Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Landet med de tusind templer

I de små landsbyer langs søerne lever de lokale deres liv på vandet. Mange beboere klarer både den daglige tøjvask og morgenbadet i søen. Desuden fisker de og dyrker grøntsager, ligesom søen ofte er nemmeste transportmulighed.
I de små landsbyer langs søerne lever de lokale deres liv på vandet. Mange beboere klarer både den daglige tøjvask og morgenbadet i søen. Desuden fisker de og dyrker grøntsager, ligesom søen ofte er nemmeste transportmulighed.

Hele Bagan er fyldt med templer. Flere end 2.200 templer, stupaer og andre buddhistiske monumenter, som overalt stikker deres spir frem mellem trætoppene.

Langs vejene spredt ud over sletterne eller gemt bag landsbyernes huse og butikker ligger de mellem hinanden – både de storslåede og prangende templer, der kan ses på lang afstand, og de mindre, som man skal ad små grusveje for at finde.

I Asien kan man hurtigt få nok af buddhistiske templer, men i byen Bagan er man sin egen opdagelsesrejsende, når man hopper på en lejet cykel eller scooter og tager på opdagelse blandt majsmarker, skov og det imponerende antal templer, som det 22 kvadratkilometer store område byder på.

Lad scooteren styre mod det største, det smukkeste eller det mest kendte tempel – eller kør rundt på må og få. Belønningen falder, når træerne afdækker det særlige tempel, der adskiller sig fra de andre ved dets arkitektur, spirets klokker, der klemter i vinden, eller en særlig Buddha-statue gemt indeni. Det siges, at ikke to af de tusindvis af statuer er ens, og lokale guider viser med glæde rundt og fortæller levende om Buddhas gerninger og betydningen af figurerne.

En kærre med to prustende okser i front fylder pludselig hele den lille grusvej og minder om, at Myanmar på nogle måder er, som andre dele af Asien var for årtier siden.

Et sving den ene vej sender scooteren på kurs mod en landsby, hvor børnene kommer ud af bambushuse med sivtag for at se, hvem der er kommet. Myanmar er et af Asiens fattigste lande, og her i Shan-delstaten er fattigdommen mere udbredt og synlig end i eksempelvis Yangon-regionen.

Nogle steder inviterer de venlige landsbyboere turisterne indenfor – ofte i forsøg på at sælge dem et maleri, et par bukser eller en pose peanuts. Også her er turistfælderne så småt ved at opstå.

Men det har sine klare fordele at krydse rundt på egen hånd og lade sig fare vild mellem træer og templer. Mens scooteren æder sig fremad på de støvede grusveje og stier, dukker nye syn op bag hvert et sving og hver en klynge træer.

Det er dog først, når man kommer lidt op i højden og kan kigge over træernes og templernes toppe, at man får en fornemmelse af, præcis hvor fabelagtigt et sted Bagan er. Panoramaet kunne være taget ud af en eventyrfilm om en for længst svunden tid.

Nogle nyder synet af solopgangen fra en luftballon over Bagan – prisen for sådan en tur er over 2.000 kroner – mens de fleste nøjes med synet fra templernes top.

Tag klatreturen op ad de stejle og mørke stentrapper inderste inde i et af de mindre kendte templer, og nyd synet af toppe, spir og monumenter i alle størrelser, der blander sig med træerne og den frodige natur, så langt øje rækker.

Er man heldig i tempeljagten, kan man nyde synet af solen, der bryder gennem morgendisen uden andre omkring sig. Det er en magisk oplevelse at betragte solen arbejde sig langsomt op over bakketoppene i øst, mens morgenbønnen lyder fra et kloster i det fjerne.

Bagan er så stor, at det er nemt at finde et tempel, hvor ingen andre kommer, og man kan nyde udsigten kun i selskab med fuglene og Buddha-figurerne.

Det er ikke for ingenting, at Marco Polo engang for længe siden betegnede det gamle Bagan og byens omgivelser som »et af de fineste steder i verden«. At byen endnu ikke er på UNESCO’s liste over verdensarv, skyldes angiveligt bureaukrati i Myanmars tidligere regering.

Efter nogle dage i Bagan er det svalende at drage videre til den kølige brise ved Inle-søen længere østpå i Shan-delstaten.

Mange rejsende indkvarterer sig i byen Nyaung Shwe ved søens nordlige ende, mens andre drager ud på et af de lidt dyrere hoteller på selve søen. Her kan man komme til med en af de lange træbåde, som de lokale mænd fragter både landsbyboere og turister rundt i. På søen er man i behagelig afstand af alting og kan i ro og mag nyde et par fredfyldte dage.

Her står bungalows på pæle i vandet, hvis stille overflade kun brydes af de mange både, der med noget, der ligner et piskeris drevet af en gammel dieselmotor, drøner forbi. I dagtimerne er der masser af udflugtsmuligheder med båd fra landsby til landsby – til absolut rimelige priser.

Besøg for eksempel Nga Hpe Kyaung-klosteret, der også er kendt som Jumping Cats Monastery. I klosteret, som udelukkende er bygget af træ, boede en munk, der trænede katte til at hoppe igennem ringe.

Efter munken døde, har de andre munke ikke fortsat hans tidsfordriv. Men kattene er her dog stadig og spankulerer selvsikkert rundt på klosterets Buddha-figurer, der ellers ikke må berøres eller betrædes.

Under sejlturen fra sted til sted møder man ofte fiskere, der er en del af intha-folket – det etniske mindretal, der udgør de fleste af indbyggerne ved søen. Fiskernes unikke måde at ro på er blevet et ikonisk billede på Myanmar. De balancerer for enden af den lille træbåd med det ene ben viklet rundt om åren, mens de bruger hænderne til at kaste deres net eller bur i vandet.

Langs bredden ses landsbyernes indbyggere, der vasker tøj, fisker, tager morgenbad og i det hele taget lever deres hverdagsliv på selve søen, upåvirket af turisterne, der tøffer forbi.

Andre steder padler en landmand forbi i sin lille træbåd på vej ud for at se til de grøntsager, som han dyrker på selve floden.

Den stigende turisme ved Inle-søen er med til at forbedre levestandarden for intha-folket. De blev fortrængt fra landområdet, da thailændere invaderede området i 1700-tallet og nægtede intha-folket at få land omkring søen. Derfor bosatte de sig i stedet på selve søen, hvor de byggede huse på pæle og flydende haver på vandet, som sammen med fiskeriet skaffede dem mad på bordet. Intha-folkets huse og måde at bo på er unik for Sydøstasien.

En afstikker ad en lille kanal, der udgår fra søen, og en times sejlads gennem et mere øde område omgivet af tæt bevoksning fører til landsbyen Inn Dain. Gemt bag landsbyen findes over tusind buddhistiske monumenter i form af stupaer, der for de flestes vedkommende stammer helt tilbage fra det 13. og 14. århundrede og er tydeligt præget af flere hundrede års forfald.

Hist og her vokser træerne ud af toppen på de buddhistiske helligdomme, andre steder er de restaureret med skinnende guldtoppe og en lille plade med sponsorens navn. I alt er 1.054 stupaer spredt her. Den første blev rejst for omkring 2.300 år siden.

Selv om Inle-søen i lighed med Bagan er et af de steder, som de fleste turister besøger, er det også her nemt at komme væk fra flokken og slå sig ned et sted, der føles, som om det endnu ikke er blevet opdaget af resten af verden.

Men antallet af turister stiger år for år. Turisterne er – forståeligt nok – nysgerrige efter at se det smukke land, der i så mange år har været lukket for omverdenen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.