale kalder ’mogotes’, skaber forunderlige landskaber i dalen. På cyklen er der tid til at se, hvordan de tager sg forskelligt ud fra forskellige vinkler.
Kalkstensklipperne, som de lokale kalder ’mogotes’, skaber forunderlige landskaber i dalen. På cyklen er der tid til at se, hvordan de tager sg forskelligt ud fra forskellige vinkler.

Og på cyklen kommer man tæt på det hele. På cyklen kommer man ned i tempo. Man er ikke afskærmet bag en bilrude, mens landskaber, mennesker og natur farer forbi som en film på en skærm. Man bliver selv en del af scenen. Hører fuglene kvidre og insekterne summe, mærker morgensolen på kinderne og dufter blomstermarkerne. Man hilser på folk i vejkanten.

Dagen er varm, og kvinder i vejkanten gemmer sig under paraplyer. Teenagere cykler slingrende af sted på tomme landeveje, som var de med i en scene i en gammel film. Børn leger foran et træhus malet himmelblåt. Køer tygger dovent drøv, og flere forunderlige bjerge rejser sig forude, når vejen svinger eller jeg titter op over en ny bakketop.

Det er ikke underligt, at Cuba er kendt blandt langturscyklister som en fremragende destination. Landevejene er stort set uden trafik, og jeg svinger ind a en rødlig jordvej, der leder tilbage i retning af Viñales. Uden for landhuse hænger hvide lagner til tørre, og marker med tusindvis af blomster breder sig og ud under en blå himmel.

Vores gade

Det er snart tid til frokost. Jeg har cyklet en lille rundtur på omtrent 35 kilometer og slår et smut forbi vores hus i Viñales. Vi bor i et af den søvnige bys omtrent 500 ’casas particulares’. De er en særlig cubansk mellemting mellem et homestay og Bed & Breakfast, hvor man bor i huset hos en familie. Man har sit eget værelse, men spiser sine måltider i køkkenet.

Min treårige søn, Silas, er stoppet op på sin vej gennem gaderne i Havana Vieja på sit løbehjul for at tale med en kvinde.
Min treårige søn, Silas, er stoppet op på sin vej gennem gaderne i Havana Vieja på sit løbehjul for at tale med en kvinde.

Moderen i vores familie er en bestemt, hjælpsom kvinde. Hun er kvarterets repræsentant for Comités de Defensa de la Revolución (CDR), der er revolutionens øjne og ører. De står for at fremme den sociale velfærd og lighed samt for at rapportere anti-revolutionære aktiviteter. Revolutionen er aldrig langt væk i Cuba, selv om de fleste er lidt tøvende med at tale om politik.

Vores lille jordgade er den perfekte kontrast til hektiske Havana. Her kommer stort set ikke en bil forbi, og hvis der gør, er det med 10 km/t, for jordvejen er overstrøet med huller.

En stor flok unger render rundt og leger og har straks inviteret Silas ind i deres lille kreds. Han løber rundt fra morgen til aften med drengene. De leger gemmeleg. Skiftes til at køre på Silas’ løbehjul. Tegner og leger med biler. Drengene har endda digtet en sang, hvor de synger, at Silas er deres nye bedste ven. Det her er præcis, hvad vi håbede på at finde, da vi tog fra Havana: et sted på landet, hvor tempoet er lavt, luften er frisk og vi kan komme tæt på et helt andet Cuba end det, vi har oplevet i storbyen.

Af sted på eventyr

Jeg konstaterer, at alt er godt på hjemmefronten og stikker af sted på cyklen igen. Denne gang ruller jeg mod syd langs flere tobaksmarker med flere enlige træhuse bag flere marker under flere ’mogotes’.

Selvom der bliver varmt midt på dagen og sveden kommer piblende frem på panden, er der noget fredfyldt over at rulle gennem landskaberne.
Selvom der bliver varmt midt på dagen og sveden kommer piblende frem på panden, er der noget fredfyldt over at rulle gennem landskaberne.

Jeg cykler op ad en bakke og skuer tilbage ned over dalens frodige bund og ud over bjergene. Jeg kan se byen med de flade tage i det fjerne.

Et par unge fyre kommer trillende på en fin, lille enspænderhestevogn. Den ene har sin skoletaske på.

Jeg parkerer cyklen op ad et træ i vejkanten. Smider mig i græsset. Lukker øjnene i nogle øjeblikke. Hører et par insekter summe. Nyder skyggen. Hører flere hove på landevejen. Sikke en skøn ide at leje en cykel. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at opleve den her afkrog af Cuba på.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.